TUMLETID!

To baby, or not to baby?

I spørgerunden spurgte en læser ind til vores overvejelser omkring at få Alfred. For mig et det lidt et ømtåleligt emne, og egentlig ikke noget jeg har haft lyst til at gå i dybden omkring. Ikke på bloggen, i hvert fald.

Men……

Jeg kom lidt ind på emnet HER og HER  hvor jeg blandt andet skrev om at blive ufrivilligt gravid, og om stå i situationen hvor man skal vælge – opveje ens situation, både internt men også overveje de eksterne faktorer der spiller ind, når det kommer til at vælge en graviditet til og ikke fra.

Det her er IKKE et indlæg der skal handle om min tilgang til abort – men jeg vil prøve at fortælle lidt om, hvilke tanker og overvejelser man gør sig, når man står med to streger på en test, og det slet, slet ikke er planlagt.

Da jeg blev gravid havde vi været kærester i lidt over 2 år. Plus det løse! Så det var jo ikke fordi vi lige havde mødt hinanden, ej heller havde vi været sammen i evigheder. Tiden var dermed ikke den helt store faktor i beslutningen. Faktisk var det mig der tog beslutningen om at gennemføre graviditeten. Jeg følte ikke at jeg kunne forsvare andet. Jeg var næsten 27, fast kæreste med KLART far-potentiale, en rimelig uddannelse, et hjem, en økonomi og en positiv graviditets-test.

Hvad jeg også havde, var en kæreste der ikke var klar, en dårlig uddannelse, en dårlig økonomi, en midlertidig bopæl samt en lyst til kun at være 2. Han var desuden lige startet på sin uddannelse og havde rigeligt at se til, samt en masse drømme for sig selv – og også for os!

Det var en rigtigt ubehagelig situation. Uanset hvad, så var vi ikke enige om hvad der skulle ske. Og jeg var helt enormt ked af det i ugevis. For jeg havde ikke lyst til at træffe så stor en beslutning henover hovedet på ham, og jeg ville jo heller ikke være alene. Det var så langt fra mine ønsker og langt fra hvordan jeg havde drømt om det skulle være. Jeg begyndte at forstå, hvorfor folk synes det er så magisk at træffe beslutningen om at få børn i fællesskab. For vores situation var ikke sjov. Tværtimod.

De første 12 uger var ikke sjove. Tror den endelige beslutning blev taget i uge 8 eller 9, og jeg kan huske at jeg bare gik og ventede på at min kæreste ville skride fra det hele. For det kunne jeg sgu godt forstå hvis han gjorde. Jeg følte mig så ussel, og jeg havde det rigtigt skidt med at tvinge ham til noget han ikke var klar til.

I de vanskelige situationer vi har haft efterfølgende, der kommer de her følelser op i os igen og igen. I ren træthed og afmagt, så kan det godt blive lagt på bordet igen. At vi ikke var klar, at det var mit eget valg og at det var mig der ville have alt det her.

Det skal slås fast, at ingen af os ville undvære Alfred. Overhovedet. Der er ingen tvivl om, at han er og bliver, vores livs største bedrift. Og jeg kan stadig blive helt overvældet over, at vi har været så heldige at få ham.

Det var først efter 12-ugers skanningen jeg følte at vi var to om at skulle have et barn. Og det var en kæmpe lettelse at få et visuelt bevis på at der lå noget indeni min mave. Især for min kæreste, tror jeg. Derefter var vi 2.

Jeg er ham så taknemmlig for at han ikke skred. At han var og er verdens sejeste kæreste. Og jeg kan godt forstå hans tanker, når vi er trætte og udmattede. Så sent som for en måned siden, hylede jeg og tilstod over for ham, at jeg var nedkørt og at jeg virkelig gik med de åndssvage tanker, hvor man spørger sig selv om HVORFOR man fik et barn og at jeg fortrød det hele big time.

Jeg tror på, at man sagtens kan have disse tanker og følelser uanset om hele projektet er planlagt eller ej. Plejer at sige, at man som forældre kan være så trætte – at kom der en og kidnappede ungen, så ville man se sit snit til lige at tage sig en lur – og SÅ ville man ringe efter politiet bagefter, haha!

En uplanlagt graviditet kommer med en enorm følelsesmæssig baggage. Især i de svære tider efterfølgende. Man er sgu ikke klar. Man bliver aldrig klar, planlagt eller ej,

Jeg misunder dem der har planlagt deres børn selv. Ikke fordi kærligheden er større af den grund. Men de eksterne ting vi slås med herhjemme, f.eks økonomi, er så udmattende. Man skal have råd til at have børn. Det har vi ikke. Alfred lider ikke under det, men det gør vi altså. Om et halvt år skal min kæreste tilbage på SU, og min arbejdsituation ser sgu ikke for god ud. Vi er sunde og raske, og det er trods alt det vigtigste – men når DONG truer med at slukke for strømmen, så kan man altså ikke rigtigt bruge sin sundhed som kredit.

Redigeret: Nu er jeg nødt til at smide en lille ekstra tekst ind her, da jeg kan læse i kommentarfeltet at flere misforstår min hensigt med at bringe dårlig økonomi på banen. Jeg tror på ingen måde at græsset er grønnere på den anden side – og selvfølgelig er sundhed en langt større værdi end økonomisk råderum. MEN! Jeg kan altså kun forholde mig til vores liv, og vores økonomi er shitty. Og det fylder SÅ meget. Jeg ønsker ikke at gå i detaljer omkring vores privatøkonomi, men det er altså ikke fordi jeg hiver violinen frem og bare har ondt af mig selv, og tror at vi ville blive lykkeligere af at kunne købe fede møbler eller shoppe amok i tøj. Jeg har ikke haft en månedlig indtægt i over et halvt år, og vi har haft en del uhyggelige rudekuverter i postkassen i den periode. Vi taler, ganske enkelt, om ikke at kunne betale de mest basale ting i hverdagen som husleje, institution, el og den forpulede licens. Jeg er sikker på, at der er rigtigt mange derude på SU, der lever super fint med børn og sagtens kan få det hele til at løbe rundt, men det kan vi ganske enkelt ikke. Og det er en forudsætning at man kan betale sine regninger, og når man ikke kan det og man ikke rigtigt har lyst til at åbne sin postkasse, så fylder det økonomiske en del. Og det er der jeg vil hen med, at jeg da godt liiiiiiiige kunne have ønsket at vi havde haft en stærkere økonomisk platform, inden vi begyndte at lege familie. 

Kort sagt, der er rigtigt mange ting vi gerne ville have haft styr på, inden Alfred kom. Vi gør det bedste vi kan, og vi har det faktisk godt sammen som familie. Men listen over ønsker for fremtiden, er nok lidt længere end i mange andre familier.

Når jeg ser familier der tager på ferier, børn i dyrt mærketøj, folk med egne lejligheder og designer-møbler – så er det så langt fra vores rækkevidde lige nu. Og det kan man godt blive en smule bitter af. Hvornår kommer vi på ferie? For helvede, vi kunne godt bruge det!!!

Heldigvis har jeg en god garderobe, hvor jeg ofte sælger ud og køber nyt eller brugt. Alfred arver tøj – og jeg gør mig nogle gode køb til ham både nyt og brugt. Vi køber god mad til ham, han har meget mere legetøj end han behøver. Vi har møbler og mad i køleskabet.

Vi mangler ikke noget for at sikre familiens overlevelse, men vi mangler altså lidt, at føle at vi lever!

foto-42

32 kommentarer

  • Tenna

    Jeg holder så uendelig meget af din blog! Hvor er det befriende at høre, at andre har det næsten på samme måde som jeg. Dog med omvendt fortegn… Her var det mig, der ikke var klar og kæresten, der var på. Og når trætheden er allerværst, ungen ikke vil sove og han skal på arbejde imorgen, så det er mig, der står med lorten… Så er jeg heller ikke et større menneske, end at jeg blamer ham for hele møjet. Dagen efter er alt glemt – men der kl. kvart i kvalme om natten, der rasler skelettet ud af skabet. Og jeg skuler til de børnefamilier, som tager på ski- OG sommerferie. Kommer aldrig til at ske her. Detailbranchen er en motherfucker på det område… Dertil sagt, så lever vi fint. Mangler ikke noget, bortset fra overskuddet til at leve lidt mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ihh, jeg bli’r altid så lillepige-begejstret, når jeg ser, at der er andre, der hedder Tenna! (jovist, der er sekretæren ude på arbejdet.. Men udover hende!)..
      Og når du så tilmed skriver, hvad jeg sad og tænkte på, er det bare ekstra pudsigt. Her havde kæresten også været skruk i halvandet års tid efterhånden, og jeg følte ikke rigtig, at jeg ku’ blive ved med at udsætte det uundgåelige – for selvfølgelig sku’ vi ha’ børn! Måske endda 3 styks (arh!), og man (jeg) havde li’som også nået en alder, hvor jeg nærmest ikke turde vente meget længere.. For hvem ved?!
      Og forleden aften var jeg så også kun en lillebitte tungespids fra netop at blame ham, som du også skriver – “det var sgu også dig, der ville ha’ barn!”. For ja, han skal op på arbejde, ergo, jeg ta’r baby aften og nat – dag efter dag. Fik det heldigvis ikke sagt.. For ender jo med enorm dårlig samvittighed.

      Og Lortemor – jeg har først lige set din blog, men hvor er den fin, og hvor skriver du godt! Her var bettetøsen mere eller mindre planlagt, men tror aldrig man bliver klar.. Jeg ta’r mig selv i jævnligt at tænke “ahh, det bli’r også godt, når vi vender tilbage til normal hverdag..”. Phh, think again! Det her ER normal hverdag (og.. det ER jo også skønt. Bare meget anderledes)

      Tak for en meget læsværdig blog 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Du kan altsaa skrive, saa det maerkes!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg elsker at du er så ærlig. Det er en fornøjelse at læse med, det er det virkeligt!
    Jeg blev gravid planlagt som 21 årig, så kommer med en lidt anden baggrund, men man kan virkelig mærke det du skriver som Tine også skriver..
    Min datter er 4 måneder og ikke fan af princippet at falde i søvn selv, så jeg står med valget hver aften; vil du vugge hele natten uden søvn til dig selv, eller vil du have et utrøsteligt barn i 3 timer til hun falder om af træthed? og min mand, ja han sover fordi at han skal op og arbejde – så JO man kan godt tude af frustration selvom barnet er planlagt, og man kan godt i nattens mørke tænke hvorfor!!!!!! jeg skal aldrig have flere… Men dagen efter er det godt igen og ideen om en familie på 5 er pludselig attraktiv igen. 🙂

    http://mamanam.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Den beslutning kender jeg godt, og skyldfølelsen over at skulle træffe den. Du er dog heldig, at du har eb far til din søn – det har jeg ikke til min datter, og mit valg fik store konsekvenser for mine børn. Vi havde to børn i forvejen. Tvillingedrenge på 4 år og var gået fra hinanden da de var tæt på 3 år.
    Et øjebliks svaghed ét år efter, gjorde at jeg blev gravid. Han tryglede om abort, men det kunne (læs: ville) jeg ikke.
    Han endte med et alvorligt selvmordsforsøg og blev først reddet i sidste øjeblik. Det er et år siden nu, og har for os begge været et svært år. Han har kæmpet sig tilbage til livet, og jeg har kæmpet med skyldfølelse, vrede og svigt ! Mens mange hadede mig inderligt, for jeg var skyldig.
    I dag ser han drengene, men har aldrig set sin datter som snart er 5 mdr.
    Det er så smertefuldt ! Men jeg fortryder ikke. Hun er vidunderlig og det er drengene enige med mig i… Sådan blev mig lidt til forskel fra hvad jeg drømte om… Og tro mig, selvom helbredet ikke redder økonomi, så ville de problemer stadig synes små ift. sygdom. Hold ud og hold sammen !!! Og fuck ferier og mærketøj ! Græsset er ALDRIG grønnere …

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    *mit liv (mig lidt)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Tak fordi du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Tak fordi du deler.
    Min pige var bestemt heller ikke planlagt. Stod med to streger efter en uges druk på Roskilde, en speciale-deadline lige om hjørnet og en kæreste som jeg ganske vist havde været sammen med i 100 år men han boede så lige 10.000 km væk på det tidspunkt (hun blev undfanget på en tur hvor jeg besøgte ham). Oveni hatten fik jeg kort tid efter tilbudt mit absolutte drømmejob med 40.000 udbetalt/mdr – men da jeg fortalte at jeg var gravid blev det tilbud trukket tilbage igen.
    Vi var aldrig i tvivl om om jeg skulle have en abort. Vi ville alligevel have børn sammen indenfor de næste par år. Vi skulle bare lige fyre den lidt af med karriererne først. Betale studiegæld af. Den slags. Nu er jeg arbejdsløs, han er Phd og jeg elsker min datter ud over det hele. Men for fanden mand, hvis hun bare var kommet et halvt år senere havde verden set noget anderledes ud…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Rørende og ærligt indlæg! Jeg var fanget fra første ord..
    Stod selv for lidt tid siden, og var bange for vi skulle tage den beslutning. Jeg var hunderæd, for at sige det ærligt. Jeg er selv 27 år, og oveni hatten, har jeg hormonforstyrrelsen, PCO. Så hvordan skulle jeg nogensinde kunne forsvare en abort!?
    Men samtidig står jeg med en 4 år yngre kæreste, der på ingen måde er klar.. Det medførte et par søvnløse nætter, og var en kæmpe forløsning da der kun var én streg på pinden. Thank-fucking-God!

    Med det sagt – det er så tydeligt hvilke fantastiske forældre I er for Alfred.. Jeg elsker at følge jer begge – og jeres ubeskriveligt lækre unge.. Så hæng i, og fortsæt det gode arbejde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg elsker din ærlighed – for det er et stort og følsomt emne! Og high five til Svenne for at lade dig dele lidt ud af ham også. Ingen der følger dig/jer her eller på IG kan jo være i tvivl om, hvor elsket Alfred er:)
    Åh Trine – hvis vi to var superhelte i en tegneserie, så havde vi været ærkefjender;) Jeg kan jo på ingen måde sætte mig ind i, hvad I har stået i – men på en eller måde er det rart (forkert ord, men du ved, hvad jeg mener) at høre, at græsset ikke er grønnere på Nørrebro. At en ufrivillig graviditet kan gøre lige så ondt som ufrivillig barnløshed. Min søster hører til de kvinder, der bliver gravide, bare de ser et par underbukser, og jeg misundt hende sådan. Først for nylig fortalte hun, at hun har misundt os – fordi Ane var så ønsket, og fordi vi var så utrolig klar til at blive forældre. Selv med tre børn har hun aldrig prøvet det – de er ligesom bare kommet.
    Det der forældreskab kan nok bare aldrig rigtig planlægges optimalt, tror jeg. Vi sad med hus, fastforrentet lån, budgetkonto – men uden barn. Nu er vi 350.000 kr fattigere, men en datter rigere. Og pastaskruerne smager bare bedre, når man kigger på hende.
    Det er sgu barske løjer, det der moderskab – på alle mulige måder! Og hvor er det modigt og forfriskende at du deler ud af de sider, som de fleste helst gemmer væk!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nå var jeg “heldigvis” 16 uger henne før jeg i det hele taget fandt ud at jeg var gravid – så hele abort-halløjet behøvde vi ikke tænke over – men det har ligevel været svært! Jeg var så heldig at kæresten blev, vi havde nemlig kun været sammen i 1,5 år, og jeg var 19…

    Jeg boede i Norge, og min kæreste boede i DK – og datteren våres ble undfanget på en sommerfeerietur da jeg fik besøg… Vidste du at pencillin og dårlig mave (IKKE opkast) kan føre til at p-piller ikke virker? For jeg vidste ikke..

    Det hele indebar flytning til DK, sige op mit (godt) betale arbejde og finde noget nyt. Heldigvis fandt jeg et vikariat der udløb 6 uger før termin, og det passet mig udmærket. I mellemtiden fikk kæresten lønforhøjelse, og så var det igang med at lede efter en ny lejlighed… Den gamle han havde havde nemlig masser af skimmelsvamp – og det er meget fyfy om man kommer fra en allergiker familie!

    2 uger før termin fandt vi heldigvis en lejlighed vi havde råd (til at leje), og så skulle den jo også indrættes. Vi sidder, stadigvæk 4,5 år senere, med boxmadrasser til seng, møbler fra genbrugsen, gaver, ikea og arvet efter forældre. Vogn fik vi i gave, og heldigvis havde min mor sparet det meste af tøjet fra da jeg var lille, så tøj, seng og så videre kunne vi også få.. Hun har ellers blevet drillet en del om det igennem tiderne, men det er godt nok dejlig ligevel! Tør ikke tænke på hvad vi havde gjort hvis ikke..

    Så sideløbene med at være skiftevis arbejdsledig og vikariater (det var godt nok et dårlig tidspunks at ikke have noget arbejde på…) fik jeg lest gymnasiet færdig, og er endelig startet på en uddannelse! Det blir *selvfølgelig” dobbelt lån – jatakk – men sådan er livet. Så får jeg græmmes over det senere. Jeg lever på min kassekreditt i minus omternt 100% af tiden, og gaver bliver hjemmelaget eller købt på tilbud i den omfang det kan gøres, – men vi har det godt nok ok ligevel. Vi har råd til at betale våres regninger, vi har en ok (men heller ikke mere;)) lejlighed, og våres pige er lykkelig! Vi har godt nok ikke været på sådan riktig ferie siden vi blev kærester, men jeg har en mor der er god til at invitere lillepigen på ferie i Norge! Hun har masser af legetøj (arvet og gaver), er ikke særlig smart i tøjet, men hun MANGLER ikke noget! Og det er sq også det vigtigste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke en beslutning og sikke et mod at skrive om det her. Det var rigtig god læsning og det sætter gang i tankerne om hvad man selv ville gøre. For hvornår er det ok at gøre så stort et indhug i andres fremtid på baggrund af egne principper.

    Jeg har længe tænkt, at hvis jeg en dag stod med de to streger, så ville jeg, som en kvinde der altid har ønsket at få børn en skønne dag, principielt ikke have nogen god grund til at få en abort. Ikke medmindre, at man siger at en manglende mand er en god grund. Men som ressourcestærk kvinde, med fast arbejde og nogenlunde styr på det økonomiske, så ville grunden til en abort være 100 procent egoistisk. Indtil det øjeblik, hvor jeg kommer i tanke om, at der jo er en anden part i sagen, en mand der har leveret varen og som muligvis ikke ønsker sig et barn. Lige der kan jeg næsten ikke rumme tanken om, hvordan valget så kunne se ud. Det er skræmmende og det lyder som om det ikke er en sjælden situation. Tak for din historie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke Jull

    Tak for det fineste indlæg!

    Som 2 studerende der liiige var startet på vores respektive studier, var en graviditet heller ikke vores 1. priotet! Det er HÅRDT på 2xSU hvor der ikke er udsigter til en ændring i lang tid. Vi savner tid til os selv, råd til at gøre ting (2-go kaffe er dog en stor luksus, som vi tillader os selv) men det går… Det skal det jo- for vi valgt jo Einar til.
    Han er den dejligste jeg kender, selvom han også til tider er den værste. Men en smutter, det er han!
    Men som næste 27 da jeg blev gravid og min kæreste på 30, så var det svært at sige dårlig timing – men for Guds skyld hvor blev jeg dog træt af at sige “undskyld” for det ikke var planlagt til folk det har svært ved at få børn – for det var ikke planlagt – og ikke vildt belejligt!

    Men tak for et godt indlæg og et knap så sjovt emne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Virkelig et godt indlæg, så velskrevet. Og du har helt ret, vores skinke VAR planlagt, men derfor har vi begge to til tider stødt hovedet mod muren og tænkt WHYYYY.. Hvor frygten for at opgaverne sammen med trætheden overmander en.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Vil bare fortælle dig, at du simpelthen skriver så godt.. Det er en stor fornøjelse at følge dit liv på bloggen. Så fedt du tør at skrive/sige tingene højt.. Mange af de ting du skriver omkring jeres lækre søn – kan jeg virkelig godt relatere til.. Vores på 9 mdr synes virkelig søvn er noget fanden har skabt. But why??!! Det spørgsmål stiller jeg ham tit, men så smiler han bare tilbage også smelter jeg.. 🙂
    Forsat med din dejlige blog 🙂 krydser finger for der snart dukker et job op til dig.. God mandag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] seneste indlæg, to baby or not rammer mig. Skinken er et ønskebarn, og det er nr. 2 i den grad også. Men derfor har jeg stadig […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Tak fordi du deler. Det er super flot. Og jeg er også betaget af din blog. Jeg må dog lige komme med et lille suk…
    Jeg selv har fået en lille Alfred for snart et år siden og har en dejlig Elias på 5 år. De er begge planlagte. Jeg/vi har dog lige skullet 2×2 ufrivillige aborter igennem før det lykkedes. Det vil sige 2 aborter før dem hver i ca. uge 9. Det har ikke været sjovt! Så jeg har jo sjovt nok altid misundt dem, der blev gravide og graviditeten så bare hang ved! Og sjovt nok aldrig helt kunnet forstå, at det kunne være en dårlig ting at “opdage” at man var gravid. Sådan kan man nemlig have det, når det ikke går som man gerne vil. Følelserne tager over. Og du skriver, at du misunder dem der har planlagte børn og god økonomi, som om det hænger sammen. Jeg er studerende (Selvom jeg er 36 – og har derfor ikke biologisk “råd” til at vente) hvor mit studie har trukket ud bl.a. pga. aborterne. Egentlig vil jeg bare sige, at jeg tror vi skal passe på med at tro, at andres situation er bedre end ens egen (jeg gør det ved gud også selv), men vi har alle en historie og jeg har min egen, der forklarer hvor JEG synes alting er super svært indimellem og andre har deres. Vores økonomi er også super anstrengt – selvom vores børn er ultra planlagte og vi er 36.
    Fortsæt den gode blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor trist det end er, at høre jeres situation, så er det rart st vide at det ikke altid er idyl og guld og glimmer, som bliver portrætteret på blogs. Det indtryk kan man nemlig godt få.
    Tak for din åbenhed og ærlighed. Vi er flere i samme båd som dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for dit indlæg! Befriende læsning! Jeg stod selv uden job og med en kæreste som jeg kun havde kendt i få måneder, da jeg testede positiv – i dag har vi verdens dejligste barn og nr. 2 på vej….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • hardetgodt

    ELSKER din blog for netop dette her – ærlighed og uden filter!
    Det skal nok blive jeres tur til ferie, mentalt overskud og overskud på kontoen…hang in there!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Therese Josefine

    Du skriver så det kan mærkes! Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak fordi du delte! Man kan godt mærke at det var lidt grænseoverskridende at skrive for dig, men netop derfor var det også et privilegium at få lov at læse! Og øv, hvor jeg kender det med at økonomien fylder mere end man ville ønske! Det skulle jo gerne være sådan at man glæder sig til fremtiden, men hvis man bekymrer sig for meget om penge, kommer det nemt til at handle lidt for meget om frygt istedet! Men som min mand siger, når jeg (igen) er bekymret: “hvornår er det egentlig ikke gået på den ene eller anden måde?!” Og det er jo rigtigt nok!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hatten for at du deler det med os. Du er så pisse sej og hold da op hvor er du god til at fortælle/skrive. Du fanger én ved første ord. Respekt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine. Hvis I finder en babysitter til A, så giver jeg en tur i biffen. Uden pis. For uanset hvor hårdt spændt for man er, så SKAL man have lidt liv og lidt frihed. Bare en gang i mellem. Også selvom barnet viser sig at være det vildeste og dejligste i hele verden. IG åd min kommentar tidligere (!#?!#), men du får en mega-krammer senere på ugen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Novra altså, Trine. Jeg er fuld af beundring over dit mod til at dele ud. Jeg synes at jo ældre man bliver og jo mere alvorlige emner, der fylder i ens verden, jo sværere bliver det at dele dem med nogen og åbne op for ens sårbarheder. Men når jeg læser dit indlæg her, så minder det mig (også) om, at det giver styrke at vise sin skrøbelighed og tale om de ting, der ikke bare er fryd og gammen.
    Det er en svær situation I har stået i og jeg kan godt forstå at den kan hænge ved. Applaus til jer for at hænge i og elske alt det gode og mindre gode også. Pyha kan næsten ikke formulere hvad jeg egentlig vil sige. Jeg synes i hvert fald at du er sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Hvor er du modig. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Simpelthen så stor fan af den her blog!
    Du og din lille familie er skønne!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykke

    Al respekt til dig, at du vælger at skrive om noget så personligt som valg eller tilvalg af et barn. Og hvor er jeg bare glad for at have fundet din blog! Jeg står på ingen måde i samme situation – er 28, under uddannelse og min mand og jeg valgte sammen at nu var det tid til at få et barn. At moder natur så er en strigle, og synes at vi da skal starte ud med 2 børn er så en anden sag. For dér fik jeg sved på panden, og tanker som; hvad fanden er det egentlig vi har gang i?? rører på sig jævnligt. Nu er jeg 24+ med to små drenge, og jeg er stadig ikke sikker på hvordan det kommer til at gå, når vi pludselig går fra 2 til 4 om et par måneder…
    Tak for din åbenhed, din sarkasme og din glæde over din unge, trods alle udfordringer – det giver mig da lidt håb 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephina Andersen

    Hej…

    Jeg tror ikke på noget, der hedder “en uplanlagt graviditet”, medmindre man bliver tvunget til sex og ikke har mulighed for at sige fra. Man lever i et land, hvor kvinder som mænd, har mulighed for beskyttelse, folk ved godt hvad der sker, hvis man ikke beskytter sig, når man har sex med hinanden. En god ting er tale sammen om sine forventninger. Vær ærlig over for hinanden!

    vmh

    Josephina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Men vi lever også, sjovt nok, i en verden hvor prævention somme tider ikke virker som det skal.

      Tænk før du dømmer folk, ikke?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg håber, det er i orden, jeg kommenterer på så gammelt og ømt et indlæg. Jeg vil starte med at sige, at jeg synes det er modigt at dele det med så mange mennesker, og jeg kan sagtens sætte mig ind i de tanker angående økonomi og andet. Jeg kan også tydeligt forstå frustrationen, så min videre kommentar skal ikke forstås som noget dømmende og en løftet pegefinger, men som et ‘du kan sagtens’-skulderklap og en trøstende bemærkning. Jeg vil dog bare ‘trøste’ med, at selv hvis økonomien havde været i orden fra start, kan der altid komme situationer, der gør at intet bliver som ventet. At I har haft sværere kår fra start, gør jer muligvis bare bedre rustet til udfordringer i fremtiden. Og så er Alfred da en fantastisk heldig, at have så eftertænksomme, betænksomme forældre, der ønsker ham de bedste vilkår og elsker ham – jeg mener, hvad mere kan man bede om som baby? Det var vist det.
    Og igen, undskyld jeg kommenterer på så ømt og gammelt et indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TUMLETID!