Skabs-lykkelig gravid.

53 dage tilbage.

Stresser lige lidt oppe i hovedet. Samtidig med jeg gerne vil tro, at der stadig er pisse god tid.
Det er der bare ikke. 53 dage til termin. 53 DAGE! 38 afsnit Beverly Hills 90210. 76 afsnit af Hospitalet på TV3… Fuck.

Jeg føler jeg mangler alt. Det gør jeg ikke, men stadig en del. Har stresset en hel del, i løbet af de seneste søvnløse nætter, over hvornår man skal pakke tasken til hospitalet. Og ikke mindst HVAD der skal i den. Og trods lister og planer omkring den, så ved jeg bare, at den bliver pakket i sidste øjeblik. Og at vi nok glemmer alt muligt alligevel. Det vigtigste er vel også, at vi husker at jeg skal med derhen. Og at vi så husker at få barnet med hjem igen, ik?

Maven vokser og vokser. Huden klør og strammer (bliv væk satans-yngel-strækmærker) og mit bækken og haleben er godt og grundigt ømt og vakkelvorn.

Har stadig den ene dag om ugen, hvor jeg ynker til den helt store guldmedalje. Hvor jeg bander det hele langt væk. Ikke fordi jeg er ulykkelig, sur eller utaknemmelig – mere fordi, at der er grænser for, hvor træt man kan være, og hvor ondt man kan have, uden at bukke lidt under på et tidspunkt.

Har aldrig været god til smerter (vi snakker IKKE om den dér fødsel) og det er derfor svært for mig, at være sofamenneske, der ikke engang kan bukke mig ned efter et par sko, uden at det så skal gøre ondt i røven resten af ugen. Ingen er vel fan af smerter?

Når alt det så er sagt, så er der andre tidspunkter, hvor jeg nyder det hele rigtig meget. Lykken er de små og store samtaler man har som par. Hvor man snakker lidt om fremtiden og hele det billede, hvori der pludselig også er et barn. Forhåbninger, situationer, traditioner, drømme og bare tanker omkring dét at skulle være en familie.

Jeg tror næppe jeg kunne have fundet en bedre far til mit barn. Min kæreste er virkelig godt opdraget. Virkelig omsorgsfuld og empatisk. Et hjælpe-menneske. De ting han har gjort for mig, under graviditet og også førhen vidner om, at det er uvurderligt at have en mand der tager hånd om én. Og som kan bære én gennem tider, hvor man virkelig ikke er særlig attraktiv og ej eller gengælder alt det man får af kærlighed og sympati.

For i dag er HAN nemlig syg. Og jeg skal gøre et ihærdigt forsøg på at nurse ham på bedste vis. Og selvom han er en rigtig mand, når det kommer til sygdom: pruster, stønner og sukker – som var han døden nær, så er det min opgave at hjælpe ham lidt. Og synes faktisk, at mænd er meget ynkelige når de er syge – til gengæld er de ikke nær så krævende i situationen. De vil vare gerne have sympati. Og så skal han sgu have det.

Hvis han kan have sympati med mig over 9 måneder, så klarer jeg vel også de næste par dage!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skabs-lykkelig gravid.