Vanish Vinder!

Selvvalgte privilegier

Jeg elsker at ligge og læse artikler inden jeg skal sove – efterhånden er mine online medier blevet indsnævret en del, da der efterhånden er kommet abonnementer på de fleste online aviser. Forståeligt nok. Jeg elsker når folk deler en god artikel eller debat fra Information eller Berlingske og det er efterhånden også de to netaviser jeg tjekker de fleste aftener.

Derfor har jeg læst to kronikker i aftes, den ene med titlen ’De voksne har erobret barndommen’, samt en anden med den yndige overskrift ’Mor fortjener ikke en gave på søndag’.

Den sidste er en ret generaliserende kronik, der går på at forældre er blevet nogle egoistiske røvhuller – og der mere end bare hentydes til at de mange diagnoser børn og unge render rundt med – ADHD, autisme og andre neuropsykologiske forstyrrelser – er forældrenes egen skyld – og at de små proppes med Ritalin, som var det slik på en fredag aften foran Disneysjov.

Det er alt sammen forældrenes skyld, fordi de ikke vil sætte deres liv og arbejdsliv på standby mens børnene er små.

Den første kronik er fra en far, der mener at det er det sociale der dræber alt overskud som familie. At det pres der ligger på os – om at vi ikke vil være de første der afleverer eller den sidste der henter – at vi SKAL dukke op til sociale arrangementer i skolen eller i institutionen, ellers er vi de dårlige forældre. Egentlig er den sidste ret god – og jeg kan kende mange af de tanker der ligger bag.

Jeg er KUN lige begyndt, når det kommer til at være mor.

Jeg ved ikke en skid.

Men jeg ved hvad JEG vil.

Og nu vil jeg gerne fortælle hvad vi gør hjemme hos os.

Jeg troede sådan helt naivt, at jeg ville være den slags mor der afleverede mit barn kl. 9 og hentede igen kl. 14. Det var da en dejlig kort dag, tænkte jeg. Ren samvittighed og alt muligt.

Det viste sig dog hurtigt, at 5 timer i vuggestuen, var en dårlig dag for Alfred. Han nåede ganske enkelt ikke at få noget ud af dagen. De havde morgensamling og spiste kl. 9, legede til kl. 11 – hvor de spiste frokost sammen og bagefter sov til middag. Kl. 13 vågnede de så småt, og kl. 14 spiste de igen, hvorefter der var fri leg indtil forældrene indtraf.

Det var timerne efter kl. 14 han var mest ked af at gå glip af – det var på en måde frikvarteret, hvor de bare kunne lege og hygge sig.

I hans nuværende vuggestue, er timerne efter en lur, spisetider og andet obligatorisk aktivitet, også det han elsker mest. Og jeg vil ikke frarøve ham hans frikvarter, bare så jeg kan få god samvittighed. Derfor hentes han først ved 16-tiden. Men der er han også klar til at komme hjem.

Min kærestes skæve og sene arbejdstider gør, at jeg ikke kan køre ego-trip og arbejde 40 timer om ugen på et kontor. Jeg har valgt et usikkert liv som freelancer, hvor jeg stort set arbejder hjemmefra det meste af tiden. Min indkomst er så heller ikke i den kategori, hvor man leder efter sommerhuse eller kolonihaver, tager på ferier eller shopper amok. Men det kan være det er helt anderledes om 10 år. Og det er helt okay.

Men det er ikke ret mange der kan arbejde hjemmefra. Og det sgu heller ikke alle der kan arbejde 25 timer om ugen. Forestil jer et samfund hvor folk alle arbejdede hjemme på nedsat tid? Nej, vel?

Jeg prøver ikke på at pudse min egen glorie – men jeg tror på at langt de fleste af os gør det allerbedste vi kan. Jeg er pisse træt af at vi bliver fremstillet som nogle egoistiske Frost-elskende, Dyrekort-fanatiske psykopater, der ikke gider holde ferie med vores børn. At vi hellere vil gå på cafe og tage på ego-ferie uden børn. Træt af det. Skide meget, faktisk.

Jeg vil skidegerne på cafe, og jeg vil fandeme også gerne på ferie med min kæreste. Og jeg vil også gerne holde 6 ugers ferie om året, hvor Alfred kan løbe nøgen rundt i haven og lege med vand og spise jord. Skide gerne. Men jeg har ikke 6 ugers ferie om året som freelancer. Det er der ikke råd til. Det er noget for noget. Så derfor får Alfred heller ikke bare lige 3 ugers ferie fra vuggestuen til sommer – men han får noget. Og jeg ved godt at der nok skal komme flere kronikker der peger fingre ad sådan nogle som mig – der måske kun giver mit barn 14 dages ferie til sommer. Men jeg gør sgu hvad jeg kan. Man kan ikke få det hele, men jeg har valgt at jeg vil have lidt.

Så jeg er ikke den første der afleverer, eller den sidste der henter – men jeg er så heller ikke hende der tager på ferie hvert år, eller har en pensionsopsparing.

Og alle dem der arbejder 40 timer og afleverer først eller henter sidst, de gør sgu også hvad de kan. Så stop den forpulede hetz, hvor man kører på forældres dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed kommer i det sekund man deponerer moderkagen, og man behøver ikke omverdenens løftede pegefinger for at mærke den. Den er der. Hele tiden.

Men mit barn trives – jeg trives og det er sgu da okay.

Og jeg i øvrigt pisse ligeglad med dyrekort og Frost.

foto-6

25 kommentarer

  • Kristine

    Jeg synes bare det er så rigtigt og så pisse godt skrevet ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Rigtig godt indlæg! Husk dog på, ikke at ryge liiiiiiidt over i martyrrollen, sagt på den pæneste måde 🙂 De fleste af dine “ulemper”, de kommer fra at være freelancer. Men du kunne jo bare få et 8-16 jobm hvor der så var betalt ferie, pension og alt det der? Os der sidder på kontor (og her er det ikke 8-16), er ret så paniske om, hvad VI skal gøre den dag et barn kommer? Jeg kan fx ikke blive freelancer og arbejde hjemme, jeg vil aldrig kunne aflevere kl. 9, er du vimmer mand, så er man priviligeret, tænker jeg. Og jeg vil ALDRIG kunne hente allerede kl 16. Det er selvfølgelig sådanne benspænd, som en lang uddannelse har sat for en, og man kan sagtens få livet til at gå op alligevel…

    Men husk, at alle har disse problemer, og i manges øjne, så er det helt vanvittigt forkælet at kunne hente og bringe sit barn på de tider og nyde den tid med ham? Ja, jeg har en fed pesionsopsparing, en god og højere og højere løn at se frem til. Men vil aaaaaaaaaaaaaldrig kunne hente kl. 16.

    Det er så let at tænke, at alle andre har det bedre (du disser liiidt folk her, der har råderum til at købe kolonihavehuse!), men du har altså også en yderst favorabel situation, i mine øjne 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Jeg tror du læser mit indlæg forkert? Jeg mener jo netop at ikke alle kan vælge som jeg 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karina

      Flekstid og hjemmearbejdsdage er da ellers ofte en af fordelene ved at være højtuddannet. Måske det mere er et spørgsmål om prioritering?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Loso

      Jeg synes måske ikke det er Trine, der lyder som en martyr her… Du virker derimod til at bruge en høj uddannelse som undskyldning for, hvorfor du ikke kan gøre det samme. Men ret beset er det vel ikke din uddannelse, men hvordan du vælger at bruge den, der afgør, hvornår du har fri.

      Jeg arbejder selv på kontor, jeg er uddannet jurist og kunne sagtens få et mere spændende job med en højere løn end det jeg har nu.

      Det har jeg valgt ikke at gøre. I stedet arbejder jeg på deltid fra 9-14 med en enkelt lang dag om ugen. Ja, der er folk som dig, der vil kalde det “heldigt”, ligesom du kalder Trine det, fordi hun har valgt en karriere som selvstændig. Jeg mener dog ikke det er held, men et valg vi blandt andet har taget, for at være mest muligt sammen med vores børn. Det giver så nogle andre afsavn, i mit tilfælde en lavere løn, kedeligere arbejdsopgaver og ingen mulighed for at avancere, da det kræver jeg arbejder fuld tid. Men det er et valg jeg har taget, og har ikke noget med held at gøre.

      Så en høj uddannelse behøver altså ikke medføre, at man først kan hente sit barn kl. lukketid. Det kræver dog, at man selv er villig til at gå på kompromis, for man kan selvsagt ikke både have den vildeste karriere og hente børn kl. 14.30 hver dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lige præcis !!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida W.

    Okay. Jeg synes at tingene bliver blandet noget sammen. Både i Helene Egtveds kronik og i dit indlæg (med al respekt i øvrigt).

    Helene Egtved kritiserer indledningsvist mødres manglende vilje til at sætte karrieren på standby, mens børnene er små, og at de/vi hermed overser børnenes behov.
    I sidste del af kronikken bliver emnet drejet over på, at vi som forældre skal råbe op overfor de dårlige normeringer i daginstitutionerne, og jeg læser dette som kronikkens egentlige budskab.
    Jeg kan ikke se, hvad hendes indledende raid mod mødres valg/ikke-valg af karriere skal til for i denne sammenhæng.
    Samtidig mener jeg, at du gengiver hendes kronik ufuldstændigt, da du ikke får det egentlige budskab med (sådan som jeg læser kronikken) – altså forældres krav om bedre normeringer, og at det er dét, som vi bør tage ansvar for.

    Jeg er ked af, at Egtveds egentlige og vigtige budskab – at forældre skal stille krav om bedre normeringer i daginstitutionerne – bliver forplumret i hendes egen kritik af kvinders valg af karriere (som jo er en privat sag) og de herinde afstedkomne klager over mor-bashing.

    /Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Det er et dejligt budskab det ender ud med, men kronikken bærer altså stadig tydligt præg af at forældre med syge børn, bare medicinere dem for at få fred til at arbejde. Og egentlig ville budskabet have været enormt smukt, hvis ikke det havde været for overskriften.

      Jeg er så træt af at man kræver at børnefamilier (i dette tilfælde mødre) skal råbe op omkring bedre forhold for dem med små børn – der er jo sjovt nok ingen der hører de opråb om normeringstal og bedre forhold i skoler og institutioner, fordi opråbet drukner i historier om forkælede børnefamilier der teer sig som vanvittige til gratis Frost koncerter eller hos kundeservice i Føtex.

      Hun HAR et vigtigt budskab, men hendes vej dertil drukner i grimme eksempler, synes jeg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida W.
      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma Broberg

      Hurtig indskydelse: det er fandme også et lorte- og pisse sexistisk budskab at mødre bør sætte deres karrierer på standby når børn af små. No fucking wonder at kvinder ikke er repræsenteret i toppen af erhvervslivet, hvis det er det pres der hviler på mødre – men ikke fædre. Og hvor kommer den opfattelse egentlig fra? At moren er den eneste omsorgsgiver? Jeg synes personligt at der er alt for meget kritik af mødre (jeg nævner i flæng: speltmødre, curling-mødre, frost-mødre) – stort set aldrig af fædre. De er sgu da lige så gode til at give omsorg og bør – i hvert fald i min optik – bære en mindst lige så stor del af ansvaret for et barn og dets opdragelse.

      Jeg er i øvrigt for ligeligt delt barsel mellem mor og far – så længe det giver mening for den enkelte familie, selvfølgelig.

      Men lidt i forlængelse af Trine, som meget fornuftigt skriver at folk skal slappe lidt af med at kritisere forældre: SLAP NU AF med den kritik af mødre og forventning om at børn skal være grund til karriere-standby og hvad fanden ved jeg.

      Sorry for rant :person_with_pouting_face

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Du beskriver mine tanker så fint. Jeg er også som du sindsygt træt af – og faktisk også ret ked af – det billede der bliver tegnet af forældre i dag: marathondyrkende, karriereræsende, cafe-gående, dyrekorts-fanatikere…

    De findes sikkert – men jeg nægter at tro på at det er mange – og så synes diskussionen helt mangler det du peger på. At forældre- og familieliv jo ikke er ‘frit valg på alle hylder’, hvor man bare kan arbejde mindre, hente tidligere osv. Meget kan vi vælge, men det er da ikke alt og det er jo de vilkår vi og vores børn lever under – og som handler om helt basale regninger der skal betales, arbejdstider der er som nu engang er på nogen arbejdspladser og ikke handler ret meget om cafebesøg, dyrekort el.lign.

    Og at kalde det for forældre-egoisme det er synes jeg er så tarveligt… og slet og ret forkert.

    Jeg læste et sted om en som havde en teori om at den slags artikler du refererer til er skrevet af en meget lille gruppe mennesker, og at den type forældre de skriver om er mindst lige så lille. Så en lille gruppe mennesker, skælder ud på en lille gruppe mennesker, men rammer os alle. Vi burde nægte at deltage i den debat (og nu gjorde jeg det alligevel selv :grinning: ) og i stedet antage at både vi og andre gør det aller, allerbedste vi kan for vores børn.

    Du har helt ret – dårlig samvittighed kommer med mor-titlen, så lad os lige huske at minde os selv og hinanden om at vi gør det så godt vi kan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Jeg er så enig, så enig. Flot ramt – især det med de små grupper der rammer de store!

      Fedt med nuancerede øjne i kommentarfeltet 🙂

      Også til dig Ida!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Jeg kommenterer ikke ret tit men fik lyst til at komme med en kommentar her.
    Jeg har også nogen gange læst de artikler som ofte bliver delt på Facebook. Jeg har ofte haft på fornemmelsen at mange deler de artikler som er med til at de selv fremstår som “rigtig” og dermed prøver at gøre andre som mindre “rigtige” og derved får bedre samvittighed over de valg de træffer.
    Der er artikler om børn der er for meget i institutionen, børn der spiller for meget ipad, ser for meget tv og i modsætning til det så jeg i går en artikel der skrev om hvordan mødre blandede sig for meget i deres børns fritidsaktiviteter.
    Så tænker at uanset hvordan man lever sit liv og hvordan man prioriterer sit liv kan man finde en artikel der retfærdiggør det man gør og får andre til at få dårlig samvittighed.
    Vi tager jo alle valg i vores liv både for vores børn, os selv og vores arbejdsliv og hvad der er rigtigt for den ene er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden. Hvis vi i stedet for at have dårlig samvittighed over de valg vi tager bare accepterer at vi er forskellige og at vi rent faktisk gør det bedste vi kan vil der slet ikke være brug for disse bedrevidende artikler.
    Lang ferie/ kort ferie og lange /korte dage i institutioner kan altid diskuteres men hvis du/I trives med de valg i har taget er det efter min mening det vigtigste og ikke hvad der står i diverse artikler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Taja

    Jeg kommenterer sjældent på indlæg, men nyder blot at læse dem, men dette er bare et overlækkert og mega pisse-kodyl-fedt indlæg som er virkelig godt skrevet og SÅ RIGTIGT!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har ikke læst hverken kronikker eller artikler der her bliver refereret til. Så jeg forholder mig blot til det du selv skriver her med egne ord.
    Men det eneste jeg sådan selv kan forholde mig til er fra mit eget liv. Jeg er selv mor til to små børn på 3 og 5. Jeg her aldrig betegnet mig selv som en af de der mega pressede familier. For min hverdag var jo blot “normal”, når jeg sammenlignede med de andre i min omgangskreds. Men pludselig sagde det bang. Ud af den blå luft. Sygemeldt i knap halvandet år.
    JEG har selv erfaret og lært på egen krop og sind, at vi ALTID har et reelt valg. Om hvordan vores hverdag skal skrues sammen. Det handler udelukkende om at blive bevidst om hvilke konsekvenser der er forbundet med de valg, som vi kan træffe.
    Hvis vi vælger det ene, må det blive på bekostning af noget andet. Hvad er vigtigst så?
    Mange snakker om dårlig samvittighed.
    Den burde INGEN have. For den dårlige samvittighed er STRESS (læs: overbelastning) for kroppen. Helt seriøst.
    Når jeg tænker tilbage har jeg lige siden jeg blev mor for første gang for knap 6 år siden nu, haft to forskellige slags dårlige sammvittigheder.
    Den ene handlede om, at hver gang jeg afleverede min datter i institution kl. 7, fik jeg dårlig savittighed over, at jeg først hentede hende kl 14 eller 15.
    Den anden dårlige samvittighed handlede om, at hvis jeg fik tidligere fri eller holdt en fridag, så kom den dårlige smag igen i munden.. For “burde” jeg så ikke være sammen med datteren min?
    Jeg har fundet ud af, at den dårlige samvittighed faktisk kan være reel nok. Altså at den opstår, fordi du skal HANDLE anderledes. At dine værdier ikke bliver prioriteret og efterlevet som dit indre, oprigtigt ønsker og har brug for. At den måde du lever på, ikke stemmer overens med det du VIRKELIG vægter højst. For mit vedkommende syntes jeg ikke selv det var okay, at min datter skulle være alle de timer i inst. Fordi jeg fornemmede hun blev “overfyldt” At hun faktisk havde brug for lidt mere ro på. Med kortere dage. Og pause-fridage.
    Den anden dårlige samvittighed kan opstå fordi vi alle kan blive påvirkede af omverden. Andres meninger, holdninger og overbevisninger, For hvad andre betegner som meste “rigtig”.
    Og jeg fandt der ud af, at det ikke var min samvittighed der trykkede, når jeg holdt en alenedag fri. Men mere tanken om hvad andre tænkte. Men jeg havde brug for at bruge tid på MIG selv, for at kunne rumme mit/mine børn, og være den rollemodel jeg ønskede at være.
    Men uanset hvilket tilfælde der ligger til grunds for din dårlige samvittighed, bidrager den til en ubalance inden i dig.
    Og forresten, jo, min datter var minutter fra at få medicin for ADHD.. For hun var jo hypper. “Oppe” at køre. Ville ikke sove osv.
    Men hov, da jeg begyndte at ligge MIN hverdag og arbejdliv om, ændrede min datter sig. Hun blev roligere. Kom i balance. VI havde en hverdag, som ingen af os kunne holde til.
    Jeg havde en grund følelse af blot at OVERLEVE. Nu føler jeg at jeg lever. Fordi jeg og mine børn, har skabt nogle åndehuller i hverdagen. I livet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Words…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Modigt indlæg, som fik mig til at tænke på dette klip:

    https://www.youtube.com/watch?v=jePmMqqQNas

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Amen!!! Jeg er så skide træt af st blive sat i bås, som mor. Der går ikke en dag uden jeg støder på en artikel, som påpeger hvor dårlige, egoistiske og ødelæggende vi er som forældre. Det er generaliserende, sat på spidsen og usmageligt. Det er altid godt at være konstruktiv og udvikle sig, men min grænse er nået. Som du så fint skriver, de fleste af os, gør det så godt som vi kan. Vi har så travlt med at slå hinanden i hovedet, med sæt det vi burde og skulle gøre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Jeg så godt den kronik i tante berlingske. Men jeg læste den ikke, jeg ved allerede ud fra overskriften at mit blodtryk stiger alt for meget over endnu en omgang mor-bashing. Af den borgerlige slags, hvor mor er ene ansvarlig for alt hvad der hedder familie og den eneste rigtige løsning er at gå der hjemme..
    Før i tiden blev de der klummer af de hysteriske blå gå-der-hjemme-kællinger (Amalie Lyhne, Selsing, Kathtrine Lilleør etc.) dog teoretiske set rettet neutralt med en omtale om ‘mor m/k’, men nu har de åbenbart taget skridtet fuldt ud, og gjort mor ene ansvarlig for familien. Samtidig vel og mærke med at de samme personer kæmper for de undertrykte fædres rettigheder i tilfælde af skilsmisse.. Ikke specielt dobbeltmoralsk eller noget..
    Hvor er far henne? Hvorfor er det ikke også hans ansvar? Kan han ikke også gå derhjemme eller gå på deltid? Skal han ikke også nægtes en fars dags gave fordi han er så vanvittig uansvarlig at have et fuldtidsarbejde samtidig med at han vover at sætte børn i verden?
    Børn og familie er et fælles projekt, og jeg er så evindeligt træt af, at man fra det blå Danmark igen og igen prøver at bruge børnene som en murbrækker for at åbne op for genindførelse af 1950’er kønsroller.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Tak Trine!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise (IT-projektleder & Mor til 2 små)

    Jeg er SÅ enig i din fremstilling.

    Vi gør alle hvad vi kan og der er INGEN facitliste her. Freelancer, 8-16-slave eller hjemmegående – der er fordele og ulemper ved alle tre ting. Vi navigerer alle på bedst mulig vis, trods forskellige præferencer – der ikke nogle der er bedre end andre her. Lad os nu for pokker holde fast i det(!).

    En gang i mellem kan jeg godt tage mig selv i at ønske mig tilbage til min mormor’s generation. Hun arbejdede 3 dage om ugen, havde et godt respektabelt job i National-banken som gav mening; Et stort netværk både i form af kollegaer og andre “semi-hjemmegående” kvinder i vennekredsen mv.

    Samtidig, havde hun tid til at tage sig af hjemmet, holde børnene hjemme, de dage hun ønskede det (e.g. have kvalitetstid, evt. med ét barn ad gangen) OG mulighed for at passe sine egne interesser lidt ved siden af. Mulighed for at stresse af, få et pusterum, hvis der var behov for det. Det giver sgu da mening…

    Men for pokker, den slags job findes jo ikke rigtigt mere (der er i hvert fald få af dem). Og samfundet forventer at vi arbejder mere eller mindre fuldtid; måske du kan få lov at gå ned på 35-32 timer, hvis du er heldig – men så er du ikke lige så attraktiv en medarbejder – for virksomhederne foretrækker jo fuldtidsansatte.

    Den samfundsøkonomiske model er ligesom heller ikke skruet sammen til det. Hvad enten du ønsker villa, vovse og Volvo – eller central placeret by-lejlighed, så rækker økonomien ikke til at vi kun arbejder eks. 3 dage om ugen.

    Men man har vel lov til at drømme….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skønt at høre fra en der er “på den anden side af hegnet”! Som du selv siger det gør du det bedste du kan med det du har, og det er pisse sejt :)!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Vanish Vinder!