Rådden Bøf, og om at vente på nogen skider.

Man bliver sgu så træt af sig selv, ikke?

Halløjsa, røvhuller! Har I haft en god weekend? Yay, håber der har været masser af leg, hygge, kaffe og kram!

Vi har haft en hyggelig en af slagsen, hvis man lige sorterer et mindre tynd-skids angreb fra, og det faktum at Alfred var vågen det meste af lørdag nat. ZzzzZZZZZzzzzzzzzz!

Søndag kom farmand hjem kl. 6:00 og det passede med, at han lignede en der havde røget joints og så pænt træt ud. Men han fik alligevel Bøffen til at sove TO ekstra timer, så mor fik sig en lille morgenlur. Det var min Mors Dag-gave!

Vi tog ind til byen og legede forskellige steder i tørvejr. Bl.a i Illum, som har en hyggelig lille børne-krog med gode legesager.

Senere mødtes vi med en, nu vågen far og vi gik en tur i Botanisk Have. Det var så hyggeligt.

Det endte med at Bøffen og jeg var ude i 9 timer i alt, og det var nærmest et flashback til min tid på barsel. Der var jeg også virkelig meget længe væk hjemmefra. Bare for at få tiden til at gå, og for at holde øjnene åbne!

Havde ellers besluttet mig for at gå tidligt i seng, og lagde mig ind og læste mine obligatoriske artikler på nettet. Dum som jeg er, læste jeg endnu et debatindlæg om alt det der institution/ikke institution – hjemmegående eller ego-mor, der sender sit barn i vuggestue i 10 timer om dagen… FÅÅÅÅÅÅÅRK mig, er vi ikke snart færdige med det?

Kom til at lægge et billede op på Instagram, hvor jeg skrev noget med at jeg ikke synes at Alfred’s pædagoger er inkompetente og ligeglade med ham, og at jeg er træt af, at vuggestue og børnehave næsten bliver beskyldt for at være en straf for børnene, så deres lede forældre kan selvrealisere sig selv og gøre sig store karrierer. Og jeg fortryder det altid, for jeg glemte lige at jeg tænder en gnist på et udbrændt bål, som derfor får nyt brænde og en eksplosionsagtig ild i løbet af no time.

Folk har jo en mening om børn. Det har jeg lært af bloggen her, haha.

Ved ikke om nogle af jer så opslaget, men jeg var træt af, at debatten er meget ensidig. At enten er indlæggene skrevet af folk som er eller har været hjemmegående i x antal år for at være sammen med deres børn. Og så er det jo ikke sygeplejersken eller læreren der skriver disse indlæg. Nej, det er korrespondenten, forfatteren, eller den selvstændige. Det er dem med sommerhuse og en PÆN løn, der beretter om, hvor NEMT det bare er, at rive 5 år ud af kalenderen/bugdettet for at gå hjemme og opdrætte de der børn. Og som en skrev ’så var det jo bare ikke de år der kom nyt tag på sommerhuset, eller også måtte man bare spare den faste barnepige væk’. Jeg vil hellere høre den fra helt almindelige familier, der ikke har så meget at gøre med, ikke?

Det er helt ufatteligt, at der ikke eksisterer en debat omkring helt almindelige mennesker her, for det er jo sådan nogen som os. Nårh ja, jeg sparer da lige el-regningen væk så, hvem har i virkeligheden egentlig også brug for el?

Eller hvad med betaling til a-kassen? Er det ikke bare en prioriteringssag? Kan det ikke godt undværes?

Det er DE ting jeg taler om, når jeg siger at det ikke er alle der kan gå hjemme. Hvis man har gæld, både i hus eller måske bare gæld generelt, så skal der altså laves penge. Og man kan stoppe med at betale den af, ja. Men hvad så med renterne?

I mange kommuner kan man få betaling for at gå hjemme, og det synes jeg er vanvittigt godt. Og jeg har faktisk overvejet det. Men så heller ikke mere. Fordi vi så har truffet en anden beslutning om at arbejde mindre og få flere timer med Alfred. Men det er ikke noget der kan køre i mere end et års tid. For jeg HAR gæld, som kun bliver større, hvis ikke jeg igen begynder at afdrage på den.

Den anden side af debatten er de knoklende forældre, der har sat sig så de er nødt til at tjene penge til hus, bil, afdrag og jeg skal komme efter dig. Det er dyrt at eje. Og derfor skal der penge i kassen. Og her kan vi måske snakke om, om man har sat sig så hårdt, at der ikke kan spares på ret meget. Det er måske stramt nok i forvejen. Tror mange befinder sig i denne kategori. Hvor alt skulle på plads inden man begyndte at få børn. Og pludselig sidder man med ret meget på tallerknen, ikke? Deres råb om hjælp, bliver opfattet som forkælet. Shit mand, selv Manu Sareen sagde, at de da bare kunne sortere klid boller og yoga fra.

Det jeg ville sige med billedet på Instagram og med indlægget her er, at vi skal slappe af med at betragte institutioner som børns straf for forældrenes arbejde. Det er et faktum at der skal penge i kassen. Og enkelte skrev, at de oplevede børn der blev afleveret kl. 7 og hentet igen kl. 17 selvom forældrene bare gik hjemme og lavede ingenting. Jeg har svært ved at tro på det, men hvis det er sandt, så er det så langt fra hvordan jeg tror de fleste familier har det. Kan vi ikke bare sige, at alle gør deres bedste og at ingen rigtigt har ret?

Der er 1000 forskellige måder at være familie på. Og alle gør deres absolut bedste for at være en god en af slagsen <3

foto-47

 

36 kommentarer

  • Hanne

    Godt skrevet! Jeg har en søn på 7 måneder, og jeg skal begynde på arbejde igen om et par uger, hvorefter farmand har en måneds barsel, hvor sønnen skal køres ind hos en dagplejemor. Jeg synes, der er enormt skræmmende at skulle ud i det virkelige liv igen, og på en måde kunne det da være meget rart at gå hjemme en periode. Men men men… Mon mand arbejder i butik, og jeg arbejder på kontor, så der er ingen fyrstelige lønninger dér. Desuden bor vi i en alt for lille andelslejlighed, som er svær at sælge, fordi de har et dårligt ry (selvom vores forening har en fin økonomi). Hvis vi sælger den med tab, har vi nærmest ikke en gang råd til at bo til leje. Med andre ord er der ingen vej uden om arbejdsmarkedet for begge voksne her i huset, også selvom det kunne være fedt med nedsat arbejdstid osv.
    Vores søn er altså nødt til at blive passet. Ærligt talt så virker vores kommende dagplejemor kompetent og sød, og de to børn, der var til stede ved vores første besøg, virkede trygge og glade. Kan man så ikke bare tænke, at ens søn kommer ud at lege med andre børn og lærer at omgås andre mennesker? Han bliver jo ikke afleveret mandag morgen og først hentet igen fredag eftermiddag, vi ser ham jo stadig hver dag.

    Bare nogle tanker fra min side på en går mandag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Nu er jeg ikke selv forælder endnu – men jeg forstår godt I bliver en anelse stressede over alle de rigtige ting og valg man SKAL træffe for at ens barn ikke bliver et følelsesløst lille individ.

    Jeg tænker bare, hvorfor er der ikke nogle i de artikler, der tænker på, at det måske er den måde vores samfund er indrettet på, der er helt forkert???
    Som unge SKAL vi skynde os og tage en lang og videregående uddannelse, men næh fandme nej, når vi så får børn, så skal vi faktisk helst gå hjemme.. Men hallo, er der ikke også et opråb om, at der er brug for os på arbejdet, når det grå guld snart gå af, hallo – er der ikke brug for, at vi skal arbejde til vi er fucking 75, og helst 37 timer i ugen, selvom hver 5 dansker er ked af sit job..
    Og vores børn skal sku da have de skide klid boller, for de skal være sunde og velernærede, og vi voksne skal gå til yoga for hvis vi ikke træner flere gange om ugen og lever sundt, så er vi fandme også dårlige og uduelige.

    Jeg er sygeplejerske, og min gamle 27-årige kæreste skal til at studere, og vi har planer om børn inden for det næste års tid (forhåbentligt) , men jeg kan sku ikke gå hjemme – det ville vi aldrig få råd til. Og skal børn ikke også stimuleres? Jeg taler heller ikke for at de skal være afsted fra 7-17, men det er vidst også de færreste forældre der gør det..

    Vil foreslå alle og se dokumentarserien på DR2, der hedder “sådan er det bare”, så bliver man lidt kritisk over for den måde vores samfund er bygget op på, og vi bliver nødt til at arbejde, sku da.. Jeg gad da godt bare gå hjemme det meste af tiden og hygge mig, men altså… Hvem skal bidrage til samfundet? Hvis alle mødre skal gå hjemme, hvem skal så betale til skatten, og vores velfærdssamfund?

    P.s du gør det skide godt! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Word! Vi gør nemlig alle sammen vores bedste og det, der er rigtigt for en familie er ikke rigtigt for den anden. Børn, forældre, pædagoger og tilværelsen i det hele taget er forskellig for os alle sammen og vi må hver især finde den bedste vej.

    Når det er sagt kan det absolut give mening at diskutere de vilkår det danske samfund tilbyder til børnefamlilerne – især dem med de allermindste børn. Men jeg synes det ville klæde alle, der går ind i den debat at holde den på et niveau, hvor man ikke gør forældre, der træffer et anderledes valg end en selv til dæmoner.

    Personligt arbejder min mand og jeg mindst 40 timer om ugen i såkaldte karrierejobs. Min arbejdstid er til gengæld placeret på en måde, så jeg tre gange om ugen kan hente mit barn kl. 14.30. Det er meget priviligeret og sikrer en god hverdag for vores familie. For os er det ikke en mulighed at gå hjemme i længere perioder. Dels er der regninger, der skal betales og dels betyder det meget for os at bidrage til vores samfund. Det er jo kun fordi de fleste danskere går på arbejde hver dag, at der er råd til sundhed, skoler og penge til samfundets svageste. Det er en pointe man ikke må glemme når man har den her diskussion: vi skal huske at vi alle sammen er ansvarlige for at der er penge nok til de, der virkelig trænger. Det er selvfølgelig ikke det samme som at man ikke på en anvarlig måde kan vælge at gå hjemme nogle år, mens ens børn er små. Bare man husker, at ikke alle kan træffe det valg, og at det er ok.

    God karma og kærlighed til alle slags familier – og især til børnene!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • lise hansen

    Du rammer lige mine tanker! Hvor er den ganske “almindelige” familie henne i debatterne?? Undrer mig virkelig, og hvorfor råber vi ikke mere op? For så længe vi ikke råber op, så er det jo i virkeligheden ikke så mærkeligt at manu sareen kommer med sådan en latterlig udtalelse..
    Herhjemme vil der bestemt heller ikke blive råd til at passe vores datter hjemme, jeg er sygeplejerske og min mand står i butik – men måske er det der el heller ikke så vigtig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line B.

      “Hvor er den ganske almindelige familie henne i debatten?” Ja, det skal jeg sige dig. Vi sidde og ryster på hovedet her ude i provinsen. Det gør jeg i hvertfald 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Bjerre

    Haha, jeg er så vild med din blog!
    Jeg giver dig evig ret i dine tanker og synes også at forældrene derude skal bruge mindre krudt på at bekymre sig om andre familier og hvad de gør/ikke gør og istedet gøre det der er det rigtige for dem og som de kan stå inde for.
    Vi må ikke glemme de mange gode ting som vores børn faktisk lærer i institutionen.

    Trætte hilsner fra en mor der har afleveret sin 2årig kl 9 på hendes fridag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Min kæreste og jeg har fuld tillid til institutionerne og vi VED, at de gør et godt arbejde og passer godt på vores børn. I debatten om hjemmegående vs. arbejdende tænker jeg tit på om nogen har overvejet, at børnene rent faktisk gerne VIL i institution???

    Hos os har vi en dreng i 1. klasse, som ofte bliver sur, når vi henter ham tidligere end kl. 16, for han vil nemlig gerne lege sammen med sine kammerater. Så får vi skæld ud af ham og får besked på IKKE at hente ham så tidligt dagen efter. Det er sgu da tegn på, at man har det godt og trives.

    Vi venter os en lille fis til august, og vi er helt sikre på, at hun nok skal få det godt i institutionerne. Der kan hun nemlig lege med andre børn og hygge sig i trygge omgivelser imens mor og far er på job.

    Jeg synes ikke at man skal have dårlig samvittighed over at gå på job og sende børnene i institution. De skal også lære den sociale omgang med andre, og det gør de blandt andet i institutionerne. Og så skal man også huske på, at når mor og far finder glæden ved et arbejde, så er det jo også oftest sådan, at det smitter af i hjemmet og så er børnene også glade 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Roed

    Jeg ved ikke, om min familie hører til de “almindelige” familier. Jeg er uddannet sygeplejerske, og min mand er revisor. Jeg har gået hjemme med min ældste til han var knap 3 år og den yngste til han var halvandet. Dette har kun kunnet lade sig gøre, fordi min mand har et godt lønnet job (men arbejder så også temmelig meget). Vi bor i lejebolig, har ingen bil, har gæld og klarer os nogenlunde. Begge drenge er i institution på deltid, max 30 timer om ugen, og mit indtryk er at de har det godt der. Lige nu leder jeg efter job, men det er svært, når jeg har været ude af arbejdsmarkedet i så lang tid. Jeg har været glad for at passe mine børn hjemme selv i så lang tid, men har også forståelse for at det ikke er alle, der har den mulighed. Det er urimeligt at forlange at folk skal skrabe sig igennem livet for at passe børnene hjemme.
    Detmjeg har det svært med, er forældre der begge vil gøre karriere (dvs. arbejde mange timer om ugen) og skændes over, hvem der skal hente og hvem der skal have “lov” til at arbejde, efterspørger institutioner med længere åbningstider og er nødt til at benytte sig af barnepiger eller bedsteforældre for at få hverdagen til at hænge sammen. Det kommer selvfølgelig ikke mig ved, hvordan andre lever deres liv, men jeg tænker på, hvilket signal det mon sender til børnene, at forældrene arbejder meget?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hanne

      Lige en kommentar til det med åbningstider: min mand arbejder i butik, og det indebærer både vagter fra 10-19 på hverdage (ikke hver dag, men 2-3 dage om ugen) samt hver anden lørdag og hver fjerde søndag. Jeg er glad for, at vi ikke begge arbejder i butik, for så ville det være et enormt svært puslespil at få til at gå op.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette Roed

      Hanne, det var slet ikke sådan nogen som din mand jeg tænkte på 🙂 Men dem der nærmest virker træt af at de skal hente børn inden et bestemt tidspunkt, fordi det forstyrrer deres arbejde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tilslutter mig koret og er fuldstændig enig. Og jeg kan godt relatere. Jeg ejer intet (udover en lejekontrakt), så jeg skal ikke knokle for at betale hverken hus eller bil, men som studerende mor til en 3-årig skal der alligevel lidt til for at enderne mødes. Jeg tænker også, at de fleste gør det lige nøjagtigt så godt som de kan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tilslutter mig koret. Godt skrevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg kan fuldt tilslutte mig det.
    Jeg arbejder i butik og min kæreste er håndværker. Tit er mine arbejdstider fra 10-19.30, og hans fra 6.30-16, så der er mange dage fra 8-16.30 i institution. For svesken må jo heller ikke blive afleveret for sent, for så kan hun ikke komme med på tur osv.
    Det er en jungle at administrere og få det hele til at fungere. Især hvis man har lidt gæld osv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • HEJ
    Tak for dit indlæg og for dine tanker i debatten om børnenes barndom.
    Jeg er 30 år og hjemme mor, til mine to yngste børn på 2 år. Derudover har jeg en pige ibørnehave og to drenge i skole.
    VI lever af min mands løn, for man kan ikke få tilskud i Aarhus kommune, til at passe sit eget barn. For os, en helt almindelig familie, der ikke er så almindelig mere, fordi jeg passer mine egne børn, kan det godt være svært at få økonomien til, at hænge sammen på én indkomst. Men vi hat valgt at prioritere bil, dyrt tøj og playstation fra.
    Jeg synes det er vigtigt at vi i Danmark, giver kvinder et reelt valg og de vil passe deres egen børn eller lade andre gøre det. Desværre er der ikke mange steder i DK det er muligt. Man kan få et kæmpe tilskud i alle kommuner til at sende sit barn i institution, men det er i de færreste kommuner man kan få tilskud til at passe sit eget barn, tilgengæld kan man hyre alle andre end forældrene til at passe sit barn, med et stort tilskud.
    Jeg synes ikke dette skal blive en kamp kvinder imellem, men en kamp for mere frihed til, som forældre, at vælge barnet.

    Læs mere om min beslutning om, at være hjemmemor på min blog: http://blog.fashionmom.dk/

    Mvh Cecilie
    -Hjemmemor og blogger

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gerd Cecilie Bech Thomsen

    PISSE GODT SKREVET!!!! Jeg er som dig, pisse hamrende fed up med den debat at vi der er nødt til at gå på arbejde 37 timer om ugen for at tjene ind til bleer, tøj, mad på bordet og tag over hovedet, er tarvelige forældrer der straffeer vores børn, ødelægger dem og gør dem til kolde individer fordi ingen vil give dem omsorg i daginstitutionen.

    COME on, det er ski da ikke med vores gode vilje at vi knokler røven ud af bukserne og ikke har den kvalitid med de små poder som vi ville ønske, men sådan er verden skruet sammen for den almindelige lønmodtager.

    Jeg er da VIRKELIG trist over at vores datter er i dagpleje og ser dagplejemor mere end hun ser hendes forældre, Det gør da ondt helt ind i hjertet at der er oplevelser jeg ikke får med mit barn, fordi hun er væk fra hjemmet 8 timer om dagen.

    Men jeg er selv institutionsbarn, jeg er yderst velfungerende, jeg er ikke blev distanceret og kan sagtens bygge et tillidsbånd til andre voksne.

    Det er ikke optimalt, men jeg er sikker på at vores dejlige små elskede børn nok skal overleve det og vokse op som helt almindelige veltilpassede mennesker. Og hvis ikke, er det i hvert fald ikke pædagogernes skyld.

    Kram til dig lortemor, high five til at du tør tage debatten op og vise at vi også er mange på “den anden side”. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hen

    FUCKING AMEN TO THAT!
    Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Må nok starte med at sige at jeg ikke har børn selv endnu… Men det der gør mig irriteret ved hele denne debat er at den fokuserer så meget på MØDRE der vil have en KARRIERE mens de har små børn. Hvor er faren henne i denne debat? Hvorfor er der ingen der snakker om FÆDRE der gerne vil have en karriere mens børnene er små….? Og hvad med alle de mødre (og fædre) der rent faktisk “bare” går på arbejde for at få tingene til at hænge sammen? Det er jo altså ikke alle kvinder der er ude for at realisere sig selv…
    Men når det så er sagt så ville jeg da synes at det ville være fedt hvis det blev nemmere at gå på deltid i en periode mens ens børn er små og at der var en bedre nomering i institutionerne så der rent faktisk kunne være lidt mere voksenkontakt og muligheden for at tilgodese det enkelte barns behov bare en gang i mellem så det ikke altid er et spørgsmål om bare at få hverdagen til at hænge sammen. Det var desværre i hvertfald det scenarie vi ofte arbejdede med i den vuggestue hvor jeg var medhjælper i 2 år.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      Jeg er SÅ enig! Hvor er faren henne? Det handler altid om MØDRENE der burde det ene, det andet og det syvende, mens det selvfølgelig er fint at faren arbejder 60 timer om ugen?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg er meget enig i at langt langt langt de fleste familier gør deres allerbedste og at der er masser af gode måder at være familie på som bestemt ikke er ens.
    Noget der undrer mig meget er de økonomiske prioriteringer der ligger bag ikke at have råd til at den ene eller begge forælder er på nedsat tid.

    Jeg tror der hvor mange forældre går galt er at de tror, at det at gøre det bedste for deres børn inkluderer at stige på forbrugsræset som i høj grad bliver promoveret at bloggere.
    Måske vil din unge hellere lege med dig end med en sine Bobbles-dyr til 1000 kr pr stk? Måske det er ligegyldigt om tøjet er fra genbrugsen eller Mini Rodini? Om det er en Nomes stol? MarMar leggings? Osv osv. Jeg er ikke i tvivl om at man bare gerne vil give sine børn alt det bedste – men man betaler jo så prisen ved sit fravær pga arbejde.

    Vores indkomst er lav nok til at vi får delvis friplads i institutionen. Og vi prioriterer vores økonomi benhårdt. Vi diskuterer tit hvad der er vigtigt for os og hvordan vi vil prioritere – og det går fint, vi har ro, tid og rum. Det handler om at træffe bevidste valg i stedet for bevidstløst at købe Hay-stole fordi alle de andre gør det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Synes det er en underlig ting at dømme folk for at deres børn har bobles eller mærketøj, samtidig med de ikke kan gå hjemme. Måske har de fået tøj og legetøj i gave.

      Tror de færreste med sund fornuft, køber sig fattige i mini rodini, når de ikke kan betale deres andre udgifter.

      Det gør jeg i hvert fald ikke. Men jeg køber gerne brugt tøj eller tager på lagersalg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      Jeg dømmer bestemt ikke folk, der misforstår du mig fuldstændig, jeg understreger netop at det er et valg – og at jeg tror på at det er truffet med kærlighed. Vi har også fået fine Bobles-ting i gaver som vi er glade for og jeg har købt mærketøj brugt fordi jeg synes det er pænt.

      Det jeg sætter spørgsmålstegn ved, er når valget ikke bliver taget aktivt – at jeg har det indtryk, at mange føler, at med at være en god forælder hører mærketøj og alle mulige dyre ting. Og derfor bliver stressede over presset, både på arbejdsfronten og ifht. at være ‘med på moden’.

      Der er mange måder at blive/være lykkelig på – og jeg anerkender fuldt at materielle ting kan give lykke. Virkelig. Jeg bliver også glad for lækre ting. Det giver mig bare mere lykke at have god tid. Derfor er det min højeste prioritet. Og derfor prioriterer jeg mange materielle ting fra.
      Giver det mening eller blev det for langhåret?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Jeg forstår 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      Dejligt, skrift kan være så utaknemmeligt og jeg får nemt rodet mig ud af nogle tangenter 🙂

      Det jeg allermest prøver at sige er at jeg synes det er så vigtigt at tage aktivt stilling til sit liv, sit forbrug, sine valg og ikke mindst fravalg. Og lade være med at dømme andre for at vælge anderledes, som du netop understreger i indlægget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Så enig!!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alletiders at du tager emnet op herinde, og personligt synes jeg det er fremragende at IG-diskussionen igår endte med en rigtigt god enighed om, at det er de strukturelle spørgsmål, der skal ses efter i sømmene, i stedet for at vi banker hinanden i hovedet med vores personlige valg. Den vinkel er jeg bare helt med på, jeg synes faktisk ikke at vi har andre valg.

    Jeg har selv skrevet lidt om det på min mennesketomme blog: http://mylittleknitaway.blogspot.dk/2014/05/mere-manu.html
    Så hvis man er lige så vild efter at endevende det her emne, som jeg er, kan man jo læse lidt med. Ellers synes jeg blot at det er fremragende, det der foregår herinde!

    Peace out

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Dam

    Jeg er lærer og har selvfølgelig valgt dette job, fordi jeg brænder for at undervise børn. Men også fordi det indtil nu har været et job med fleksible arbejdstider. Wupti så lavede regeringen om på det. Så i stedet for at jeg kan hente min søn tidligt, og så arbejde når han er puttet, så kan jeg nu tidligst hente ham klokken 16 hver dag!

    Så er det edderbroderemig ikke MIN skyld at min søn skal være længe i daginstitution.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrin

      Min situation er præcis den samme. Jeg valgte et erhverv, som en gang var fleksibelt og det gav mening for mig ift. drømme om familieliv og jobønske/interesse.

      Den balance er væk nu – det er sgu en skam.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linnea

    Jeg er en af dem du efterlyser i debatten, hjemmegående med min datter på 1,5 og ekstrem fattig. Min kæreste er på elevløn, 12000 FØR skat, jeg tager lige nu nogle fag på netkursus for at få SU.
    Vi har faste udgifter for 14.000, hvilket giver og ca 3-4000 til mad, bleer, vores dyr, sjov, uforudsete udgifter. Så det er røvstramt, men vi har valgt at det er det værd. Ville ikke kunne gøre det foreviget, min datter starter i institution når hun er 23 måneder, ville virkelig ikke kunne hvis det var mine fremtidsudsigter de næste 5 år.
    Men kender flere hjemmegående hvor begge er på SU, dom ligesom mig, har fx andelsbolig med gæld. Så det kan lade sig gøre, man skal bare virkelig spare! 🙂 men hvis man synes det er det værd.
    Jeg synes dog ikke det er synd for almindelige vuggestuebørn, kun for dem der er der i uhyggeligt mange timer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Inge

    Jeg undrer mig altid over, så meget man hører fra mødrene i debatter om familieliv, men at, at fædrene til småbørn er så foruroligende tavse i debatten De har vist bare valgt at dukke sig – egentlig lidt kujonagtig. I stedet er det altid de midaldrende mænd, der fortæller småbørnsmødrene, at de ikke skal brokke sig (og ja, jeg tænker også på dig Manu Sareen)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisse

    Rigtig godt indlæg!!
    Jeg kan virkelig også undre mig nogen gange om vi virkelig gør det SÅ dårligt.. Både min kæreste og jeg har alm. lønnede fuldtidsjobs, dvs i udgangspunktet 8-16. Med en halv times transport hver vej -det er svært at have ret meget mindre – så betyder det at vores datter skal passes fra 7.30-16.30. Og dermed nok er et af de børn der bliver passet “uhyggelig mange timer” som en anden beskriver det.
    Vi har verdens sødeste dagplejemor, ikke én eneste gang har der været gråd ved aflevering og der er masser af energi og højt humør om aftenen, selvom hun har været afsted mange timer, så hun er altså ikke totalt udkørt af hverdagen!
    Det er ikke en mulighed for os at arb deltid i de jobs vi har nu og nye jobs hænger heller ikke på træerne (hvis vi altså var interesserede i at skifte) og så længe vores datter mega-trives på den måde hun gør kan jeg helt ærligt heller ikke se hvorfor vi skulle det!? Vi har heldigvis god fleksibilitet i vores jobs, så kan et par dage om ugen hente ca 15.30, men Jeg går ikke til yoga (eller noget som helst andet for den sags skyld) og bager rimeligt få klidboller, men jeg har altså heller ikke dårlig samvittighed over at lade mit barn passe af en anden kompetent voksen mens jeg selv arb fuld tid!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Uanset hvad du gør er der altid andre der synes noget andet er bedre.
    Er selv pædagog og må indrømme at jeg der nogle børn, som ville have godt af kortere dage. Men det er bare ikke altid muligt. Mine egne børn er også afsted 9 timer om dagen. På trods af, at jeg ved min ældste ville have godt af kortere dage pga hans vanskeligheder. Men som du skriver, skal der penge på bordet. Vi har sparret på stort set alt, men kan alligevel ikke gå ned i tid pga lave lønninger

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanett Hansen

    Grunden til at der ikke er nogen “almindelige” mennesker med “almindelige” job og lønninger der skriver aktivt i debatten er at de ikke har tid!
    De pisker rundt for at få hverdagen til at hænge sammen og har ikke en barnepige der kan se efter ungerne mens de skriver indlæg i aviserne om hvor hårdt de har det!!!

    Jeg er simpelthen så enig i din betragtning og SÅ træt af at blive skudt i skoen at småbørnsforældre aflevere deres børn for at kunne realisere sig selv. Nej vi gør det sgu af nød, for uden arbejde og løn ingen penge at leve for. Og ja så kan vi da bare spare alt det sjove væk såsom ferier, yoga og ture i zoo, men så bliver det da godt nok surt det hele.

    Jeg glæder mig til den dag hvor samfundet rent faktisk ændrer sig til at kunne rumme den livsform vi har nu. Hvor arbejdslivet bliver så fleksibelt at vi når børnene er små kan være der for dem og i stedet trække fra når de bliver større.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Amen. PLUS – ja altså … Lad mig være helt, helt ærlig: Selv hvis jeg var tonse-millionær ville jeg ikke gå hjemme på fuld tid. Jeg dur bare ikke til det. Jeg keder mig, og jeg keder mit barn. Og jeg ville blive ulykkelig (og han ville blive ulykkelig). Så for at jeg kan være den bedste mor i verden for ham, så har jeg brug for at arbejde, at komme ud af huset, at trives og lykkes i mit job, i min vennekreds og med andre aktiviteter. HAN får en mor med overskud, glæde og lysten til at vise ham alt det fantastiske, som verden rummer – også uden for hjemmet. HAN får en mor, der har tillid til, at andre og andet kan give ham oplevelser, der er gode og vigtige. Jeg bliver så skidestolt, når han kommer hjem fra vugger og kan noget, jeg ikke har lært ham, for jeg tror på, at det gør ham kompetent og rustet til den verden, han trods alt vokser op i.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] lige artiklen her , og del gerne din mening! Jeg blev inspireret af indlægget her hos Lortemor , som er et besøg […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sissel

    Du har så ret Trine. OG så synes jeg egentlig også at en betragtning mangler. Nemlig den at de mødre der vælger at arbejde en lille smule mere end nød, ville være forfærdelige forældre hvis de måtte nøjes med at foretage sig noget der kun lige fik budgetterne til at gå hjem. FORDI det for pokker da også er vigtigt at vi voksne foretager os noget vi faktisk brænder for og får de timer, hvor vi alligevel savner vores børn( for det gør alle forældre), til bare at give lidt mening. Jeg mener ikke at det argument kan stå alene, men jeg er ret sikker på der ikke er nogen der arbejder mere end de absolut behøver for at undgå at være sammen med sine børn. Vi er alle forskellige og jeg er ret sikker på at jeg ikke ville gøre det nær så godt hvis jeg var hjemmegående. Der er andre der trives med det og så er det jo det de skal vælge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mening/dyrt købte erfaringer fra en mor til 3: Hver ting til sin tid.Jeg kunne heller ikke gå hjemme, men så blev jeg dagplejer nogle år – egentlig undervist jeg ordblinde. Jeg var så hjemme og var der for mit barn. Jeg kom tilbage til mit fag senere igen. Når man har fået børn, så er det ikke et offer at være der for dem, men en berigelse at være noget for andre end en selv og en del af noget større (selvom det hårdt). Vi har kun vores børn til låns en tid, så hvorfor ikke nyde det. Så bare at være mor/far er rigelig identitet en tid og børnene har brug for forældre/værger, der er der. Vi undervurderer – mener jeg, hvor meget tid og opmærksomhed børn kræver. Mærketøj, rene/dyre boliger, dyrt udstyr til børn og fin bolig, dyre oplevelser, krævende jobs, dyre ferier osv. Glem det, hvis der ikke er midler til de. Ting gør ikke børn lykkeligere. Tid og nærvær er den dyrbareste gave, vi kan give, mener jeg. Jeg tror, at kvinder især stiller enorme til sig selv og hinanden (noget vi sikkert har gjort altid i gennem tiden), som ingen kan leve op til, og dem der gør har givet sig selv en” identitets-spændetrøje” på, som de forsøger at putte på andre også. Den eneste værdifulde anerkendelse vi kan få er vores børns kærlighed og respekt. Så måske er mod og indre styrke til at sige fra og ikke leve andres liv, den bedste gave vi kan give hinanden og vores børn. Men hvem er jeg til at komme med synspunkter, jeg er ikke en perfekt mor, langt fra, men skal vi være det????

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rådden Bøf, og om at vente på nogen skider.