At have en blog er....

1000 tanker.

Det trækker tænder ud, når noget er svært. En ting er, at man som mor ikke bare kan lægge sig i fosterstilling og være ked af det, mærke sig selv og give sig selv lov til at være oprigtigt ked af det. Man skal stadig være nogens mor, og man skal stadig opretholde den trygge hverdag der gør at ens barn trives og har det godt.

Det er svært, når man mest bare har lyst til at sidde og stirre ud i luften, og stille og roligt lade sig selv acceptere, at tingene bare ikke altid flasker sig.

Det er en enorm smerte at nå til den erkendelse, at tingene bare ikke går.

Vi er en god familie, der har kæmpet og kæmpet og vi har desværre også bare tabt os selv på et eller andet tidspunkt. Jeg har ikke nogen anelse om hvem jeg er – jeg har endelig fundet mig til rette som mor, og det er en dejlig følelse, synes jeg. Jeg er en god mor, selvom jeg er en streng en af slagsen. Jeg elsker at være Alfreds mor, og jeg elsker ham meget mere end hvad man kan beskrive med ord. Følelsen af at elske sit barn kan ikke beskrives.

Det er Alfreds forældre der ikke kan finde ud af det sammen, og det gør ondt at nå til den erkendelse, at vi nok egentlig bare har brug for at trække stikket ud og gøre det vi er gode til. At være hans forældre.

Jeg har absolut ingen intentioner om at skrive noget om hvor åndssvag jeg synes Svenne er, eller om hvor irriterende han synes jeg er. Det er en klassisk situation, hvor vi simpelthen bare ikke kan få vendt skuden. Naturligvis ville jeg ønske at Svenne havde det overskud og den lyst til at kæmpe som jeg har. Men man får heller intet ud af at tvinge noget ned over hovedet på folk. Det er i hvert fald ikke måden man vinder noget på.

Når jeg mærker efter, helt inde, så ved jeg at det er vigtigt at stoppe op mens legen stadig er god. Inden man når til det punkt hvor man ikke tåler synet af hinanden. Der er vi trods alt ikke – har aldrig været der. Jeg håber stadig på at vi kan få det til at lykkes, at vi kan nå til et punkt hvor vi igen kan være glade. Alle sammen. Sammen.

Jeg ved ikke om det er sådan generelt, men jeg kan mærke at jeg sådan helt primitivt kæmper alt hvad jeg kan, fordi det handler om knuste drømme og håb. Men samtidig så er der også en erkendelse om, at det altså ER okay at kaste håndklædet i ringen.

I virkeligheden er det alt, alt for grænseoverskridende at skrive om, det her. Men jeg tror på, at hvis jeg gør det på en ordentlig måde – uden at kaste med mudder og udlevere os selv for meget, så er det okay. Det svære er lige så stor en del af hverdagen som kaffe, planter og marmorborde. Det er det liv der leves udenom de frisk-plukkede blomster i Lyngbyvaser. Og det er sådan noget der er vigtigt at dele, tror jeg.

Har lige fået en sms tilbage fra Svenne nu her, om at det godt kunne være vi skulle prøve det der parterapi…. Men hvordan finder man hoved og hale i hvor man skal lede? Terapi kan være vildt effektivt hvis man kommer til den rigtige, tror jeg. Men det kan også være fatalt, hvis man havner i de forkerte hænder.

Jeg fylder 30 om en måned. Jeg er virkelig blevet voksen. Og det sucks fandeme. Jeg ved ikke rigtigt om jeg gider det.

P4190042

51 kommentarer

  • Johanne

    <3!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    jeg sidder faktisk med en klumb i halsen og læser dit indlæg. Fordi du beskriver det så godt og er så ærlig…

    Livet er fandme alt andet end hay, Lyngby vaser og pastelfarvet vægge. Og det gør ondt nogle gange. Jeg er der selv.. Der hvor jeg for første gang er en kæmpe egoist og siger fra fordi jeg blir nødt til det.. For at kunne se mig selv i øjnene. Og det gør ondt. Men jeg har ikke et barn også.. Og lige præcis derfor tænker jeg at hvis i prøver (uden at jeg overhovedet kender jer…) parterapi… Som minimum bare prøver et pr gange, så kan det være det vender noget hos jer…

    1000 tanker herfra..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Du er sej, at du kæmper videre – og at du bliver ved! Det vil både du og Svenne takke dig for senere, det ved jeg.
    Kram til dig. Jeg ønsker jer det bedste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    Lysten til at ligge i fosterstilling og lukke verden ude, kender jeg så ganske udemærket. Det er sgu hårdt at fungere på et normalt plan når ens hjerne tænker og tænker, og ens krop er på autopilot og hælder havregryn og mælk i skålen, puster på skrammet knæ og synger godnatsang, fordi det gør man når man er en god mor. Man er der, selvom man måske egentlig ikke er der (giver det mening?).

    Jeg synes at I er seje. Ikke kun dig, også Svenne, både fordi I har kæmpet (og guderne skal vide at DET har I), men også fordi I måske ved at det bedste for jer som personer, og derned også som forældre, er at skilles mens I stadig kan snakke sammen og være i samme rum.

    Jeg synes det er flot at du skriver om det på bloggen og at du er ærlig uden at være hudløs ærlig. At du godt kan skrive om jeres problemer uden at svine Svenne til, for det er altså ikke rart for os at høre på og sikkert ikke rart for ham at læse, og på ingen måder konstruktivt for jeres kommunikation.

    Et stort, langt og varmt kram til dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Jeg krydser fingre for jer! Når livet er hårdt, så lad kærligheden til dit barn fylde dig op. Han er vigtigst, uanset hvad der sker <3 Hilsen nogens mor 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone Sole

    Søde Trine. Det er jeg virkelig ked af at høre.
    Der er altid kaffe i Silkeborg, hvis du slår vejen forbi.
    Kærligst

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Maria

    Puha! Det er så ufattelig hårdt.
    Familierådgivningen var et godt tilbud for os/mig.
    Alternativt prepkurset hos center for familieudvikling

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Åhh… Trine! Skriver normalt aldrig kommentar, men har fulgt med længe. Jeg er lige så gammel som dig og min datter på alder med Alfred. Jeg synes også det er pissehårdt både at være mor og huske også at mor og far skal være kærester! Jeg vil bare sende et stort knus til dig, det er sku hårdt! Prøv for Gudsskyld det der parterapi! Også for Alfreds skyld! Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stina Tang Frandsen

    Tak for et kærlighedsfyldt og ærligt indlæg. Jeg tror på, at hvis vi alle blev lidt bedre til at dele det mørke såvel som pastellerne, så gør vi verden til et mere rummeligt sted at være med lidt mindre pres og angst. Så tak. Ønsker jer styrke, indsigt og masser af kærlighed – uanset hvilken vej i vælger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der er tit mange kloge som kommenterer og siger det helt rigtige til dig her på bloggen. Men denne gang har jeg lyst til at fortælle dig at du er en sej kvinde! At man ikke er i tvivl om at i har kæmpet ærligt og at i er fantastiske forældre for Alfred uanset om det er sammen eller hver for sig! Stort kram til jer begge og god arbejdslyst med at finde frem til det der er på sigt bliver det rigtige for jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg har virkelig stor respekt for dit mod til at dele alle facetter af hvordan et liv med børn kan være. Jeg synes du gør det så fint og ærligt, og med stor respekt for de andre involverede. TAK <3
    Jeg håber alting med tiden flasker sig på den måde som er bedst for jer alle 3 og jeres familie.
    Knus, tanker og stor respekt fra Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kris

    Kære Trine. Jeg har aldrig kommenteret på din blog. Faktisk aldrig på nogen blog. Men fik brug for at sende dig en kærlig tanke og et digitalt kram. Du skriver så fint om noget så svært og skrøbeligt. Jeg har ingen børn, men har stået i samme situation, og mon ikke vi alle ved hvor ondt det gør. Og så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan man klarer den, når der også er et barn. Ønsker dig alt det bedste og tak for at du ikke kun skriver om brunch, grønne planter og hudpleje <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Først et kæmpe kram din vej !!
    Det er usandsynligt hårdt ! Hårdt at være forældre, hårdt at miste sig selv ved en depression. Jeg ved det da jeg taler af egen erfaring.
    Det er SÅ hårdt for ens forhold at man ikke kender hinanden eller sig selv mere. En depression er en krise for begge parter.
    Vi har været hele møllen igennem med at vi også “bare” skulle gå fra hinanden. Nu ved jeg jo slet slet ikke hvad der lægger til grunde hos jer og hvad der egentlig er sket/sker, nu snakker jeg bare ud fra mig selv 🙂
    Men det er bliver på ingen måde nemmere ad at gå fra hinanden hvis man virkelig stadig elsker hinanden IG gerne vil hinanden.
    Vi er nu nået til en erkendelse om at vi bare skal være. Ikke træffe nogle beslutninger lige nu. Så kan det godt være vi mest bare er forældre for vores børn og ikke så meget andet. Men dybt i os begge to er vores kærlighed til hinanden som vi gerne vil ha blomster når tiden er. DET er ikke lige nu . Lige handler det for os om at overleve mit efterskævl af min depression. Og hans ! For han er ligeså påvirket som jeg. Og så handler disse år om at komme igennem dem – sammen <3 vi har en på 3 halvt og halvanden. Og man siger at man ikke skal gå fra hinanden de første par år af et barns liv, da det bare afsindigt hårdt ! Vi har fået to lige i røven af hinanden og det er bare giga hårdt ! Derfor fokusere vi på vores familie og komme hele ud på den anden side om et par år ! Vi finder tid og lyst en gang imellem til at være kærester og det er SKØNT ! Det er hårdt ikke at ha den hele tiden ja men det er der bare ikke plads til lige nu desværre. Jeg håber bestemt det bliver bedre med tiden.
    Jeg håber du kan bruge vores historie til noget <3 Og vi er i par terapi og det hjælper altså at få sat nogle ord på som man måske ikke lige havde tænkt på, så overvej om det er vejen frem for jer <3
    Masser af tanker og kram !

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra M

    Kære Trine.
    Jeg føler virkelig med jer og ønsker alt det bedste for jeres lille familie!
    Sender dig en masse gode tanker og kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    I mit parforhold er vi også nået dertil hvor det er nødvendigt med en parterapeut.
    Jeg er blevet anbefalet “relationsfokuseret terapi” og hjemmesiden sakt.dk. Men har endnu ikke kigget nærmere på det.
    Ønsker dig og jer alt det bedste!! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I har haft det rigtigt svært, og når man har det, tager det lang tid før alting har fundet sin rette plads igen, også kærligheden til hinanden. Den ligger måske lidt mere latent lige nu.
    Min faste overbevisning er, at så længe man har små børn, skal man tro på at kærligheden ligger der latent, klar til at blive taget op igen når tiden og overskuddet vender tilbage. I mellemtiden må man bare blive enige om at man vil hinanden og så huske at putte sig ind til hinanden om aftenen, give hinanden et godnatkys og sætte pris på at man har taget beslutningen om at blive sammen. Hverdagen med små børn er i forvejen ren overlevelse. Jeg tør ikke tænke på hvor svært det er når man også er rendt ind i en depression. Jeg tror også på at det ikke bliver lettere af at gå fra hinanden, tværtimod… Så: Kæmp for satan, kæmp!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    I skal bare blive sammen!!! Tag ind til Finn Korsaa, han er en god terapeut.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Tanker til jer fra nørrebro. Jeg er sikker på at I finder den løsning som er bedst for jer, om det ender sammen eller hver for sig. Man skal også huske at det bedste ikke nødvendigvis er sammen, men når man tager beslutningen om at gå fra hinanden, er det vigtigt at føle at man har gjort alt hvad man kunne først. Jeg håber på det bedste for jeres lille familie.

    Tak for at du deler. Jeg føler mig aldrig alene eller forkert herinde på din blog, og det skal du fandme have tak for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Tusind tanker til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Respekt til dig ! Du sætter ord på alle de sværeste følelser nogensinde.

    Jeg tror du har ret, parterapi er godt, hvis man kommer til den rette ❤️

    Håber det ender lykkeligt for jer, sammen eller hver for sig, det er en sag for jer ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Årh hvor er det træls at høre! Føler med dig – for fanden mand, det er seriøst en af de største livskriser at få er barn. Vi har været igennem hele turen, med kriser, skænderier og det store spørgsmål om vejene skulle ende her.
    Det bedste råd vi fik, var at gå i par terapi og for filan hvor det hjalp. Man mister så hurtigt fornemmelsen for hinanden, evnen til at tale pænt til hinanden og rummeligheden.
    Jeg vil slå et slag for par terapi – har hørt meget godt om Prep kurserne, har ikke selv prøvet det. Det er vist mest kommunikation og sådan de hjælper med. Vi tog bare en par terapi på Christianshavn.

    Vi har verdens sødeste og dejligste barn, barnet har været så krævende de første par år, så vi stod tilbage lidt ligesom en Tom skal af os selv. Det er sgu øv når livet ikke er aå rosenrødt, som det tilsyneladende er for mange.
    I dag prioriterer vi at tage tid sammen, spise sammen uden barn. Drikke os lidt fulde sammen og være lidt de gamle os sammen. – det har virkelig gjort underværker! Nu drømmer vi igen sammen.

    Endelig endelig tag til par terapeut, om ikke andet, så gør det, aå i kan få en respektfuld afslutning på jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg håber det allerbedste for jer alle tre, om det så er sammen eller hver for sig.. Det er rigtig godt at I er kommet frem til dette inden det for alvor er gået galt – så er der jo chancer for at få rettet op på tingene. Eller også er der rigtig gode vilkår for et godt samarbejde om Alfred, hvis I ender hver for sig. Mine bedste tanker til jer alle tre <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tænker på jer og sender gode tanker <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    jeg har ingen kloge ord. Du beskriver det så smukt! Kæmpe mega krammer til jer alle tre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Sikke noget. Min tanke er parterapi – hvis ikke for at blive sammen, så for at afslutte det ordentligt. Og mindst 10 gange. Ikke noget med at holde efter 1 eller 2 gange (det er dog ok at skrive psykolog hvis kemien ikke er der). Hør omkring dig, hvilke psykologer andre har haft glæde af. Boede du i Århus, kender jeg en, som er guld værd.
    Jeg tror, at de fleste af os med børn har været samme sted som I. Vi har i hvert fald. Vi så hinanden dybt i øjnene og besluttede os for, at vi – for vores barns skyld og for vores egen skyld – ville give det en chance, hvor vi kæmpede aktivt sammen. Vi kom igennem og står meget mere afklaret, meget stærkere og som en enhed på den anden side. Alle de penge, vi har givet ud på psykologen, er de bedste penge, vi nogen sinde har brugt. Vi var ikke kommet igennem det uden hjælp. De år, hvor man har små børn, er bare rigtig hårde for en selv og for parforholdet – men jeg tror ikke, det bliver nemmere ved at blive skilt. Jeg tror på jer – I kan finde hinanden igen. God vind.

    Kh
    Anna

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Åh vil du ud med navnet på den par terapeut? Bor i Århus og kunne godt bruge en der er anbefalet:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Jeg har fulgt med hos dig længe nu, men er normalt ikke så god til at få kommenteret. selvom jeg ofte har lyst til at skrive at du er sej. Sej, fordi du tør sætte ord på både op- og nedture, og ikke mindst dele dem med os. Jeg er selv blevet mor for et halvt års tid siden, og det har bestemt været 6 måneders rutschebanetur. Det har hjulpet mig helt vildt at vide, at andre har haft det på samme måde – og at det er ok. Så tusind tak for det. Tusind tak for dig. Og kæmpe virtuelt kram din vej. Jeg håber alt det bedste for jer alle tre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Brug Fie Hørby. Hun er fuldstændig guld værd!

    Kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Har ikke andet at sige til dig end ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanna

    Du er sej at du deler, og at du holder dig ude af bidske ord. Jeg håber du har et andet sted du kan lufte dem, så de kommer ud af systemet, til folk som du ved ikke holder dig oppe på det.
    Man skal vel altid prøve når man virkelig elsker eller har elsket hinanden, men nogle gange er det at gå hver til sit også løsningen – og på et tidspunkt kan du mærke hvad der er det rigtige for jer, helt ned i maven. Meget ‘held og lykke’, ligegyldigt hvilken af vejene i tager – og Alfred, han har to dedikerede forældre, hvad enten de er sammen eller ej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Du er simpelthen så modig! Hold op, hvor tager jeg bare hatten af for din ærlighed. Tanker til jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3 mange tanker til dig Trine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæmpe, kæmpe, KÆMPE kram til dig, søde Trine <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Lige inden jeg fyldte 30, stod jeg pretty much præcis i din situation.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Chris

      hov – der manglede noget; det vigtigste!
      I dag er jeg 38, og alt er godt igen.
      Pointen er, at nogle gange må man stole på universet og tro og håbe, at alt går som det skal.
      Måske har man kæmpet nok. Sammen eller hver for sig.
      Jeg ønsker dig ALT det bedste. Det er helt forfærdeligt at være, hvor du er nu. Det bliver bedre. Jeg lover det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Jeg stod i præcis samme situation for et halvt år siden. Den bedste og den mest angstprovokerende beslutning nogensinde.
    Stor respekt til dig at lægge det ud på bloggen! Og medfølelse til dig i en kommende svær periode, der på mange måder er styrkende og svækkende på samme tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda J

    Håber I begge to vil kæmpe for at finde gnisten igen – det er krise at få børn – men hvor er de det hele værd og der er altid lys forude selvom der lige nu er mørkt og dagene er gået i leverpostej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise NS

    Prøv parterapi. Giv det en chance. Hvis det er Aarhus I bor i kan jeg godt anbefale en.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Jeg bor i Århus og kunne godt bruge en god par terapeut? Hvis du vil dele:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Kære Lortemor

    Ingen af jer må give op (endnu).
    Når tvivlen kommer over mig – tænker jeg på en gammel dames velmenende kommentar til min egen frustration: hvad er 3-4 hårde år holdt op imod et helt liv?
    Og hvis I ikke vil hinanden mere, så vent med at tage beslutningen til stormen har lagt sig og udfordringerne er mindre. Beslutningen skal tages fordi I ikke elsker hinanden mere, og ikke fordi der er for meget sygdom, vasketøj, arbejde og alt for lidt sex. Ingen af delene bliver nemmere ved at bo hver for sig. Og nok heller ikke for Alfred.
    Vær endnu mere stærke og ikke giv op endnu. Kør jeres liv på jeres præmisser og skru forventningerne (hvis der er nogen tilbage) om det lykkelige harmoniske familieliv helt ned. For jeg er overbevist om, at I kommer fucking seje ud på den anden side til mindre sygdom, mere sex, større økonomisk frihed til fast barnepige og ikke mindst lyst til familien. Please kæmp videre ♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Viberg

    Hvor er du sej!

    Så fint skrevet, og hvor jeg håber at I får vendt det.

    Allerede din måde at skrive om det på, fortæller hvor god Du er til at have jer begge med i det <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sigrid

    Ring til Barbara Berger – hun har gjort vidundere for mange, inklusive mig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Flot skrevet – og FLOT I vil give det en chance med terapi! Og forhåbentlig finder I en der kan hjælpe jer videre på den rigtige måde…
    Kh. Mette❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denice

    Min mand og jeg blev skilt i sommers. Vi har to børn, og det havde gået dårligt i 4 år. Til sidst trak jeg stikket, det gjorde ondt! Meget ondt! Efter et par frygtelige måneder valgte vi dog, at give lorte et sidste forsøg; parterapi.

    Vi spoler nu filmen 5 mdr frem; min mand og jeg er sammen igen. Og vi har det bedre end vi har haft, måske, nogensinde. Det havde jeg ikke troet var muligt!

    Jeg håber det bedste for jer <3 (vores terapeut hed i øvrigt Susie Friis Kruse, og har klinik på Ryesgade. Jeg har ikke aktier i hendes foretagende, jeg synes bare hun var vildt god – jeg har været igennem flere forsøg)
    //Denice

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvis der bare er en flig tilbage at det der var en gang – såååå kæmp
    Skulle det så alligevel ikke holde så har man prøvet alt hvad man kunne …. Mig råd – hold ud ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Tak! Fordi du skriver så ærligt og så præcist om, hvordan det også er. Det er meget bevægende. Been there, tror vi er på den anden side. Mange tanker og knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg sender dig en stor virtuel krammer.

    Og så tager jeg hatten af for dig. Jeg synes det er meget flot at du deler det på din blog, og ISÆR fordi du virkelig formår at skrive det på en sober og pæn måde. Cadeau til dig for det :-*

    Jeg er klar over at http://lilletutogmor.dk/s situation var noget anderledes, men måske du alligevel kan drage lidt nytte af nogle af Katrines blogindlæg om parterapi o.lign?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • NH

    Kære Lortemor. Æv hvor er det bare fucking nederen at læse. Jeg vil bare helt kort sige at I for gud skyld skal gøre alt. ALT. Det går ikke at sidde og tænke om 3 år at man sku måske lige ha prøvet “…”

    Københavns Kommune tilbyder gratis familierådgivning. Selvom vi ikke mangler noget, gjorde det beslutningen om at tage afsted lidt nemmere. Vi fik et par samtaler med Susanne (som ligner en blanding af min mor og farmor – bonus) og vi er stadig sammen.

    Det betyder jo ikke at vi også er det om 10 år, men lige nu er vi. Og lige nu er ungerne små, så lige nu er jeg af mange grunde taknemmelig.

    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    <3 <3 <3 !

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At have en blog er....