Kvinde kend din blogverden.

Ud med barn og moderkage. Ind med angsten.

Forleden, da jeg hentede Alfred i vuggestuen, når vi ud til Lyngbyvej. Pludselig hører vi sirenerne, og Alfred hviner af fryd. Han er 2 år. Ambulancer, politibilen og brandbiler er the shit.

Forbi os kører en ambulance med politieskorte og en akutlæge.

Jeg mærker min krop blive angrebet. Pludselig er den der igen. Angsten. Min krop reagerer på sekunder, og gråden presser sig på.

Jeg ved at politieskorte betyder alvor. Nogen i den ambulance er i livsfare, og jeg kan ikke rumme det.

I går blev 12 mennesker skudt.

Nogens far, nogens mand, nogens bror og nogens barn.

På vej ind i vuggestuen var jeg nær blevet kørt ned af en bil med 4 unge der kørte ræs på institutionens parkeringsplads.

Sidste uge døde over 100 mennesker, da deres fly styrtede ned i havet.

Ingen af disse mennesker stod op den pågældende morgen, og overvejede at dagen ville være deres sidste. Ingen, tror jeg.

Med børn kommer der en angst man ikke kan rumme. For man bliver lidt mere bange for at dø, synes jeg.

Jeg er bange for at jeg dør. Så Alfred ikke har en mor. Jeg er bange for hans far dør, så han ikke har sin far.

Jeg er bange for at Alfred dør. Og en helt tosset tanke jeg har, er at Alfred ikke kender nogen der er døde og som kan tage sig af ham der hvor han kommer hen. En sær, men alligevel en helt rationel tanke.

Jeg kan ikke rumme al den død og folk der slår hinanden ihjel. Over religion, over dumhed eller folk der dør fordi de skal transporteres fra a til b.

Jeg. Kan. Ikke.

Jeg siger ikke at det er nemmere at rumme angsten hvis man ingen børn har. Jeg siger bare, at angsten rammer dybere, hårdere og mere præcist. Et moderhjerte rummer bare så meget mere frygt og bekymring.

Jeg tager mig selv i at være bange for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Jeg elsker ham for højt.

20150108-083344-30824706.jpg

46 kommentarer

  • SMACK angst på min IG og straks herind! Du har SÅ ret!! Min angst har bare grundfæstet sig til at blive “rigtig” diagnosticeret angst efter jeg har fået børn!! Og du rammer så meget hovedet på sømmet, for det er nemlig efter man får børn at angsten for at miste bliver større! Jeg læser mellem linierne at vi FANDME skal se hver dag som den sidste og leve i nuet!! Og jeg er så mega glad for at læse at det ikke “bare” er mig! Bortset fra det måske er eskaleret lidt for mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor jeg kan sætte mig ind i det 🙁 Jeg blev syg til sidst fordi jeg lod mig rive med af angsten. Nu siger jeg til mig selv: Det sker ikke for os!
    For skal jeg forholde mig til alle de farer der er, så kan jeg ikke nyde livet nok.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Nøj et godt indlæg! Tårerne presser sig på når jeg læser det. Jeg kender den angst du beskriver. Jeg kender de tanker du har. De følger med moderskabet, helt sikkert…. Pyh. De kan være svære at rumme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Du elsker ham ikke for højt – du elsker ham bare så utrolig højt, at du ikke kan (helt bogstaveligt) undvære ham og ikke ønsker, at han skal undvære jer.

    Angsten rammer bare 1.000 gange hårdere når man har barn/børn for de er virkelig ens hjerteblod. Der er intet over – intet under.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • SMACK angst på min IG og straks herind! Du har SÅ ret!! Min angst har bare grundfæstet sig til at blive “rigtig” diagnosticeret angst efter jeg har fået børn!! Og du rammer så meget hovedet på sømmet, for det er nemlig efter man får børn at angsten for at miste bliver større! Jeg læser mellem linierne at vi FANDME skal se hver dag som den sidste og leve i nuet!! Og jeg er så mega glad for at læse at det ikke “bare” er mig! Bortset fra det måske er eskaleret lidt for mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie Schøning

    Jeg kender så godt det du beskriver. Det er rigtig rart at høre at der er andre der har det på samme måde. Mit mål i livet er efterhånden blevet at jeg skal overleve indtil mine børn er gamle til at klare sig selv. Derefter er resten så bonus, men mon ikke man så bliver bange for noget nyt, om de kan klare sig uden i verden nu hvor man ikke passer på dem hver dag. Det vigtigste og sværeste er at finde en balance så man ikke spilder det dyrebare liv på at være bange for hvad der kan ske. For ting kan ske uden man kan gøre noget ved det og så ville det da være forfærdeligt hvis man ikke har fået nydt det skønne liv <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der fik du mig sgu til at tude.

    Jeg tror alle mødre lever med den angst hver evig eneste dag. Det er en del af det at være mor. Og jeg tror vi alle kæmper en kamp for ikke at lade angsten tage over i hverdagen.

    Især med mit arbejde på en skadestue skal jeg passe på ikke at tage alle de skæbner med hjem og lade dem påvirke mit liv på en negativ måde. Men det kan dæleme være svært.

    Prøver dog at bruge det på en positiv måde, og huske at nyde hver dag.

    Ha en fantastisk dag søde trine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åhhhh hvor er det godt og præcist skrevet.
    Sidder helt med tåre i øjnene nu, da jeg desværre kender den følelse ALT for godt, især efter vores lille datter kom til verden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det godt skrevet. For det er præcis sådan man har det.

    Angsten for at skulle miste sit barn eller dø fra det er det mest angst provokerende jeg kan udsættes for.

    Nyhederne i går var ikke til at holde ud. Magter ikke al den onskab og død over uskyldige mennesker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Så sidder man her i barsels sofaen og småhyler…

    Dit indlæg rammer der hvor det gør ondt; i mit moderhjerte. Jeg kan ikke engang trøste dig med at man bliver mere hårdhudet jo flere børn man får – man bliver tværtimod endnu mere bange og bekymret over alt det der kan ske dem og det der kan ske en selv.

    Frygten for at de skulle miste deres mor eller far og frygten for at man selv ville gå glip af deres liv, deres store dage, deres børn. Jeg magter ikke tanken og skubber den væk – selvom den altid ligger lige der i baghovedet og nager.

    Lad os alle sammen passe på hinanden i alle henseender. Lad os tage os tid til at nyde vores dejlige børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hold nu op hvor er det bare godt skrevet! Jeg fik tåre i øjnene manner! Det er lige præcis så rigtigt skrevet. Man bliver så bange for at sin lille elskede mand, skal miste sin mor eller far.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte Z

    Så godt skrevet. Har det på præcis samme måde efter vi er blevet forældre. Har aldrig frygtet døden, men den lille klump vi har lavet har medført en dødsangst jeg ikke troede var mulig. Sådan må det være at haven ubetinget kærlighed til et andet menneske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] I dag synes jeg, at I eventuelt kunne tage et lille kig forbi Trines blog. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super godt indlæg ! Du kan virkelig noget med dit skriveri ! Måske det var den du skulle gå når du skal ” ud i verden igen” ☺️?
    Jeg har ikke denne angst, jeg har tilgengæld en depression. En depression som jeg havde taget SÅ meget til mig, at jeg identificerede mig med den og “dyrkede” den. DET SKAL MAN IKKE ! På sammen måde tror jeg det er vigtig med angsten. At man ikke identificere sig med den angst og den så tager over. Jeg tror ikke du gør det, men tror også bare det vigtig at få frem, at det er okay at man er bange for at miste, men at man skal lærer og styre det, så man ikke går og er bange hver gang en ambulance lyder

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie S

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du sætter ord på det mange af os tænker..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    jeg er ikke selv mor, men har lige mistet min egen vidunderlige mor – hun blev kun 45. jeg har ikke kunnet tænke på andet end at hun er alene oppe i himlen – men kort efter hendes død, døde hendes hund. nu ved jeg at hun da i det mindste har den deroppe. jeg har selv lidt meget af angst, panikangst og dødsangst. måske fordi min mor var syg meget længe. idag er angsten væk – det værste der kunne ske, er sket. jeg har længe gået til psykolog for at bedre angsten, og det vigtigste jeg har lært er, at begrænse bekymringerne til reelle ting man kan gøre noget ved. og så kan man slippe bekymringen. alle de ting du ikke ved, alle de ting du ikke kan gøre noget ved – det gør hverken fra eller til om du er bange for dem eller ej. det gør ikke tingene mindre farlige/forfærdelige – det skader kun en selv. jeg håber det kan hjælpe dig en lille smule. angsten skal ikke styre en, du skal styre den selv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Oj for et indlæg – flot! Jeg kender det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mahsa Kjøng

    Hej lortemor!
    Jeg har det præsis på samme måde pt. Har især de følelser om at miste min lille søn Keven på 1,5 år. Men også hvis der skete mig noget. Så ville han (i min fantasi) kalde på sin mor, men ingen ville kunne fylde den plads igen.
    Forleden dag fik jeg et shok,på vej på arbejde.
    Er en dygtig bilist, men blev fuldstændig overrumplet af en fart gal tosse som overhalte med ca.150 i timen( motorvej ) og uden lys på!
    Denne sindssyge person tog lige indenom overhaling på 2 biler ud over mig! Jeg følte mig virkelig rystet i min grundvold den dag. Og er ikke helt kommet mig over den ligegyldighed folk udviser i trafikken! Jeg forstår ikke at de i deres hjerner ikke kan se hvilke store konsekvenser det kan have på mødre, fædre, børn, familiers liv!

    Jeg har ikke kunne overskue alle de forfærdeligheder omkring mig pt.. Så har derfor taget fri et par dage… Skønt skønt kan virkelig anbefales.

    Xx til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Mark

    Du beskriver PRÆCIS noget af det som fylder mine tanker ekstremt meget for tiden. Efter jeg fødte min søn, mærkede jeg for første gang den der angst (dødsangst er det vel!?), og nu hvor han er 15 måneder gammel, og jeg er gravid i 18. uge med nummer to, kan jeg virkelig mærke det igen – måske endnu mere pga. hormonerne?
    Det er super befriende at vide, at jeg ikke er den eneste som lever med angsten. Og er det egentlig ikke fantastisk (trods alt) at overlevelsesinstinktet er så stærkt for netop at kunne beskytte ens afkom, dem man elsker aller-aller-mest i verden? ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har så meget ret, det rammer så præcist.
    Hver gang jeg høre en ambulance i nærheden, er jeg bange for en SF mine børn er kommet til skade i dagpleje/børnehave. En dum tanke, men sådan tænker jeg altså.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    AV!
    Lige i moderhjertet ramte det indlæg. Tænk, at det er muligt at elske så højt – ikke for højt, bare helt igennem altoverskyggende højt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Lige. I. Hjertet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Lige. I. Hjertet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Spot on ❤. Jeg er så pisse bange for at miste mine børn og mand, samt at dø fra dem. Jeg glemmer helt at trække vejret indimellem, når angsten rammer mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    hold da op, det er lige sådan jeg har det. Ja og faktisk lige i dag har jeg en af de dage. Jeg mistede min datters far i en arbejdsulykke da hun var 8 mdr. Og har lige siden fået en angst der er så stor, at jeg næsten ikke kan rumme det. I går skete alt det forfærdelige og de 12 mennesker der blev dræbt og i dag er min datter på tur med sin klasse ind til København og her er det jeg får nogle mærkelige tanker i mit hoved. Jeg prøver at arbejde med det, så godt jeg kan, men frygten overtager for det meste og jeg begynder at græde.

    Jeg er så bange for også at miste hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    Du rammer atter hovedet på sømmet, Trine!

    Før vi fik Frederik, var jeg bange for at miste. Bange for at min kæreste, mor, far, lillebror, bedsteforældre skulle dø fra mig. Hvordan skulle jeg overleve det?

    Efter Frederik er jeg selv blevet bange for at dø. Det var jeg aldrig før. Nu mister mit barn sin mor, hvis jeg dør og det er ikke det bedste for ham. Jeg har i ramme alvor sagt til min mand at hvis jeg nu skulle dø før jeg blev gammel og grå, så skulle jeg dø mens mit barn var så lille at han ikke kunne huske mig …

    Jeg HADER nyhederne for de er sjældent gode. Tanken om at andre lider eller dør, får mig til at græde. Nu hvor jeg igen er gravid, er der skruet op for sindsygheden og jeg tuder af ingenting.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    hold da op, det er lige sådan jeg har det. Ja og faktisk lige i dag har jeg en af de dage. Jeg mistede min datters far i en arbejdsulykke da hun var 8 mdr. Og har lige siden fået en angst der er så stor, at jeg næsten ikke kan rumme det. I går skete alt det forfærdelige og de 12 mennesker der blev dræbt og i dag er min datter på tur med sin klasse ind til København og her er det jeg får nogle mærkelige tanker i mit hoved. Jeg prøver at arbejde med det, så godt jeg kan, men frygten overtager for det meste og jeg begynder at græde.

    Jeg er så bange for også at miste hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • AV!! Super godt indlæg!
    Selvom jeg kun har været mor i 10 uger så kender jeg virkelig følelsen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    ÅH! WORD altså. Jeg har det fuldstændig på samme måde. Jeg er så bekymret og ked af det over den onde verden onde verden vi lever i, og at det også er min datters verden, er jo slet ikke til at holde ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Af samme grund undgik jeg i lang, lang tid at se nyhederne. Men kan ik rigtig undgå livets realiteter, næsten dagligt ser jeg færdselsulykker til eller fra arbejde, ved med mig selv, at jeg er en god bilist, men hvad nytter det, når andre kører vanvittigt! Prøver at lade være med at fokusere på det, men det går så lige i moderhjertet, når man bliver direkte konfronteret med det:(

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Irene Gadegaard

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anja

    kender godt følelsen. har aldrig rigtigt tænkt på min egen død, men efter jeg er blevet mor er angsten for at dø blevet en del af mine bekymringer. angsten for at gå glip af min søns liv. Angsten for ikke at være der for ham, når han har brug for en mor. angsten for at han vil glemme at han havde en mor, der elskede ham så ubetinget højt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Et stærkt og præcist indlæg. Jeg kan kun nikke genkende til det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nathalie

    Det er præcis en af grundene til at jeg ikke har børn endnu. Lider af dødsangst allerede, tror ikke jeg kan rumme mere angst!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Angsten er en naturlig del af livet. Når man som menneske elsker, som man i den grad elsker sit barn og partner, ja så er kontrasten jo, at man også kan miste det hele.
    Jeg tror at det er vigtigt, at man faktisk forholder sig til, at ja, det kan ske. At acceptere at det er et vilkår for at vi kan leve. At vi alle kan blive ramt af en bil eller ramt af en cancer. Vi kan alle dø. Det eneste livsvilkår som vi alle har til fælles. At vi alle skal herfra.på et ukendt tidspunkt.
    Personligt er jeg slet ikke bange for at dø selv. Jeg tror ikke det er til et værre sted vi skal hen. Som mor til to små børn, er det der gør mest ondt, tanken om hvordan mine børn ville klare livet videre, med det store savn af deres mor. At deres smerte på forhånd kan gøre ondt i et moderhjerte.
    Og ja, vi kan miste vores børn.
    Men vi kan også beholde dem i livet og selv sidde som 90-rige med dem
    I hånden, når vi selv skal dø på plejehjemmet. Faktum er at vi IKKE ved det. Men hvis angsten for at miste eller angsten for at skulle forlade, kommer til at fo lov til at fylde, er det stress for kroppen.
    Jeg tror ikke at vi får mere ud af som person eller som familie ved at “leve hver dag som den sidste”. For mig
    Ville det nærmest være stressende i deprimerende. Lad os i stedet være taknemmelige for at vi LIGE NU kan stå på vores ben og gå, og at vi kan bruge vores arme til at favne dem vi elsker. Og huske os selv på at vi hver dag, giver vores børn os selv med alt hvad det indebærer, som ruster dem bedst muligt i at være i livet. For uanset hvem vi er, vil livet altid byde på udfordringer. Og døden.
    Men når vi fokuserer på fremtiden, er vi ikke tilstede. Så LEV nu for satan. Vær taknemmelg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janne

      Flot og præcist skrevet Pernille Blixt.
      Jeg oplevede faktisk at min angst forsvandt som dug for solen, da jeg fik mit første barn. Nu havde jeg fundet meningen med livet og havde ikke plads i mit liv til angsten.
      Ærgeligt nok er den kommet tilbage her 11 år efter i forbindelse med at jeg er gået ned med stress. For mig hjælperdet rigtig meget at sige til mig selv at angsten kun er tanker og ikke virkeligheden. Og som mine kloge psykolog sagde bekymringer for mine nu 3 børn er ikke det samme som kærlighed -så jeg prøver ikke at bekymre mig om ting som ikke eksisterer, men i stedet give mine børn kærlighed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • mig

    Spot on! Tak fordi du deler <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Okay der ramte du så lige mit svagest punkt. Efter vi har fået Aksel har jeg fået en ekstrem dødsangst!!! For mig er det mest angsten for selv at skulle dø, imens han er en alder hvor han ikke er gammel nok til at at han vil kunne huske mig, og til at forstå at hans højt elskede mor er væk.

    Tak for et rammende indlæg!

    Trine // kvalitid.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor har du ret. Kunsten, eller hvad man nu skal kalde det, er at angsten ikke må overtage. Især efter vores andet barn blev født for tidligt, (relativt dramatisk) endte det med at overstige hvad der var til at holde ud. Det kan bestemt ikke anbefales, men at slippe angsten helt kan (og skal) man ikke. Der er noget ur-agtigt overlevelse over det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tusind tak for din ærlighed, det rammer så præcist og jeg har næsten negligeret den. Men det kan man ikke for den vil op. For når der er noget man er bange for at miste er der også noget man elsker meget højt. Så det du skriver minder mig om at vise den kærlighed til mine piger og mand. Børnene tror jeg får rigeligt men manden der halter det nok lidt. Man tager for givet og hverdagen suser afsted. Mange tak fordi du lige sendte en sirene som en reminder om at vise dem vi elsker også veninder at de betyder noget for os ♡ ps jeg mistede en veninde Margit for nogle år siden til kræften og en 5 årig dreng mistede en mor. Det tog mig et år at komme igennem og jeg fik til sidst en gratis snak med en psykolog hos Kræftens bekæmpelse fantastisk. Endnu en gang tak for din ærlighed om noget så sårbart og tabubelagt ♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Du rammer virkelig spot on den angst alle vi mødre føler. Jeg er så sindssygt bange for at dø fra min datter. Jeg er, som du beskriver, vanvittig bange for, at hun dør…for hun kender jo heller ikke nogen, der er døde og kan hjælpe hende (som jo er en virkelig mærkelig men stadig en giver-alligevel-mening tanke). Og så lever vi dagligt med angsten for, om hendes far får konstateret kræft for 5. gang. For vil han overleve igen. Men samtidig har lykken opnået nye højder…vores datter er (selvfølgelig) verdens største vidunder, vi er her alle endnu og er raske…og så elsker jeg altså livet endnu højere og angsten bliver holdt udenfor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva Maria Frederiksen

    Kære Trine !

    Har du nogensinde fået lavet et angst hierarki? Fået et overblik over din angst – og hvad den rummer? Jeg har haft angsten som fjende – og ven de sidste 15-17 år. Og i alder af 25 har jeg endelig mødt et menneske – min psykolog som har kunne se ind bag ved og finde frem til den grundangst angsten kommer af! Det er en sej kamp – og når den dukker om igen i ens liv bliver man skræmt – og man bør vide man skal tage hånd om den og tage den i hånden. Jeg har selv gang i et projekt ift bearbejdelse – og evt. projekt med oplysning om angst – som ikke bare ‘hvad angsten er – el. hvad den går ud på’ – men hvordan den føles! Måske du selv går med de tanker ?

    Alt det bedste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] der skal ske hende noget. For at jeg skal miste det allerkæreste, jeg har. Trine-Lortemor skrev et fantastisk indlæg om netop den frygt for nyligt. Der er eddermanme ikke nogen frygt der er større, end frygten for […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] der skal ske hende noget. For at jeg skal miste det allerkæreste, jeg har. Trine-Lortemor skrev et fantastisk indlæg om netop den frygt for nyligt. Der er eddermanme ikke nogen frygt der er større, end frygten for […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Tak for at sætte ord på det!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kvinde kend din blogverden.