Sorg er kærlighedens pris.

Om at rumme…

Shit, det er altså svært!

Jeg kender så mange gode mennesker, og jeg kan sgu godt rumme andre menneskers glæde!

Men jeg synker en ekstra gang, når:

Jeg læser om en veninde, der oplever dette.

For hvor ville jeg ønske det var mig. Virkelig. Jeg måtte fælde en tåre eller 1000. For det er smukt. Rigtig smukt, endda.

Eller når jeg oplever min veninde, har været så heldig her.

Eller når man bare får lov at låne folks lejlighed i en måned, så jeg har kunnet arbejde og trække vejret samtidig.

Jeg kan jo ikke være andet end taknemmelig over, at jeg har gode venner i mit liv, på trods af at jeg lige nu er den der tager. Jeg er bestemt ikke den der giver.

Jeg har nærmest intet at give af, når det kommer til overskud eller andet der kræver ret meget.

Jeg har det egentlig fint med at arbejde og være nogens mor. Det er de to ting der kommer i forreste række.

Når alt andet er brugt op, så skændes vi, vi diskuterer og vi er uenige om stort set alt. Vi ser kun fejl og mangler. Det er som om, at nogen har været forbi og slettet alle de gode minder vi havde. At alle de ting der før var gode, nu er erstattet af et ondt og uforstående blik. Vi kigger på hinanden, som var vi hinandens værste fjender.

I midten af det hele sidder en lille dreng, som er så perfekt og så vidunderlig. Som på ingen måde har fortjent at have forældre der skændes.

Men det er svært at se en anden udvej. I hvert fald lige nu.

Vi prøver at holde på os selv, så han ikke ser og hører os. Men de små skabninger har en sjette sans vi ikke forstår. Så han ved sgu godt at tingene ikke er ok.

Og det river mit hjerte fra hinanden, når han tager os i hænderne og siger at mor og far skal kramme.

8 kommentarer

  • Maj

    Åh Kære Trine!

    Jeg ved mine ord ikke kan gøre noget bedre, men jeg føler i den grad med dig – ikke på en medlidende måde, men som kvinde, mor og medmenneske! Der er ikke noget værre end at se sine drømme briste mellem sine hænder, at være uden rod og så sårbar at alting kan briste ved det mindste pust.

    Jeg føler med dig, fordi jeg forstår – nuvel skal jeg ikke skilles, men det er hårdt derhjemme – jeg er uden arbejde og kan mærke min identitet skride ud af fingrene på mig, sammen med mit selvværd, min selvfølelse og mit overskud! Jeg vil så gerne være en god kone, og en fantastisk mor, istedet er jeg en sur krampe som skælder lidt for meget ud, fordi jeg ikke har styr på en skid – ikke en skid du!

    Som du, prøver jeg at skjule sorgen, skuffelsen over livet og nederlaget af at være i underskud, og mit hjerte går itu hver gang min lille søn tager min hånd og siger “mor glad nu” eller “mor ikke være sur på far” – for fanden da også… Altså for fanden på mig selv…

    Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe dig, og trøster mig med, at du har et godt netværk, at du har en skulder at græde lidt ud ved og et par ører der lytter når der er brug for det – jeg håber virkelig livet bliver nemmere!

    Dit indlæg, dine ord berørte noget centralt inde i mig, og jeg havde behov for at dele – håber det er okay!

    Mange Tanker og virtuelle Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det ærligt og sårbart. Jeg føler med dig. Jeg kæmper selv med livets udfordringer og det er terapi for mig, at skrive det hele råt og usødet. Stay positive.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Kram og tanker til dig <3
    Har desværre ingen gode råd, men håber af hele mit hjerte, at I kommer ud på den anden side som venner, så Alfred også fremover har 2 fantastiske forældre – både sammen og hver for sig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ville gerne skrive, at det hele nok skal gå, at alt bliver bedre. Men det ændrer ikke på smerten, som den er nu. Jeg kan kun sende dig en virtuel, men ikke mindre varm af den grund, krammer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uanset om barnet er 1, 5 eller 10 år, fornemmer de 100% deres forældre.
    Derfor er det jo også ekstremt vigtigt at få sat nogle ord på, over for din lille dreng. Eg tænker mere ord på det følelsesmæssige, som det er det han smerter i lige nu. Har du snakket med ham?
    Jeg tænker at det er meget vigtigt at få sagt noget højt. Feks. “Ja, mor har det ikke helt godt lige nu. Jeg er lidt ked af det. Men det er IKKE din skyld. Men der er en voksen der passer på mig. Mor skal nok få det godt igen”.
    Bare de få ord gør, at bettemanden får en følelse af, at det er rigtigt det han mærker. At du er ked. Noget er anderledes. Så han bliver anerkendt. Samtidig med at du viser ham at du får hjælp til at få det bedre. For så skal han nemlig ikke passe på dig. Være urolig. Et ansvar bliver fjernet fra hans små skuldre. For JO, de mærker det. Så hellere sige det i stedet for at skjule eller undertrykke. Det skaber blot mere angst for børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Det rører virkelig noget i mig det her, ved ikke hvad jeg skal skrive, men jeg tænker på dig, og ønsker for dig, at du får det bedre hurtigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sabrina

    En kløverost tager den tid en kløverost skal tage – total plat, men ikke mindst sandt – lige som en skilsmisse, knust hjerte, sorg you namet tager sin tid. I må efter min mening se at få det brud effektueret, alt andet er tortur for alle, men ikke mindst jeres søn, det er ham der bliver fanget midt i det hele – for lille til at forstå, men stor nok til at forstå, at intet er som det plejer. giv slip og tro på at noget andet venter på dig – og noget andet kan også være at i finder sammen igen når i får en tiltrængt pause fra alt det sværere, det er aldrig for sent til en ny begyndelse. Bare husk….livet er ikke for de knækkede…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puh den sidste sætning rammer hårdt. Jeg sender dig og jer de varmeste tanker (:

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sorg er kærlighedens pris.