Bolig Kælling.

Jeg synes at moderskabet koster dyrt.

Især på veninde-fronten. Det skyldes ikke engang at jeg kun har venner uden børn. Faktisk er 90 % af mine venskaber nogen, som alle hænger på eget afkom.

Jeg har aldrig været hende som havde en kæmpe omgangskreds. Faktisk kan det tælles på en enkelt hånd eller to, hvor mange søde damer der er mine venner-venner. Og jeg har ikke 10. Men måske mere end 5.

Mine venskaber har i dén grad lidt under mit moderskab. Under min depression. Under min træthed og under min ugidelighed.

Jeg har fået fantastiske bekendtskaber de sidste 2 år – gennem bloggen, gennem moderskab, gennem arbejde og gennem andet.

Og så er der dem, som stadig hænger ved, trods manglende respons på Sms’er, opkald og mails. Dem som jeg har kendt siden jeg havde pindsvine-hår og gik i Buffalos. Dem som jeg røg de første smøger med, og dem, hvis forældre kørte os hjem efter hal-bal og dem jeg delte hemmeligheder med, når vi havde stiftet bekendtskab med drenge, tissemænd og kunsten at gå i folkeskole. Oh, the horror.

Jeg har ikke været en god veninde længe. Faktisk har hver dag handlet om ren og skær overlevelse. Jeg kan skrive under på, at jeg er en dårlig kammerat, og at jeg på ingen måde lever op til at være nogens veninde. Men nu har jeg det engang sådan, at venner og veninder er den familie man selv vælger. Og familie forsvinder ikke bare sådan lige. Derfor ved jeg også, at dem jeg har – de er der. F.eks håber jeg at de er der, når vi snart flytter og får os det hjem vi har manglet de sidste 2 år.

Jeg håber at de er der, nu hvor hver dag ikke længere er en kamp.

Jeg håber, at f.eks Mette og Vera stadig gider at mødes – selvom jeg ikke har været skide nærværende længe. Og jeg håber at Nanna, min eks-punker veninde stadig gider tage telefonen, selvom der kan gå 2 måneder mellem vi taler sammen.

Jeg håber at alle mine fantastiske blogger-moms gider at lege, selvom jeg ikke deltager i det ene event efter det andet. Jeg håber, jeg håber, jeg håber.

At Bedste stadig gider drikke kaffe, selvom der går 3 måneder i mellem..

Jeg synes det er mega svært at holde venskaber ved lige. Især når alt ens overskud går til børnene. Jeg kan godt mærke at alt bliver lettere. Tro mig. En to-årig er væsentlig mindre belastende end en et-årig. Men stadigvæk.

Jeg håber. Jeg håber.

Hvordan har I det? Hvordan går det med jeres venskaber? Er det bare mig der synes det er svært at vedligeholde?

20141123-171141-61901550.jpg

32 kommentarer

  • Åhh du kan tro, jeg kender følelsen. Jeg er begyndt at mødes med mine veninder på halvvejen – altså dem der bor 1,5-2 timers kørsel væk. Så kan vi nyde tre gode timer på en restaurant en hverdags aften, hvor mændene tager sig af børnene. Det giver så meget nærvær. (Men det er stadig kun hver 2.-3. måned…

    Mvh Marie fra http://www.krøllerier.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vil ikke sige at de veninder jeg har engang kan telles på en hånd:o Er ALT for dårlig til det – og prøver virkelig at skjerpe mig.. Men det er sq også lidt svært når man står som 26årig og skal skabe en ny tilværelse som alenemor i et fremmed land>

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat211

      Kender det godt..er lidt selv i samme situation. Man ved ikke engang hvor man skal starte når man er et nyt sted 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maija

      Det er svært at starte i et nyt land. Det er som om man skulle have været sammen til roskilde og efterskole for at blive rigtig tætte veninder. Jeg har opgivet håbet om bedste veninder i dk. Jeg har til gengæld mange gode bekendte. Men det er ik det samme.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, du er den sødeste!
    Du slipper ikke så let af med mig endnu

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg har indenfor det sidste halve år sagt farvel til en veninde, en veninde gennem mere end 15 år. Ikke et farvel hverken hun eller jeg har sagt højt, men jeg har sagt mentalt farvel. Kontakten med min bedste veninde er stoppet. Bum. Punktum. Dét at erkende, at vi er vokset fra hinanden, eller at jeg er vokset fra hende, krævede lang tid. Men hun mødte en mand, og hverken ham eller hende kunne finde ud af, at hun også skulle have plads til andre i hendes liv end ham. Det kostede hende venskabet med mig og flere af vores andre fælles veninder. Det værste er, at hun nok ikke har forstået det endnu…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Mette gider stadig ses 🙂 En gang kaffe og en krammer er hvad vi trænger til. Jeg er der stadig også selvom det ikke bliver på den her side af nytår. Kys og krammer til dig og resten af familien! I er søde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kender det også alt for godt! 🙂 Min mand er ikke den store fan af godnathistorier, et ritual jeg virkelig nyder. Så derfor er jeg begyndt at indlæse godnathistorier – så børnene stadig kan få deres godnathistorie før puttetid, hvis jeg skal noget med veninderne 🙂 Det giver bedre samvittighed. Men før man kommer ud af døren, kræver det stadig man tager sig sammen til at få lavet aftalen… 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Åh jeg kender følelsen af at føle sig som en elendig veninde. Jeg prøver virkelig men det er virkelig svært.

    Jeg havde også troet at dem jeg havde kendt længest og kendte hele min livs historie, var dem der ville være der i tykt og tyndt. Men sådsn var verden ikke. Først flyttede vi i forbindelse med min mands arbejde da vores søn var ti måneder. Det gav første hak. Men vi holdte kontakten, inviterede til fødselsdage og til barnedåb. Sidst vi sås var sommeren 2013 til min datters dåb. I mellemtiden sker det at vi finder ud sf vores dreng ikke bare har det lidt svært, han er markant anderledes end lillesøster. Det bliver mere og mere tydeligt og så bliver hele møllen med børne psyk, psykologer, sagsbehandler, konsulenter osv sat i gang. Jeg melder lidt pas for det er sgu hårdt. I foråret 2014 får min søn sin diagnose. Jeg var og er i en eller anden form for sørge tilstand. Vi skrev til de nærmeste og de fleste tilbød hjælp. Men ikke mine ældste veninder. Til sidst konfronterede keg dem og jeg fik de tammeste undskyldninger i verden. Venskabet sluttede med sætningen “vi sybtes alligevel ikke vi er så tætte mere!”

    Jeg er stadig vildt såret og har mest sf alt lyst til at slette dem ud af mit liv. For helt ærligt hvad skal jeg bruge et fake facebook venskab til??

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kender det alt for godt Trine. Først var der bare det, at jeg blev mor som den første, så det gjorde det jo ikke særlig nemt. Men jeg prøvede og holde ved, og mistede ikke som sådan nogle veninder. Da min depression så for alvor satte ind, og der hvor jeg er i dag, ja så fylder mine veninder bare ikke så meget mere. For jeg har vitterlig ikke overskudet eller energien, til at tage kontakt og hører hvordan de lige har det? Jeg kan kun lige pt, rumme mig selv og min lille familie på 4.
    Jeg håber håber håber som du, at de hænger ved selvom jeg er fraværende. Har i hvert fald meldt ud, at det ikke er er fordi jeg ikke gider, kan bare ikke rumme det lige nu, og har da også fået flere søde beskeder, om at jeg bare skal tage mig den tid det tager – heldigvis 🙂
    Jeg tror altid, at moderskabet koster et eller andet, så er det bare at finde ud af om det er dyrt eller ej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mahsa Kjøng #trofast#følger.com#

    Hej lortemor.
    Har læst dit indlæg og kan se mig selv flere steder i teksten.
    Jeg har gået med en slags “chok” i kroppen siden Keven blev født. Nu er han 1,5mdr.
    Det som rede mig var en lang ferie i efterårsferien og en gennemgående “meditations Reading”.
    Før stod jeg fast i: mit-liv-er-blevet-berøvet-mig-pligter-mix-følelser-kaos-inden-i.
    Jeg er normalt ikke til at slå ud af kurs, men denne overvældende rolle som mor tog åbenbart pusten fra mig. Jeg så ingen veninder i det første 1år. (Bortset fra Mødregruppe, men det er jo ikke “rigtige venner”).
    Orkede faktisk ikke nogen uden børn, ville bare igennem ugen så let som det var muligt.

    Nu er jeg på den anden side. Det har gjort godt at kunne slappe af igen, selvom jeg stadig er mor og bliver krævet! Har desuden en bonus på 13år!!
    Jeg tror altid man har et valg her i livet. Jeg er pisse stædig og finder mig ikke i at jeg ikke kan få “luft,” bare fordi jeg er blevet mor.
    Jeg tog skeen i den anden hånd og har nu 3 barnepiger som jeg veksler imellem. Så har jeg på den måde en pause i hverdagen til at kunne gå ud med mine veninder.
    Det behøver ikke være den store brunch tur, hvergang. Bare det at komme væk er såå lækkert!!

    Held og lykke. Mucht ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kender følelsen alt for godt. Heldigvis går det lidt begge veje i mine venskaber, og der kan godt gå 6 mdr mellem vi ses, men der er no hard feelings. Vi ses når vi kan og har det skønt, når vi endelig er sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Jeg mistede mine to bedste veninder – den ene da jeg fandt manden i mit liv og fik det såkaldte “villa, Volvo og vovse”. Den anden forsvandt da hun ikke fik en invitation til min søns fødselsdag – hvilket jeg til dags dato stadig undres over. Dertil skal siges at jeg på det tidspunkt var lidt over 20 uger gravid, var under uddannelse og havde en dreng som fyldte 1 år. Mit overskud var ikke stor, men vi ville holde bøllefrøens 1 års fødselsdag for den nærmeste familie.

    Men som du så fint beskriver; hvis det er rigtige veninder, så er de der også om 3 mdr når du endelig finder overskuddet til det. Jeg har en veninde som jeg har delt utallige budweiser med i hendes hvide Toyota for herrens mange år siden – HUN er min ægte veninde. På trods af at vi kun snakker sammen een gang om året, så ved vi at vi altid vil være der for hinanden – no matter what.

    Men nej.. Du er ikke den eneste.. Jeg synes også det er svært – især når man har hus, mand og pseudo tvillinger..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Jeg har også måttet sige farvel til flere venskaber efter jeg er blevet mor. Det har været tætte venskaber igennem flere år, men de var blevet til envejs-venskaber. Det havde de nok egentligt altid været, men det begyndte først for alvor at blive et problem, da tiden blev mere knap og dyrebar. Det hjalp desværre aldrig at tage en snak med dem om det og den dag idag har jeg sagt farvel – men til gengæld også budt nye og bedre venskaber ind i mit liv. F.eks. har min mand og jeg indført “Spis og skrid” aftener med et vennepar, der også har små børn. Så ses vi i hverdagene fra 16.30, spiser aftensmad 17.30 og de er ude af døren igen kl. 18.30, så ungerne kan passe deres sengetid

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg har ikke børn, men jeg tror jeg er det samme sted som dig, i forhold til venskaber. Jeg er til tider en rigtig dårlig ven. Men det er i sagens natur kun over for de venner, der kræver mere af mig end jeg kan levere. Jeg har nogle meget tætte venner, som jeg i perioder slet ikke ser, og i perioder så ser lidt mere. Sommetider hænger vi alle sammen ud med vores bedre halvdel, sommetider er det en kop kaffe, og nogle gange er kun en samtale over messenger på facebook. Og det har jeg det rigtig fint med.

    Jeg synes at venskaber (også) handler om at være venner på hinandens præmisser. Jeg er til tider svær tilgængelig over for nogle veninder, og så er der andre veninder som jeg synes til tider er svære tilgængelige. Men det gør ikke vores venskaber mindre solide, eller den tid vi tilbringer sammen mindre vigtigt. Hvis det generede en af mine veninder så meget, at jeg ikke altid har tid til at ses hver/hveranden uge, at hun vil påpege det, så skal vi nok ikke være venner, for jeg har ikke det mentale overskud til at se nogen hver dag. Jeg bruger mange timer for mig selv, med min hund og med min kæreste. Det er vigtigt for at jeg kan fungere og være på i hverdagene på arbejde og på studie.

    Der skal være plads til os alle sammen. Også dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I hear ya!
    Moderskabet koster.
    Jeg har aldrig haft en stor vennekreds, det ligger ikke til mig. Jeg har ikke energien til at jonglere med så mange bolde på én gang. Men jeg investerer meget i de venskaber jeg har. De er mig inderligt dyrebare. Jeg har også måttet sande, at nogle venskaber ikke er meant to last a lifetime, mens andre er mere sejlivede end jeg troede. Nu er det sandt at sige ikke kun moderskabet, der har kostet venskaber for mig, der har været udskiftninger på andre tidspunkter også. Men det er bestemt en skillevej, når man bliver mor og har nogle veninder, som er et helt andet sted. Men måske er det bare sådan som det er meningen det skal være.
    Jeg har veninder, som jeg stort set aldrig ser, men som jeg VED, jeg er veninder med alligevel. Deres kærlighed “tåler alt, udholder alt…” og så har jeg fået nye veninder, på grund af moderskabet, og de er fuldstændigt uundværlige. Og dem regner jeg med at følges med gennem de næste mange ups and downs.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kender det bare alt for godt, det der med venskaber der glider ud i sandet, fordi begge parter ikke får investeret den rette tid. Kender simpelthen ikke de gyldne guldkorn, men man må gøre hvad man kan både for børn/barn, mand, job, veninder – sig selv…!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der er ingen mødre til små børn, der forventer, at man ses ofte. Jeg ser min tvillingesøster en gang om måneden, hvis vi gør os umage, men jeg elsker hende alligevel. En øl og en god snak – om det så er fire gange om året: det er guld værd <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Jeg oplever,at blive valgt fra, fordi efterhånden er den eneste uden barn. Det gør ondt, meget ondt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christel Skov

    der er så meget vi gerne vil nå hele livet… Og for mig er mine venskaber en god ballast, og især når krisen kradser. Jeg er dog ikke den bedste veninde eller søster altid, for jeg er nok MOR all time. Har fået barn ret sent i livet og får kun den ene, en sorg men samtidig den største glæde i mit liv. Kunne nok godt bruge mere rid på veninderne men med et lederjob og en søn på to så prioriterer jeg at bruge min fritid med min søn så længe han gider. Plejer mine veninder lidt på langdistance og telefon, og oplever forståelse herfor!

    Held og lykke med jeres flytning @lortemor!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hm, jeg har meget få venner tilbage. Mine veninder, de kunne ikke overskue at jeg kom i fast forhold for 4 år siden, og efter jeg fik barn? Så hører jeg ikke dem længere, heller ikke når jeg selv tager kontakt. Kun ‘ja, vi må finde ud af noget’ aka, det sker ikke. Men sådan kan det vel gå, når man er den første, der forlader ‘gå-i-byen-5-dage-om-ugen’ livet. Jeg savner ærlig talt flere veninder, så bare det, at flere skriver, at de gerne vil lege, det skal du være glad for 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Bestemt ikke den eneste. Jeg er i samme båd! Flere og flere af mine veninder for børn, men de bor i Århus og jeg i København. Jeg har vel 2-3 sådan rigtig gode veninder tilbage, der ville dukke op midt om natten hvis det brændte på på den ene eller den anden måde – 2 mødre og 1 single. Men det er bedre end ingen og vi gør vores bedste, også selvom det langt oftest bliver pr. telefon. Men overskuddet er der bare ikke. Til gengæld er det så helt fantastisk dejligt når vi endelig ses 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Du er ikke alene. Jeg kender så godt følelsen af at være en dårlig veninde, fordi jeg igen igen ikke orker at sludre en halv time efter en lang arbejdsdag og en unge, der kræver alt for meget af ens energi. Når klokken har passeret sengetid, har jeg kun lyst til passiv underholdning og eventuelt at snakke lidt med ham jeg er gift med. Og oveni hatten har jeg lige været igennem en stresssygemelding, bl.a. fordi jeg altid dunkede mig selv oveni hovedet med alt det jeg ikke nåede og orkede. Mit råd er at sige tingene som de er: “Jeg vil dig gerne, men jeg kan ikke overskue ret meget lige nu”, men lad være med at undskylde. Stress og depression er sygdomme, og man kan jo heller ikke løbe et maraton, når man er skadet, vel? Når man er stresset og deprimeret kan samvær med andre mennesker være drænende i stedet for givende. Og når man så har et barn, er der muligvis ikke mere tilbage på socialkontoen når dagen er omme. Det skal nok komme tilbage, og rigtige venner venter.
    Vi har nogle venner, som vi ser som familie. Og det holder altså, for så er man både sammen med sin familie og venner på en gang. Det kræver selvfølgelig, at mændene også kan lide hinanden, og der har jeg været heldig. Jeg kan godt lide “spis-og-skrid” konceptet, det må jeg arbejde lidt med, tror jeg.
    Desuden mødes jeg fast med en flok af mine gamle studieveninder den første mandag i hver måned. Det har vi gjort i 10 år nu, og hvis ikke vi havde sat det i system, så ville vi slet ikke have holdt det ved lige. I dag er det helt klart nogle af dem jeg bruger mest til at diskutere livets store spørgsmål med, og vi har styrken i, at vi har fulgt med i hinandens liv i mange år, selv om vi måske ikke er de tætteste veninder udenfor lige præcis den gruppe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    I hear ya! Jeg har aldrig haft mere end et par veninder og jeg har ikke børn, men derfor kan det stadig være svært! Jeg er vokset op med tre bedste veninder i barndommen, og vi har altid hængt sammen som ærtehalm, men vi er bare så vanvittige forskellige på alle punkter, det eneste vi har til fælles er historien. De to af os bor i København nu, en bor stadig hjemme på landet og en er flyttet til Aarhus. Vi læser alle fire noget meget forskelligt, og har vidt forskellige interesser. Derudover har jeg været i fast forhold i næsten fem år, og ingen af dem har nogensinde haft kærester i mere end 14 dage, og går i byen flere gange om ugen. Det gør mig som sådan ikke så meget, grunden til at jeg ikke længere prioriterer dem er simpelthen fordi de bitcher så vanvittig meget over alting – i sær mig og i særdeleshed min kæreste, for i deres verden er alle mænd nogle svin. Derudover, har de hylet meget over ikke at have set vores sidste par lejligheder, selvom de har sagt nej hver gang jeg har inviteret dem. Jeg har prøvet at forklare dem det fra min side, de undskyldte og det hjalp i ti minutter, så kørte møllen igen. Jeg har besluttet at jeg ikke længere gider tage initiativ i forhold til dem, men de kan altid komme til mig hvis der er noget eller de vil snakke, men den negative energi gider jeg ikke længere spilde kræfter på. Så vil jeg hellere prioritere mine og kærestens fælles venner, familien, og de mange søde piger som jeg går på studie med, – men selvfølgelig, den fælles historie hænger ved og er en del af mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Du har så ret – og du er ikke ene om ikke at være den perfekte veninde lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorthe

    Jeg har haft en følelse af, at det kun var mig der havde det sådan. Tak, der blev jeg lige en del lettere! Jeg kender det alt for godt. Det er først nu her hvor min søn er 3 år, jeg er begyndt at få gang i det sociale igen. Jeg har haft perioder, hvor jeg har haft så mange problemer- faren og jeg gik fra hinanden, økonomi, bolig osv., og hvor jeg havde allermest brug for vennerne, så var de der ikke. Jo til at hjælpe i en vis grad, men når jeg ikke havde overskud til andet end overlevelse, så forsvandt de. Jeg har stadig nogle barndomsveninder og en fantastisk familie, der støtter mig. Og indset at der må findes nye veninder i stedet for, at forsøge at komme i kontakt med de venner jeg havde engang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorthe

    Jeg har haft en følelse af, at det kun var mig der havde det sådan. Tak, der blev jeg lige en del lettere. Jeg kender det alt for godt. Det er først nu her hvor min søn er 3 år, jeg er begyndt at gå gang i det sociale igen. Jeg har haft perioder, hvor jeg har haft så mange problemer- faren og jeg gik fra hinanden, økonomi, bolig osv., og hvor jeg havde allermest brug for vennerne, så var de der ikke. Jo til at hjælpe i en vis grad, men når jeg ikke havde overskud til andet end overlevelse, så forsvandt de. Jeg har stadig nogle barndomsveninder og en fantastisk familie, der støtter mig. Og indset at der må findes nye veninder i stedet for, at forsøge at komme i kontakt med de venner jeg havde engang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • KLK

    Kender det hele – dejligt du lufter ud – OFFENTLIGT! … (Tak – vil helt sikkert følge din blog her under min anden barsel m baby og storesøster på sidelinien…!) Men … Må lige kommentere, at En 2 1/2 årig er mere besværlig end en 1årig …!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • aviaja

    Hej dejlige mødre,

    Jeg må sige at det er også “svært” at være veninder med jer mødre. Jeg har haft et par veninder der fik børn, og de var skrækslagende for at jeg ville skubbe dem væk, fordi at vi havde en forstillig om, at vi havde mange år endnu hvor vi bare skulle gi’ den gas. Og når de endelig fortalte at de var gravide, blev jeg jo mega glad for deres vejne. Hvor var det bare dejligt for dem.! Og mente det seriøst. Da barnet så endeligt kom, og mødtes med dem, og at de mente alt selvfølgelig ville være det samme og bla bla bla.. Det blev det bare ikke.. Jeg prøvede virkelig at holde kontakten og forståelsen for at der nu var et andet dejligt menneske i verden. Men det virkede nu bare som om at det var dem som ikke kunne slappe af, jeg vidste da godt at der kunne gå lidt mellem samtalerne. Det var faktisk dem der skubbede mig væk, og blev pinlige over at der gik så lang tid imellem, at de gav op, selv om jeg så kontaktede dem og spurgte om det ikke snart var på tide med den kaf’.. Så please lad nu vær med at være bange, grib nu bare ud! Vi elsker jer alligevel, ellers ville det ikke hedde veninder.. Vi ved ikke hvornår det er passende og hvornår lille viggo skal til at ligges i seng.. Det I skal i fortælle os..

    Krams og kærlighed

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] et stykke tid siden ovre hos Lortemor læste jeg et indlæg om veninder, der fik mig til at tænke på mine egne veninder. Jeg synes […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nej! På ingen måde, jeg har det på samme måde. Jeg skal VIRKELIG huske den struktur og få åbnet den kalender så der kan komme aftaler i. Ellers “æder” de kære unger, arbejde og familielivet tiden. Og for hulan det er fedt når man så får sig en venindedate! Jeg kan glæde mig til at mødes i ugerne op til og glæde mig over og leve højt på oplevelsen i ugerne efter!

    Mange hilsner Hanne https://ligetil.wordpress.com/

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bolig Kælling.