En hel dag.

Savn, savn, savn.

Alfred var ikke mere end 4 måneder gammel, da han tog med sin far til Odense en hel weekend. Og jeg elskede det. ELSKEDE det. Jeg nærmest skubbede dem ud ad døren, og jeg så frem til den weekend i ugerne op til.

Alfreds far var lige så stor en del af alle daglige rutiner, og der var ikke en eneste ting jeg kunne, som han ikke også kunne. Det var en af de gode ting ved at jeg ikke ammede så længe. Fra den dag brysterne satte ud, fra den dag var vi ligeværdige. Nårh ja, næsten, ikke?

Selvom det var mig der gik hjemme på barsel, så var der ingen af de ting jeg gjorde, som Svenne ikke også mestrede til perfektion. Han deltog i alle de daglige rutiner når han var hjemme. Og han blev min redning om natten. Og er det stadig i stor stil. Så sent som i nat, var han den stærke – der ikke bukkede under og begyndte at lille-pige hulke, efter 2 timer i sengen med en tyk Bøf liggende oven på hovedet. For det gjorde han. Lå ovenpå mit hoved. Han var som en magnet. Uanset hvor meget jeg forsøgte at rykke mig væk, så gik der få minutter, før han igen lå ovenpå alt mit hår og slog mig i hovedet med sine fede klappe kage hænder. Da han til sidst blev så ked af det, fordi jeg hele tiden flyttede ham (han ville jo gerne ligge tæt, den lille idiot) og satte i et skrig og rakte sine små fede arme ud efter mig i mørket – fik jeg nok. Jeg gennem-ruskede far og fik ham vækket.

Han sov jo selvfølgelig helt fredeligt, og helt fri for spark, slaps og møven – og han blev sgu da helt vildt sur på mig. Så da han irriteret påpegede at jeg skulle gå ind i stuen og sove, mens jeg stod med en hylende Alfred i armene, bukkede jeg under. Jeg tudede som en lille pige. Af træthed og dårlig samvittighed. For Alfred er mor-syg i disse dage. Især om natten. Og det er en meget dårlig cocktail. For jeg sover ekstremt dårligt ved siden af ham. Sjovt nok vågner jeg, når han lægger sig ovenpå mit hoved. Det er mig en gåde, hvordan hans far kan sove fra den slags. 14 kilo blød og tung dreng? Hvem sover fra det??

Så jeg rykkede ind på sofaen, mens jeg forsøgte at falde i søvn til lyden af en dreng der vil have sin mor.

Nå, men det der savn, både hans og mit, kommer på prøve i denne uge. For jeg rejser til Spanien i overmorgen. Og jeg kommer til at savne ham så uendeligt meget. Ikke nok med at jeg først er hjemme igen lørdag, så er jeg også langt væk. Det er første gang jeg er SÅ langt væk. Hvordan gør man det? Hvor gør man af savnet? Og hvad med Alfred? Det er jo noget af en kold tyrker at give ham. Den vil under alle omstændigheder kurere hans mor-syge, men mon jeg bliver straffet når jeg kommer hjem igen?

Hvad er det længste I har været væk fra jeres unger? Og hvor længe? Kan man overhovedet nyde det ordentligt? Jeg glæder mig naturligvis til at sove uden at blive vækket om natten, men frygter savnet så åndssvagt meget!

20140825-144725-53245575.jpg

20140825-144726-53246005.jpg

17 kommentarer

  • Jeg har kun været væk fra min store dreng ‘en gang, og det var da lillebror kom til verden. Storebror blev syg, så han kunne ikke komme på barselsgangen, så fra tirsdag til lørdag måtte jeg undvære ham. Nøj det var skønt at se ham igen! Jeg overlevede på mange billeder, videoopkald og så vidste jeg jo hans far er ligeså god til at være forælder som mig 😉 Rigtig dejlig tur til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • christina

    Jeg har max været væk fra mine 3 overnatninger, og der var de hos deres mormor, og de var 4 og 2 år. Savnet gemmer man i sit hjerte og når det bliver lidt for meget, så sørger man får at der er nogen som vil kramme i nærheden…… Det er dejligt at savne, og som jeg prøver at lære min store datter, så er det dejligt at savne, for så ved man at man elsker de/den andre/anden – og så er det bare ekstra dejligt at se hinanden igen.
    Det skal nok gå…… nyd det…. sov længe….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    2 overnatninger er det længste jeg har været væk fra min store søn på 4 år og årsagen var påtvunget kursus fra arbejdsplads og kejsersnit med efterfølgende indlæggelse med lillesøster. Begge gange har min mand været hjemme hos ham.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    1. HVORFOR? Hvorfor skal de være nogle morsyge sataner indimellem? Jeg har også en af den slags, specielt om natten, når han kommer ind i vores seng, S.K.A.L han sove tæt, tættere, tættest op ad mig. Jeg forstår det ikke! Der er så meget plads i sengen og alligvel skal han nærmest ligge oven på mig.

    2. Vi er netop hjemvendt efter kærestetur til Berlin. 4 (!) overnatninger hos mormor og morfar blev det til for Frederik. Han har hygget sig, men jeg har haft en lille knude af savn i maven. Jeg overlever ved at snakke mindst muligt om ham og så lige kigge på et billede eller to inden sengetid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det længste jeg har undværet min dreng, har været en uge. Som han har tilbragt hos sin far. Han er 4 år, men det gør det ikke nemmere. Jovist, man kommer ind i en rytme af en slags og vænner sig en lille smule til det, men aldrig helt. Jeg græd som pisket igår, efter han var taget hjem til sin far. Og knægten elsker det jo – han er glad og trives helt vildt. Hvilket er det vigtigste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og kommentaren nåede ikke at blive færdig. Det jeg ville sige var, at jeg én gang har været i Spanien også, og det er det længste, jeg har været væk fra ham (afstandsmæssigt, forstås). Jeg tudede hele vejen i flyveren, men jeg tror, det handler om at være beskæftiget, så tankerne (så vidt muligt) er andre steder, og så have så meget telefonkontakt hjem til, som man kan holde til. Det skal nok gå godt, det er jeg sikker på – Kan dog godt forstå din bekymring. Rigtig god tur, Trine! Jeg synes, du fortjener det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena

    Selvfølgelig kan man det. Man savner dem, men nyder også tiden for sig selv. Har et job med rejseaktivitet og er af og til afsted. Ingen tager skade af det 😉 der er jo en go far hjemme,som har mindst lige så meget styr på det som mor. Længste tur var NYC og var væk 4 dage – synes det var lang tid, men var nok mest afstanden der gjorde det. Når jeg er i London, føler jeg aldrig jeg er langt væk … Som sådan 🙂 nyd turen og tiden for dig selv – det er guld værd st gå tanket op på den måde 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh Trine, jeg kan godt forstå du kommer til at savne. Jeg håber det kan hjælpe at have andre mødre med på turen, som sikkert også savner <3 Jeg tror højst mine børn har været væk 3-4 overnatninger, og jeg savner dem også altid helt vildt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg undværer jo min datter hveranden weekend og derudover en hverdagsovernatning om ugen. Men i ferien skulle hun være hos sin far i en HEL uge!! 7 dage! Jeg troede jeg skulle dø!
    Heldigvis var jeg lige flyttet og brugte de fleste dage på at pakke ud, så det var ikke så slemt (og så endte det med kun at være 5 dage, men jeg havde nu klaret 7 også). Det er let nok når man er igang, så mærker man kun savnet om natten og savner pludselig de 14 kg i hovedet :p

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Min mand og jeg smuttede til New York da vores ældste søn var 1 1/2 gammel. Jeg tudede i dagene op til og da jeg sad i flyveren, klar til afgang, følte jeg mig som den værste mor nogensinde. Men i takt med vi bevægede længere og længere væk fra DK, gav savnet efterhånden mere og mere slip. Da vi landede i NY, var jeg klar til at indtage byen og nyde nogle dage sammen med min mand, være kærester igen. Så man klarer den, og jeg vidste han klarede den. For pokker, han var lidt hos farmor og farmor, og lidt hos mormor og morfar. Deres første barnebarn. Han fik jo nærmest is morgen-middag-aften 🙂 Det sværeste var, når jeg ringede hjem for en Update og kort snakkede med min søn (som man nu kan med en på 1 1/2!!!). Der kom savnet tilbage. Og så er det man tror, det kære barn også har savnet en. Jeg havde forventet et barn der ville løbe mig i møde i det øjeblik han så mig. Næ nej, han kiggede lige op, gav mig elevator-blikket og fortsatte så sin leg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    8 dage da vores datter var 16 mdr. Mormor og morfar passede mens mor og far var kærester i NY. Jeg stor tudede fra jeg sagde farvel til jeg sad i flyveren. Det var en god tur og jeg overlevede på MMS’er med en glad datter. Da vi kom hjem gik der 3 timer før hun ville acceptere mig igen.
    Nu har vi 3 børn og min kæreste vil gerne afsted igen, men selvom både vores datter og jeg klarede adskillelsen for 4 år siden, så gør jeg det ikke igen! Kan godt klare 3 nætter uden børn og nyder da også nattesøvnen, men tager ikke langt væk fra guldklumperne i en uge igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majbrit

    Før jeg blev skilt fra mine børns far havde jeg højst været væk fra min datter i tre nætter (mens jeg skulle have lillebror), og havde aldrig misset en nat med min dengang 13 mdr gamle søn – ingen ville passe ham, da han ikke sov om natten…!!! Nu undværer jeg dem hver anden weekend og en hverdag i løbet af ugen. I sommer var de på ferie ved deres far (nu 2 og 4 år) i fem dage, og jeg savnede dem frygteligt. Men selvom det er hårdt for moderhjertet, så er det godt for børnene og nødvendigt for overskudsmennesket.
    Hvis du tager imod tips, så lad være med at ringe hjem, når du savner allermest – det får ingen noget godt ud af.
    Og nyd turen til Spanien – den er fortjent!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Første gang jeg var væk fra min ældste var jeg på kongres i Istanbul i 5 dage da han var 9 måneder. Havde også troet, at jeg ville savne ham helt vildt, men det gjorde jeg ikke. Jeg RÅ nød mit hotelværelse med karbad, at jeg kunne være sammen med mine kollegaer og gå ud at spise uden at skulle hjem og op om natten.

    Siden har jeg været væk et par gange om året og i marts var jeg i Firenze (igen på kongres), hvor jeg for første gang var væk fra både den store, nu 2½ og den lille på 6 mdr. Det var SKØNT. Fedt at kunne give den gas fagligt og ikke hele tiden have det huslige i baghovedet.

    Min mand er rigtig god, og når jeg er væk i længere tid tager de op til farmor og farfar, og så er savnet efter mor minimalt.

    Jeg elsker mine børn over alt på jorden, men jeg savner også rigtig mange ting, som der ikke er plads til i hverdagen. Nogle af de behov kan jeg få opfyldt, når jeg er væk fra dem.

    Så nyd det og lad være med at have dårlig samvittighed, hvis du ikke savner din søn så meget, som du troede, du ville.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg måtte undvære mine unger i 1 uge i sommerferien, da jeg skulle afslutte mit speciale og derfor måtte blive i kbh mens de tog en uges ferie på fyn hos mormor og morfar (med deres far også!). Det var virkelig hårdt, den mindste var kun 15 mån på det tidspunkt og jeg savnede hende meget. Men jeg tænkte ikke på det hele tiden, til trods for at jeg lavede noget så kedeligt som at skrive speciale. Du skal ned og hygge dig og jeg vil klart anbefale at du indstiller dig på det skal nydes! Jeg tror ikke man savner så meget hvis man indstiller sig på hvad det er man skal. Børn i den alder forstår jo ikke tid alligevel og ja der kommer måske en reaktion når du kommer hjem, men den kan også være positiv. I mit tilfælde fik jeg en kæmpe krammer (på den måde hvor det gjorde ondt helt ind i hjertet) men hun viste jo bare at hun havde savnet mig. Det var stort!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • En overnatning og så løb jeg skrigende hjem. Men det er også halvanden år siden, så Oline var noget mindre end hun er nu. Men har faktisk ikke turde lige siden. Det savn jeg følte var så stærkt og fuldstændig umuligt at styre at jeg siden da har frygtet at prøve igen.

    Men leger da med tanken om måske en lille kæreste weekend i London måske op til jul. Men nu må vi se.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg må skuffe dig! Jeg tror ikke mor-sygen stopper, bare fordi du er væk i 4-5 dage. Sorry.
    Min datter er temmelig far-syg og trods den kære far var 5 dage i Canada sidste år og nu 5 dage på Island, så er datteren stadig far-syg.
    Meeeen det kan jo være at din lille dreng er anderledes. Venter spændt på opfølgning. 🙂
    Carina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uf hvor jeg kender følelsen og tankerne op til en tur, man kan glæde sig og være lidt trist på samme tid.. – Hver 3 mdr arbejder jeg i Kina og hver gang skal jeg sige “på gensyn om en uges tid” til min lille 2årige. Jeg græder hver gang – lige indtil jeg er afsted – så “mærker jeg mig selv igen” og kommer lidt ud af mor-rollen – Faktisk har jeg ikke tid til at savne, før jeg sidder i flyveren på vej hjem igen. Hector er stadig lille – så han har ikke fornemmelsen af tid – han hygger sig med sin far og de taler om, at nu kommer mor snart hjem igen.
    Tror du ikke lille Alfred er morsyg, fordi når du er inde i stuen ved han muligheden for DIG er der. – Hvis kun far er hjemme – så affinder han sig måske med det!? Jeg håber du laver en update, børn er jo bare så forskellige. 🙂 – Det bliver helt sikkert stort at kramme ham igen – indtil da er det bare med at nyde og samle masser af energi til mor-kontoen 😉 Håber I har en fantastisk tur, kh mille

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

En hel dag.