Random facts om Alfred.

Tilbageblik.

1113820131018-165749.jpg

Har fundet endnu et tilbageblik frem – fra nogle af de mange dokumenter jeg har liggende på computeren! Vi er tilbage i 2013, i perioden juni-december. Det er langt, ja. Men skænk en kop kaffe og læs med 🙂

Har længe gået med en liste oppe i hovedet. LisTEN – over alle de ting jeg har fundet uundværlige gennem det første halve år som familie.

Here goes….

Humor. Selv i de værste situationer.

Evnen til at vænne sig til andres afføring.

Tålmodighed. At kunne tælle til 10 f.eks, også selvom man er ved at brænde op indvendigt af ren og skær arrigskab.

Evnen til at glæde sig på andres vegne. F.eks kærestens. Også her, er det godt at kunne tælle til ti, før man slår op med ham over en SMS, fordi han er ude og fulde sig og have det sjovt. Og man selv sidder med lange hår under armene, og næsten ikke kan huske hvordan rødvin smager, og udsigten til en fest er så utopisk som fred i verden.

At kramme sin kæreste, gerne dagligt.

Og sex. Helst med kæresten. Til nød, med sig selv.

En god hårkur, samt gode lange brusebade.

En slyngevugge.

Vitaminer til den hærgede krop, der er i totalt kaos pga. hormoner og generel ubalance.

Kräuterblut. Giver den sidste slat energi, som selv den ondeste kaffe ikke kan klare.

Kaffe. For helvede, kaffe.

Alenetid til mor og til far. Både sammen og hver for sig.

Febernedsættende til dit barn. Feber er ikke længere sjovt på den anden side af 39 grader.

Lansinoh salve.Til brysterne.

Mad i fryseren.

Og nem mad i køleren.

En hårtørrer. Til både våde numser, lår-deller og til når ungen slet, slet ikke kan sove.

Uendeligt mange stofbleer.

En skråstol. I do not give a SHIT, med hvad de siger. Jeg havde ikke klaret mig uden min.

Baby Einstein (youtube) geniALT!

En badestol.

Alkohol i skabene. Folk på barsel har også brug for en fyraftens-øl.
(Folk på barsel er dem i verden der har MEST brug for en fyraftensøl)

Alfred er:

Nu et HELT halvt år! Som tiden dog går.

Nu hoppet i str. 74-80. Så en ornli’ stor dreng!

Begyndt at råbe, skrige og generelt bare at bruge sin stemme meget.

Vild med mango, æble og vandmelon.

Vildt dygtig til at få fat i ting. Mest dem der ikke er hans. Knive, f.eks. Og ting vi andre drikker af.

Alfred kan:

Snart sidde op selv!

Rulle fra ryg til mave. Ku være fedt hvis han kunne komme tilbage igen, ikke?

Drikke vand af glas.

Holde sin sutteflaske selv.

Plukke og spise græs.

Og blade.

Godt lide langt hår. På rive-måden.

Godt lide at holde om vores hoveder med begge hænder og råbe os ind i hovedet.

Bedst sove når han bliver svøbt.

Alfred:

Er skide sød.

Sover stadig igennem.

Vejer 10 kg.

‘s mor har mange kræfter i armene, efterhånden.

‘s mor og far er helt forGABT i ham.

Vejret er jo dejligt, sommeren er godt i gang og folk har rigtig fået ferie.

Folk. Ikke os. For når man er praktikant et sted, som f.eks på en radiostation, så lukker man jo ikke lige ned over sommeren, veeel?

Det betyder for os, at farmand først går på ferie i august måned. Og at det er mor her, der går hjemme og holder barnet underholdt og i live. Og ja, jeg ved godt at vi selv har valgt det. Og JA – jeg ved også godt at jeg godt vidste hvad jeg gik ind til. Men det gør det bestemt ikke mindre hårdt.

Vores hverdag har været hård de sidste mange uger. Var alene med Alfred de 10 dage hans far var i Kina. Og da han landede søndag aften, havde han mandag fri, og så startede han på en ny redaktion, der sender om Touren. Det betyder for os, at han kun har fri når der er hviledag. Så det er tre dage på tre uger.

Og så møder han kl. 9.30 og er hjemme igen kl. 19.

De positive mennesker ville sige: ‘nej, guuuud hvor skønt med de morgener sammen’… Jeg siger, at jeg til ENHVER tid gerne forærer vores fælles morgener væk, til fordel for et ekstra sæt arme mellem 17-19.

Men alt det trælse er jo glemt om lidt, hvor vi endelig kan holde ferie og være sammen som en familie. Og heldigvis ser arbejdstiden også fordelagtigt anderledes ud efter ferien.

Tror det værste ved det hele er, at jeg hver eneste dag, oplever nye ting Alfred gør. Og jeg bliver ked af det, når hans far ikke er der til at se det også.

Det faktum at det er hårdt psykisk og fysisk arbejde at passe et barn, det overlever jeg nok. Det er de gode stunder med vores barn, jeg er ked af at opleve alene.

Vil gerne fortælle lidt om kroppens status her 6 måneder efter fødslen, for graviditet og fødsel er jo to helt sindssyge ting at udsætte sig selv for. Og man siger jo, at det tager kroppen 9 måneder at stabilisere sig efter en graviditet. Ja. Altså hormonbalancen og sådan… F.eks har jeg tabt meget af mit hår og det er konstant fedtet.

Min bækkenbund ikke heeeelt fucked, men alligevel er den heller ikke på toppen.

Jeg har ikke prøvet at tisse så meget i bukserne. Bevares, har da lækket en tår eller to under et nys eller et grineflip og jeg kan ikke bare holde mig ubegrænset. Men det har jeg nu aldrig kunnet alligevel.

Mine bryster er tilbage til udgangspunktet, lidt mindre og lidt mere til den bløde side. Jeg er ikke vildt ked af det, for det kunne have været MEGET værre, men havde da håbet på, bare at beholde LIDT af den mængde amningen bragte med sig. De lignede jo næsten noget man havde betalt 40.000 for hos en plastikkirurg.

Min vægt er tilbage på de oprindelige kilo hvorpå jeg startede. Og jeg vil ikke sige at jeg er kommet siddende til det. Jeg sultede de første to måneder og så går jeg gerne 8-10 km flere gange om ugen. Så grund-konditionen er i orden. Skal bare lige strammes op. Det tager jeg til efteråret.

Og sidst…. Hele situationen down there. Den virker. Ikke helt som før, men den virker.

Alt i alt kan jeg ikke tillade mig at brokke mig. Jeg ser næsten ud som før. At jeg så ikke FØLER mig som før, det er noget helt andet.

Det tror jeg ikke jeg kommer til igen, nogensinde.

Udover fysikken er der også en anden ting der har forandret sig.

Kender I det med at det er ret hårdt, for ens parforhold at have fået et barn?

Hvor findes indgangen til ‘vi har fået et barn og hvordan kommer vi videre herfra’?

Rengøringshjælp? Par-dates? Babysitter? En pistol?

Jeg har det som om, at nogen har vendt vrangen ud af mit liv, tørretumblet det, og vasket det med skyllemiddel – som IKKE var Neutral.

Hvem har facit til, hvordan man overlever hele det her børnefamilie?

Vi har det lidt svært. Men det er ikke fordi vi står og er ved at gå fra hinanden. Slet ikke.

Der er bare mange ting i vores hverdag vi har svært ved. Dels fordi vi er to meget forskellige mennesker – med forskellige behov og grænser der går hvert vores sted. Det gør det helt vildt utrolig hårdt for os, at imødekomme hinandens behov og desværre ender vi ofte ud i skænderier, som andre mennesker måske slet ikke har.

Ofte er vi gode til at gå på kompromis med hinanden, fordi vi netop ved at vi er forskellige. Andre gange går det ikke så nemt. Og i går var det en af de dage.

Jeg var ekstra pylret, fordi vores ferie lakkede mod enden. Og fordi jeg igen stod foran babytjansen – alene. Fordi kæresten jo har et arbejde.

Derfor ville jeg gerne have, at vores lejlighed ikke lignede en af de der kilometer lange lossepladser de har i Afrika. Hvilket den gjorde. Og babytjansen er hård nok – så udsigten til at have den på toppen af en afrikansk losseplads var en kende for meget.

Vi fik ikke nået en skid, synes jeg. Og han synes vi havde nået nok. Jeg synes ikke vi arbejdede effektivt nok. Han synes vi var liiiiiiige effektive nok. Den åndssvage onde cirkel.

Så står man jo der og tæver sin opvask, mens han Twitter-overspringshandler et andet sted. Og så er jeg den sure, og han gider i hvert fald ikke gøre som jeg siger hvis jeg er sur. Og jeg ville ikke blive sur, hvis blot han gjorde som jeg sagde….

Jada jada jada.

Big problems. Stupide problemer.
Som jo nok egentlig bliver bedre når Alfred flytter ind på sit eget værelse. For det jeg fornemmer er, at vi nok bare er lidt ensomme i vores forhold. Der er gået lidt for meget surhed, opvask og lortebleer i den. Og for lidt bolleri.

‘Vi’ har også ramt en periode hvor ’vi’ slet, SLET ikke er med på at mor forsvinder ud af syne. Kæft det er hårdt. Folk med børn ved hvad jeg taler om. Folk uden børn kan forestille sig følgende scenarie; man dikke dikker, tænker at det kunne være rart med en kop kaffe, noget mad eller en lille tissetår på toilettet. I samme sekund man forlader nogens synsfelt går der en alarm.

Mor-du-må-ikke-gå-alarmen. Den larmer. Den græder. Den lyder som en høj hyletone der går straight i hjernen og hjertet. Nå, men så holder jeg mig da bare. Og jeg tager bare noget at spise senere….. og kaffen? Not gonna happen.

Holder ikke styr på de der tigerspring, men andre mødre har fortalt mig at vi vist nok står midt i et… Og det giver da også ret meget mening. Han er svær at få til at sove – og han vil ikke være alene. Faktisk virker han ikke særlig glad. I hvert fald ikke ret længe ad gangen, hvilket er rigtig atypisk for Alfred – formerly known as the gladeste barn ever.

Så her til aften er jeg bare helt færdig. Og har nu lovet mig selv at jeg holder fri i morgen. Ingen store udflugter, men masser af leg, Baby Einstein og klappe, klappe kage hjemme! Faktisk noget jeg glæder mig til. Håber det hjælper på humøret.

Vi har været til babysvømning på Frederiksberg. Og jeg fik min lille forsvarsløse baby til at hyle af rædsel, fordi jeg fandt det spændende hele det der dykke-koncept. Han var ok første gang. Anden gang, not so much. Men det virkede godt til at få noget af al den snot han har haft i næsen i ugevis tyndet lidt ud.

Håber ikke han er traumatiseret for life. Men nu har vi prøvet det. Og det var han ikke nede med.

Barsel er et ensomt erhverv.

Sidder med en gin og tonic her til aften – i joggingbukser og udtjent t-shirt. Hot, jeg ved det godt.

Og så på en fredag. Er alene hjemme og kan konstatere, at invitationsbunken er tom, og, at er man på barsel så er man ikke social as fuck.

Vil hive violinen frem og spille et stykke. Har nemlig pænt ondt af mig selv.

Lever i en lykkeboble – halvdelen af tiden. Resten af tiden er jeg ensom, forvirret og træt. Jeg er så sindssygt lykkelig – jeg har verdens sødeste dreng, (synes jeg selv) så sød, at hvis det var socialt accepteret at starte en fanklub, så havde jeg gjort det. Han er så nem, glad og tilfreds, og han gør det nemt for mig at elske ham helt ind til benet, og så længere ind endnu.

Kan sidde i timevis og bare se på ham, røre ved ham og kysse hans tykke kinder og hans små buttede hænder. Og mit hjerte smelter, når han som i aften, klukker i søvne. Så ved jeg at hans dag har været god. Og at han har det godt.

Jeg synes det er hårdt arbejde at være på barsel. Ensomheden er enorm – og lad os nu face det. Det er ikke det mest sociale erhverv der findes. Faktisk bliver jeg en lille smule bims af det. Går jo hjemme hele tiden – og taler et sprog, som selv den bedste tolk ikke ville kunne oversætte til et rigtigt sprog. Baaaaaaaah, bløøøøøøøøøh, grrrrrrrøøøøøøøhhh. Ikke ligefrem retorik på højt niveau, vel?

Har været kronisk træt i månedsvis nu. Og min menstruation træder stille og roligt ind i uge 3 nu her. Kan mærke at der skal ske noget nu. At vi hjemme hos os, ikke længere kan gå og vente på at hverdagen begynder – at det der sker – ER vores hverdag. Og at vi skal være bedre til at acceptere de forhold vi lever under.

Min kæreste jongelerer rundt mellem to verdener. To forskellige steder han skal være ‘på’ i. På hans arbejde og hjemme hos os. Og begge steder er lige krævende, bare på forskellige måder. Og begge steder er lige vigtige.

Min bitterhed er stor, større end hvad godt er, over at han bare får lov at gå på arbejde hver dag. At han får stillet sit sociale behov, får brugt sin hjerne og sin fantasi. At han kommer ud, også når han har fri – fester, ses med sine kollegaer og i det hele taget bare har et liv udover os. Av.

For lad mig nu være ærlig, ikke? Jeg har ikke nogen kollegaer. Jeg har ikke nogen at snakke med, der taler tilbage til mig i et sprog der er officielt. Så når min dag er omme, så er jeg præcis lige så understimuleret som jeg var dagen før. Og dagen før det.

Synes det er svært at indrømme at man er ensom. For hvordan kan man være ensom, når man har en familie? Og er man så ikke bare en forkælet unge, som ikke stiller sig tilfreds med det man har?

Jeg føler mig virkelig privilegeret – tænk at få lov til at gå hjemme med mit barn og se ham vokse og blive stor. Men jeg savner at jeg også bare er mig. Heldigvis har jeg en helt fantastisk kæreste, der godt nok skal være bedre til at tale med mig – og ikke være socialt mæt når han kommer hjem – og han er udemærket klar over, at jeg trænger til lidt ‘mig-tid’ snart. Han har i hvert fald lovet at tage Alfred med på tur et par dage. Jeg har det i hvert fald som om, at jeg har været på arbejde hver dag i 10 måneder – uden en eneste fridag. Og nu må I ikke gå helt amok og sige ting som ‘at være mor er altså ikke et arbejde’ eller ‘det er da ikke normalt at man vil være væk fra sit barn’… Det orker jeg simpelthen ikke.

Jeg elsker at være mor. Men jeg skal også snart finde mig selv igen. Ellers ved jeg ikke om jeg nogensinde bliver fundet igen.

Jeg er træt. Min svigermor nævnte ordet ‘fødsesdepression’ for mig – hvilket faktisk gjorde mig enormt vred! Fordi jeg jo ikke synes det er en depression at være forvirret, ensom og træt. Nærmere er det en naturlig reaktion på, at man hænger fast på en baby 24-7 – og selvom man jo er free to go, så er det bare ikke fysisk eller psykisk muligt.

Min svigermor reagerede kraftigt på, at jeg glædede mig som en motherfucker, til at få et par dage fri. Hvor Alfred tager på tur med sin far. Jeg kan ikke få hænderne ned. Det er bare SÅ tiltrængt.

Hun forstår ikke, at jeg betragter barsel som et job. Og at jeg synes det er hårdt. Jeg vil jo mene at den generation lidt lider af demens, når det kommer til at huske tiden med små børn. De husker sjovt nok kun det gode. Og så var de mødre i en tid, hvor det bestemt ikke var ok at sige; ‘jeg er træt, udkørt og ved at blive skør – hvem kommer og tager mit barn lidt’?

På torsdag drager min baby og hans far til Fyn. Uden mig.

JAAAAAA JAAAAAAAAAA indsæt selv en smiley der springer i luften af glæde og ….. Frygt?

Det er jo luksus. Og så er det jo også forfærdeligt. Enhver mor vil give mig ret i, at vores børn er det bedste vi har, og at ordet lykke ikke helt beskriver den følelse de frembringer. Men enhver mor vil også nikke genkendende til træthed, manglende energi, dårlig samvittighed og følelsen af utilstrækkelighed.

Det er den sidste konto, som jeg skal have fyldt lidt op på i de dage de er væk. For jeg er kommet til den konklusion, at jeg bliver en bedre mor, en bedre kæreste og en bedre mig – efter på lørdag. For så er der igen plus på kontoen. Og dermed kan min kæreste igen hæve lidt på hans.

Så torsdag står den på mødregruppe uden Alfred. Så er der også flere hænder til at øse kaffe op til de andre! Og derefter skal jeg i den lokale Blockbuster og høre, hvor deres Ryan Gosling afdeling er henne af.

Og så skal jeg ellers ligge på sofaen. I to dage. Jo, DET skal jeg!

Er jeg i øvrigt den eneste der kan mærke det? Baby/børne konkurrencerne?

‘Aj, fik Alfred først tænder da han var 6 måneder?’ MIN Gyda fik tænder da hun var 2 uger og ugen efter kraaaaarvlede hun også! Kan Alfred kravle endnu?’

Øh, neeeej. Suk. Kun næsten.

Kender I det? Evigt og altid et ræs med at nogen skal overgå dig og dit yngel.

Og det et er jo ikke kun når det kommer til børn.

I kender den godt: du ytrer dig på din arbejdsplads, at du har lidt hovedpine og ikke er på toppen. Så er der er altid en eller anden der har MEGET mere hovedpine end dig på jobbet. Altid en anden mor der har sovet mindre end dig, hvis du fortæller du er lidt træt. Fair nok, at vi voksne ikke kan rumme hinanden.

Men hvorfor konkurrerer man på sine børns vegne?

Jeg har svært ved at finde ud af, om det er fordi vi er så skide stolte af dem; jeg er f.eks sindssygt imponeret over, at Alfred kan slå to ting sammen. Evigt og altid sidder han og hamrer ting mod hinanden. For mig er det jo koordinering på et meget højt niveau!

Eller! Eller om det handler om usikkerhed. Man vil have det dygtigste og bedste og det klåååågeste barn. Og dermed gør vi andre mødre usikre, i forsøget på at understrege, hvor dygtige og modne og fremme i skoene vores små kræ er.

Det er faktisk ikke fair. For synes der er en fin grænse, mellem stolt at fremvise et dygtigt barn, og så påpege at andre (helt normalt udviklede) børn er bagud.

Og jeg kan mærke, at når jeg f.eks ofte skal høre på ‘at man da skal kravle før man kan gå’ eller ‘min dreng på 8 måneder sover igennem og endda i sin egen seng’

Så bliver jeg lidt træt. For pludselig glemmer jeg at glæde mig over de ting Alfred kan, for så i stedet at irritere mig over ting han ikke kan – eller som folk ynder at sige: BUUUUUURDE kunne på nuværende tidspunkt. For det kan DERES børn.

Pis mig i øret mand, hvorfor er folk sådan nogle blærerøve?

I øvrig er det fandme nu! I morgen er min sidste rigtige dag på barsel. Selvom jeg mærkede tårerne presse på da brevet kom, så glæder vi (læs mig) os altså rigtig meget.

Og det er vel på sin plads at gøre lidt status på den satans barsel.
Det har været et had/kærlighedsforhold os to imellem. Jeg har elsket den på de høje solskinsdage, hvor vi har ligget og tumlet i græsset på Assistens.

Det har været ren had når jeg har hørt vores hoveddør lukke, og ensomheden har føltes så enorm, fordi det ikke var mig der gik ud ad den.

Det har også været helt fantastisk, når der har været varm kaffe i min kop, og barnet sov i to timer i barnevognen.

Og rent had, når kaffekoppen fik lov at blive kold, fordi barnet kunne lugte aromaen og lugte min lyst til at han skulle sove sødt. Og derfor besluttede sig for at give mig double fingers og vågne med skrig og skrål.

Det har været dejligt at gå lange ture med nyvasket hår og overskud på søvnkontoen.

Omvendt har jeg også gået hundredevis af kilometer, med fedtet hår, mascara under begge øjne, i trætte, langsomme skridt og ondt i hele kroppen.

Jeg har købt alt, ALT for mange single latte to go hos Coffee Collective. Men jeg ville ikke have undværet en eneste. Ligesom jeg heller ikke havde undværet Meyers Bageri, for hvem der har en stor del i, at jeg ikke er sultet ihjel for flere måneder siden. Ja, jeg har været hele sortimentet igennem, hvis nogen skulle spørge.

Jeg har været ved at blive skilt en håndfuld gange, og antallet af gange vi har haft sex kan tælles, på ikke overvældende mange fingre.

Jeg har læst sådan cirka 0 af de bøger jeg havde regnet med, og jeg har knapt nok læst en hel avis.

Jeg har været overvældet af den reneste og fineste form for kærlighed, og den har været der hver eneste dag de sidste ti måneder. JEG ELSKER HAM, og på 10 måneder har jeg været med til at dyrke et rigtigt lille menneske.

Facts om Alfred:

Han vejer 12 kilo. Jeg SAGDE jo han var tyk!
Han kan krybe og krabbe, men ikke kravle.
Igen, lidt svært når man er tyk. Han kan rejse sig op i sin seng, og han vil gerne stå op altid.
 Igen, godt gået, når man er så tyk.

Alfred spiser alt, indtil videre.
Alfred kan klappe og give high fives.
 Han elsker F for får, Postmand Per og Bennys Badekar.
Han elsker musik og alt med sang.
Han sov igennem da han var ca. 2,5 måneder.
Og stoppede med det, da han var 7 måneder.

Alfred sover sammen med sin far, og den fordeling har været den der fungerede bedst for alle. Vi vil dog RIGTIG gerne lave det om snart.

Shit mand. 1. december er jeg ikke længere barslende…. 1. december er jeg arbejdsløs, total taber og snylter. Mon nogen derude der vil ansætte mig?

Jeg er herre god til at skifte bleer, jeg mixer en OND modermælkserstatning og så er mit barn altid næsten aldrig syg?

Og jo, har da kun en håndværks-uddannelse fra Jylland, men jeg er renlig og så er jeg sjåååååååw som ind i helvede og jeg roder, bander og drikker kaffe i arbejdstiden?

Alfreds er nu et vuggestue-barn. Og selvom vi kun startede ud med halvanden time, og Alfred kun var alene på stuen i tyve minutter, så er han godt på vej ind i den verden.

På mandag starter vi med at være der, ham og jeg – og så går jeg i en times tid, tror jeg. Han virker først ked af det når jeg kommer tilbage. Det er som om, at han ikke tænker over at jeg ikke er der, men så kommer i tanke om det når han ser mig. Og SÅ begynder han at græde!!

Jeg glæder mig til næste uge er overstået, for så er vi lissom igang.

Jeg har et virkeligt godt indtryk af institutionen, både personale, bygningen og hele konceptet virker tiltalende. At den også ligger virkelig tæt på hvor vi bor, er bare et ekstra plus. De er dog underbemandet på stuen lige pt. Det kan godt gå mig på, men jeg har rig mulighed for at have Alfred hjemme, hvis han trænger til en pause eller på nogen måde kommer til at reagere på det. Og så regner jeg med, at de ansætter mere personale i det nye år.

I nat sov Alfred sådan cirka en time sammenlagt – og hans mor og far var pressede. Big time. Vidste bare at han ville fange den satans virus. Jeg kalder den mund og klov-syge, men den hedder noget med hånd, fod og mundsyge. Vi kan også bare vælge at kalde den for pikke-lorte-fucking-røvhuls-virus. For den er ikke ønsket. Faktisk kunne den ikke komme på et værre tidspunkt.

Alfreds far har nemlig lige forladt hjemmet. Og kommer først hjem på torsdag. Over midnat.

Og Alfred har feber, bylder i munden og er TRÆT – men kan naturligvis ikke sove. Ej heller spise. Hans mund er én stor blist, så det kan man jo heller ikke blaime ham, vel?

Jeg har tudet on and off de sidste 48 timer. I frygt. I frustration. I vrede og af nervøsitet.

For jeg føler at jeg kender min dreng nu, og kender hans rutiner – hans grænser og hans vaner.

Men når børn er syge, så ryger alle disse ting ud, som var det lort i bleen. INTET er som det plejer. Og man står bare dér, med en unge der græder og græder – og intet virker. For han er jo syg – og det eneste der hjælper bare LIDT, er omsorg. Og det er ikke nok.

Så med tålmodighed som mit eneste våben, sidder jeg nu hjemme og frygter for hvornår han vågner. Han er ikke mæt, han har ondt og han har helt sikkert brug for at ligge hos mig og sove. Og der er ikke de store chancer for, at hverken han eller jeg får sovet ret meget med disse ting i sigte.

Giv mig styrke.

Til IKKE at udvandre.

Eller bare rulle ham ind i en dyne og stille ham foran Brorsons Kirke. Jeg ved at de før har taget mod uønskede skæbner.

Åh gud. Det har været hårdt, det der vuggestue.

Og hvis NOGEN så meget som PØNSER på et “velkommen til vuggestue-livet” eller et “andre har det MEGET værre end jer” – så kommer jeg fucking og giver dem en lammer.

Er egentlig lidt forarget over, hvor mange gange jeg har hørt disse to sætninger over de sidste 14 dage. Både på skrift og IRL.

Er der nogen der venligst kan sætte mig ind i, hvad folk tror man kan bruge den slags til??

Er det en slags måde at small-talke på? En måde at overgå hinanden på?

Det er da lidt sært. Jeg ville da aldrig sige til en der var syg: “Velkommen til hospitals-livet”! SKÅL!

Når det så er sagt, så ved jeg jo godt, at det ikke er breaking news at børn bliver syge. Jeg vil dog lige bryde ind og sige, at børn der får hele 3 forskellige børnesygdomme på 10 dage, alt mens deres far er udenbys, DET ER FUCKING STRENGT!

Alfred fik først Hånd, fod og mund-syge. Dernæst bræk -og skidesyge efterfulgt af 3-dages-feber. Oveni det, så var der også 4 tænder, der alle mente de skulle gøre entre lige dér. Har sjældent haft så ondt af mig selv eller af ham. Den eneste jeg ikke havde ondt af, det var hans udearbejdene far.

Han betaler så også prisen i disse dage. For nok er han hjemvendt, men ungen vil knapt nok kendes ved ham, jo. Han skal lige straffes for at have efterladt ham alene med den uduelige mor.

Der er dog lys forude, og vi kan se frem til en hyggelig weekend, med et raskt barn og forældre der sover (lidt) om natten.

Jeg havde virkelig håbet på, at vi ville skøjte lidt lettere henover al den sygdom der følger med en vuggestue-start.

Det gjorde vi så ikke. Det er cirka en måned han har været syg, og det er cirka en måned vi alle sammen har sovet dårligt.

Med undtagelser som sygdom og en enorm udskiftning af personale på hans stue, samt en omrokering af børnene – så klarer han det sgu ret godt. HVER dag får jeg en glad dreng med hjem, og HVER dag fortæller pædagogerne at han er en utrolig glad og charmerende dreng – der er helt vildt tillidsfuld og flirter på livet løs. Og så understreger de på kraftigste vis, at han har en god appetit.

Han sover meget usammenhængende, og der er intet mønster i hans søvn. Men det er jo intet nyt hos mig. Siden han var 2 måneder, der kan det tælles på to hænder, hvor mange gange han har sovet en lur på mere end en time. Han sover MAX en time ad gangen, to gange om dagen.

Hans søvn om natten har været rigtig dårlig i månedsvis. Han spiser HVER nat, og har gerne 2-3 opvågninger hvor han enten skider i bukserne, spiser eller bare gerne vil lege. I mange uger vågnede han og var dybt ulykkelig, hvor det eneste der virkede, var mad. Men først efter 30-40 minutters smertelig gråd. Det hele foregik nærmest i søvne, og så kan det være svært at gøre andet end bare trøste.

Det er for tidligt at sige om det er blevet bedre, men de sidste par dage har der været længere og længere mellem opvågningerne og han vågner ikke længere og er dybt ulykkelig. Han roder bare rundt i søvne – sover helst på maven med røven i vejret (forSTÅR ikke det er så lækkert for ham) der desværre betyder, at en tilhørende urolig søvn, resulterer i at han bare tosser rundt i vores seng og gerne udnytter hele madrassen i løbet af natten.

Det der med at spise om natten, har vi valgt bare er ok. For han er bare en sulten knægt. Og indtil videre, så tør vi ikke røre ved det, da vi er typerne uden rygrad, når vi er oppe 2 eller 3 gange om natten. Og lad mig allerede indskyde, at JA – jeg ved godt andre er oppe flere gange – og JA, andre har det helt sikkert værre – og JAAA, der sidder garanteret en eller flere, der gerne vil sige at vi ikke skal brokke os, for andre har børn der vågner 34 gange HVER nat og svinger sig i lamper eller drikker af toilettet…. Vi glæder os til han igen sover igennem, og måske bare skal have mad klokken 5, og ikke klokken 23, 03 OG 05. Punktum.

Har været i Jylland siden torsdag aften – en tur jeg virkelig har set frem til, især da Alfred blev igen syg tidligere på ugen.

Måtte hente ham tirsdag i vuggestuen, fordi han havde kastet op. Og ganske rigtigt, så havde han bræk og skide-syge tirsdag, onsdag og torsdag.

Vores held vil ingen ende tage. I hvert fald ikke når det kommer til helbreddet. Og efter at have tilbragt tre dage med syg baby på armen, drog jeg mod Jylland. Hvor jeg så selv lagde mig syg.

Har brugt det meste af weekenden på langs med feber, hoste og virkelig ondt i halsen. Halsen er det værste, og måtte også erkende, at jeg ikke kunne undgå et læge-tjek. Var simpelthen så hævet og øm.

Det er dog ‘kun’ en virus, så jeg håber toppen er nået. Jeg rejser nemlig hjem i morgen tidligt. Og så er der et barn og et hjem der skal passes.

Det hjælper ikke på min træthedskrop, det her. Synes aldrig helt jeg når op til overfladen. Min krop er mager, træt og stresset. Mit hovede er et kaos af tanker og alt muligt der hele tiden skal nås. Er ikke i tvivl om, at en stress-test ville blinke med røde alarmer og bimlende klokker. Sådan en har jeg nemlig taget.

Så bevæger mig stille og roligt fremad og krydser fingre for at sygdommene snart lader os være i fred. At de vitaminer jeg er begyndt at tage hjælper. At december snart er ovre. For den hjælper ikke på det. Gaveræs, transport-kaos, rejser frem og tilbage i julen …. Intet ved december klæder mig lige pt.

Fortæller dog mig selv, at jeg vil gå mere op i det til næste år. Der har vi en dreng der måske vil synes det er lidt hyggeligt. Det håber jeg.

Vi har kørt på nogle pumper, som jo egentlig stoppede med at virke halvvejs gennem perioden. Af en eller anden årsag, så får man tildelt superkræfter når man får børn, hvilket er enormt heldigt. Ellers ville jeg være bukket under for længe siden.

Desværre er jeg også snart ved at bukke under.

Der er bare ikke tid til at være udkørt. Ikke når man har en syg dreng, der skal have en åndssvag maske på flere gange dagligt, så han kan trække vejret uden at få et hoste-anfald – som i øvrigt er så slemme, at han ofte kaster op. Og så er der lige Pincilinen, vi skal tvinge lokke i ham to gange dagligt.

Jeg krydser alt hvad jeg kan, for at vi snart er igennem det. Jeg ved jo godt at det ikke er usædvanligt, men det gør det bare ikke lettere at overskue. Netop som vi tror han er rask, så kommer feberen. Og så er det bare at vente på at finde ud hvad han nu har raget til sig.

Noget helt fantastisk er dog, at Alfred klarer det hele så godt. Han er stadig glad og leger og griner. Det er mest når aftenen falder på og om natten han er særligt mærket.

Derfor valgte vi så at blive på Fyn nogle ekstra dage I julen, for der var lidt flere hænder og lidt flere legekammarater. Og altid kaffe på kanden.

Jeg savner flere hænder i vores hverdag. Jeg gad virkelig godt at vores forældre var tættere på. Men der er lange betalingsbroer mellem os, og jeg synes det er svært, især i tider som disse.

Vi tog til Fyn juledag, og havde egentlig tænkt os at tage hjem dagen efter, men han fik høj feber, efter en uge med hoste og en hvæsen i luftvejene. Så vi tog til vagtlægen og fik hans diagnose. Og så ellers glædelig jul.

Julen gik dog rigtig godt, og Alfred holdt sig vågen helt til 21.30. Men det gør han nu også for tiden. Det er en ekstra gevinst til hans sygedage. Vi kan ikke få ham til at sove før mellem 20-21-tiden.

Det er mega nederen, for vi får ikke vores aften-tid. Tiden som de fleste forældre vil skrive under på, som værende den mest nødvendige tid på dagen for at overleve at få børn.

Jeg ved godt at det er én lang klagesang. Og at det måske er ret irriterende læsning. Men det er jo vores hverdag som den ser ud lige pt. Og jeg kan ikke rigtigt berette om festlige juledage og hjemmelavet konfekt.

Jeg håber dog at vi snart er omme på den anden side! Og at der bliver lidt mere overskud. Har masser af hængepartier og masser af opgaver. Men nu har nogen lige lungebetændelse. Og tynd mave. Og så er jeg sulten. Og træt. Jeg laver mig en kop kaffe. Sådan cirka nummer 1000 I dag. Gaaaaaaab.

I dag var jeg ude og gå en lang tur med en god veninde. Som så ofte før gik vi på Assistens. Kender efterhånden stedet, som var det min egen (lidt store) lejlighed.

Vi snakkede om det der Morskab. Om at blive mor. Om hvordan det føles og om tyngden. Den massive rygsæk man får på. Om hvordan fædre nok ikke får udleveret samme størrelse rygsæk. En mindre én, måske, en der har lidt andre detaljer og funktioner – men ikke den samme. Og om hvordan tyngden kan virke enorm.

Vi snakkede også lidt om stress. Om hvordan jeg har det lige for tiden.

Jeg har det tungt.

Jeg kender alle signalerne, alle tegnene på hvornår min krop og min psyke har fået for meget – og jeg er helt udmattet. Mentalt. 2013 har været det vildeste år i mit liv. Jeg er blevet mor.

Jeg tager mig selv i, oftere og oftere, at blive decideret vred når folk nævner ordet ‘fødselsdepression’. Ja, jeg er stresset – og har også været det i perioder efter Alfred er kommet til. Og ja, jeg er også mere ked af det. Men jeg er blevet mor. MOR. Dét i sig selv er en fuldstændig vanvittig ting, og nej! Gu kan jeg da ej følge med. Ikke mentalt.

Jeg tager mig selv i dagligt, at være helt og aldeles overvældet over det lille liv vi har rendende. Hver eneste dag er en marathon i Hverdag med Barn. Hver eneste aften er jeg udkørt, fyldt op og klar til at sove 24 timer i træk. Og hver eneste morgen vågner jeg op (ikke efter de 24 timer, desværre) og er på underligste vis klar til endnu en dag. Det er sindssygt!

Hold nu KÆFT det er vildt at have et barn.

Han er intet mindre end fantastisk. Det bedste der nogensinde er sket i mit liv. Jeg føler mig velhavende på et plan, jeg aldrig har oplevet før. Tænk at man har fået lov til at sætte sådan en størrelse i verden.

Det jeg stresser over, udover alle mulige praktiske ting vi skal have styr på før jeg kan få det bedre, er Alfred.

Den evige frygt. Der må ikke ske ham noget. Der må ikke ske os noget. Så sent som i dag, da jeg kommer gående på vores vej, kan jeg mærke frygten for at der skal ske mig et eller andet. At vi bor i en fucking ghetto, hjælper selvfølgelig ikke på det, men kender I det ikke?

Man har lyst til at have et kæmpe blinkende skilt på sig, hvorpå der står JEG ER NOGENS MOR.

Så der ikke er nogen der gør en noget.

Stod det til mig, så skulle min kæreste eskorteres til og fra arbejde i sådan en hvid varevogn, med højtalere der siger JEG ER NOGENS FAR, PAS PÅ MIG OG KØR ORDENTLIGT! Angsten for, at nogen gør min lille familie noget, er enorm.

Det er derfor alt er så hårdt. Byrden, den kæmpe rygsæk – den er tung, unhandy og pisse træls. Og jeg mindes ikke at det stod i nogen som helst baby-bøger. At man aldrig bliver normal igen.

Jeg siger ikke at man ikke kan få en fødselsdepression. Jeg siger bare, at Morskab er fucking sindssygt. Og jeg vil gerne være typen der råber højt og skingert, at MAN BLIVER GAL AF AT FÅ BØRN. Og at det kunne være super, hvis man fik det af vide allerede i graviditeten. Måske endda I pjece-form.

At man godt kan regne med en mental rygsæk af dimensioner. Og at man gerne må flæbe, og undre sig over, hvor man selv blev af midt i det hele.

Jeg er ikke deprimeret. Jeg er ikke (faretruende) stresset. Jeg er bare blevet mor. Og det gør ondt!

 

 

66 kommentarer

  • Anonym

    Synes simpelthen ikke, at du skulle have været mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Det var dog en tarvelig kommentar.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lea

      Hold kæft det er sjovt!
      Og sandt!
      Men mest sjovt!
      Og så måske alligevel mest sandt…..
      Og hvor er det fantastisk befriende at læse om andre som har tænkt/følt og sagt PRÆCIS som en selv!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du er da en KÆMPE klaphat af dimensioner!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kir

      Og du burde ikke have adgang til internettet. Eller andre mennesker i det hele taget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • T

      Shit hvor er du vild at skrive sådan en kommentar, håber karma bider dig i røven en dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh gud… folk der er så snæversynede og så blottede for empati og situationsfornemmelse, burde ikke få adgang til internettet før de har fået tillært sig nogle menneskelige egenskaber. Hvor er det kujonagtigt at gemme sig bag “Anonym”. Pissehamrende tarveligt faktisk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Toya

      Wauw, sikke en kommentar. Fedt at kunne sidde anonym bag skærmen og skrive sårende kommentarer uden at vise ansigt, YNKELIGT.
      Jeg håber vitterligt at din dårlighed vil ramme dig direkte tilbage i fjæset. I øvrigt er Trine i min optik en fantastisk mor, og i virkeligheden sindssygt sej. Hun siger nemlig det de fleste andre mødre tænker men ikke tør fortælle andre.
      Hvor er du bare en taber med stort T.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine W

      Undskyld at jeg kommer til at lyde som en på 90… Men nu har jeg da aldrig kendt mage til uforskammet opførsel! Jeg håber inderligt, at anonym er nogle forvirrede tweens, der “har lidt sjov” på nettet. For hvis det er en oprigtig holdning fra et voksent menneske, så trænger vedkommende til at få et virkelighedstjek og lære nogle sociale kompetencer…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du er sku tarvelig

      Det at blive mor er ikke noget man kan forberede sig 100% på, og det så kommer bagefter kan være enormt trættende. Det vigtigste er at hun er der for sit barn, og sørger for en god opvækst. Det tror jeg på hun gør. Så alt det svære bliver luklet ud her over bloggen. Det gør hende ikke til en dårlig mor, men en ærlig en, der er så heldig at have et sted at komme af med alt det hun trænger til at komme ud med. Så kan hun forhåbentlig få lidt ekstra overskud til sin søn. Jeg synes det er fedt hun tør dele sine tanker og følelser. Og jeg synes du er total ufed for at komme med sådan en kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære ‘Anonym’

      Jeg synes simpelthen, du skal overveje hvordan du kommunikerer, og hvilke spilleregler der er for hvad man kan og særligt ikke kan tillade sig at sige eller skrive til andre mennesker.

      Simpelthen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Du er da et dejligt, empatisk menneske. Jeg vil nu mene at Alfred er beviset på det modsatte. Han ville ikke være en tilllidsfuld, glad og energisk dreng, hvis ikke lortemor var i stand til at passe godt på ham og faktisk er en “go’mor”.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Syntes simpelthen det var så dumt skrevet. Kæmpe idiot anonym 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stephanie

      Fy for fanden, håber ikke du selv er eller påtænker at blive forælder, når dette er måden du kommunikerer med omverdenen på. Hvilken sølle egenskab at videregive!
      Trine, respekt for dig og din fantastiske og ærlige blog – og også for din måde at håndtere ovenstående usle kommentar på!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Elena

      Anonym er tydeligvis ikke mor.

      – Lortemor, du gør det godt! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Tak – bare tak for dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har læst det hele! (: Tak for din ærlighed. Har vist ikke mere fornuftigt at skrive. Jeg bliver selv mor om 2 mdr og ANER ikke hvordan det bliver, så jeg kan ikke dømme nogen. Men jeg synes det letter forventningspresset at nogen tør være så ærlig som dig, og jeg tror det kan hjælpe mig til at byde alle følelser velkomne, som ikke bare lige er lykke-følelsen, i stedet for at starte en krig mod dem. Og det tror jeg er et godt udgangspunkt! Så tak

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alna

    FANTASTISK!!!! Intet mindre. Fantastisk en endelig fortæller den ærlige og rigtigt måde, hvordan det er at blive forældre. Blev selv mor som 21 årlige. Alenemor. Kolik, dårlig nattesøvn og en konstant træt mor der bare var en skygge af sig selv. Blev dog bedre anden gang (og mor var blevet lidt ældre og moden) og en mand det kom hjem engang imellem (rejsearbejde). Det er desværre blevet totalt tabu at snakke om den sande side at morskabet. Alle skal sgu være så spelt-jeg-kan-alt-agtigt. Det er pisse hård og vi glæder os til de flytter hjemmefra. Men i sidste ende er det jo det hele værd. Djævleynglet er jo ret så søde og skønne alligevel (når de sover) 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kir

    Det er bare så dejligt, at der er flere af jer, smukke mødre, som skriver så ærlige blogs. Jeg har ikke selv børn endnu, men jeg får virkelig meget ud af at læse indlæg som det her, fordi det handler om realiteterne og bagsiderne, ikke kun det lyserøde (og -blå) og det er virkelig dejligt, at I er ærlige:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Det kunne såmænd have væretmine egne ord. Det hele. Næsten
    Derfor – TAK for fanden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Jeg er gravid med første barn med ankomst til jul – og synes det er fantastisk at du skriver så ærligt om det, omend jeg bliver lidt panisk ved tanken om at jeg også skal være det der mor til en på et tidspunkt som er lige om snart 🙂
    Men er også træt af folk som kun skriver om at det er det bedste i verden og bla bla bla.. Så tak for den realistiske indsigt i din verden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Som modvægt til den første kommentar, vil jeg bare sige:
    Jeg havde nok aldrig klaret alt det her moderskabs forbudte tanker inde i min hjerne, hvis jeg ikke havde haft din blog, der modigt men helt oprigtigt afsikrede ventilen.
    (Og jeg har aldrig – som i ALDRIG) kommenteret hverken her eller på nogen anden blog før. Men den kommentar, var sgu for nederen! Hvis jeg ser dig på Skydebane-legepladsen, kommer jeg og giver en mamma-highfive)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica

    Hej Trine, jeg har nu fulgt din blog i et stykke tid, og jeg sætter så meget pris på din ærlighed, og det at du ikke pakker noget ind (som jeg synes mange mange andre blogs efterhånden gør). Du er bundærlig, og det er en gave! Tak 🙂 Denne blog er din, og tarvelige kommentarer hører ikke hjemme her. Din blog og dig er nemlig for nice!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Jeg synes du lyder som en FANTASTISK og ærlig mor!!! Heldige Alfred!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj
    Siden  ·  Svar på kommentar
  • lena

    Sidder og tænker hvordan en “RIGTIG” mor i den anonymes øjne skal være?? For for mig Trine – der er du en RIGTIG mor…og det helt uden anførselstegn!!! ;o) Du føler, du mærker, du reagerer, du er tilstede og tager din egne handlinger og dit liv løbende op til revision – alt sammen samtidig med du tager vare på Alfred og gør alt i din magt for at det lille menneske trives. Det er en vild rejse at blive mor – og den ender sgu aldrig. Har selv kun været det i 2 år og bliver lige overrasket gang på gang når en ny situation opstår. Men det betyder jo ikke, at man ikke knus elsker sit liv og dem der i det….. for det gør man jo – på trods af at rutsjebanen går op og ned hele tiden. Men er det egentligt ikke bare en del af livet??
    Tak fordi du er dig – hudløs ærlig her på bloggen. Derfor følger jeg med herinde og ikke andre steder…
    Go dag til dig….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mandy

    Spot on! Tak for et fantastisk indlæg. Her gik man og troede man var den eneste der havde det sådan! Ærlighed kommer man længst med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Jeg kan huske, at jeg tre dage efter min fødsel bare var helt alene, fordi min studerende kæreste jo ikke lige havde to ugers barsel. Og ungen kom en uge over termin, så mine tanker om at være sammen den første tid, de røg sig ligesom en tur.
    Jeg prøvede at få det der amning til at fungere. Husker at det bare gjorde så ondt, men hele samfundsholdningen gjorde mig bare så stædig og jeg kæmpede (nok lidt for længe) – og til sidst lykkedes det da og vi fik et godt og langt ammeforløb.
    Men hold nu op – de der dage på sofaen, ensom med en blød baby. Træt. Sulten. Hormonel. Det er et år siden, og jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på det. For sådan skulle det jo ikke være.

    Det er pissehårdt at blive mor – og det er altså også pissehårdt at være nogens mor!
    Christine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Tak for at du kan sætte alle mine tanker på skrift.
    Det er nemlig fantastisk og vidunderligt at blive mor – og MEGA hårdt (tak kaffe).
    Specielt de der grimme tanker der bliver telepateret til farmand, når man sidder hjemme med “Umulious” og han hygger med gutterne (tankerne går lige præcis på hvordan mon rødvin nu smager????)
    Fantastisk blog og uden tvivl en fantastisk mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Har jo læst dine indlæg før men når man sidder på barsel med en SUV måneders baby rammer de lige ekstra.

    Så godt og rigtigt skrevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nattalie

    Word, you said it. Jeg kan nikke genkendende til DET HELE. Jeg har lige fået 2’eren og det er kun blevet nemmere alene af den grund at man ved at ALT går over. Bortset fra deres cuteness. Den stopper aldrig. Jo, måske om 10 år – men lad os nu bare blive i nuet. Og nuttetheden.

    Tak for dig og din ærlighed. Go girl.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nattalie

    Word – you said it. Du er max sej og forstår dig og har selv følt det hele. Er på min 2’er og det bliver kun nemmere anden gang fordi man ved at ALT går over. Det er bare en fase. Men det er vist også det eneste der er nemmere.

    Go girl, du er for sej. Tak for din ærlighed, det er inspirerende og forfriskende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Fedt, at du er så ærlig! Det mangler altså i det her land, hvor det man ser på IG og facebook er de perfekte glansbilleder..
    Skal selv være mor til januar, og på en måde er det bare dejligt befriende at høre, at det bliver hårdt, og det er også okay at synes, at det er hårdt!
    Så tak (:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Sidder foran skærmen med en kop kaffe, som jeg først for nyligt har lært mig at drikke og faktisk nyde, ville ønske at jeg havde lært det for 16 år siden da jeg blev mor for første gang. Jeg er nu mor til tre skønne unger på 16-13 og 5. Og for fanden hvor er det hårdt at blive mor men tro mig det bliver nemmere, bekymringerne bliver dog større og anderledes pludselig er det ude af ens hænder hvad de foretager sig når man ikke er i nærheden, man skal forholde sig til alkohol, byture, kærester, prævention og alt det midt imellem. Det er sindssygt hårdt for ens parforhold, men også den overlever, hvis man kæmper for det.. Jeg var alene det meste af tiden sådan ca. 270 dage om året med børn der konstant var syge og en mand der levede det søde liv (syntes jeg) selv om han egentlig blot passede sit job, men hold kæft hvor var jeg en bitter sur og misundelig kælling i de år.. Han er stadig ikke meget hjemme, men nu er han dog kun væk i sådan rundt regnet 168 dage.
    Jeg blev så glad da jeg læste dine tanker for hold op hvor kan det være svært at sætte ord på over for andre uden at blive stemplet, man hører kun om hvor skønt det er at blive mor og hvor dejligt det er og hvor nemme alle de andre børn er, men op i røven tænker jeg der nu har prøvet det tre gange og hver gang er gået gennem både himmel og helvede, men jeg tror ikke der findes en eneste god mor (hvis man skal være helt ærlig) på denne jord der ikke kan nikke genkendende til dine tanker. Det hårdeste job på denne jord er mor jobbet, men så absolut det allerbedste der kan ske. Det er benhårdt arbejde, men man får så meget til gengæld. Tak for din ærlighed
    Og husk du er ikke alene, vi er mange der har været/er samme sted som du er nu og vi er mange der deler dine tanker:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Tak Louise! Du aner ikke hvor meget det betyder! At høre sådan noget fra en, der befinder sig langt foran 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Ej jeg kunne simpelthen kysse dig! Du er fantastisk! Hvor kan jeg bare kende alle de ting du så fint beskriver! Og tænk jeg sidder her med termin om 18 dage og venter nr. 2 😀 og selvom jeg synes det virker uoverskueligt/fantastisk at skulle det hele igennem igen, så glæder jeg mig voldsomt meget! Og dit indlæg har lige gjort at jeg glæder mig endnu mere!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette R

    Fantastisk indlæg, på trods af jeg ingen børn har, synes jeg de her indlæg er vildt interessante. Og i min verden vil man altid være den bedste mor for sit barn, fordi man er den eneste de kender til! At man så kan være mor på forskellige niveauer er noget andet. Synes du lyder som en skøn mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Rigtig befriende dejlig læsning..
    Ja fandme om det er psyko hårdt at være mor. Har en dreng på 23 måneder og en lillebror på snart 4 måneder. Har tit tænkt “hvad fanden er det jeg har gjort” fy ha man bliver gråhåret af de små elsklinger.
    Men skønt at læse at du er så åben omkring dit liv. Tror der er mange bloggere og IG der får deres liv til at lyde som en sæbeopera! Har i hvert fald siddet og bandet for mig selv når de skriver at “jeg lever bare 100%igennem mit barn”wtf

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Godt skrevet-og godt jobba! Kjenner meg igjen i omtrent alt du skriver, er glad det går bedre nå. Å bli mor er bare en kjempejobb! Takk og lov for vuggestue (barnehage).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anonym

    Spændende indlæg, der er rart at læse, fordi der nuancerer moderskabet.

    Jeg har nogle tanker, som jeg vil skrive i den bedste mening. Håber det er ok, at jeg taler lige ud af posen.

    Du beskriver bitterheden i forhold til din kæreste. En bitterhed som jeg mærkede en del til i starten af forældreskabet. Og som jeg sgu også tænker kan være ret berettiget, selvom det er en træls følelse at have. Jeg synes det lyder som om du har været en del alene. Der har sikkert været gode grunde til det. Personligt har jeg flippet en del ud på min kæreste over, at måtte tage ansvar for vores dreng for langt ud på aftnen ved overarbejde. Det er pisse hårdt at være på hele tiden, være alene, være begrænset. Det synes jeg ikke har været ok. Og min kæreste har derfor måttet begrænse sit arbejde, så han kunne aflaste mig. Du og Svenne har sikkert gjort det rigtige, men jeg synes din reaktion på det lyder ret forståelig.

    Noget andet, der er pisse interessant, er den udvikling, der har været fra, at du ikke mente din reaktion var tegn på depression til at du på det seneste er gået mere den vej i din forståelse af det hele. Kan ikke lade være med at synes, der var noget stærkt i, at du dengang ligesom påkaldte dig retten til at have det svært, uden at det skulle kaldes en depression. Fastholdt at det var en normal reaktion på en pisse stor forandring i livet. Og selv om det sikkert er totalt misforstået, kan jeg ikke lade være med at føle, at du har ‘overgivet’ dig til en ’sygeliggørende’ forklaring på nogle forståelige følelser og tanker. Hvordan tænker du selv om det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Det her blogindlæg er simpelthen fantastisk! Jeg har fulgt dig i lang tid efterhånden og jeg kan kende mange af skriverierne fra tidligere indlæg, og det der skinner allermest igennem er den kolossale udvikling der er sket både med Alfred, kæresten og især dig siden du skrev det her! Og hvor er jeg bare glad på dine vegne. Det er helt tosset, at jeg sidder og bliver rørt på et fremmed menneskes vegne, men jeg synes simpelthen du er noget af det sejeste! Bedre mor kunne man ikke ønske sig tror jeg! Du formår at gøre tabu til virkelighed. Moderskabet er ikke pastelfarvet med designermøbler og de rigtige fotofiltre.
    Keep up the good work!

    Ps. kære anonym: må din røv klø og dine arme være for korte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Ærlighed <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Jeg tilslutter mig Nina’s kommentar 100 %. Godt skrevet.
    Lortemors lange indlæg er hudløst ærligt og præcis sådan havde jeg det selv engang som nybagt mor. Det er SÅ fint formuleret, det går lige i hjertet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Kære Trine
    Er den heldige mor til to dejlinger på 4 og 7 år. Det er det hårdeste job ever, men til enhver tid også det fedeste.
    Du beskriver “mordommen” på en absolut medrivende og hudløs ærlig vis. Tænker vi er flere der kan nikke genkendende til dine betragtninger.
    Jeg er helt sikker på, at du mestrer jobbet ligeså fint som alle andre med de ups and downs der er, og lad dig for alt i verden ikke gå på af en totalt lowlife kommentar.
    Solen står op igen i morgen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Du gør det fantastisk! – Alfred er et meget heldigt barn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    “Jeg har det i hvert fald som om, at jeg har været på arbejde hver dag i 10 måneder – uden en eneste fridag.” – Det er lige præcis sådan jeg har det nu!! Og så endda på det mest crazy job, hvor man ALDRIG kan forudsige hvad dagen kommer til at bringe. I går stod ungen fx. lige så fint og sked midt på stuegulvet mens han beundrede (og tissede) på sit nye regntøj… og det er så her det er heldigt at man efterhånden har fået et fuldstændig sindsygt (og egentlig ret ulækkert?!) forhold til lort… De er sgu både alt for skøre og alt for dejlige de unger!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Jeg har læst det hele! Fed læsning 🙂 Jeg har snart været mor i 6 måneder, og kender mange af tingene – dog ikke alle. Det er forskelligt for alle hvordan det opleves at blive forælder, men jeg synes det er fint at få et ikke-så-rosenrødt perspektiv også. Jeg har dog ikke fundet de første 6 måneder så hårde, kun periodevis. Frygter dog at det kommer. Generelt føler jeg at frygt er noget der følger med moderskabet. Og nu gruer jeg virkelig til vuggestuestart 😉 (Samtidig som jeg også glæder mig lidt, shhh! 😉 )

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • aina

    Jeg får sku helt ondt i maven over sådan en taber kommentar. Helt ærligt! Sådan en røv. Jeg synes du er genial, Trine. En god mor og en god kæreste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Jeg synes det er et skønt indlæg Trine, som jeg ved rammer hovedet på sømmet for mange nye mødre. Jeg får dog lyst til at skrive (som en kommentar til kommentarerne, ikke til dit indlæg Trine) at det er altså ikke ALLE mødre, der har det som Trine. Nogle (ja, mig :-)) synes ikke det var røvhårdt at få barn, følte sig ikke ensom og elskede barselsperioden. Nej, alt er ikke rosenrødt og fantastisk hver eneste dag, jeg kender faktisk ingen mennesker (børn eller ej) der har en sådan hverdag! Men grundfølelsen kan godt være glæde og lykke uden at det er et opstillet billede som skal vise alle andre hvor fedt man har det. Og jeg synes egentlig at vi burde være bedre til at acceptere, at det rammer os forskelligt, det med at få de unger 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej Trine

    Har aldrig kommenteret før, men gør det nu udelukkende på grund af den første kommentar fra anonym.
    Læser med stor forståelse og interesse din blog.
    Er selv mor, og kender også til mange af de følelser og tanker du beskriver.
    Sejt at du formår at og tør stå ved det, som det er. Det er en sund og, tror jeg, meget konstruktiv måde at komme igennem det på. Det er ikke altid en dans på lutter lagkage, men du gør det fucking godt. Du er til stede i det, du resonerer over de ting der sker, du sætter ord på dine følelser og frustrationer, og det er sgu meget menneskeligt!
    Stort knus og High five til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • kristine

    Jeg tror egentlig at mange bare ikke vil indrømme at de har mange af de samme tanker som dig trine, om at blive og være mor. Jeg har hvad mange kalder et “nemt” lille barn og jeg synes sgu stadig det er benhårdt at få parforhold, arbejde,venner, søvn og overskud (osv osv) til at gå nogenlunde op 😉 du er befriende, ærlig og modig, mere end nogle andre “mor bloggere” synes jeg og det er vel derfor så mange trofast følger og støtter dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    “Anonym” med den meget kedelige kommentar er bedre kendt som en Troll. De skal ties ihjel 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Åhh hvor er det dog dejlig befriende at læse!! TAK, mange tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg blev lidt ramt, på den ufede måde. Som ufrivilligt barnløs beskriver du alt det jeg DRØMMER om… Men jeg ved jo samtidig godt, at din virkelighed er din virkelighed og ikke har en skid med min barnløshed art gøre… At du netop skildrer din verden, på godt og ondt… Og at jeg kan lave mine egne indlæg om barnløshed hvis jeg har lyst. Så på trods af misundelse herfra, så tak for et fint,ærligt og selvironisk indlæg….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Gv

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et fantastisk – sjovt og sandt indlæg 🙂 . Jeg elsker at følge med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ved præcis hvordan du har det!! Blev selv mor i en af verdens dyreste byer så udover at alt hjælpen var over 1000 km væk hjemme i DK så er børnepasning og husleje helt ubeskrivelig dyr. Så det var ikke lige det nemmeste tidspunkt i mit liv at blive mor på udover jeg havde en forfærdelig graviditet og arbejdede op til en uge før samt ikke sov de første fem måneder efter min datter var født!Heldigvis nåede jeg lige at sove en måned før jeg skulle tilbage på job igen!Der har godtnok været mange gange hvor jeg har haft lyst til at løbe væk fra det hele men min kæreste har heldigvis haft mulighed for at være der en masse så det har virkelig hjulpet. Herovre i UK har det også hjulpet når man går ensom på barsel at man kan gå i children centre hvor man kan få sit barn passet i creche mens man går til yoga, syning eller andre kurser i et rum ved siden af hvor de bliver passet og så endda gratis! Kæmpe hjælp og på den måde møder man også andre mødre man kan ses med efterfølgende. Det var også lettere at starte i vuggestue når man allerede havde fået sit barn passet en time eller to på denne måde. Det burde de havde i DK. Jeg blogger om mit liv bla som mor i London på http://www.beyondstyleabroad.blogspot.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu skriver jeg sikkert noget, en aller anden har skrevet. Jeg orkede ikke at læse mere efter første kommentar (gaaaah!!!)

    Jeg ved også at det er længe siden du skrev det her indlæg, og at du sikkert er kommet en slags videre.
    Jeg ville bare gerne fortælle dig at du er HELT normal i min bog. Jeg er 26 og nogens mor, og det er freaking hårdt. Det ER det.
    Jeg elsker også min klump uendeligt, men død og helvede hvor bliver jeg sær hvis jeg ikke har mig-tid.
    Barsel er pisse ensomt, og jeg var ved at blive kvalt til sidst. Min søn er to år nu, og jeg holder endnu mere end nogensinde på min ret til at “være i fred” – bare en gang imellem ikk?

    Du er verdens sejeste mor. Du dokumentere din søns liv til mindste detalje, og kærligheden lyser ud af dine ord, på mig virker du super dedikeret, og begge dine mænd er heldige at have dig.

    Det er ikke altid regnbuer og sommerfugle med børn, og når nogen tør sige det højt, så har de min dybeste respekt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Så fik du mig helt 🙂
    Beskrivelsen af din barsel minder åh så forfærdelig meget om min egen. Bortset fra at jeg oven i hatten var isoleret på Island fordi det lige var der farens arbejde var dengang. Det mest mærkelige for mig er, at selv om jeg var mega træt af det hele dengang, så savner jeg alligevel at have lidt mere fri sammen med ungen nu. Can’t have it all åbenbart.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Enig med Helena.
    Tak for dig!
    Jeg har 2 måneder til termin og har brug for at læse sådan noget her. At det blir hårdt, men at det er OK.
    Gennem alle dine “negative” indlæg, mærker man tydeligt kærligheden i jeres lille familie – Og den glæder jeg mig til at mærke 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] med blogbogstaver når hun ønsker at udtrykke råben: “I do not give a SHIT” som ses her. Hendes struktur fremstår nogle gange rodet, med beskrivelser som “stream of […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] med blogbogstaver når hun ønsker at udtrykke råben: “I do not give a SHIT” som ses her. Hendes struktur fremstår nogle gange rodet, med beskrivelser som “stream of […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Random facts om Alfred.