Vind biografbilletter til 'Hokus pokus, Alfons Åberg!'

JEG ER IKKE DEPRIMERET, JEG ER BARE MOR.

Av det gør ondt. Det var lige dér. Ikke røre, kan du så la vær.

Det er Bamses sang, og den handler om at slå sig, og om at noget gør ondt.

I dag var jeg ude og gå en lang tur med en god veninde. Som så ofte før gik vi på Assistens. Kender efterhånden stedet, som var det min egen (lidt store) lejlighed.

Vi snakkede om det der Morskab. Om at blive mor. Om hvordan det føles og om tyngden. Den massive rygsæk man får på. Om hvordan fædre nok ikke får udleveret den samme størrelse rygsæk. En mindre én, måske, en der har lidt andre detaljer og funktioner – men ikke den samme. Og om hvordan tyngden kan virke enorm.

Vi snakkede også lidt om stress. Om hvordan jeg har det lige for tiden.

Jeg har det tungt.

Jeg kender alle signalerne, alle tegnene på hvornår min krop og min psyke har fået for meget – og jeg er helt udmattet. Mentalt. 2013 har været det vildeste år i mit liv. Jeg er blevet mor.

Jeg tager mig selv i, oftere og oftere, at blive decideret vred når folk nævner ordet ‘fødselsdepression’. Ja, jeg er stresset – og har også været det i perioder efter Alfred er kommet til. Og ja, jeg er også mere ked af det. Men jeg er blevet mor. MOR. Dét i sig selv er en fuldstændig vanvittig ting, og nej! Gu kan jeg da ej følge med. Ikke mentalt.

Jeg tager mig selv i dagligt, at være helt og aldeles overvældet over det lille liv vi har rendende. Hver eneste dag er en marathon i Hverdag med Barn. Hver eneste aften er jeg udkørt, fyldt op og klar til at sove 24 timer i træk. Og hver eneste morgen vågner jeg op, efter (ikke de 24 timer, desværre) natten, og er på underlig vis klar til endnu en dag. Det er sindssygt!

Hold nu KÆFT det er vildt at have et barn. Han er intet mindre end fantastisk. Det bedste der nogensinde er sket i mit liv. Jeg føler mig beriget på et plan, jeg aldrig har oplevet før. Tænk at man har fået lov til at sætte sådan en størrelse i verden.

Det jeg stresser over, udover alle mulige praktiske ting vi skal have styr på før jeg kan få det bedre, er Alfred.

Den evige frygt. Der må ikke ske ham noget. Der må ikke ske os noget. Så sent som i dag, da jeg kommer gående på vores vej, kan jeg mærke frygten for at der skal ske mig et eller andet. At vi bor i en fucking ghetto, hjælper selvfølgelig ikke på det, men kender I det ikke?

Man har lyst til at have et kæmpe blinkende skilt på sig, hvorpå der står JEG ER NOGENS MOR.

Så der ikke er nogen der gør en noget.

Stod det til mig, så skulle min kæreste eskorteres til og fra arbejde i sådan en hvid varevogn, med højtalere der siger JEG ER NOGENS FAR, PAS PÅ MIG OG KØR ORDENTLIGT! Angsten for, at nogen gør min lille familie noget, er enorm.

Det er derfor alt er så hårdt. Byrden, den kæmpe rygsæk – den er tung, unhandy og pisse træls. Og jeg mindes ikke at det stod i nogen som helst baby-bøger. At man aldrig bliver normal igen.

Jeg siger ikke at man ikke kan få en fødselsdepression. Jeg siger bare, at Morskab er fucking sindssygt. Og jeg vil gerne være typen der råber højt og skingert, at MAN BLIVER GAL AF AT FÅ BØRN. Og at det kunne være super, hvis man fik det af vide i graviditeten.

At man godt kan regne med en mental rygsæk af dimensioner. Og at man gerne må flæbe, og undre sig over, hvor man selv blev af midt i det hele.

Jeg er ikke deprimeret. Jeg er ikke (faretruende) stresset. Jeg er bare blevet mor. Og det gør ondt!

Skriv en kommentar

  • Signe Boe

    Amen !!!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Du er normal. Du er bare anderledes normal end du var før Alfred.
    Tiden vil hjælpe dig med det, der gør ondt. Jeg har været der. Man lærer med tiden at finde sit nye normale jeg. Ikke at det så ikke stadig kan være svært. Men det er et bedre sted end før og lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    True story!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    You said it!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine Gunnersen

    🙂 Jeg reagerer helt anderledes med nr.2. Ting kan virke uoverskuelige, jeg har lettere til tårer, med nr 2 kommer også den dårlige samvittighed overfor nr. 1…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Hold kæft et godt indlæg – det sætter virkelig rammende ord på, hvordan jeg har det! Er selv blevet mor til en lille (læs 10 kg) dreng juni 2013, og alt er bare vendt op og ned på en måde jeg aldrig havde kunne forestille mig. Og den rygsæk du beskriver man har fået med af følelser og angst for at miste er så svær at forklare. Har tit været skræmt over de følelser og skammet mig over at man ikke bare flyver rundt på en lyserød sky af glæde hele tiden med sådan en lille guldklump, men at man så tit bare er ked af det, stresset, TRÆÆÆT og frustreret (UDEN det er en depression!!). Tak fordi du lige hjalp mig med at få ord på, og for at gøre opmærksom på, at der er andre der har det sådan og det er okay!:) Pakker lige den dårlige samvittighed over endnu et træthedsskænderi med farmand kl lort i nat væk og viser ham dette indlæg, der måske kan forklare ham lidt hvordan jeg har det:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chanette

    Hvor er det igen et fantastisk indlæg, igen! Jeg var sårbar i forvejen, da vores meget
    længe ventede søn kom men er det på en så overvældende måde her 8 mdr. Efter at der gør ondt. Der er dage jeg kan blive så bange for at miste at jeg næste ikke kan trække vejret! Men det hjælper at vide at jeg ikke er den eneste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg blev mor i starten af juni i år og hold kæft, hvor var det bare ARGH – så fantastisk og så fucking skræmmende på samme tid!

    De første 2 måneder sov jeg nærmest ikke fordi jeg var så bange for at der ville ske ham noget. At jeg ville vågne og han ville være væk. At jeg ville vågene og en eller anden ville fortælle mig, “Det var bare en vild drøm”.

    Han er næsten 7 måneder i dag og jeg kigger stadig på ham hver dag og forstår ikke helt at han faktisk er der, at jeg faktisk er nogens mor.

    Dejligt at vide, at der findes andre i samme båd og man ikke bare er ved at blive sindssyg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg vil gerne skrive noget opmuntrende. Jeg kender fuldstændigt dine følelser! Jeg var selv lidt (rimelig meget) nede, da vi fik nr. 2. Hun græd meget, sov ikke så meget, storebror gik ikke i børnehave, så han var der også 24/7. Det var altså hååårdt!!!! Og jeg var tynget af konstant dårlig samvittighed over ikke at gøre det godt nok for nogen af dem. Men det blev bedre! Hun blev større, gladere, sjovere og begyndte at give en masse igen for ALT det arbejde, man føler man lægger i det hver dag!
    Så hold ud, børn vokser hurtigt! Pludselig sover han hele natten, går selv på toilet, henter selv mad i køkkenet osv osv. Den konstante bekymring må man dog lære at leve med, tror jeg. Den forsvinder aldrig. Jeg kan stadig blive skrækslagen for, at min mand er kørt galt, hvis han ikke lige svarer på telefonen!!!!
    God jul til dig og din lille familie. Håber I får en god én:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamille Parsgaard

    Ja det gør så. Men man vænner sig til smerten 🙂 Og det gør dig (mødre) til supermor!!!

    K

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • ditte zorlu

    Det er fanden galme godt skrevet!! Jeg kan mærke det lige i hjertet… det er sådan det er!! Man mister det som var og vinder noget andet.. bedre.. og det er rørende, vanvittigt og fantastisk!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Sådan en eskort-bil vil jeg også gerne bestille et par stykker af, tak 🙂
    Jeg får sådan en helt speciel fysisk reaktion når jeg forestiller mig de utallige slemme ting der kan ske min datter – det gør ondt i brysterne. Husker tit på et rammende citat fra Kingsolver: Why does a mortal man have children? It is senseless to love anything this much. Så sandt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt indlæg. Kan forestile mig jeg selv kommer til at have lignende følelser snart.
    Knus E

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Håber du slipper lidt bedre igennem! Det hjælper en del at have familien i nærheden, i hvert fald 🙂 det havde været en stor hjælp hos os. Læste indlægget Lynn havde skrevet hos dig. Det var et godt råd – det med at tage imod hjælp. Det er jeg ikke så god til 🙂

      Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg havde det nøjagtig som dig. Første gang og anden gang. Men det går væk, selv om man ikke tror på det. Hæng i, hold ud. Det bliver bedre.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vind biografbilletter til 'Hokus pokus, Alfons Åberg!'