Om at hedde lortemor.

Dårligt selvværd.

Har gået hele weekenden og brygget på det her indlæg oppe i mit hoved – uden helt at være nået frem til en rød tråd, en start eller en slutning. Men nu prøver jeg bare at gå i gang..

Jeg har altid været sådan ok tilfreds med mig selv – jeg er 1,60 meter høj, lidt for korte ben, små bryster og høje tindinger. Jeg er derimod udstyret med en vanvittig god forbrænding, er slank og lille – og har stadig en pæn numse, trods fødsel og graviditet. Faktisk kan man ikke se på mig at jeg har båret og født et barn. Overhovedet.

Jeg kan godt se det, og jeg kan mærke at min krop ikke er som den har været.

Men det er ikke den slags selvværd jeg vil skrive om nu.

Det handler mere om dårligt voksen-selvværd. For jo mere voksen jeg er blevet, jo dårligere er mit selvværd blevet. Jeg ved udemærket hvad det handler om. Det er sådan lidt en blanding af noget socialt, samfundsmæssigt samt noget privat.

Jeg kunne hurtigt fornemme at min kæreste var sådan en kritisk type – og det har alle dage været svært for mig at blive set på med kritiske øjne. Omvendt har det også været en kæmpe motivation for at gøre lidt ekstra ud af alting, samt huske at barbere armhuler og ikke tegne mine øjenbryn for meget op. Efterhånden ved jeg hvad han ikke bryder sig om – og hvad han rigtigt godt kan lide ved mig.

Men én ting er ens fysik – en anden ting er ‘hvad man er’.

I alle sociale sammenhænge får man stillet det spørgsmål. Og det er svært at slippe uden om. Det er jo klart en høflighedsting, men det er også en måde at måle sig med hinanden. Hvis man laver et eller andet fedt, så kan man lige høste sig lidt anerkendelse fra folk man ikke kender, eller fra folk man gerne vil lære at kende.

Jeg kommer fra en familie, hvor jeg er den eneste der har en studentereksamen. Jeg er aldrig blevet opfordret til at færdiggøre mere end bare folkeskolen. Så jeg valgte selv at tage den, for så vidste jeg at jeg kunne komme videre derfra. Min familie har været noget med håndværk og at arbejde med mennesker. Og de er alle enormt dygtige til det de laver.

Jeg var enormt stolt da jeg fik min hue på dengang, fordi jeg tænkte jeg havde oceaner af muligheder. Alligevel valgte jeg at tage videre på handelsskolen og tage en uddannelse indenfor detailhandlen. Min største fortrydelse.

For jeg sad fast i den branche i årevis, uden en eneste gang at føle jeg blev betalt for mit arbejde. Jeg var endda chef et par steder, lagde omkring 40-50 timers arbejdstimer om ugen til en max. løn på 24.000 kr før skat. Ingen tillæg, ingen overarbejdsbetaling og ingen lønsstigning. De 24.000 var i øvrigt det højeste jeg nogensinde fik – for det er ret normalt at ligge under det. Især hvis arbejdspladsen ikke er med i en overenskomst.

Lige nu forsøger regeringen at sminke lidt på erhvervsuddannelserne – at gøre dem mere attraktive. Faktisk er mindstelønnen for en butiksansat blevet hævet fra 105 kr i timen til hele 107 kr i timen. Så kan man så selv regne ud om man gider bruge 37 timer af sin uge på at tjene under 17.000 kr om måneden. Nej, vel?

Nå, men I kan lissom fornemme at jeg har det ret stramt over hvad jeg skal lave når jeg bliver voksen (det er jo nu her).

Mit valg af uddannelse og de muligheder den (ikke) giver mig er en kæmpe faktor i det dårlige selvværd.

For jeg kan ikke overbevise mig selv om at jeg er særlig dygtig. Især ikke når jeg har et stykke papir fra 2006, hvorpå der står et gennemsnit på under 7. Ja, det er efter den gamle skala. Og jeg føler mig sådan decideret dum og uintelligent, når jeg sidder foran ph.d’ere, uni’er og ja sgu, min über-kloge advokatfuldmægtige veninde (hej, Mette!) eller min kloge psykologi-studerende veninde (hej, Vera). For sandheden er, at jeg ikke kan søge ind på en ENESTE uddannelse på KU eller på Metropol. Dertil er jeg simpelthen for bogligt dum. Og så er det svært ikke at føle sig generelt dum, ikke?

Grunden til at jeg føler mig dum er nok en samfunds-ting. For der bliver lidt lagt op til at alle skal uddanne sig på et sindssygt højt niveau og at hvis ikke man gør det, så får man et dårligt liv og bliver alkoholiker eller ender nederst nede i systemet. Og set fra de højtuddannedes side, så er det jo det eneste rigtige at gøre – at uddanne sig højt og være dygtig.

Jeg glemmer aldrig den følelse jeg fik, da min kæreste fortalte mig at hans ex havde rynket på næsen over at jeg havde en HF og havde gået på handelsskolen. Om det har været noget utilfredshed over at jeg var hans nye kæreste, ved jeg ikke. Jeg ved bare at hun er den dygtige slags, på statskundskabs-måden. Og den sidder vist stadig fast et sted i min underbevidstehed. Ikke fordi det kom fra hende, men mere fordi der jo er en stærk holdning bag sådan en gestus, som ikke er til at tage fejl af.

Hun er jo ikke den eneste om at synes at gymnasiet og universitetet er den eneste vej frem.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvem der så udfylde den del af samfundet, som ‘kun’ kræver korte eller mellemlange uddannelser og hvem skal bygge huse og passe alle de gamle krager på plejehjemmene?

Hvorfor er det ikke godt nok?

Jeg har den største respekt for folk der tager rigtig lange uddannelser. Jeg synes det er utroligt hvor dygtige de er, og jeg tager hatten af for at nogen kan have den form for drive og disciplin. Og jeg misunder dem at kunne det. Jeg er bare ikke den boglige type.

Jeg ved sgu ikke hvad jeg ender med at blive til – jeg ved bare at jeg har brug for snart at kunne definere min plads og min ‘hvad laver jeg så’ status. For jeg ER voksen nu, og jeg har brug for at have noget der er mit – som jeg kan være dygtig til. For jeg ved godt selv, at jeg er mere klog end det 7-tal der står på mit eksamensbevis. Jeg er bare ikke god til at gå til eksamen og jeg er en dør til matematik.

Jeg håber snart at jeg ser en eller anden form for lys – det er simpelthen så dårligt for mit selvværd kun at være mor og kæreste og hobby-blogger. Jeg har brug for at finde mig til rette i mit nye mig – hvor jeg er en del af en familie, hvor jeg er nogens mor – og hvor det til tider (eller næsten altid) er svært at finde tid og overskud til at sjælesøge ret meget.

For fanden. Jeg ved jo ikke hvem jeg er mere. Jeg er blevet en der er voksen, men som bare stadig ikke mødt mig selv som voksen. Jeg synes det er pisse svært – og jeg kan godt mærke at der ligger et pres fra mig selv. Jeg har bare rigtig svært ved at finde mig til rette, når jeg ikke kan læse på så højt et niveau – men omvendt heller ikke har lyst til at uddanne mig indenfor noget andet, blot for at gøre noget.

Mon der findes et sted midtimellem, som jeg bare ikke har opdaget endnu?

 

52 kommentarer

  • Øv, hvor er det en træls følelse at sidde med 🙁 MEN som forholdsvist nybagt mor selv, så tror jeg faktisk, det er ret normalt at få det sådan der, når det værste baby-granatchok har lagt sig, når man igen kan have tøj på mere end 25 minutter uden at få gylp på det og sove mere end 2 timer i træk, så får man pludselig øjne til at skulle se på sig selv igen. OG ja hvem fanden er det så lige, man er blevet… Og endnu værre, hvem fu… skal og vil man gerne være. Tror der er ret så mange nybagte mødre, der ændrer på karrieren efter at ha fået bebs – og det er ikke på grund af nederlag for ligestilling, men ens eget ønske.

    Jeg håber, du tager med dig, at du skriver pissegodt! Din blog er en af mine yndlings – du har en stemme, der er brug for… også i debatter a la ammedebatten. Men du har ret i, at der er uddannelses-snobberi i samfundet, men der er al mulig god grund til ikke at dyrke det og bare gøre det, der er rigtigt for en selv.
    Og så tror jeg, det er pissevigtigt at huske sig selv på, at der aldrig er noget, der er for sent. Fx skiftede min far branche i en alder af 53. Det er pissemodigt, synes jeg – og he loves it!

    Jøsses, jeg vrøvler (men er altså også stadig på max 3 timers sammenhængende søvn-niveauet i mit babyliv) – men Toto, we’re not in Kansas anymore. Det der voksenliv er nu – og det skal nok blive pissegodt, hvis man tør være modig og glemme andre folks forventninger og samfundets normer. Amen 🙂

    Ps. Man behøver altså ikke gå på uni for at være klog. Du ku jo fx joine din manse og blive journalist 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Dit job og hvad du laver definerer ikke dig – det gør DU med dine holdninger, værdier og ikke mindst handlinger. Det vigtigste job i verden er da at være “nogens mor” efter min mening. Jeg tror du skal lade være med at søge andres respekt og anerkendelse af hvad du laver, og hvem du er. Kan du selv finde respekten for hvad du laver, og selv anerkende at din indsats her i verden faktisk betyder noget for nogen, så vil andre også anerkende og respektere dig for hvad du gør. Det vigtigste er at brænde for det man gør, hvad enten man står i butik, passer børn, er advokat eller topleder. Lad være med at tænke over hvad andre synes er et fedt job, find ud af hvad du synes er et fedt og meningsfyldt job. Har du ikke gennemsnittet til at komme ind på en uddannelse, så prøv alligevel, tag suppleringskurser og spark røv så det kan lykkes 🙂 Held og lykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Trine du er klog! Uanset hvad dit gennemsnit/eksamensbevis/månedsløn/erhvervsefaring siger. Du er klog! Bum længere er den ikke. Måske er du ikke så god til at performe på uddannelsesinstitutioner, men du er klog. Du er også et dejligt menneske og det er meget vigtigt at huske sig selv på, når de her tanker tonser af sted.

    Alle min andre (uinteressante) tanker om det her kan du altid få ved lejlighed. Dagens pointe er at du er klog og dejlig!

    Stol på mig – jeg er jo (åbenbart) den über-kloge advokatfuldmægtigveninde (tak for komplimentet) 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    OP PÅ HESTEN!

    Min kæreste har et snit på 7,2 (på den gamle skala) – og har siden kæmpet sig gennem en bachelor på Niels Brock. Han har siden ARBEJDET sig op – været enormt grundig, stræbsom og lagt mere end 60 timer om ugen.
    7 år efter er han nu i en chef-stilling med en månedsløn på 70.000

    – Det skyldes udelukkende vilje, ihærdighed og en enorm arbejdsindsats.

    Så man kan godt, også uden top-lang uddannelse i dagens Danmark. Opsøg det du vil, kæmp, bliv ved! Søg alt. Det motiverede mig da min kæreste viste mig de over 100 afslag han har fået på job. Men han endte altså med at få et job. Og se hvor han er idag.

    Rigtig god dag.

    KNUS

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Det lyder helt fantastisk! Det er super godt gået 🙂

      Jeg har skam også tænkt mig at kæmpe, jeg har dog ikke 70 timer om ugen til det.

      Håber ikke at indlægget læses som om jeg bare er doven og ikke vil arbejde for det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene

      Overhovedet ikke! Jeg VED at du ikke er hverken doven eller dum

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ærlig talt… Du har da en del af det jeg stræber efter lige nu, du har en fed blog med mange besøgende, eget domæne og kan endda deltage i events i kraft af at du er pisse god til at skrive!
    Jeg har en cand.ling.merc. og vil bare have det du har – Lortemor.com lad nu være med at snyde dig selv med at selvværd skal findes i uddannelse. Det skal findes i at du er god til det du laver. Du er en god blogger, og ud fra det jeg læser på din blog tillader jeg mig lige at konkludere at du også er en god mor!
    Min mening er, at er man god mor, er man god til det, der er allervigtigst i denne verden, at være god til. Hvis du kan give et lille liv en god tilværelse, så har du vundet.
    Selvværd er noget man selv skal kæmpe med at få banket ind i sit eget selvkritiske hoved, det ved jeg godt, men jeg synes umiddelbart du har en masse du sagtens kan være stolt af, og det uden hverken at kende dig eller have fulgt din blog i særlig lang tid.
    Måske du kan finde et job, hvor du kan udnytte dine evner til at skrive? Du har da et kæmpe plus på CV’et liggende lige her på bloggen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Hvor er det sødt skrevet, Tina 🙂 Men bloggen betaler jo ikke min husleje, pension eller forsikring! Der skal trods alt mere til.

      Bloggen er en hobby, og den er jeg skam vældig stolt af – men det skaffer ikke mad på bordet at blogge – i hvert fald ikke for ret mange.

      Jeg synes det er en kæmpe mangel for mig ikke at have noget job. Puha, jeg gad virkelig godt have et godt job!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jamen det er også bare fordi, at du måske kan få job indenfor skrivning, når nu du er så god til det 🙂 det må da tælle på jobmarkedet at det går så godt med din hobby 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og i øvrigt mener jeg at det der “voksen” er overdrevet 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise FB

    Lang uddannelse sikrer ikke én for livet. Og det er IKKE vejen frem for alle. Bestemt ikke! Jeg har gamle folkeskolevenner som ‘kun’ har en erhvervsuddannelse eller mindre og de sidder idag som selvstændige med solide virksomheder. Jeg selv har en ba, er arbejdsløs på 7. måned og aner ikke hvad jeg vil. Og det er dér essensen ligger. Hvis man ikke kæmper for noget man tror på eller man i det hele taget ikke engang har fundet det man tror på, så skal man altså starte der! Og ikke kigge på hvad andre tjener eller hvor mange fine titler de har. Du har MANGE år foran dig på arbejdsmarkedet og det er altså okay ikke at have det hele på plads inden man bliver runder de 30 år. Bliver selv 33 (gisp) og er mor til to bavianer og ved som sagt ikke helt hvad jeg vil arbejde med. Det er squ hårdt men nyd dit barn og at du har tid til ham. Karrierekvinden har ikke den samme tid som dig og måske kan hun ikke engang få de børn hun gerne vil, fordi hun lige skulle have alt det andet på plads først… Det blev langt. Beklager. Ville bare sige at lyset ligger forude og du skal nok finde din hylde på et tidspunkt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvad vil DU gerne…?
    Som jeg ser det, ligger “problemet” i, at du ikke helt ved det endnu.. Ikke i din boglige kunnen…
    Når du har fundet ud af, hvad du vil, så GØR det…
    Uanset dit gennemsnit, så tror jeg på, at du kan det, hvis du vil det og brænder for det…

    Men jeg kan godt følge din frustration..
    Lige da jeg blev mor, var det helt fint KUN at være det, men efterhånden som drengen blev ældre og overskuddet vendte tilbage, blev jeg mindet om, at jeg faktisk også var andet end det.. Men hvordan fandt jeg lige det frem igen og fik det implementeret i den nye mor-personlighed? Og hvad ville jeg egentlig med livet? Jeg er også uddannet inden for detail, og det er ikke det, jeg skal resten af mit liv.
    Jeg er her efter min barsel startet på en ny uddannelse.. Bum.. Og den gør mig glad.. og giver mig selvværd, for jeg er ret god til det.. Og jeg er ikke længere kun nogens mor…

    Jeg tror på du kan lige hvad du vil, du skal bar finde ud af, hvad det er 🙂

    TrolliMummy http://www.morihverdagen.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Kære Trine.
    Det føles nogle dage som om du skriver om mig… Jeg er helt med på hvad du mener, og jeg er også helt med på at så forfærdeligt få forstår hvad det vil sige at skulle “finde sig selv” i en voksen alder. Hvad det vil sige at stå udenfor. Og hvordan det føles at man nogle dage ikke aner hvem man selv er, hvad man egentlig kan og hvad næste skridt skal være. Det er dybt frustrerende at føle at andre omkring en går og venter på, “hvad mon hun finder ud af”, når man selv bare synes man bliver mere og mere forvirret over sig selv og de begrænsninger man løber ind i. For nej. Man kan ikke “bare” knokle på og så går det nok. Adgangskravene på diverse studier kan man ikke sådan lige flytte rundt på…
    Når det er sagt, så tror jeg det er rigtigt, det der med, at vi skal huske at elske os selv. At elske det, vi er gode til og at vi hver især er unikke. Det er vigtigt at gøre det først! At finde glæden over sine talenter, selvom der ikke er papir på dem, og dyrke netop dem.
    Jeg håber virkelig på afklaring for dig! Jeg sidder selv og kikker ind i skærmen, taler med studievejledere, læser jobopslag og vasker lidt gulv indimellem. Og synes indimellem det hele bare er uoverskueligt. Det er rart og trist på samme tid, at der er andre end mig i samme båd.
    Som mange andre skriver, har du helt åbenlyse talenter! Dyrk dem!
    Mange tanker herfra
    Karina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Masch

    Du er bestemt ikke dum eller uklog!
    Jeg selv er p.t sygemeldt pga “stress” – det lyder så flot på papiret og folk holder deres kæft og spørger ikke ind. Det er rart. Kan ikke holde alle andres ævl og kævl ud om alt mulig l-o-r-t. Jeg kan ikke holde ud at være på arbejdsmarkedet fuldtid. Det er et konstant pres og jeg trives ikke i det. Jeg vil nu til at gøre hvad JEG har lyst til og hvad JEG brænder for. Om det så er at puste balloner op eller bruge mine andre evner ved jeg ikke endnu. Jeg ved bare, at jeg bliver nødt til at gøre, hvad der er godt for mig. F..k de andre. F..k dem der tror, at det er vigtigt med en høj og lang uddannelse. Jeg stemmer på, at vi skal gøre hvad vi har lyst til og det vi brænder for. Jeg hepper på og tror på dig! Du skal sgu nok finde din rette hylde her i livet. Bare lyt til dig selv. BUM

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg forstår godt din frustration. Der er enormt stor fokus på vores erhverv, og det er en stor del af vores identitet. Jeg har også rigtig svært ved at finde min voksen hylde hvor jeg selv er helt tilfreds. Jeg er kontorassistent og offentligt ansat, og er egentlig glad for mit job. Modsat dig har jeg dig snittet til at lomme ind på div videregående uddannelser, men har selv slet ikke lysten. Det er også svært at leve med ar mange synes jeg spilder min tid. Det handler jo bare om at man selv er lykkelig, så skidt med hvilket erhverv man har. Håber du finder din hylde:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • PS: Det er ikke nogen særlig fin eller specielt godt lønnet uddannelse jeg er startet på, og den kræver ikke noget højt gennemsnit (pædagog), men det er den uddannelse, der gør mig glad… Og så skid da hul i samfundets normer og krav… Gør det der gør DIG glad <3
    Og så syns jeg i øvrigt stadig, du skulle blive forfatter 😉

    TrolliMummy på http://www.morihverdagen.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Kender følelsen. Er færdig med en HF til sommer, som jeg har været længe undervejs med (jeg er 23 år), får ikke det mest prangende gennemsnit! Men jeg søger alligevel på UNI fordi jeg ved inde i mig selv at jeg faktisk er en klog pige, selvom jeg dumpede matematik og ikke fik de bedste karakterer i de naturfaglige fag. Den nedværdigende følelse om dig selv må ikke begynde at påtage dig – for du er jo en skide klog, velovervejet og velformuleret kvinde 🙂 . Jeg synes du skal søge de studier, som du gerne vil ind på (hvis det er det du vil), på kvote 2 og give det et skud. Hvad er det værste, som kunne ske? At du ikke kom ind, eller? Hvis du ikke giver det et forsøg, vil du jo sikkert ærgre dig.
    Og jeg ved bestemt at der er mange studier du kan komme ind på med dit gennemsnit og som sikkert kunnr være noget for dig. Kontakt mig, hvis du har brug for noget opbakning, råd osv. Vedrørende studie, hvis du vil 🙂 er rimelig godt sat ind i det hele efterhånden 🙂
    Ps. Du kan jo godt man!!!! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mia

      Desuden! Jeg kender mange unge mødre som læser på uni – og det skulle siges at være det skønneste! På mange uddannelser, går man ikke særlig meget i skole, møder sent og har korte klassetimer eller forelæsninger. Meget tid er præget af hjemme- eller gruppearbejde og hvis man er forhindret i at møde på skole en dag, bliver man jo ikke “straffet”, det er meget mere fleksibelt, end at have et arbejde, hvor man er mere bundet end ved studiet, hvor man i langt højere grad selv planlægger sin tid.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kære Trine.

    Jeg har også en studenerhue med et flot gennemsnit på 6.9. Da jeg blev færdig besluttede jeg mig for at tage et sabbatår og rejse og så rejse lidt mere. Nu 8 senere er jeg tekniskset stadig på mit sabbatår, men sidder til gengæld i et firma med omkring 1000 medarbejdere, hvor jeg har ansvar for alt vores marketing til vores UK marked. Min mand blev ikke færdig på Universitet og sidder nu som chef for et online firma med over 500 medarbejdere. Begge stillinger, som ingen af os havde troet på at vi nogensinde kunne få med vores ikke-imponerende og ikke-færdige uddannelser.

    Jeg elsker din blog, og er sikker på at du kan bruge denne blog som springbræt til en spændende karriere. Væk med den der “danske – man skal være som alle andre” holdning (Som jeg i øvrigt er sikker på at alle andre pådutter dig og så meget dig selv) og mere “Lortemor” på banen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Se udsendelsen på DR2 “Sådan er det bare” et af de afsnit handler om uddannelse. Jeg føler ofte selv, at min uddannelse ikke er god nok/fin nok/har et pænt navn eller omdømme for den sags skyld- “jeg er jo bare…” Men i sidste ende handler det ikke altid om din uddannelse ( og dens evt fine navn) Find det på dr’s hjemmeside – måske det kan gøre din dag/humør/ tanker om dig selv lidt bedre 🙂 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Trine

    Der er mange måder at være klog på. Du er tydeligvis reflekteret, velovervejet og nuanceret, og det er i mine øjne langt vigtigere end at være “boglig klog”.

    Jeg tror, at det er helt naturligt at tage ens retning op til efterretning, når man er blevet mor og har været på en lang barsel. Og jeg tænker også, at følelsen er endnu stærkere, når man står som ledig efter barslen og skal til at finde sin nye vej. Jeg har selv stået i samme situation som nyuddannet efter min første barsel, hvor krisen rasede for fuld udblæsning og min branche stod bom stille.

    Hvis jeg må komme med et råd, så må det være at give dig selv ro til at finde dig selv ude på den anden side af barslen og at lade være ved at banke dig selv med det dårlige selvværd. Mærk efter hvad du brænder for og undgå så vidt muligt, at gå på kompromis med dig selv. Du er jo allerede rigtig godt på vej med bloggen, hvor jeg fornemme at du har fundet en stor passion og glæde ved at skrive.

    Held og lykke med det hele. Det skal nok komme! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du ER klog – meget klogere end mange af dem, som jeg kender, som har fine beviser fra universitetet. Du må aldrig tro andet.
    Åååh, jeg ville ønske, jeg vidste, hvad der var vejen frem for dig. Det bedste råd jeg kan give dig er at snakke med folk om dine ønsker – selv de mest urealistiske af slagsen. Brainstorm! Skriv en masse (fjollede) ønsker ned og se på dem med friske øjne et par dage senere. Måske er nogle af dem ikke så dumme endda. Og måske kan de opnås. Måske ikke, men snak med et par stykker, se hvad de siger. Det kan være, at de kommer med nogle forslag, som du aldrig har tænkt på selv (jeg grinte af min veninde, da hun foreslog, at jeg skulle være selvstændig ;-))
    Jeg tror på dig, Trine, og jeg er tydeligvis ikke alene, så enten er vi mange, der tager fejl, eller også ER du sej (og klog), selv uden en universitetsuddannelse. Lyt til os, dit dejlige, skøre kvindemenneske 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamille Parsgaard

    Da.wikipedia.org/wiki/De_Mange_Intelligenser

    Enough said 😉

    Kamille.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kamille Parsgaard

      Og hvis du så skriver mange og intelligenser med lille forbogstav, så rammer du endda siden. Ha, så meget for at jeg var klog… Min intelligens er sikkert nummer 8. Facepalm.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Det du beskriver var mig indtil for ikke særlig lang tid siden, bare med omvendt fortegn. Jeg er nemlig også en af dem med en “fin” bachelor fra uni. Til gengæld en uddannelse uden nogen som helst fremtid i og faktisk når det kom til stykket slet ikke det jeg ville. Når jeg er færdig på barsel starter jeg forfra – på teknisk skole. Og jeg glæder mig helt vildt!! For et par år siden havde det været fuldstændig utænkeligt for mig overhovedet at overveje en uddannelse fra teknisk skole – det var jo slet, slet ikke fint nok. Til gengæld tog det mig ikke særlig meget længere end et halvt år væk fra uniboblen og ude i virkeligheden at finde ud af at fine titler i sig selv er pænt ubrugelige! I stedet gik jeg tilbage til det jeg egentlig hele tiden har villet, men bare ikke rigtig har turdet gøre. Hvis du har mulighed for det vil jeg virkelig anbefale dig at tage på et 6-ugers selvvalgt kursus/virksomhedspraktik eller lign. hvor du kan prøve nogen af de ting af du måske kunne have lyst til arbejde med. Det er altså en rigtig god og “gratis” måde at finde ud af hvad man vil. Frem for at starte på en fancy uddannelse som måske alligevel ikke er det rigtige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror nok du skal finde det du har brug for, for at finde dit gode selvværd… Måske har du det allerede?
    -Du skal bare finde det.
    Jeg synes ikke KUN du er kæreste, mor og hobby-blogger. Wow, du er både kæreste, Mor og Blogger!
    Jeg har elv kun en Hf, men jeg er så meget mere end det. Jeg gider ikke lade mig begrænse til hvad andre kan læse på et papir… Jeg Kone, Mor og Blogger og det er glad for og Stolt af 🙂
    Se evt mit indlæg om uddannelse og fordomme her: http://blog.fashionmom.dk/2014/02/er-du-en-god-mor.html

    -Jeg tror du kan! 🙂

    Mvh Cecilie
    http://blog.fashionmom.dk/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Du kan virkelig noget med ord. Jeg kommenterer stort set aldrig på blogs. Læser dem på mobilen og er for doven. Men dine indlæg for mig relativt ofte til at fyre op for min gamle, langsomme computer i N’s lur og skrive en kommentar. Du rammer ét eller andet og jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke er den eneste – at du har en ret fin måde at ramme – nok specielt mødre – på. Hvordan du så omsætter den evne til noget der kan betale huslejen.. bum bum..
    Jeg er en af dem med lang, flot uniuddannelse og pissegode karakterer – og mit voksen-selvværd har det heller ikke for godt. Jeg er arbejdsløs (undskyld, jobsøgende!) og hvert eneste aflsag gør nas. Jeg synes virkelig det er ufedt ikke at ‘være noget’. Jeg aner ikke hvad jeg kan og vil og føler mig dum og uduelig. Så nu er jeg gået i gang med at uddanne mig til yogainstruktør. Bare for at gøre et eller andet. Det er pisse dyrt og jeg aner ikke hvad jeg har gang i. Men måske det bliver godt? Måske det ville virke for dig at tænke helt ‘ud af boksen’? Og finde et helt nyt og anderledes ’spor’??

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Du siger du ikke er boglig – det er din egen definition! Jeg tror at hvis du ville, kunne du sagtens læse f.eks. på uni. Det er hårdt arbejde og diciplin for de fleste, for nogle ganske få er det nemt. Enten fordi de er meget kloge, eller snyder på den rigtige måde. Jeg har læst med her et lille stykke tid nu, og opfatter dig som både velartikuleret og reflekteret!
    Jeg er selv ved at fuldføre en lang uddannelse, men kom ikke ind pga mit gode gymnasie snit – men via kvote 2, restpladser og små obskure fag 😉 Men en lang uddannelse er da overhovedet ikke lykken. Det er også lidt synd at vi skal definere os selv ud i fra hvad vi laver eller læser, for vi er jo så meget mere.. Uanset håber jeg du finder ud af hvad du vil! Hvad synes du er sjovt og givende? Min reserveplan er nu at hvis jeg ikke får et fedt arbejde, vil jeg forsøge mig på noget kreativt. Tiden vil vise!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ahs

    Du beskriver meget godt den følelse jeg har lige nu, så tudede mig igennem lidt af indlægget;-) det er så på trods af, at jeg er i gang med mit speciale.. Men efter to børn er jeg ikke sikker på, hvad jeg vil mere.. Min plan er at finde noget jeg tror, der vil gøre mig glad – muligvis uden for branche og en ny uddannelse, ikke lang. Har ikke rigtig nogle guldkorn, men vil bare fortælle, at du ikke er alene med disse tanker og følelser:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Øj du har fået mange kommentarer allerede! Sikke en god inspirationskilde, du har her gennem din blog:) Så mange læsere, der følger dig og støtter dig i nærmest tykt og tyndt. Jeg ved godt, det ikke betaler regninger, men det må da give et kæmpe selvtillidsboost at se så mange mennesker være vilde med dig og din personlighed. Du virker bestemt ikke uintelligent. Tværtimod da! Du skal bare tro på, at det du gør er godt nok, og så hvile i dig selv og dine evner. Jeg tror, du skal overveje, hvad der virkelig gør dig glad her i livet og så forfølge det. Jeg har modsat dig oplevet, at mit selvværd er vokset meget siden jeg er blevet mor. Jeg hviler meget mere i mig selv nu og føler, at mit mor-skab er med til at give mig ægte indhold i livet. Det lyder måske helligt eller hævet over jer andre. Men det er ikke meningen. Det er bare sådan, jeg har det. De fleste mennesker fortryder ved deres dødsleje, at de ikke tilbragte mere tid sammen med familien. Det siger altså en del…
    Nå men, jeg ved slet ikke hvorfor jeg kommenterer. Du er bare en meget likeable person:) Man får lyst til at hjælpe dig. Håber du finder ud af det hele. Hvis du kan bruge det til noget, synes jeg, du virker til at være en alletiders mor. Varm og kærlig og selvfølgelig træt. Det er gode mødre altid!!! For det betyder, vi gør vores bedste. Klap på skulderen herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Der er ovenover så mange gode kommentarer, så vil forsøge at undgå at skrive det samme en gang til..
    Jeg var i dit sted (utroligt skræmmende lighed) for 3-4 år siden. Ja, det er et spænd på godt et års tid! For det tog mig virkelig lang tid at erkende, at jeg var det helt forkerte sted (fancy business uddannelse med udsigt til en ok løn og kolleger, der synes, en 70-timers arbejdsuge var topnotch). Jeg havde længe set mig som selv som Corporate-typen, men kunne slet ikke identificere mig med mine medstuderende – især ikke efter min barsel. Værdispændet mellem os var simpelthen for stort. Men hvad skulle jeg så?
    Altså det, jeg vil sige, er, at det er ikke sikkert, du lige finder ud af i morgen, hvilken lige vej til voksenlivet du skal vælge. Det kræver meget sjælesøgning og tankespind i tusinde afkroge. Det er heller ikke sikkert, man rammer plet med det samme..
    Jeg tror og føler, jeg nu har fundet min plads med min nye, igangværende uddannelse. Dog føler jeg mig stadig ikke ligeså “voksen” som de andre forældre i børnehaven. At være studerende føles bare ikke særlig voksent til sammenligning med alle de andre forældres firmabiler og fine jobtitler. Men den følelse ligger måske mere inde i mig selv end i de mærkater, vi sætter på hinanden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Jeg blir faktisk lidt ked af det når jeg læser dit indlæg, for jeg HADER når andre folk skal sætte en i bås. Enten fordi man ikke har den rette uddannelse (hun har nok ikke hjerne til det), fordi folk er meget overvægtige (hun sidder nok derhjemme og æder slik og mad konstant), fordi folk er på lykkepiller eller andet (hun skal også bare tage sig sammen)..

    Hvornår lærer vi, at der faktisk er rigtige mennesker inden bagved?? Om de er voksne eller ej? Jeg bor sammen med verdens bedste mand der arbejder på et lager. Og han har måske 9. klasse med? Men han kan så mange andre ting. Men jeg hader at jeg havde følelsen af ikke af ikke at ville fortælle hvad han lavede til nogle af mine “uni” veninder..
    Den samme veninde som engang blev sat voldsomt på plads i et spil Trivial… hun spillede sammen med en af samme udd mod mig og vores anden fælles veninde.. Og vi har altså en kort vid. udd.. Uni damer tabte sjovt nok og kommentaren var “EJ, men det jo også total unfair hold.. Altså vi har jo samme referenceramme.. så det klart vores kompetencer ligger samme sted”..

    Måske du er så klog at du ikke er til at være i nærheden af socialt??

    NU skal det ikke være en “dem mod os”… For det er at generalisere alt for meget, men Trine… Du er ikke i nogen boks… Du er jo dig, som er PISSE dygtig til at skrive, formulere dig og komme med de rigtige dejlige skæve emner engang imellem. Du er hende der tør sige sandheden også på skrift (det kunne mange lære af) og JA… det er underligt at vi pludselig er voksne.. Men vi udvikler os hele livet. Så FUCK om du skifter hylde nu eller i næste måned. Bare du ikke “ser ned” på dig selv, for så skal vi lige have skubbet dig ned fra DEN hylde 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria H

    Kære Trine.

    Jeg kender udmærket følelsen du sidder med, har selv kun en lille uddannelse, der ikke giver alverden i løn eller nogen form for anerkendelse for den sags skyld.
    Jeg går tit og tænker hvad jeg ellers kunne lave og føler egentlig ikke at jeg bruger mine ressourcer fuldt ud hvor jeg er.
    Desværre har jeg ikke modet til at begynde på uddannelse, og heller ikke økonomien til en SU desværre. At jeg nu er gravid øger heller ikke motivationen for at starte på noget nyt. Som jeg egentlig heller ikke ved hvad skulle være…?

    Jeg prøver derfor at finde en ro med det jeg har, og så dagdrømme om en dag at få modet til at kaste mig ud i det. Det skal nok komme en dag, det ved jeg, og er sikker på den dag også nok skal komme for dig.

    God vind med det, er sikker på det lys du savner snart kommer til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle Tang

    Åh lortemor, kender det ALT for godt. Min historie minder utroligt meget om din. En matematisk studenter eksamen med en snit på 6,5 på den gamle skala. En 1 årig HH oveni med etsnit på 6,7. Og så en butiksuddannelse. 10 års arbejde i detailhandlen deraf 2 år som butikschef, med de obligatoriske 50 timers arbejdsuger til løn, der er helt til grin. Jeg troede for tre år siden, at jeg havde set lyset og valgte at læse igen – det gik såmænd også meget godt. Faktisk rigtig godt. Men da jeg kom ud i virkeligheden igen gik jeg ned med stress og fik en depression og jeg endte med at blive fyret. Jeg er nu på den anden side og er raskmeldt- men arbejdsløs og har no f****** clue omkring hvilken vej jeg nu skal. Jeg prøver at sige til mig selv, hver eneste dag, at der er en mening med alting og at der nok skal komme noget godt til mig. Men inderst inde kæmper jeg også alvorlig med min identitet eller mangel på samme. Sender dig hermed de varmeste tanker og positiv energi 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hej Lortemor, jeg elsker at følge din blok, selv om jeg er studerende (og langt fra gravid) og endelig er der et emne jeg føler jeg kan udtale mig om, og det er sagt med hjertet og ikke løftet pegefinger 😉

    For det første er der ikke forskel på resultatet af en HF og STX (og jeg har selv en STX) 🙂 Og jeg vil da også gerne indrømme at jeg VAR én af dem der havde fordomme og ikke forstod hvorfor alle ikke gik på Universitetet. Nu kommer jeg også selv fra en akademisk familie og fra Nordsjælland hvor alt hurtigt kan blive meget snæversynet! Jeg må så indrømme at efter jeg startede på universitetet og mødte andre personer fra hele landet, indså jeg at jeg har levet i en lille champagne-boble, og at akademiske uddannelser ikke er en selvfølge alle steder, og hvor er jeg glad for at jeg har mødt disse mennesker!!! 🙂

    Ja gymnasieuddannelsen har ikke samme værdi som i gamle dage, i dag skal man efteruddanne sig hvis man vil have det lettere i DK eller man skal have et eller genialt super-gen som gør at man regner koden ud til rigdom (som dog ofte kræver Masser af hårdt arbejde).
    Hvis du er typen der ikke magter en akademisk uddannelse, så synes jeg heller ikke du skal tage den, men når det så er sagt er der jo mange andre muligheder! Der er professionsbachelor og elevpladser i nogle af DK’s største virksomheder. Hvor du netop kombinerer praktik og bøger 😉
    Ellers besøg UG.dk – der kan du læse om ALLE uddannelser og tage tests osv, genial side! Jeg tænker evt. KEA ud fra din baggrund, kreative uddannelse, hvor du kan starte på en 2-årig uddannelse?

    Jeg har fundet ud af at det vigtigste for mig og mine fordomme (og dem har der været mange af!) er at folk har en stolthed for det de laver!!! Jeg arbejder selv i butik da SU’en ikke er helt nok, og de folk der sætter en ære i at stå i butik, dem har jeg respekt for! Fordommene komme af de personer, som ser det som en nødvendighed i stedet for at ære dem selv for hvad de laver!

    Det er jo tydeligt at du er stolt af den lille familie og derfor synes jeg du er super sej ‘ung’-mor. Nu skal du bare finde ud af hvad du kan komme til at finde lige så meget stolthed i!!

    Hilsen den kommende ingeniør

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    kære Trine. Jeg læser med – men har sjældent tid til at kommentere. Men det synes jeg alligevel jeg vil
    Give mig tid til denne gang. Jeg kender din følelse – vores historie er ikke helt den samme- men tror du har de samme følelser, som jeg har siddet med og til dels stadig gør. Jeg har også læst HF, også på th langs og årgangen under dig for at det ikk skal være løgn 🙂
    Jeg kom også ud med et middelmådigt gennemsnit og læste hhx fagpakke efterfølgende – for så at læse finanasøkonom i lidt over et år – jeg havde styr på det, det gik meget godt det hele og jeg var flyttet til København. Men midt alt karriere ræset, blev jeg upsa hovsa gravid og fik ikk kun 1 barn midt i det hele, men to børn med 15 måneders mellemrum. Da jg skule tilbage og læse færdig – var mit ambitions niveau for det første faldet – jeg ville bare gerne være mor – og i den tid jeg havde været væk havde uddannelsen været under udvikling, hvilket også var med til at gøre det uoverskueligt for mig.
    Den dag min barsel stoppede sad jeg der og tænkte .. Hvad skal jeg nu? Hvad kan jeg nu? Min kæreste og mine børn havde deres liv og hverdag på plads, men hvad med mig? Det er i denne periode jeg genkender de følelser som du beskriver – efter mange ansøgning, mange samtaler og mange afslag, fik jeg dog endelig en elevplads, i en “hip” virksomhed og jeg føler at jeg er på vej frem SOM KONTORELEV! – hver anden dag er jeg stolt af mig selv og hviler i mit valg – de andre dage tænker jeg rigtig nedladende om mig selv, og føler at alle andre gør det samme.
    Jeg håber jeg en dag hviler helt i mit valg – og ser lyst på fremtidens muligheder, for mulighederne er mange – også selv om jeg som 28 årig, mor til to nu er KONTORELEV og ikke en smart finansrådgiver i en fancy bankverden. Håber du finder din vej snart – så selvværdet får et nøk op! PS. Jeg er glad for at du er hobby blogger 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej Trine
    Du har en dejlig blog. Og en skide sød baby og en lækker mand. Og bor i det bedste hood 🙂
    Nå, men det jeg bare ville sige var, (udover at jeg er enig med alle herover, som siger at intelligens ikke handler en skid om titler, jeg mener, hvor mange topidioter har vi ikke siddende rundt omkring med kandidatuddannelser?) at jeg synes du skal finde en form for studievejleder/coach/terapeut/something. Min veninde var gået ned med stress og kunne slet ikke finde sig selv i at skulle tilbage til sit gamle fag. En dag så hun lyset og fattede hvad hun var skabt til – og så tog hun en ny uddannelse og blev så glad, så glad. Og altså, lyset, det kom ikke af sig selv. Det kom af god gammel vejledning af en person, som kender den verden. Der er altså mennesker som lever af at være medskabere af nye veje. Få hjælp, altså. Det er bare det jeg mener. Ikke fordi du ikke kan selv, men fordi du jo for dælen ikke kender alle vejene.
    Du er pisseskarp, – og nu skal du bare lige finde din vej. Det kommer.
    Bedste hilsner

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Øv for en super nederen følelse! Kan godt følge dig et langt stykke hen ad vejen. Jeg har nemlig heller ikke eksamensbevis fra gymnasiet, som jeg har kunnet bruge som døråbner til lige det, jeg kunne tænke mig at blive; mit gennemsnit lå også under 7 efter den gamle skala 🙁 Og jeg er også HELT VILDT dårlig til matematik. Min paratviden er heller ikke noget at råbe hurra for, og kan ofte sidde og føle mig dum og “udannet”, når jeg sidder og spiller Trivial med nogen, som da liiige ved, hvornår den og den krig fandt sted og hvem der vandt valget i Finland i 1979. Jeg har dog alligevel formået at blive uddannet kandidat i virksomhedskommunikation på uni – en KÆMPE sejr, da guderne skal vide, at jeg har måttet slide for det. Da jeg skulle vælge uddannelse, var jeg så heldig at falde for en bacheloruddannelse, som INGEN gad søge ind på; tysk & erhvervskommunikation. Derfor kom jeg ind på trods af mit ikke alt for gode gennemsnit fra gym. Jeg færdiggjorde så min bachelor og læste direkte videre på kandidaten til virksomhedskommunikation, som er en super uddannelse med masser af muligeder; jeg kan eksempelvis arbejde med HR, PR, markedting, reklame og journalistik. Går så nu og venter på at finde et job (arbedsløshed sucks!). Men min pointe er; har du eventuelt finde en uddannelse, som ikke er så populær, og som alligevel kan føre til din drøm? Ens bachelor er jo ofte en døråbner til en kandidat, hvor man for alvor kan komme til at beskæftige som med det, man interesserer sig for.

    Og må jeg så lige tilføje, at du er alt andet end dum – og det er jeg også. Det gælder bare om at finde et smuthul, hvor man kan få endnu en chance for at bevise det modsatte 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der findes masser af steder midtimellem … udenfor .. indeni mm.
    Der er forskel på selvfølelse og selvtillid … du har fat i det dybe …
    Når du skriver ….virker det som om du er i dit liv, hvor der dukker vigtige ting op.
    Det gør der når man får sit første barn.
    Lyt til det der kommer og skriv som du gør her.
    Det at sætte ord på er vejen til selvindsigt og høj selvindsigt kan bruges til at skabe et liv brugt rigtigt.
    Det vil vi alle gerne. Vær dig for dig vær der for dit barn …
    Vær hvor du er og flyt dig når du skal. Du ved bedst selv hvornår du er klar til at flytte dig.
    Hele livet er fyldt med tilstande .. lyt til dem … mærk dig selv, hvad du vil og ikke vil …
    lær dine tanker , følelser og behov at kende .
    God fornøjelse
    Verdensborgeren
    Mette Weber
    talmedbørn.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Uh hvor bliver jeg ked af det du skriver 🙁 for det første – lad mig slå fast – det største og vigtigste Job i verden er at være MOR. Den fineste titel overhovedet!!! Tillykke!! Og for det andet så er jeg helt anderledes end dig, på den måde at jeg ikke synes at universitetet er noget særligt. Der er så mange der læser uh så mange år – og når de kommer ud i den virkelige verden, så har de ingen erfaring = svært at få job = ufedt!!! Man behøver ikke at læse i mange år for at få en fed løn. Realiteten står ikke skrevet i en bog. Erfaring og viljen til at lære betyder så meget mere.
    Hvad med elev uddannelser indenfor kontor?? Der er så mange forskellige, som også giver gode muligheder bagefter. Ellers vil jeg personligt helt klart anbefale Copenhagen Business Academy og tjekke deres uddannelser ud! Jeg er i gang med en kort erhvervsakademisk uddannelse, Mit snit i hun var på 4,6 (pga useriøsitet) og nu har jeg så meget succes. Er blevet fastansat på mit praktiksted og har så meget mulighed for udvikling og mit job er super fedt, jeg glæder mig altid til at komme på arbejde.

    Derfor mener jeg ikke at det vigtige er at have siddet i mange mange år med en bog, som i 95% i tilfældene alligevel ikke relatete til det virkelige erhvervsliv. Det vigtige er erfaring, netværk og relationer i særdeleshed! Det sammenfattet med vilje og lyst og du vil få mere succes end du regner med.

    Tjek uddannelserne ud og lad vær med at tro at en lang er det eneste der duer. Held og lykke 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kort fortalt har jeg en god uddannelse med en god løn. Men jeg er ikke nogens mor. Jeg har kæmpet for at blive mor i 10 år, er blevet gravid 2 gange, men det er begge gange endt med abort. Jeg føler mig overhovedet ikke voksen, selvom jeg lige er blevet 34 år. Voksen forbinder jeg med at blive mor. Min pointe er, at jeg også har dårligt selvværd. Og det tiltrods for min gode uddannelse og løn. Jeg er bare “udenfor” på en anden måde. Jeg bliver dagligt mødt med: “Skal I ikke snart have de børn, før at det bliver for sendt???” …..Øh, hvad svarer man lige til det?? Samfundets forventninger er ofte meget vanskelige at leve op til.

    Du er i mine øjne klog på livet, er god til at reflektere, skriver så man drages og er hudløs ærlig. Det er kompetencer, der i mine øjne ikke kan erhverves ligemeget hvor meget man så læser på universitetet.

    Held og lykke:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Jeg krydser ALT hvad jeg har for, at det snart er din tur til at blive mor <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg er helt enig i at der findes masser af snobberi i samfundet ift. uddannelser. Selv læser jeg pt. til sygeplejerske, men har tidligere læst engelsk på universitetet. Jeg endte med at hade min uddannelse og gå ned med en depression. Lidt uden helt at tænke for meget over hvad jeg havde gang i søgte jeg ind på sygeplejeskolen (egentlig ville jeg nok gerne have været jordemoder men der var jeg også en hat til at få høje nok karakterer i gymnasiet) og så faldt sygeplejen lige for.
    Jeg er SÅ stjerneglad for at jeg søgte ind på sygeplejestudiet, jeg elsker simpelthen det jeg laver og føler mig enormt fagligt udfordret på den helt perfekte måde. Men jeg havde aldrig valgt det efter gymnasiet (eller i 9ende da man jo nærmest skal vælge karriere som 15-årig) fordi jeg tænkte at jeg elskede at læse og skulle være super boglig. Den gik undenfisme ikke, og det er jeg glad for at det ikke gjorde men hold op en op-og-ned tur det har været at se sine egne fordomme om sygeplejersker og sosu-assistenter i øjnene, og hold op hvor har jeg fået øjnene op for hvor mange karrierer der findes i dette samfund som ikke har noget at gøre med at gå på universitetet. Det havde jeg helt klart ikke troet på da jeg gik ud af gymnasiet.
    Jeg er heldigvis også blevet rigtig positivt overrasket over at mine venner, som alle går på diverse uni-uddannelser åbenbart ikke deler mine gamle fordomme om sygeplejersker og jeg skammer mig sådan over hvordan jeg selv har tænkt om sygeplejersker engang, men det er en anden historie.
    Det jeg gerne vil frem til i min kommentar er at uni-uddannelser er spillet meget højt op men at den status de giver altså ikke vejer op for at have det godt med sit studie og sig selv. Jeg søgte ind på engelsk fordi jeg ikke rigtig vidste hvad jeg ellers skulle søge og fordi jeg tænkte at jeg nok kun duede til at være boglig, og det fortryder jeg endnu. Duer man til at læse på universitetet og kan man se hvad man skal bruge sin uddannelse til efter kandidaten så er det klart det rigtige valg, men gør man det fordi man ikke kan se andre muligheder eller fordi at man skal bevise noget overfor andre, så tror jeg lige man skal tænke sig om en ekstra gang. Jeg siger det ikke for at virke nedladende, men for at illustrere at det altså heller ikke altid er toppen af poppen at gå på universitetet og efter fem år stå med en uddannelse der ikke er nogen job til.
    Jeg er sikker på at du kommer til at finde noget du kan lide at lave og som giver mening rent praktisk at komme ind på. Som andre også har foreslået, så er der jo forskellige studievejledninger man kan få hjælp fra. Bl.a. metropols studievejledning hjælper også folk der måske gerne vil læse en af deres studieretninger inden ansøgning (mener jeg).
    Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal afslutte min kommentar, så jeg siger bare tak for en go’ blog .

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Trine

    Jeg er sikker på, at du er skide klog! Hvis ikke du var, kunne du ikke have en blog som er så kendt. Punktum. Og det er fandme pisse flot og meeeega beundringsværdigt. Når det så er sagt – tillader mig lige at komme med et lille ‘fif’, som du jo sikkert allerede kender, men… Det er bare fordi jeg selv har gjort det, og synes det er vild optur… Har du tænkt på at hapse en elev-plads i et (fedt) firma? Jeg kunne heller ikke magte de mange års læsning, og jeg lærer desuden også meget nemmere ved ‘at have fingrene i dejen’. Så jeg tog en kontoruddannelse i en kendt virksomhed (det varer 2 år, og skoleforløbene er nemme), fik derefter en meget fornem (og stærk overvurderet) titel, og nu er jeg på vej til mit andet job i en anden kendt virksomhed. Min erfaring er bare, at elevpladser er den nemme vej frem til de samme ting – og nogle gange til de samme titler – som dem der har læst mange år får – det går bare hurtigere, og det er nemmere rent bogligt. Desuden slipper man for SU da man får elevløn, og er man over 25 er lønnen ganske god – vistnok omkring de 16-17 stykker… Der er (som regel) uanede muligheder, når man er færdig, og man kan sagtens nå op på siden af folk som har lange uddannelser. Og du er allerede inde i en virksomhed og har dermed noget til dit CV så. Jeg tænker bare, at hvis jeg var dig ville jeg skynde mig at gøre det på den måde (uden at jeg skal være sån en klog en, som liiiige skal give dig et godt råd på den irriterende måde).

    Du er en røvsej lortemor, by the way. xoxo.

    /Anna.

    …Og psst.. man slipper også for lektier! 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det der! Det kunne have været mig! Jeg ved fandme ikke hvordan jeg endte i retail?! Bare fordi jeg på et tidspunkt godt kunne lide pæne sko?! Tak fordi du delte! Og som min mand siger… Der er forskel på at være klog og at være vis! Jeg ved alt muligt, men ikke på skolemåden. Og jeg kan høre, når du skriver, at du er lidt på samme måde. Hvis det så bare betalte regningerne, jeg ved det godt, men håber du i det mindste kan finde en smule smil i det! Pøj pøj!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Puh ha Trine, det er en hård (og ærlig) omgang. Det er sgu ikke så ligetil det med det manglende selvværd.
    Jeg kan ikke sige så meget andet end at du fremstår som en klog og velovervejet kvinde, velformuleret og jeg elsker at læse dine ord, selvom jeg har en noget mere rosenrød opfattelse af moderskabet end du 🙂 Der er for mig at se slet ingen tvivl om at du gemmer på et stort potentiale, og jeg håber for dig at du selv kommer til at indse det. Boglig intelligens er kun en form for klogskab – men der er heldigvis mange andre former, som tilsammen gør et helt menneske. Og ja, samfundet er meget fokuseret på uddannelse (og truslen fra kinesiske studerende og jeg kunne blive ved), men tanken bag det øgede fokus på erhvervsuddannelserne (hvor symbolsk det end er, kan godt se din pointe med lønnen!) er vel netop at gøre det mere prestigefyldt, mere velanset. For der er nemlig også brug for folk med mellemlange uddannelser. Jeg håber du får styr på alle tankerne og får fokus på noget, du kan lide og som gør dig glad. Kan sagtens forstå at du behøver mere end blot at være mor og kæreste, selvom det også er skønne roller.
    knus og tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathias

    Jeg mener det samme som min hustru Pernille herover… Og så har min gode veninde lige skrevet http://99u.com/articles/23401/answering-the-dreaded-so-what-do-you-do-question som du måske vil holde af…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du når det nok Trine! Tør slet ikke fortælle dig hvor latterlig en studentereksamen jeg har – og hvor gammel jeg skulle være inden jeg blev klog nok til at tage min drømmeuddannelse 😉 Og så forventer jeg da en dag, at kunne læse din bog “Bekendelser fra en lortemor” 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Scary shit, det der voksenliv! Og når man har ansvaret for små poder bliver ens prioteringer bare ret meget anderledes end før, for man kan sgu’ ikke bare køre en måned på havregrød. Det er lidt uhyggeligt for mig at du har postet det her indlæg nu, for jeg har rodet rundt med en kladde i nogle uger hvor indholdet er temmelig ens. Jeg kan virkelig relatere! Jeg håber du inderst inde godt ved at du er klog, du er det bare mere på livet og på mennesker, end på facts og historie. Og i virkeligheden er det meget vigtigere! Men samfundet er efterhånden skruet sammen på en mærkelig måde, og det er bare pisse svært at sælge sig selv, når det første folk kigger på er ens skolegang fremfor ens erfaring….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Hej
    Ved godt det er et gammelt indlæg, men faldt lige over det i en google søgning, og fik lyst til at skrive et lille svar 🙂
    Tro mig, du er absolut ikke ene om den slags tanker.. Selv har jeg taget “den rigtige” uddannelse og valgt spor inden jeg blev mor. Og her to år efter den lille basse kom ud, føles det spor jeg valgte endnu ikke HELT rigtigt. Og selv med en super nørdet uddannelse med ok pæne karakterer, sidder jeg nu og arbejder mellem phd’er og professorer – og føler mig som “hende den dumme”..!
    Så jeg kæmper også stadig med at kunne acceptere mig selv med de talenter jeg jo faktisk har 🙂

    Håber du er kommet nærmere at finde den hylde du synes du kan passe ind på 🙂

    -S

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at hedde lortemor.