I anledning af....

Håndklædet i ringen.

Øv, det her er et træls indlæg at skrive.

Det er med en hel del hjertebanken, at jeg har sat mig ned for at skrive det, da hele min krop kæmper for ikke at acceptere faktum: At vores familie er i forandring.

Det har været længe undervejs, da vi har haft en del op og ned ture over de sidste mange måneder. Dage med gråd, skænderier, kompromiser og lovninger på, at nu tog vi os lige sammen og fik det hele til at fungere.

Faktum er, at vi er gode forældre, Svenne og jeg. Vi er bare ikke gode kærester. Overhovedet. Og jeg har holdt fast i vores forhold som en gal, fordi jeg ikke ønskede at se vores familie falde fra hinanden.

Det gør den heller ikke. Men den bliver anderledes fra nu af. Sådan helt officielt, så er vi ikke længere sammen og det kræver at jeg lige fælder en tåre eller 1000 for at kunne ’sige’ det højt herinde. Jeg har nemlig ikke lyst. Altså til at krænge mit inderste ud på den måde.

Men jeg er også nødt til at få det formidlet ud, da der sidder en stor mængde mennesker derude, der sådan helt officielt er nødt til at vide hvordan tingenes tilstand er. Især fordi jeg ret ofte oplever, at folk genkender os i gadebilledet, og naturligvis ville sætte spørgsmålstegn ved det, hvis Svenne en dag sidder og fletter fingre med en anden end mig.

Så ved I hvorfor 🙂

Vi er ikke ret langt i processen, og for mit vedkommende (og Svennes, for den sags skyld) er vi ikke der hvor vi løber ud i det Københavnske natteliv og går amok i ren og skær iver. Det er en hård tid vi går i møde, og den er nok værst for mig lige nu, fordi det ikke er det jeg ønsker. Det er Svenne er har valgt at trække stikket, inden vi begge to bliver ødelagt.

Så det betyder, at han er lidt længere i processen end jeg, og at jeg skal nå til et sted hvor jeg godt kan se, at vi gør det rigtige. Jeg har længe gået med den tanke, at jeg ville føle mig lettere, gladere og smukkere – hvis ikke det var fordi vi dagligt gik og kæmpede mod hinanden herhjemme. Følelsen var til sidst så stærk, at jeg godt vidste hvilken vej vi gik.

Det er ikke ‘den lykkelige skilsmisse’, det her – dem tror jeg ikke findes. Det bristede håb og drømme – og det gør ondt på en hel særlig måde, hvor man nærmest føler at luften bliver suget ud af en, og så mister man alle former for rationelle tanker og følelser.

Der er et KÆMPE MEN i det her – for når violinen er lagt, så tror jeg på at der venter os begge noget godt.

Det går godt for Svenne rent arbejdsmæssigt, og jeg er glad og stolt over hvor meget han har opnået på relativt kort tid. Og jeg tager sgu også lige noget af æren for det, selvom han har haft sit at se til, med både Alfred og jeg. Jeg håber at han fortsætter med at være lige så dygtig som han er nu, og fortsætter til tops. Hans drømme er indenfor rækkevidde, synes jeg. Ved ikke om han er enig. Men jeg er stolt af ham. Meget.

Og jeg er stolt af os, fordi vi har formået at skabe en lille dreng, der er så sød, omsorgsfuld, sjov, skør og helt igennem skide irriterende. Det er et kadeau til os begge. Der har vi seriøst rocket!!

Mht til mig, så er det lidt af en omvæltning for mig. Jeg har ikke været single i 10 år – og lad mig bare sige det sådan: jeg har ikke travlt. Jeg har en pæn portion selvtillid der skal skabes fra bunden. For jeg har den ikke. Kan ikke huske hvor den blev af. Den var der engang. Og det er sindssygt skræmmende, at jeg pludselig skal til at have nok i mig selv. At jeg skal finde en eller anden slags kærlighed til mig selv, så jeg kan være noget godt for mig, og ikke kun for andre.

Alle de lavpraktiske ting er lidt kaotiske lige nu, for vi sidder jo godt og grundigt smedet sammen i alt hvad der hedder bolig, økonomi og vaner. Vi tager en dag ad gangen. Og indtil videre bor vi sammen alle 3, men har lånt et vennepars lejlighed her den næste måneds tid, så vi kan få lidt pusterum hver for sig.

Vores udgangspunkt er, at vi ikke ændrer på Alfreds vaner, før vi har en mere permanent løsning. Men lad mig sige det sådan her: vi beholder vores dejlige lejlighed i Sydhavnen, for vores ønske om at Alfred skal vokse op her, er stadig intakt. Og i øvrigt er man godt dum, hvis man sælger en 4 værelses lejlighed med have, centralt i København, bare fordi man går fra hinanden. Det er Alfreds hjem, og det skal det blive ved med at være.

Jeg leder ikke efter gode råd, og jeg skriver ikke dette her for at få skulderklap eller trøst. Jeg skriver det fordi at bloggen her så ofte har været en ventil, hvor jeg kunne lukke lort ud. Men jeg vil også sige, at jeg ikke kommer til at bruge bloggen som sutteklud og dele ret meget ud, når det kommer til det her.

Har læst mit om skilsmisser på diverse blogs, og det er aldrig særlig kønt. Jeg har ingen intentioner om at hænge os ud, og jeg respekterer os så meget, at jeg ikke vil dele noget så privat med hele verden. Det er meningen at Svenne og jeg skal få hinanden ud på den anden side, på den aller bedste måde. Og det gør jeg ikke mit til, hvis jeg lukker lort ud online, desværre.

Svenne er min helt store kærlighed, og det er han stadig – jeg elsker ham så højt, fordi han har taget en beslutning om at vi ikke skal leve de næste mange år som ulykkelige mennesker – men naturligvis er han da skidetræls fordi han bare sådan lige kan sige stop. På mine vegne også. Men jeg er sikker på, at jeg en dag vil takke ham for det.

Vi har fandeme gjort det godt.

58 kommentarer

  • Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mange varme tanker og knus til dig kære Trine <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Årh altså, jeg havde sådan håbet I kunne finde ud af det sammen. Nogle gange er tingene bare for svære til at det kan lade sig gøre. Held og lykke til jer begge (og Alfred) fremover 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine

    ønsker jer det bedste

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • julie

    Al held og lykke til jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Kæmpe kram til jer alle tre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrin

    Det kan godt være, du ikke vil have trøst eller lignende. Men vil at alligevel sende dig et cyperkram og et ønske om snarlig oprejsning. Alt det bedste til jer <3
    /Piximouse

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3 <3 <3 <3 <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er jeg SÅ ked af at høre Trine. Jeg tænker på jer, og er sikker på at I nok skal komme ud på den anden side. Tanker herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    <3 <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna M

    Al held og lykke til jer! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er HÅRDT – men dejligt at du aligevel ser positivt nok på det… Men tror alligevel det først VIRKELIG går op for en når man først har været alene et stykke tid.. Det var ihvertfald det der skulle til her.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Jeg er nu heller ikke så positiv lige nu 🙂 men det hjælper at jeg klart har taget sorgerne på forskud.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du skriver da positivt nok – i forhold til mange jeg kender der er gennem det samme. men det er ikke fedt når det kommer fra den anden. selv om man måske inderst inde kan se poenget med det selt. men alligevel træls at det var DEM der kom til det først.
      Men det er noget lort. virkelig lort. specielt med børn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kæreste Trine.

    Det gør mig så helt oprigtigt ondt! Jeg står, som det ser ud fra “sidelinjen” her på bloggen, i samme situation som dig netop nu og det gør fandensparkemig ondt helt ind i knoglerne, at skulle igennem dette med en dejlig, lille dreng, der endnu ikke (trods alt i en god tone) forstår omvæltningerne, der er på vej. Jeg sender dig alverdens gode tanker og kærlige hilsner – vi skal begge to nok komme igennem det her på en eller anden måde. Men det stinker! Fandeme så, om det ikke stinker helt ad helvede til.

    Kærlig hilsen
    Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    <3 <3 <3 Jeg vil virkelig gerne skrive, at jeg synes at du er mega sej. Virkelig. Kæmpe respekt herfra. På alle mulige fronter. Håber ikke at jeg "går over stregen" ved at skrive det, men du skal have det med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det var med tårer i mine øjne at jeg læste dit indlæg. Jeg vil ikke skrive så meget andet end at jeg ønsker jer det bedste… Og ja, I har sgu gjort det godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tea

    Hej Trine.
    Jeg har fulgt dig helt fra før Alfreds fødsel. Du er så sej og ønsker alt godt din vej! Øv, hvor må det være hårdt.
    Kh Tea.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • XX

    Hej Trine

    Jeg har ALDRIG kommenteret på noget som helst herude i Cyperspace. Men jeg synes din ærlighed gør sig fortjent til, at også en stille læser som mig sender lidt god karma til dig!

    Du er i sandhed modigere end de fleste. Og så kan jeg kun have den dybeste respekt for, at I – selv nu hvor det er allermest hårdt og følsomt – stadig formår at være de voksne og ikke kun lader de negative følelser tage over. DET er da om noget at holde sammen på familien!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • En tanke (ej flere) og et kæmpe virtuelt knus herfra <3 Du er sgu en af de sejeste bloggere jeg kender – og jeg ved at du kommer til at holde på dine præmisser <3 Mega LÅÅÅVE herfra! Og skriv endelig hvis der er noget….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena

    Voksenlivet sucks nogle gange…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • julie

    Kære Trine

    Har lige været igennem det, I skal igennem (også med et lille barn og på ‘fredelig’ vis), og det er hårdt som bare. De færreste er vist helt enige om sådan en beslutning, men du har en forbilledlig indstilling til det hele. Vores søn har været minimalt påvirket af vores brud, netop fordi vi har håndteret følelser og (den til tider uoverskuelige) praktik med hans tarv som vores absolut første prioritet.

    Der venter en hård tid, men også en tid, hvor du helt sikkert bliver klogere på livet og dig selv – på den gode måde.

    De bedste tanker herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig mange harme tanker til jer tre <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sender lige en kæmpe krammer – det er så hårdt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Kære Trine,

    Du er sej. Det her, er sejt skrevet. Jeg kender dig ikke, men er sikker på, at du kommer til at klare dig. Det er trist, rørende, smukt og mere trist at læse dit indlæg. Jeg hepper på dig (og tænker, at det, er det virkelig mange der gør). Så: hep, hep og virtuel ✨

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Du har lige at ord på alle de ting, jeg selv går med pt. Ønsker jeg havde Svennes mod og dit klarsyn. Alt det bedste til jer alle 3!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det dog smukt og kærligt skrevet. Hold nu op, hvor skal du have så mange tommelfingre for at kunne forfatte noget, der lyder så velovervejet og roligt i en tid, der uden tvivl er fyldt med tårer og turbulens. Jeg krydser fingre for jer alle tre og ønsker, I må komme så godt igennem det hele, som det nu engang er muligt i sådan en lortesituation <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Et rigtig fint indlæg trods det triste indhold. Respekt for, at du holder det i sådan en god tone. Jeg har også læst andre “skilsmisse-blogs”. Det kan virkelig være en pinlig omgang mudderkastning.
    Mange varme tanker til dig i en svær tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mona

    Kære T,
    Jeg kender dig ikke men har fulgt din blog fra start – så det føles bare rigtig trist at læse – og jeg føler med jer! Sikke en lortesituation, håber at du kommer ud på den anden side, da det må være vildt vildt hårdt!!! al respekt herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Ej jeg begynder at græde nu.. Både på dine vegne, men også fordi det bare er så smukt skrevet. Har fulgt jer længe og sådan håbet at I ville blive sammen, men selvfølgelig skal det ikke være for enhver pris.
    Men om end er det ok at græde, når I er styrtet ind i den tragedie vi alle prøver at styrte udenom – Eller jeg i hvert fald gør og derfor ikke tør give mig hen. Jeg er selv er i gang med det du skal til, blot er jeg 23 år og har ingen børn.
    Ønsker dig alt det bedste, virkelig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hvor er du ekstrem modig at dele på sådan et følsomt tidspunkt og hvor er du stærk, at kunne fatte så smukt et indlæg om begyndelsen på slutningen. Jeg vil frygte, at jeg selv bare ville kaste med mudder midt i galskaben. Stort respekt herfra, håber du får plads til at kunne råbe røv i kulissen og drikker vin i litervis.
    Kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Stort knus til jer alle

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tilde

    Kære Trine.

    De bedste tanker og håb for fremtiden til jer alle tre! Jeg mener det er en Anne Linnet sang, hvor omkvædet lyder:” …og hvis du virkelig elsker mig endnu, så ville du slippe mig et øjeblik, hvis du sku’..” Der er en hel del sandhed i den sætning, og det er som du også skriver vigtigt, at stoppe op inden man ødelægger hinanden. Kh en trofast læser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bare kys og kram til dig, Trine.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • SA.

    Jeg er ikke rigtig kommentar-typen.
    Men jeg vil lade dig vide, at jeg tænker på jer. OG.
    AT én ting er at have mod til at dele det (og alt muligt andet på bloggen)
    Men at være modig og stærk nok til ikke at smække med dørene og blive opslugt af had når nogen træffer en beslutning som gør så ondt! – Det kræver nosser!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Meget få mennesker formår at skrive om sådan noget, på en så fin og sober måde.
    Selvom du ikke beder om et skulderklap, fortjener du det i høj grad.

    Det er meget smukt skrevet.
    Og jeg ønsker dig alt det bedste fremover <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone Sole

    åh <3 jeg har ellers heppet på jer. Alle mulig gode tanker i sydhavnens retning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Farudenfilter

    Urgh.. Helt pas, oprør i maven.. Helvede altså..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Trine. Det gør mig ondt at læse. Men for fanden, hvor skriver du smukt – jeg er både trist og rørt! Sender virkelig mange tanker i jeres retning <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sander

    Det er det smukkeste, jeg længe har læst. Simpelthen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hvor lyder det pisse hårdt og surt! Men du er sej, sender dog alligevel min medfølelse til dig! Det er aldrig sjovt og især ikke når man har børn sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Al lykke til jeres lille familie i fremtiden <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabina

    Blev lige nødt til at skrive en kommentar til denne. Mon kæreste og jeg gik fra hinanden efter knap 10 år midt februar og flyttede fra hinanden for lige knap 2 mdr siden, min søn bor ved mig vi kører 5/2 ordning, og vi har et godt samarbejde. Jeg vil bare sige at du ikke er den eneste derude. Fuck det er svært og det bliver en hård tid for dig og det tager tid. Der er gode dage og dårlige dage og forhåbentlig bliver der flere af de gode. Kh Sabina (mor til Anders på 17 mdr)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra M

    Jeg sender dig en masse varme tanker og ønsker dig og familien alt det bedste! Meget flot indlæg, gik rent ind. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • rikke

    Kram til dig – jeg tror du har brug for det og high five for at se så fint på situationen.
    Jeg står i næsten samme situation, min mand og far til vores to skønne unger tror ikke han elsker mig mere – jeg kan ikke give slip på det uden kamp, da jeg synes det er så let bare at sige det var det. Vi har ikke kæmpet sammen endnu og det håber jeg vi kan, men helt oprigtigt set, så tror jeg det ender med et brud. Og det er noget fuck – men jeg vil være lykkelig og det er jeg ikke sammen med en mand der ikke elsker mig af kærlighed længere. øvøv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mange tanker til jer, og især til dig Trine <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Jeg sender dig et stort, varmt og rummeligt kram. Alt det bedste for dig, Alfred og Svenne, det fortjener i alle 3, som du selv skriver. Du er mega stærk og den selvtillid skal du nok finde, for du har utrolig meget at være stolt af med dig selv, vi andre kan se og læse det – det går op for dig en dag, men et skridt af gangen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ingen andre formår at kunne skrive om noget så sårbart på sådan en sober måde. Jeg håber du holder fast i bloggen, når tiden og lysten er til det og at vi fortsat ses i ny og næ – og så får du den største virtuelle krammer herfra <3 <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitteks

    Gik ind på din blog fordi jeg synes det er såå hårdt med børn og parforhold….så tænkte jeg kunne finde lidt trøst/ forståelse…. Og det gør mig ondt at høre svenne og dig går fra hinanden… For det er en voldsom hård tid for parforholdet. Jeg håber du kommer godt igennem den næste periode. Kærlige hilsner en nabo i sydhavnen :lion:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • selvom du ikke søger trøst, så sender jeg dig/jer en kæmpe cyber-krammer herfra… Håber I kommer igennem det så blidt som det nu er muligt..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille Marie

    Jeg står desværre også i en lignende situation.
    Min kæreste gennem 10 år valgte for to måneder siden at gå fra mig.
    Vi har to børn, den yngste er 8 måneder.

    Det er simpelthen så hårdt at man nogen gange ikke kan være inde i sin egen krop:-(

    Men jeg har alligevel allerede lært meget af vores brud og ikke mindst af at være alene med to unger. Den lille kan jo ikke være så meget hos sin far.
    Men hvor kan man være ensom. Betryggende at vide at der er andre derude i samme situation.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Oh shit… Det var da dagens sørgeligste indlæg….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda J

    Trofast læser af din blog
    – jeg havde sådan håbet for jer ikke kom dertil, men når det skal være sådan sender jeg al god karma til jer, de bedste ønsker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ole

    Trist. Man kan flytte så meget energi til at være forældre, at man glemmer hinanden som kærester.
    Man kan håbe, at det kun er en pause, der skal til. Lapper det ikke skrammerne, har man trods alt en forudsætning for at få et dybt venskab sammen, når bølgerne falder lidt til ro. Det fortjener I begge – og især børnene.
    God vind!
    Ole

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille Maria

    Hej Trine. Jeg stenede lige over din blog og så faldt jeg over dette indlæg. Jeg følte fandme at det var Emil og jeg der skulle flytte fra hinanden forfra, da jeg læste det, selvom jeg er fuldstændig ovre det. Du får et skulderklap selvom du ikke vil have det og du får et kys til din lille Alfred, selvom jeg aldrig har mødt ham. For gamle dages skyld og fordi jeg tror jeg ved, hvordan du har det.
    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    Hold kæft står lige nu nødagtigt i det samme bare med en lille pige på 15 md.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I anledning af....