Tirsdag og noget om at sige farvel.

Angst.

Det slår mig flere gange dagligt.

Når jeg går over en vej – et fodgængerfelt, og endda også når jeg går over for grønt. Folk kan egentlig bare slå mig ihjel i løbet af et split sekund. Jeg tager mig selv i at se mig for, mere end nogensinde før. Selvom der er grønt, så er jeg stadig tøvende og opmærksom. For jeg vil ikke dø.

Det at dø har pludselig fået en langt større betydning, fordi jeg ville dø fra NOGET nu. Ikke at jeg ikke ville miste livet førhen, og ikke fordi min kæreste, venner eller familie ikke ville blive kede af det. Men nu ville jeg dø fra mit barn. Han ville miste sin mor, og det er en helt, helt ubærlig tanke.

En tanke der er endnu mere ubærlig er at hans far heller ikke må dø. Jeg kan ikke udfylde hans sko. Det ville være en endnu større tragedie hvis der skete ham noget. En kæmpe smerte, og et tab, der aldrig ville kunne måles i reelt tab, men i hjertesorg og et evigt manglende favorit-menneske. Tanken er næsten mere ubærlig her. Alfred må ikke miste sin far.

Egentlig må Alfred jo ikke miste nogen af os. Det kan vi godt blive enige om. Og jeg vil ikke engang gå ind i, at jeg kan sidde hjemme og være på vej ned i vuggestuen og hente ham – helt paralyseret ved tanken om: ‘Hvad hvis der sker ham noget dernede’? Hvis han dør i andres varetægt. Kan man bære det? Kan man bære at miste sit barn?

Jeg er virkelig ked af sådan at være en party-pooper – og egentlig klæder det mig slet ikke, ej heller bloggen med denne slags indlæg. Men jeg ved bare, at jeg ikke er alene med frygten. Og på det seneste har der bare været meget perifær sygdom og død. Det er ikke længe siden jeg læste et indlæg på New Yorker by heart, som rev mit hjerte fra hinanden. Og der er også andre i blogland der er eller har været syge. Flere har børn, og nu er det jo ikke fordi ens liv er mindre værdifuldt når man ikke har børn. For jeg tænker også på de muligheder man mister, når man taber til sygdomme som f.eks kræft.

I dag så jeg en kvinde, og hun gik med en barnevogn. Og med et tørklæde om hovedet, som forsigtigt sladrede om, at hun nok kæmpede mod det de fleste af os frygter. Og jeg tænker bare, at det er dybt, dybt uretfærdigt at børn skal forholde sig til den slags.

Gud hvor jeg savner ikke at frygte.

 

15 kommentarer

  • Den frygt der følger med at få børn er fandme en af de ting, jeg godt synes der kunne reklameres med INDEN man får dem.

    Du rammer også lige mig her – jeg kan godt afsløre, at katastrofetankerne ikke bliver færre, når man er kommet til øgle nummer tre… Jeg er ved at skide i bukserne af angst over, hvad der kan ske, hvis jeg er alene hjemme med dem alle tre og det brænder og vi sover på 2. sal og min telefon ligger på 1. sal og jeg ikke kan komme derned fordi der er fyldt med røg og hvor er det nu lagnerne er, så jeg kan binde et langt reb men hvordan skal jeg få dem alle tre med ned drengene er jo for store til jeg kan bære dem begge + baby men de er jo for små til selv at kunne glide ned af et lagenreb fra 2. sal så vi dør nok bare men så dør vi i det mindste sammen og så holder far nok op med at tage til fodbold hver mandag…

    Indsæt selv kommaer. Og evt rullen med øjnene. Og så sparer jeg dig lige for en længere udredning om, hvorfor jeg IKKE laver de stationer til Mor I Form-cirkeltræningen, der involverer vægte. Men det er noget med de der babyer der kravler og 8 kg håndvægt der forlader mine svedige hænder… For tænk, hvis man kom til at forårsage en anden mor den værst tænkelige smerte.

    Puha da. Glædelig onsdag, hva? 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh nej, lige det med brand tænkte jeg på forleden. Stenede over at jeg kan se at der er sprinklere i vores soveværelse, men prøvligeoghørherheltærligt hvis det brænder i stuen, hvor er det så meningen man skal løbe hen? Ud af vinduet fra 4. Sal? Ich don’t think so!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mit evige skrækscenarie! Min udlejer + brandmyndighederne + kommunens bygningskontrollører havde en seriøst dårlig dag, den dag jeg ringede for at sikre mig, at de ville redde os i tilfælde af brand. Men når man bor i en lukket baggård med verdens smalleste port, på 3. + 4. sal, men vinduer, der kun vender i én retning OG man har to små børn – hvad helvede gør man så, når de for sent opdager, at de ikke kan trille en stigevogn gennem porten??? De mente nu, at de havde styr på det, og at jeg kunne spare lidt på indkøbene hos Falcks netbutik. Jeg er stadig ikke så sikker. Obsessed much?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrissen

      Vi bor på 4. *gisp* – jeg har 4 forskellige flugtplaner i tilfælde af brand. At flere af dem involverer mig, der skal sparke dør til nabolejligheder ind, taler vi ikke om, for selvfølgelig kan jeg det i nødens stund. :-/ Om jeg er en smule sindssyg = jep. Men efter dengang hvor brandalarmen gik i lejligheden i stuen og brandchefen så sagde til sine folk, ‘Husk at tænde for alarmen igen. Det er der brug for!’ så har jeg det sgu skidt med at bo her …

      Trine, I hear you! Efter Frederiks ankomst, så er jeg rockerbange for at dø. Førhen, not so much. Men hvad fanden bilder man sig ind, hvis man dør fra sit barn?!?!?!? Så kan man da for alvor tale om lortemor. Hvordan skal han kunne vokse op uden mig? Vil han nogensiden huske mig? Er det bedst hvis jeg dør nu, før han kan huske mig, så jeg bare er en kvinde på nogle billeder? Og far; hvis han dør, så slår jeg ham! Så det tør han ikke.

      FUCK!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du rammer så meget mig og mine tanker med det indlæg. Jeg kan nærmest tude af frygt, hvis tanken om, at jeg kunne gå glip af min søns opvækst, hvis der skete ham eller mig noget, rammer mig. Og det gør den skræmmende ofte.

    Der var engang, hvor jeg læste forfærdelige artikler om døde børn, uheld osv. med tanken “hvor er det forfærdeligt, men det er dog på afstand – det sker ikke for mig”. Nu er det “Tænk hvis det sker for mig. Hjælp! Det må ikke ske for mig, ikke for os”, og det rammer hårdt.

    Den angst, der følger med at være mor, har overrasket mig med sin styrke.

    //Caroline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alice Cravach

    oh ve og skræk … de tanker er så ubærlige, og kan da fortælle at når børnebørnene (1 stk og er ung mormor 😀 ) så starter vanviddet sku forefra 🙂 .. Men mon ikke det er en del af livet, tænker jeg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er det værste. Og det er en tillægspakke til morskabet, jeg godt ville være foruden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg har det på fuldstændig samme måde. Jeg er i perioder alene med pigerne, og så tænker jeg tit på hvad der sker hvis jeg fx bliver kørt ned eller lign på vej hjem fra arbejde. Kommer kommunen så og henter dem fra børnehaven osv osv

    Man bliver en anelse sindsyg af de tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg kender det. Min værste frygt er, at både min mand og jeg dør, for hvem skal så tage sig af vores børn? Og så gennemgår jeg søskendes og venners styrker og svagheder, men hvad nu hvis ingen har overskud til det, skal de så på børnehjem? Etc etc etc…. SÅ irriterende. Nogen der har et godt råd til at minimere katastroferankerne?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Det er rædselsfulde tanker. Har dem selv. Især, når vi kører bil. Der skal så lidt til. Det hjalp dog lidt at skrive børnetestamente. Det er godt nok ikke juridisk bindende, men så har vi gjort opmærksom på, hvad vi synes, der skal ske, hvis vi begge dør. Har også fået snakket med dem, der skal tage børnene, hvis det sker. Det har ikke fjernet angsten, men det har dæmpet den lidt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tænker på hvor dyrebart livet er hver gang vi kører i bil alle sammen.. Sidste år var der flere helt ubeskrivelige tragiske bilulykker heroppe i Nordjylland. Den ene var min venindes politi – kæreste ude til, og jeg kunne slet ikke bære da hun fortalte om det. Jeg vælger at tro på nogen ovenfor holder hånden over min lille familie og mig selv. Græd også da jeg læste blogindlæg hos http://www.almalapalma.blogspot.dk, hvor der bliver kæmpet mod kræften. En meget stærk kvinde!
    Kh Henriette // http://www.blondinemor.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Går selv med nogle af de samme tanker. Dog nogle der først er kommet til mig her under min graviditet. Hver gang jeg bevæger mig ud i trafikken, tænker jeg på det. Mit største ønske er, at min lille søn kommer planmæssigt til verden om en tre måneders tid. Men derefter bliver frygten og angsten vel ikke mindre..?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg er evig bange, har svært ved at falde i søvn sommetider – bare ved tanke om at hun skulle miste! Ønsker også en “frygtløs” tid igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Pedersen

    Se det er derfor jeg bliver ved med at læse din blog!
    Jeg har længe gået og tænkt, at selvfølgelig er vi alle bekymrede for at vi eller vores børn skal komme til skade. Men jeg har altid følt at jeg måtte være tosset, fordi jeg kan sidde i bilen og forestille mig ret detaljeret, hvad jeg ville gøre i tilfælde af et uheld.
    Det ender som regel med tårer i øjnene af frygt og angst, og at jeg lige må skrue op for musikken lidt.
    Tak fordi du igen og igen sætter ord på alle aspekterne af forældreskab 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Har fået nummer 3 og 4 (med to “store” på 6 og 9 år) og er fyldt af tankerne. De er nu mere baseret på, hvilken verden det er, de kommer til at vokse op i. Det hele er så usikkert – miljø, klima, krig, terror… Jeg synes, jeg er et fornuftigt menneske, men det fylder for meget det her – og der er ligesom ikke nogen, der kan berolige, for ingen ved jo, hvad der sker – eller hvornår det sker. Trænger til at komme på arbejde igen og fylde mit hovede med noget andet, så jeg ikke har tid til at tænke de tanker 🙁 Og med det sagt trænger jeg mest til at holde mine små piger og de store børn helt tæt ind til kroppen og bare være der og elske dem…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Tirsdag og noget om at sige farvel.