Ud med barn og moderkage. Ind med angsten.

730 dage.

Mandag har ramt, efter en helt vildt dejlig weekend.

Vi fejrede Alfreds fødselsdag både lørdag og søndag, fordelt lidt mellem familie og venner. Det var de bedste dage med gode mennesker – og vi havde heldigvis holdt standarden lav, så vi ikke skulle stå i køkkenet og lave mad, men i stedet bruge tiden rundt om bordet med vores gæster. Vi fik de lækreste kager, lavet af den dygtige og søde Maja. Tjek lige hendes syndige blog ud.

Alfred sov fra det meste af festen lørdag, da han tog en lur på næsten 3 timer ude i haven. Egentlig dejligt nok – forstået på den måde, at vi så bare kunne være sammen med familien og hygge om dem, og så vente på at Bøffen vågnede – helt frisk og glad.

Han blev badet i opmærksomhed, kys og kram af begge hold bedstemødre og han var i sit és, da Svenne og jeg sneg os ud og spise om aftenen, lørdag.

Vi havde bestilt bord på Condesa – virkelig, virkelig lækkert mad. Kan klart anbefale stedet. Dog havde vi valgt et bord helt nede i hjørnet af restauranten – lidt uheldigt for mig, da vi tog os et par alvorlige snakke om kærlighed, familie og fremtid. Tror hele restauranten må have været forvirret over mine tårer!

For at uddybe det en smule, så ved alle jo efterhånden at vi har kæmpet og kæmpet for at få ro i vores tilværelse. Vores kæresteforhold har stået aller nederst på listen over de ting vi har orket – og det betaler vi altså prisen for nu. Jeg siger ikke at vi er ved at blive skilt – jeg siger bare at det er svært igen at få hovedet op til overfladen efter en svær tid – for så at skulle finde tilbage til et forhold som engang var præget af enorm kærlighed og forelskelse, friheden til at rejse og mulighed for at dyrke os selv og hinanden hver dag.

Alt har ændret sig, vi har ændret os hver især. Jeg er blevet mor – Svenne er blevet far. Jeg er blevet blogger, og kæmper desuden med at finde min plads på arbejdsmarkedet i fremtiden. Svenne har, arbejdsmæssigt, udmærket sig helt sindssygt på relativt kort tid. Han har haft helt afsindige arbejdstider – evigt skiftende og evigt forandret.

Jeg er ikke længere en af dem, der siger til mig selv ‘at jeg ville aaaaarldrig have været foruden de udfordringer, da de har formet mig til den jeg er i dag’.

Fandeme nej. De seneste to år har revet mig fra hinanden og jeg har sgu, i samarbejde med min familie, samlet alle de spredte stykker op fra gulve og sprækker. Og det er fandeme ikke et flot resultat. Jeg værdsætter ikke min nedtur – jeg angrer den dybt, fordi de personlige og familiemæssige omkostninger har været for dyre.

Forleden så jeg et program på DR, hvor de fortalte et eller andet om, at det for de fleste familiers vedkommende, tog op til et helt år før forældrene fandt fodfæste i deres nye liv som børnefamilie. Og jeg sad bare og følte mig snydt.

2 år er fandeme lang tid. Især hvis der er modvind og opad bakke hele vejen.

Jeg er begyndt at skrive igen. På noget helt nyt. Ideen om at udgive bloggen som bog er lagt på køl, da den på en måde allerede er skrevet. Der er så mange ord, linjer, tanker, sekunder og minutter af mit liv, som aldrig har set dagens lys på bloggen.

Jeg synes at jeg har en historie at fortælle.

Her er der lidt billeder fra weekenden. Håber jeres har været god!

Ps. Tænk at jeg har et barn på 2 år? Vil ikke påstå, at det føles som igår han blev revet ud af en stærk læge inde på Riget. Men når jeg kigger på ham, har jeg næsten lyst til at spørge ham, hvornår han dog blev så stor?

20150112-141913-51553258.jpg

20150112-141914-51554023.jpg

20150112-141913-51553547.jpg

20150112-141913-51553077.jpg

20150112-141913-51553781.jpg

20150112-141914-51554909.jpg

20150112-141914-51554398.jpg

20150112-141914-51554206.jpg

20150112-141914-51554594.jpg

19 kommentarer

  • Mor

    Dejligt at følge med i din blog. Jeg kan sagtens sætte mig ind i dine parforholds-problemer. Jeg har også selv været i krise, og nu med to børn. Det er fandme hårdt at få børn og få ens parforhold til at fungere samtidig! Der er ikke tid, eller energi til at skulle bruge tid på det. Det kan man altid gøre i morgen, eller næste år. Men hvor er det vigtigt også at bruge tid på det, og sige i aften SKAL vi snakke sammen! Jeg har tit grædt ved tanken om at skulle blive delemor og kun se mine børn hver anden uge, HVER ANDEN UGE! fuck nej. Men godt at man bliver ved med at kæmpe og finder hinanden igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg er ikke sådan en, der normalt kommenterer så ofte, selvom jeg nyder at læse din blog. Men dette indlæg fik mig sinpelthen sådan lyst til at give dig et stort kram – også selvom jeg ikke kender dig 🙂 Det skal nok gå alt sammen – tag hinanden i hånden og gå sammen ind i det. I har skabt dejlige Alfred sammen, og så skal alt andet også nok blive godt på et tidspunkt 🙂 kram, kys og tag på kærestetur, hvis muligt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie Rygård

    Gud hvor pudsigt, jeg har læst med i evigheder her, og først nu går det op for mig, at din Svenne er Svenne bra min barndomsgade – vi gik i børnehave sammen. Hils ham fra Sofie fra hjørnet (med den tossede mor Marianne ;))

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Den historie vil jeg gerne læse. Jeg er sikker på den er vedkommende for mange af os, der heller ikke fik ‘meningen med livet’ foræret i fødselsgave men bare har kæmpet for mit vedkommende i fire år.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Nu er jeg forholdsvis ny i min følgen af dig, men av for et indlæg.
    Men jeg overvejede at rose dit “kvinde kend din blog”-indlæg til skyerne, ligesom jeg overvejede at skrive, at jeg kan konstatere at angsten allerede kommer med graviditeten – og altså før man overhovedet har et lille barn ude i verden. Men nu blev jeg nødt til at kommentere og sende positive tanker din vej. Virkelig et stærkt, ærligt og åbent indlæg og jeg tror der er flere der har det på samme måde og mange udfordringer lig jeres, end man lige tror – det er bare ikke det billede man gerne vil vise til omverdenen og derfor heller ikke de forventninger man selv har om det med at blive forælder.
    De bedste tanker til jeres lille familie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Tak for et rigtig godt indlæg. Hvor er det befriende at læse om noget der er realistisk og ikke perfekt hele tiden. Og jeg kan se mig selv i mange af de samme situationer, og tror der er flere end man regner med, hvor det hele ikke bare er perfekt.
    Jeg vil se frem til at læse din historie.
    Hvor ser det ud til at Alfred har haft en god fødselsdag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • lise

    jubiiii – glæder mig til bogen! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Godt indlæg Trine 🙂 Jeg føler mig sku også snydt, så kan sagtens dølge dig og tak fordi du satte ord på nogle af mine tanker 🙂
    Det lyder spændende med noget nyt, jeg vil hel klart læse den 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Stort tillykke med ham!!! Jeg har også lige fejret to års fødselsdag for min Alfred 🙂 De hylder som er på billedet hvor din kæreste står med to kager, hvor er de købt? De er så fine 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Dit indlæg giver mig lyst til at græde, du er så fantatisk hudløst ærlig.. Du giver mig frygt for nogensinde at få børn, frygt for at miste ens kærlighed, men du giver mig samtidig troen på det hele kan lykkes. Men jeg synes (uden at have mødt dig) at du er den sejest kvinde af alle! Jeg håber I kæmper for hinanden, din mand og dig. Jeg beundre at du har denne blog og det fællesskab du og os læsere har fået, tager hatten af for dig.

    Tillykke med skønne Alfred <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg håber snart at læse hvor meget i elsker hinanden og hvor gode i er for hinanden – ellers knuser i mit hjerte. Jeg elsker at følge med, jeg synes du gør et flot stykke arbejde med denne blog – det kan heller ikke være helt nemt at være så ærlig altid!

    Ps ville elske hvis Svenne en dag fik lov til at skrive et indlæg, det hele set fra hans side, hvorfor han faldt for dig, hvorfor han blev hængende da du blev gravid – et eller andet <3

    Masser af knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tillykke med verdens fineste Alfred. Jeg dør altså lidt over billedet af ham og alle bamserne rundt om bordet.

    Ved du hvad, det ER jo fanme bare megahårdt arbejde med de der børn/det barn OG netop at skulle balancere alt andet i livet, der også kontinuerligt kræver opmærksomhed, kræfter og kærlighed. Især og virkelig vigtigt forholdet til ham eller hende man elsker. Min mand og jeg snakker tit om det. Vores situation er to blebørn og få penge, fordi jeg stadig læser – endda to timer væk fra hvor vi bor. Vi forsøger at være vildt planlæggerpraktiske omkring det, det er knap så romanneren.. Men jeg tror, det er det der skal til, for at vi stadig kan blive med at kende hinanden og elske hinanden. Vi har for nylig aftalt, at vi fanme må tage os sammen og så aftaler vi en eller to dage på en måned, hvor vi skal date/hygge – ude af huset eller bare om aftenen, når ungerne sover. Og LAVE noget. Sammen.

    Jeg håber dig og Svenne finder styrken (nøj, liiige lidt klistret ord dér, sorry.. Men det ER jo det, man skal finde..) og energien og balancen, som netop passer til jeres kæresteforhold. Tak for alle dine ord – bliv ved, bliv ved!

    Kh Mai

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for din blog og dine ord. Jeg er ikke trofast slavisk læser, jeg er lidt til og fra. Det her indlæg ramte mig helt vildt og jeg har sgu tårer i øjnene nu. Vi er heller ikke stabillisteret som familie her 15 mdr. efter ankomst af arving, og jeg FATTER ikke dem der har overskud til at få nr. 2 med 18 mdr. imellem, jeg ville DØ! Tak – og tillykke med Alfred 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Høj

    Tillykke med lillemanden – der blev stor;-).
    Du er sgu sej. Uanset hvad du selv mener. Dine indlæg er altid, sure som glade, nogle som påvirker mig.
    Jeg har selv været igennem møllen med to små børn og et ægteskab der til tider vaklede. Jeg tænkte “jeg finder aldrig den følelse af forelskelse igen med min mand” men ved du hvad? Det gjorde jeg sgu:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Tror alle med barn/børn har haft slags krise mht. parforhold. Man ændre søg med det samme synes jeg, og her kunne vi pludselig ikke finde hinanden mellem lorte bleer, gråd, forskellige forventninger. Først her et år efter har vi fundet ind til hinanden igen og kæmper stadig for at det skal fungere. For nogle og jer tager det længere tid, men jeg trøster hele tiden mig selv med, at så længere kærligheden er der så skal det nok komme til at fungere. God dag til dig og dine 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er din søn altså bare hammer sød på de billeder! Tillykke med ham! Jeg krydser fingre for at det bliver lidt nemmere på dit tredje år som forældre 🙂

    PS. det ligner at I har fået et ret fint hjem nu ud fra de sneak peaks man kan se på billederne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi har en på 10 mdr. og har flere gange kigget på hinanden og sagt noget ala ” fuck det her er hårdt”. For det er det! VI har ikke overskud til alle mulige ting, for vi har en trold der kommer først.

    Og jeg (Manden gør nu også) tiden til at kunne tage i skoven, spise roligt, ligge og snakke til langt ud på natten, intimitet , gå i bad sammen og sex. Jeg forstår ikke hvor tiden bliver af, hvor energien og ikke mindst kærligheden. For den er der, nogle gange bare overdøvet af så meget andet.

    Selvom det er lettere ondt at ønske andre er i samme båd, er det befriende at læse vi ikke er de eneste der syntes livet er lidt hårdt – fantastisk på mange punkter, men delme også hårdt! Føler ofte at man får et lille virtuel kram og klap på skulderen med et “du er ikke alene” når jeg læser ved dig – og så kan jeg nemmere overskue at se positivt på hverdagen. Så tak for ærligheden og den hjælp det giver “os andre”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kian

    Husk at være kærester så skal det nok gå..
    De bedste tanker.
    Kian
    P.s. Vi har lært det på den hårde måde….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for din ærlighed. Og dit indblik.
    Jeg følte mig også snydt og gør det sådan set af og til, når der kommer børnefamiliestatistik om dit og dat. F.eks. ‘Om ét år bliver det hele normalt igen’ og ‘I skal bare lige…så bliver det godt’, for det er bare ikke altid sådan. Faktisk er det bare røvhårdt (og ubeskriveligt dejligt) at få børn, men den hårde del kan af og til føles så alt opslugende at man får svært ved at tro på at kærestelivet kommer tilbage.

    Det tog os tre-fire år og barn nr to, at fatte at vi måtte gøre noget, virkelig gøre noget, for at kunne holde til det og holde sammen. En af de konkrete aftaler vi lavede, var at have en fast date hver måned, sådan lidt som hvis man gik til badminton… så bare med røde bøffer eller sårn stedet :o)
    (og så terapi osv..)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ud med barn og moderkage. Ind med angsten.