Verdens bedste weekend.

Bagklogskab og grønt græs på den anden side.

Jeg kan ofte tabe mig selv i andres liv. Sådan noget med at tilværelsen klart er bedre et andet sted, i andre familier, i andre forhold.

Og det er det måske også nogle steder, men er også sikker på at andre tænker præcis det samme om mig. Om os, og om vores familie.

Jo mere jeg snakker med folk, jo mere har jeg fundet ud af at alle har deres. Og at stort set alle par, der har fået børn indenfor de sidste 2 år, har været pressede. Og det er rart. Ikke rart på den måde at jeg ønsker at andre har det svært, men fordi det får os til at virke som normale mennesker.

Vi har i den grad haft to hårde år. Virkelig. Min største fortrydelse er, at jeg har været ked af det, næsten et helt år af Alfreds liv. Dernæst er jeg ked af, at det er gået så meget ud over vores forhold. Vi er pisse gode forældre, men hold kæft vi har været dårlige kærester.

Et forhold burde fint kunne holde til at få et barn. Især et forhold som vores, hvor kærligheden var stor, og hvor vi ikke var i tvivl om at det skulle være os to. Men at et forhold skal kunne rumme både en baby, fødselsdepression, dårlig økonomi og stress, det er alligevel i overkanten. Dertil skal det også nævnes, at vi har flyttet 3 gange på de 2 år, og at vi har været både arbejdsløse, praktikant, barslende og startet på nye jobs.
Og nårh ja, vi har også født noget.

På 2 fucking år.

Folk er så småt begyndt at fortælle mig, at det da er fuldt ud forståeligt at jeg har haft det svært. Og at vi har haft det svært. Jeg har det dog rigtig svært med, at nærmest ingen hev fat i mig midt i det, og fortalte mig at det var OKAY at vi havde det svært. Jeg synes det har været hårdt at være vidne til den der op på hesten mentalitet. At hvis man giver udtryk for at man synes det er pisse fucking hårdt at jongelere rundt med babyer, jobs, rudekuverter og manglende sexlyst, så er det bare sådan det er. Og at man i øvrigt selv havde valgt det. Og man burde i øvrigt også have sagt sig selv, at det ville blive hårdt.

Guess what. Det gør det fandme ikke spor lettere at stå midt i en krise, og turde gøre et forsøg på råb om hjælp, og så møde en lukket dør.

Så kan jeg godt forstå, at jeg holdt hovedet højt, og i stedet løftede tyngden på svage skuldre. På et eller andet tidspunkt falder man i knæ. Og det var det der skete for mig. Hver gang noget afvigede fra normalen derhjemme, hvis Svenne skulle ud at rejse eller skulle sende radio et andet sted i landet gik jeg i undtagelsestilstand. Mit hoved var ved at eksplodere af alarmklokker der ringede og ildebrande i hjernen, der var ved at lukke og slukke ved tanken om at jeg skulle være alene hjemme med Alfred.

Ingen forstod mig. Og især Svenne var ked af, at jeg ikke kunne give ham plads til at arbejde og til at være social. Og jeg tror aldrig helt han tilgiver mig for det, men jeg håber at det giver meget mere mening for ham nu, at jeg nok har været deprimeret allerede dengang. Jeg kan i hvert fald godt se det nu. Jeg tog alting meget tungere end andre og jeg kunne på ingen måde undvære ham.

Faktisk sagde min svigermor på et tidspunkt, at hun mente jeg var deprimeret. Og jeg kvitterede med at blive pissesur og tænkte hvad i ALVERDEN hun bildte sig ind. Men hun havde ret. Og jeg tror også at det startede kort tid efter Alfred blev født. Jeg blev overrasket over hvor hårdt det var at få ham.

I dag er Alfred en klog og dygtig dreng, og vi elsker ham mere end noget andet. Også mere end hinanden. Og det er det jeg skal huske. Vi har lavet et barn, som vi begge giver al vores kærlighed til. Og hermed kommer jeg til det jeg ville sige med dette indlæg.

Når nu man har givet al sin kærlighed til sit barn, så er det da klart at forholdet halter lidt en gang i mellem. Så vi skal være bedre til at gemme lidt af den kærlighed til hinanden også. Jeg synes faktisk at min kæreste er virkelig dejlig. Og jeg elsker ham rigtig meget. Så vil øve mig på at dele kærligheden mellem begge mine drenge. Det samme må min kæreste så også. Dele sin kærlighed mellem Alfred, mig. Og måske sin Playstation. Uden den var han også blevet vanvittig.

20140811-140603-50763234.jpg

34 kommentarer

  • Mette

    Fantastisk indlæg.

    Tak for at du har skrevet det så fantastisk, og i det hele taget, tag for din blog, du sætter ord på mange lignende tanker her hos mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Hvor er det bare et af de bedste indlæg du har skrevet. Elsker din blog.

    Kan SÅ godt spejle mig i jeres situation og har selv været igennem noget nær fuldstændig det samme som du beskriver der. Følelserne om ikke andet. Kæmpe ros til dig for at tale så åbent om det. Fødselsdepression er ofte et kæmpe tabuemne.

    Læser din blog med stor fornøjelse Lortemor. Måske mødre med samme oplevelse kunne (insta) et-eller-andet mødes og tale med ligesindede..?! Ikke nødvendigvis en sørgefest men en hold-nu-kæft-hvor-var-det-fucking-så-meget-hårdere-end-forventet.. Konceptet lyder rart i hvert fald. Tør man?

    Om ikke andet så bliv endelig ved med at blogge!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Jeg er så enig i ovenstående. Det indlæg er helt fantastisk.

      Jeg skal selv i gang med det der med små børn (termin om tre uger), arbejdsløshed (bliver færdig i morgen og min kæreste til sommer) og muligvis en flytning. Økonomien er ikke dårlig som sådan, men min lønstigning til dagpenge er jo ikke ligefrem til at råbe hurra over. Så håber bare sådan, at ingen af os bliver ramt af efterfødselreaktioner og at vi forstår at rækken hånden ud til at håndtere til den “almindelige fuck-det-er-hårdt-med-baby”-følelse. Og at hvis en af os bliver ramt af depression, så at vi tør indse det og få hjælp.

      Vil prøve at huske dit indlæg – og nok også snakke med min kæreste om det i efter i morgen. Det passer i øvrigt også på mange andre ting her i livet end nødvendigvis at få børn, men hvor man “bare” er stresset for længe. Jeg har skrevet speciale længe, været en møgdårlig kæreste og det har været fucking møghårdt, at skrive speciale og særligt her til sidst som højgravid. Jeg har ikke ramt ind i en depression, men har ofte haft lyst til at slå folk, som sagde, at jeg jo bare måtte tage mig sammen, lægge en plan og få arbejdet gjort. Ikke at de ikke havde ret, men det bliver situationen jo ikke lettere af.

      Hov – røg vist ud af en egocentrisk tangent. Det var ikke meningen, der er vist kun plads i mit hoved til mig selv i dag.

      Men dejligt indlæg – og godt du er ved at kommen ovenpå og rigtig fin betragtning om at man skal huske at dele sin kærlighed og at det er okay, hvis man kommer til at glemme kæreste lidt ind i mellem, når man husker der er fordi man i fællesskab elsker det samme lille væsen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Skrev en lang kommentar, mest af alt fyldt med masser af ros. Elsker din blog og kan så godt spejle mig i det du skriver.. Nogensinde tænkt på, at mødes med andre mødre, som har haft samme tanker, følelser m.m ? Lidt grænseoverskridende og har heller aldrig selv gjort det..

    Tør man?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg føler så meget med dig. Jeg har også (sikkert som din svigermor) tænkt at du var deprimeret – og ikke bare almindelig pessimist midt i det hele. Det er så svært at have en fødselsdepression. Jeg har været der – jeg fik hjælp og efter (sølle) 2 måneder var jeg ovre på den anden side – og kunne slet ikke forstå hvordan jeg havde haft det. Jeg har den dag idag (knap 8 år senere) stadig en stor sorg indeni over at have ‘mistet’ 2 spædbarnsmåneder til depressionen. Jeg kan ikke huske nogle glade ting fra min ældste var op til 3 måneder, kun træthed, ked-af-det-hed og tristhed så voldsom, at jeg ikke kunne trække vejret. Og jeg er samtidig fyldt med taknemmelighed over at min mor og min mand (og hans læge-far) fangede mig. Hurtigt. Jeg har stadig dårlig samvittighed og en klump i maven over ikke at have været den bedste mor de måneder – og super dårlig samvittighed over, at ved min yngste var jeg slet ikke ramt men havde de fedeste dejligste babymåneder – tal om søskende-forskelsbehandling i yderste potens. Det er nok en sorg jeg altid vil bære med. Men ikke en der må farve mit liv. Så jeg håber… håber håber håber for dig, at du kan komme til at bære din uden at den farver din lykke nu…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Du er simpelthen så sød, din ærlighed er ENORMT forfriskende og jeg har bare lyst til at give dig et kram. Vi har alle vores, og det er altid en hjælp at læse og høre om andre i en situation som man i den grad kan relatere til. Så tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Åh du rammer lige midt ned i vores liv også… Måske er det bare først her, når barnet er på vej til at blive to, at man ser det hele i et lidt klarere lys? Det er i hvert fald også for nylig, at det slog mig det med, at der jo selvfølgelig går noget fra kæresten, når vi begge elsker vores datter højest. Men også at vi så skal sætte hårdt ind på at huske at elske hinanden… Vi har lavet noget så sexet som en aftale om det 🙂 Så heller ikke her, er du alene om have det, som du beskriver! Men ja, altså den der bagklogskab må nogen da have haft, da vi havde brug for den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Du er nu en meget klog lortemor. Du har virkelig nogen overvejelser, der rammer plet hos mig, der selv er mor til en lille 1-årig dreng og som også har en fødselsdepression med i tasken. Selv de mindste ting kan være uoverskuelige, når man står midt i det, og for mig var det nok lidt et chok at blive mor. Nu har jeg det meget bedre, men at blive mor var ikke nogen nem ting. Ikke pga min dreng, men pga det store ansvar, det følger med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig fint skrevet Trine <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Står i præcis den samme situation som dig. Det er svært at holde gnisten vedlige og jeg tager mig selv i gang på gang hellere at ville slappe af/sove og sågar bare være mig selv end at være nogens kæreste. Alt kærligheden og ansvaret for en lille gut der lige er fyldt 1, suger min energi.
    Tror første skridt på vejen er at acceptere at den bette har fyldt det meste, men at der nu hvor krisetilstanden er ovre skal arbejdes på forholdet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Åh hvor ville jeg gerne give dig et kram. Du må nøjes med en stor virtuelt krammer, men jeg håber den kan bruges!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Wow!!!
    Bliver helt rørt!

    Vi var til fødselsforberedelse sammen i Aarhus og kan tydelig huske dig.
    Tak for dette flotte og meget ærlige indlæg!! Du er satme bare sej sej sej

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Er det rigtigt? Vi var der jo kun et par gange og så flyttede vi jo? Aj, det er skægt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er pisse hamrende fucking hårdt at blive mor, det tror de fleste kan skrive under på. Men som du selv skriver så er der lys forude, og man finder ud af tingene, både som kæreste men også som far og som mor. Og barnet bliver jo kun dejligere med tiden, men det har du jo opdaget.

    KRAM

    ps elsker det billede

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Bare tak, Trine. Et stort fucking TAK! Et af dine bedste indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Sikke et indlæg. Åbent og ærligt, det er det fede ved at lige præcis DU skriver. Så sigende og lige på sømmet. Tænker også tit hvorfor holder vi inde med sådanne ting. Hvad er det det Gør at vi ikke synes at vi må sige det er hårdt. For det er det sgu.

    Sejt gået at du skriver om det! !!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Tak for (endnu) et fantastisk indlæg!
    Har aldrig kommenteret før, men har flere gange overvejet at skrive følgende… Kan godt forstå ‘begrebet’ lortemor og at der ligger ret mange ting i det. Men på en måde kan jeg ikke lade være med at ønske, at du skifter det ud, som en kadau og et skulderklap til dig selv, for du er uden tvivl den allerbedste mor for Bøf Bøf og jeg er ikke i tvivl om at du klarer det skidegodt! Håber at du kan følge mig bare lidt og ikke ser dette som kritik, for det er på ingen måde ment sådan. Ellers undskylder jeg. Jeg kender dig jo i virkeligheden slet ikke, selvom det nogle gange føles sådan når jeg læser din blog (som jeg i øvrigt knuselsker).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Hej Signe 🙂

      Jeg kan godt forstå du har det lidt ambivalent med navnet. Det har jeg også. Det kan jo misforstås! Men jeg er faktisk begyndt at holde af det, og har med tiden vænnet mig til at skulle forklare begrebet overfor nye mennesker. Både på bloggen og irl. Det gode er, at det er et fængende navn, så man glemmer sjældent bloggens navn 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Grith H.

    Du er simpelt hen SPOT ON! Kunne trykke ‘copy+paste’ og skrive det samme om de sidste 2 1/2 år i mit liv. Tak for at hive os andre ud af ensomheden, for hvor er det bare ikke velhørt, når man på spørgsmålet “går det godt?” må svare “nej, det går ad lort til, og skulle sgu nok have taget en fortrydelsespille og i stedet bevaret mit liv og parforhold!” Men du har så ret i, at en dag er skyerne væk – kæresten fremstår i næsten samme lys som før barnet kom, og selv samme barn bibringer pludseligt andet end søvnløse nætter og et evigt råb på mad og omsorg. Det er godt at være mor – man skal bare lige øve sig i at rumme det, synes jeg. Tak for din fantastiske blog

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Du er så mega sej! Jeg elsker din blog! Bum!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er du sej. Smukt skrevet! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    For seks år siden fik jeg en efterfødselsreaktion efter fødslen af min søn, og hvor ville jeg ønske, at din blog var der dengang, for jeg følte mig SÅ alene. Nu sidder jeg her med min 3 måneder gamle datter, og selvom alt er MEGET nemmere her anden gang, stikker angsten alligevel sit ansigt frem en gang imellem. Og så er det jo godt, at jeg har din blog nu. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ligesom dig har jeg også haft en fødselsdepression og har haft de samme svære følelser som dig. Og jeg synes også det var svært at kunne elske to væsener. Sin søn og sin mand. For det er to forskellige måde at elske på. Men jeg synes lige så langsomt det kommer. Hvis vi bare gør vores bedste, så kan vi ikke bebrejde os selv. Jeg tror det kommer…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Dette er måske et dumt spørgsmål, men hvordan vidste du, at du havde en depression?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • lena

    Hudløst ærligt – et fantastisk indlæg. Lige så meget vi elsker de små og deres fædre, lige så lidt kan livet med de små være en dans på roser. Det er hårdt arbejde at få det hele til at hænge sammen og være noget for alle – og samtidig huske sig selv. Det skriver jeg i hvert fald gerne under på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • kristine

    Det er så rørende og givende at læse dine indlæg og jeg er sikker på at du rammer lige ned i rigtig mange småbørn-pars virkelighed…inkl mit eget. og jeg synes også, at det bliver nemmere, jo større min søn bliver, der bliver mere og mere at elske og man får lidt tid til sig selv, sin kæreste og venner igen:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare blevet fint herover efter du er flyttet! Og du har fået RSS-feed… KÆMPE like herfra! Så kan jeg jo sådan RIGTIGT følge med! Synes det er dejligt at høre at I har det godt – eller i hvert fald bedre! Tror sådan noget fødselsdepression er en kæmpe kælling, håber ikke det sker for mig, men det er dejligt at høre dig være så åben omkring det. Jeg tror det er de færreste som vil være det til så mange mennesker som du jo deler med, kæmpe respekt!! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja det er virkelig et fantastisk indlæg. Jeg tror også helt sikkert nok det hele skal komme til at gå fremad for jer. Det vigtigste skridt er altid det første og det viser du at du har turdet at tage ved at skrive den her blog og så åbenhjertede indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig godt ramt indlæg. Det er sygt hårdt både at få barn/børn og være til og være kærester og have regninger og være på SU og skifte job og ønske man kunne skifte bolig og og… Det er så meget vi kræver af os selv nogen gang, så sindsygt et billede vi alle skal passe ind i.
    Godt skrevet

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hey 🙂 Jeg ved ikke, om det bare er mig og mine øjne den er helt gal med, for jeg elsker dit nye blog-look overordentligt meget – dog er det ligesom om teksten er lige en tand for lys grå og lille til at det er let at læse. Føler, at jeg sidder og anstrenger mine øjne lidt, fordi det ser så småt ud på min pc. Måske er det bare mig, der skal have briller, men tænkte bare, at jeg lige ville sige det, hvis det nu var noget, andre også oplevede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Har lige for nylig opdaget din blog – wow! Fantastisk sjov, underholdende og brutalt ærlig. Det du beretter, kan jeg – ligesom så mange andre – nikke genkendende til. Især det om at det er hårdt at blive mor. Jeg og min kæreste har selv været igennem nogenlunde det samme som I; arbejdsløshed, depression, fraflytning (fra lejlighed), indflytning (midlertidigt hos mine forældre), fraflytning igen (fra forældrene), indflytning (i nuværende bolig) og alt dette med et barn i armene. Og det er sgu pissehårdt! Og jeg er ked af på dine vegne, at ingen har anerkendt jeres problemer – det må være noget nær ødelæggende, når man selv kæmper med at fastholde sit gåpåmod og sin tro på fremtiden. Jeg håber for jer, at I snart får ro på boligsituationen, så I kan bruge energi på at komme helskindet igennem jeres prøvelse.

    Tusind tak for dit mod til at dele dine tanker med os.

    Hilsen Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    Flot og modigt skrevet . Hilsen Randi

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verdens bedste weekend.