HANDY WOMAN

HVAD ER DET EGENTLIG?

På det seneste har jeg haft sendt min hjerne og mit hjerte på fælles bootcamp.

For sådan all in all, så har jeg nok egentlig haft ramt bunden. Der hvor man ligger i fosterstilling og ikke kan så meget andet end at give sig hen til ren og skær armod.

Folk har set mig være i undtagelsestilstand, på vippen til indlæggelse!

Da jeg første gang smagte på depressions-juicen, og sad med anti-depressiv medicin i hånden – der besluttede jeg mig for, ikke at springe over hvor gærdet var lavest. Så var jeg heldig at jeg fik det bedre (ikke med det samme) og jeg kunne atter se lidt mere positivt på tingene.

Netop som det begyndte at lysne, blev tæppet atter revet væk under mig – og så frygtede jeg at jeg skulle til at starte forfra igen. Mørke dage, mørke nætter, mørkt sind. Og det har der bestemt også været i alt det her skilsmisse-pis og lort.

Jeg HAR haft dage (og nætter) hvor jeg har haft lyst til at smide håndklædet i ringen og tage det første og det bedste fly ude i lufthavnen! Så kunne han sgu da lære det! Så kunne HAN få lov at stå med ungen, jobbet, andelslånene, maden og opvasken – og så kunne jeg knalde mig op langs en eller anden varm kyst – rigtigt realisere mig selv. Men det er heldigvis her den rationelle del af en sætter ind. For det er fuldstændigt udelukket at man pakker sine ting og skrider – i hvert fald i min optik 🙂

Folk har været så gode til at rose mig (os) for den sobre tone – at vi er så gode til at holde det gode humør og holde hinanden ud. Men det er virkelig ikke særlig nemt. Og den mentale bootcamp mit hjerte og min hjerne befinder sig på lige nu, den hjælper mig igennem nogle af de aller sværeste tanker og følelser i alt det her.

For vi er ikke en prut bedre end andre i vores situation. Vi er sure, bitre, utålmodige og alt andet end overbærende. Vi er kede af det, udmattede og på ingen måde ovre det værste endnu.

Jeg har hele tiden sagt, at jeg ville holde en god tone herinde når det kom til os – for jeg vil ikke vaske det fælles, beskidte vasketøj offentligt – men det betyder ikke, at jeg ikke kan sætte ord på hvad der forgår i mine tanker for tiden.

Hvis jeg skal forsøge at sætte ord på de aller sværeste ting, så bliver listen lang. Men jeg vil gøre et forsøg alligevel. Det kunne jo være at jeg var heldig at det kunne hjælpe andre derude.

1. Jeg har skide svært ved at være vidne til hvordan et forhold – som VIRKELIG har været godt engang, kan forvandle sig til det det er nu. Virkelig. Hvordan skete det lige? Den person jeg dagligt har kontroverser med, det er på ingen måde den person jeg lærte at kende for 5 år siden. Det er ikke ham jeg valgte og det er ikke ham jeg elsker.

Hvilket, underligt nok, er min sutteklud lige pt. For jeg kan på ingen måde forestille mig at vi skal være sammen igen. Men det er problematisk, jo. For alle minderne kommer i vejen – og så husker jeg pludselig hvor meget kærlighed der var engang. Og det gør ondt.

2. Jeg dør en lille smule ved tanken om, at andre får lov til at få den kærlighed og opmærksomhed jeg har savnet så meget, så længe. Hvor er det bare nemt for en eller anden dum kælling pige, at hun skal have alt det som han ikke kunne give mig. Og jeg væmmes nærmest ved tanken om, hvor nemt det bliver for ham at være romantisk, sød og opmærksom, overfor en ny og spændende dum kælling pige, fordi hun netop ikke er sur over den store opvask eller stiller særligt høje krav. Det er nærmest latterligt.

3. Jeg frygter at jeg bliver den onde ekskone, der hader den nye kæreste, netop pga. ovenstående. Hvordan kan man nogensinde være overbærende, når man har så meget i klemme og er så bitter?

4. Hvem i alverden er vanvittig nok til at falde for mig, hvis jeg har så tung en bagage med mig?

5. Forsvinder bitterheden nogensinde?

6. Forsvinder følelsen af fiasko nogensinde?

7. Og hvordan deler man sit fantastiske barn – som er så følsomt og tryghedssøgende? Kan man det? MÅ man det?

8. Jeg har mistet min bedste ven.

Der er så mange punkter på min liste, at jeg kunne blive ved i en uendelighed.. Ovenstående er blot et udpluk af de tanker jeg går med for tiden.

Jeg ved at jeg er stærk, og jeg ved at jeg nok skal klare den. Og vi er trods alt så langt i processen nu, at jeg har det okay med at vi ikke skal være sammen længere. Det løb er kørt. Men jeg kan mærke at jeg synes det er hårdt, at jeg ikke længere har den person, som jeg før ALTID kunne regne med – som kendte alle mine grimme sider og havde min ryg. Han er væk nu – og det er det mest grænseoverskridende og utrygge jeg nogensinde har oplevet. Det er forfærdeligt. Og jeg ved, at ingen er døde. Vi er her stadigvæk – men det, der er blevet taget fra mig føles bare stadig, som om at noget er dødt. Og det er jo egentlig også rigtigt nok.

Man burde køre det væk i en rustvogn, lægge blomster på, og have et sted at sætte det til hvile. For hvordan kan man ellers give slip?

damn1

28 kommentarer

  • Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive, når du udgiver indlæg som dette. For jeg aner ikke, hvordan du har det. Og jeg kender dig jo egentlig ikke. Alligevel føler jeg sådan helt oprigtigt med dig. Det gør mig ondt at tingene er endt som de er. Så i mangel af bedre ord, for ikke at komme til at sige ‘jeg forstår’, når det ikke passer: Kærlighed til dig, Trine. Og store varme kram!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Åh Trine… Får helt ondt i maven af alle de følelser du skal tumle med. Det fanme ik fair….! Men ja det går over, ja du kommer videre og ja i finder ud af det hver for sig. Men lige nu er balancen og dermed følelserne imellem jer så forskellige, at i nok kommer til at bringe de værste sider frem i hinanden.. Og det squ ik altid et kønt syn Men jeg vil næsten love dig, at balancen mellem jer bliver genoprettet . I er bare forskellige steder lige nu… Prøv og kig på Alfred når du ik magter mere og fokuser på den følelse, at du trods akt fik ham ud af det forliste forhold, for ham vil du nok aldrig fortryde…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Hej Trine
    Jeg så jer i fredags på Nørreport – du smilede, det gjorde svenne også, OG Alfred, han var så glad! Han hvinede i sin klapvogn af glæde .. Over hvad er jeg ikke klar over – men lige der, midt på Nørreport – hvor i blev observeret uden at vide det – smilede i alle tre, der var samhørighed, for i hører sammen i tre – og hvis i er en bedre udgave af jer selv hver for sig end sammen, er det den bedste gave i kan give Alfred. Jeg blev rørt, meget rørt. I smilede, om ikke andet, så gjorde i lige det øjeblik fantastisk for Alfred. Du er stærk, Du er sej, du er din egen og du er unik, og med alle dine egenskaber kommer du oven på igen og jeg er helt sikker på at i kommer til at designe et liv du vil være stolt af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Du er så god til at sætte ord på, hvad du føler. Det er meget inspirerende at læse, også selvom det er de mere mørke indlæg som disse. På en eller anden måde kommer man til at få et lille indblik i, hvordan du har det, og ja – man føler med dig..
    Jeg sender dig mange varme tanker og virtuelle kram herfra. Håber på det bedste for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Tak for et stærk indlæg. Tror det på mange planer er sundt at skrive. Få det ud, send det videre ud af systemet. Jeg er sikker på det vil vække genklang hos andre i samme situation, hvilke forhåbentligt kan være et skridt i den rigtige retning. Mig, der ikke er ved at blive skilt (i hvert fald i denne uge 🙂 ), lusker straks over og giver mandse et ekstra kram. Jeg er sikker på du finder lykken forude. Men det er nok ikke lige i morgen.
    Men det sker da helt sikkert, du er en cool madame og hvis du kan overleve i dag, kan du også overleve i morgen – også selvom den måske bliver ludt værre end i dag. En dag vender det. Lige som når man føder; én ve vil altid være den allerværste, vi ved bare ikke hvornår den rammer. Men ingen af de andre vil være lige så slemme før eller siden. Vi ved også at smerten ikke overståes ved fødslen, men dukker op ved efterveer (auuch) og når ungen suger halvdelen af brystvorten af igen og igen. Men det tænker jeg jo ikke på nu, nogle år senere. Det gjorde så naller, men for mit liv kan jeg ikke rigtig genkalde smerten i al sin pragt. Jeg håber din sorg over jeres forliste lykke vil fade ud og blive et minde, mere end en altomsluttende følelse.
    Jeg sender dig så meget womanpower, og jeg håber du bliver den SEJESTE ex ever. For så kan du nok nemmere være en dejlig mor/Trine (så har du forhåbentlig ladt den onde bagage bag dig og kan vælge at have glæde og kærlighed i dit liv). Kæmpe kram fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Kære dig, vil ud fra egen erfaring (2 skilsmisser 4 børn, 1 baby med min nuværende sidste kæreste nogensinde), fortælle dig at du kommer ud på den anden side igen!!!! Tak for din skønne og ærlige blog!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæmpe krammer (og en drink meget snart!!!).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Sender dig gode tanker. Det du står i lyder så forfærdeligt hårdt. Ønsker dig masser af medvind på din vandring ud af mørket. Må du komme hurtigt ud i lyset og igen føle lykke og ro.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Sender ubegrænsede mængder kærlighed din vej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    TAK for din ærlighed… og mod! For jeg synes, det er modigt og pisse sejt, at du tør dele dine tanker, som jeg er sikker på, at andre også tænker, men ikke siger højt. Jeg har ikke selv prøvet at stå i din situation, men hvor jeg føler det du skriver – og sikke en gave det er at kunne røre et (fremmede) menneske med dine ord. Put du også den ærlighed og mod i din bagage, så er jeg sikker på at nogen en dag, når du er klar, gerne vil hjælpe dig med at bære den!
    Virtuel krammer herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hvor er det dog barskt og smukt at du gider dele en så nøgen del af dig selv, inspirerende. Fra min side hjælper det mig, som er i et forhold, for det et netop disse ting man skal være opmærksom på i et forhold, for at redde det i tide, & let’s face it, det er os kvinder der kan sætte ord på følelser for det meste. Jeg føler med dig og ønsker dig alt godt fremover, tak for at du lukkede mig ind!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • I freaking hear you!!!!! Jeg føler stadig alt på din liste her 1 år efter min skilsmisse…og det gør stadig pisse ondt! Og drømmen om en familie falmer lige så stille…. Freak-shit!
    Kram til dig søde Trine <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette

    Du er herresej! Stort kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nat

    Det er blevet sagt før kan jeg se i kommentar sporet – men jeg vil sende et ekko og sende en cyber krammer. Fuck hvor det lyder fucking hårdt…

    Giver dig helt ret med ceremonien – jeg har også haft lyst til at gøre det samme da jeg mistede kontakten til min bedste veninde eller gik fra min første kæreste. Selvom jeg gik – var der nået der døde og noget der skulle sørges over…

    Jeg håber dine ord kan hjælpe dig i gennem og ud på den anden side. Du kan godt.

    Sig hvor, så kommer vi og giver dig en krammer – jeg ved vi er et par stykker som har et klem i overskud <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Lortemor. Jeg får en kæmpe klump i halsen. Jeg har fulgt med i evigheder herinde. Og har har heppet på jer. Du godeste hvor har jeg heppet. Du virker som den dejligste mor og jeg er sikker på, at verden ligger for dine fødder. Rock on! Den mand der griber dig får en ægte gulddame.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stina

    Kæmpe kram til dig Trine! Du skal nok klare den <3 Det her er altså ikke for at være hård ved dig, men jeg må simpelthen lige forstå hvad du mener med den her sætning du skriver: "Da jeg første gang smagte på depressions-juicen, og sad med anti-depressiv medicin i hånden – der besluttede jeg mig for, ikke at springe over hvor gærdet var lavest." Mener du at man springer over hvor gærdet er lavest ved at tage antidepressiv medicin..? eller læser jeg det helt forkert? Uanset hvad – du er sej og jeg hepper på dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Tak for spørgsmålet 🙂 Kan godt forstå du undrer dig over formuleringen. Jeg mener på ingen måde, at man generelt springer over hvor gærdet er lavest når man tager medicin mod depression. I min situation handlede det dog om, at jeg var presset så meget ifht forskellige faktorer. Medicinen kunne meget vel have hjulpet mig, men der var tale om en moderat depression, forsaget af en række problemer som skulle løses. Derfor ville det, for mig, være at springe over hvor gærdet var lavest – fremfor at løse de problemer jeg havde, hvis jeg ‘bare’ havde taget medicinen. Jeg kan kun tale for mig selv, så det er udelukkende baseret på mig, det jeg skriver i mine indlæg 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stina

      Mange tak for opklaringen, så er jeg med 🙂 Jeg kender nemlig til flere hvor medicinen har været et næsten livsnødvendigt værktøj for overhovedet at komme frem til et sted hvor der var lys nok til at begynde at arbejde på problemerne. Men ja, det er SÅ individuelt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så god til at få dine følelser ud på skrift. Jeg får helt gåsehud og ondt i maven, over det her, for selv om jeg ikke har børn, kan jeg godt kende. Det er hårdt, men man kommer igennem det <3
    Kig på Albert, og se at forholdet alligevel bragte noget godt med sig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3 Tænker på jer! Du er stærk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria R

    Du skriver FANTASTISK, Trine. Wauw altså.

    Da en af mine veninder blev forladt af sin kæreste for nogle år siden, fortalte hun mig, at det var en større sorg, end da hun mistede sin far. Som hun vel at mærke mistede som 16-årig og var meget tæt knyttet til. Jeg synes det siger alt om, HVOR stor sorgen over at miste kærligheden kan være.

    Kæmpe kram til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Tak for dit indlæg, Trine!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg tror jeg forstår dig. Føler med dig af hele mit hjerte.
    Jeg lover dig at det hele bliver bedre og en dag rigtig godt.
    Jeg blev gift og skilt med min kæreste gennem hele mit voksenliv for 3 år siden og det er den største sorg jeg nogensinde har gennemlevet. Jeg var nede i et dybt hul og troede aldrig jeg skulle sove godt igen, mærke glæde igen og tro på kærligheden igen. MEN!
    Lige pludselig begyndte det at vende. Dagene blev lysere og da jeg mindst ventede det, mødte jeg kærligheden i en gammel gymnasieven. Som i dag er min kæreste, min samboer og netop blevet far vil vores fantastiske søn.Stort kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Af egen erfaring kan jeg kun give dig det svar, du selv giver, nemlig at skrive dig ud af det hele. Skriv. Skriv. Og bliv ved med at skrive det hele ned. Også selvom det for tiden er mørkt og tungt. Så vil du opleve, at du med tiden accepterer tingene og dig selv som det nu engang er, og bitterheden, sorgen, vreden, afmagten og så videre vil langsomt glide over i en ny tro på, at verden vil dig det godt. Selvom det er på den hårde måde at erfare det. Cyber knus herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Jeg har lige set to videoer over på miriamsblok…. De handlede om ekskærester og deres refleksioner.
    Måske det ku være rart for dig at se dem…. De to ekskærester i videoen har vist også været dit sted…men er kommet videre. Måske det kan gi lidt inspiration og håb til dig. Det håber jeg hvertfald, så måtte lige sige det til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg må simpelthen rose dig for, hvor god du er til at sætte ord på dine følelser og hvor modig du er til at dele dem med andre <3 Jeg værdsætter din ærlighed og kan nærmest føle hvordan du har det. Det lyder som en forfærdelig hjertesorg du er igennem og jeg håber inderligt at du snart vil komme ovenpå og se lysere på tingene. Kæmpe virtuelt krammer fra en complete stranger, som du alligevel fik rørt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Trine. ❤️ Jeg har læst er par af dine blogposts omkring din skilsmisse og jeg må bare sige hvor meget jeg beundre dit mod og din evne til at fortælle om dine følelser så vi (i hvert fald mig) fælder tårer med dig. Jeg kender til mange af de følelser du fortæller om og jeg føler med dig. Det skal nok blive godt! 1000 kram til dig og Alfred

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louzi

    Tak Trine for at formulere lige præcis hvordan det er når den man deler liv og barn med, ikke længere vil. Når man selv godt erkender og ved og forstår, men alligevel ikke kan. Ikke kan finde ud af hvordan alt det, der hørte til i det fælles liv, nu skal afmonteres, dø og genopstå i en anden form. Jeg er glad for at jeg fandt din blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HANDY WOMAN