I knæ.

I knæ #2

Læs første indlæg HER

Desværre var det bare sådan, at jeg ubevidst gik ind af døren med alle mine traumer, al min tunge baggage og al min usikkerhed. Når jeg var hos ham, så var det ren heroin i mine årer. Jeg følte mig så tryg i hans selskab og jeg mærkede – for første gang i årevis – at jeg godt kunne lide mig selv.

Hvilket skaber en eller anden absurd afhængighed til at ville have mere. Så jeg blev stille og roligt forvandlet til en needy psykopatisk kvinde, der slet ikke fangede de vink han kom med. Hvis han bad mig om at slappe lidt af, tage den lidt med ro og give plads – så læste jeg det som en blank afvisning og derefter kørte alt bare af sporet.

Alle mine sluser var åbne. Den ro jeg havde fundet var væk. Jeg var ude af stand til at tænke rationelt. Og jeg gjorde det, som jeg altid har gjort:

Opfører mig helt vanvittigt, får skræmt folk væk i en fart, så jeg på den måde undgår at blive såret. Jeg er en perfekt kandidat til terapi, med alle mine daddy-issues, den konstante frygt for at blive forladt, det ekstremt lave selvværd og så er jeg generelt bare en person der ikke under mig selv ret meget godt.

Mødet med ham stillede mig ansigt til ansigt med den mest skræmmende udgave af mig selv. Om han selv, i visse situationer, kunne have gjort eller sagt nogle ting der havde ændret min måde at være på? Helt sikkert. Han var klart typen med for mange døre åbne andre steder. Det var et faktum. Og det gjorde selvfølgelig heller ikke sagen nemmere. Ikke fordi det gik mig på, men jeg vidste bare ikke hvad jeg havde med at gøre. Hvilket prikker til ens usikkerhed. For han gav mig heller aldrig den ro jeg havde brug for, for at kunne slappe af.

Stille og roligt gik det op for mig, at jeg var i færd med at ødelægge en uskyldig affære, og forvandle den til et sandt helvede ingen af os kunne holde ud at være i.

Han sagde det aldrig direkte, men mit selvværd mærkede det med det samme: han havde ikke nogen interesse i at se mig som andet end en der kunne komme forbi og være nøgen i et par timer. Og jeg var hende der gjorde det med glæde. Helt frivilligt. Helt naiv. Helt dum.

De første nætter blev jeg og sov. Blev og blev holdt om. Men den sidste nat gik jeg hjem. Gennem SV. Præcis samme vej som den første morgen. Men følelsen var slet ikke den samme. Ingen glæde, ingen fjantede tanker. Bare følelsen af at være en smule dum.

Det er det mest grænseoverskridende jeg har oplevet. At se mig selv på den måde. Det er meningen at jeg skal være voksen og undgå at udsætte mig selv for ting jeg ikke kan manøvrere rundt i. Men denne her mand gjorde noget ved mig:

– Tændte den der ild, som var gået ud. Satte ild til hele lortet og fik mig til at føle mig levende igen. Hvorefter han så meldte klart ud, at jeg var et alt, alt for kompliceret bekendtskab. Hvilket jeg overhovedet ikke bebrejder ham.

Det, der gør mig trist, er, at jeg gik rundt og var så flov over min egen opførsel. At jeg kunne være så ekstrem i min kommunikation med ham. Sige nogle virkelig upassende og strenge ting. Have følelsen af, at jeg fuckede det hele op.

I virkeligheden mødte jeg bare en person, jeg aldrig skulle have mødt. I hvert fald ikke på dét tidspunkt i mit liv.

Jeg kender ham ikke. Han kender ikke mig, men mødet med ham var så ekstremt, at jeg næsten ikke kan rumme det. Mødet med ham satte tingene i perspektiv for mig:

Jeg er en fucked up person, der vil kærlighed og nærvær så meget at det gør ondt. Og jeg sidder tilbage med en følelse af afmagt og usikkerhed. Usikkerhed omkring mig selv, om måden jeg skaber relationer til folk. Jeg var aldrig forelsket. Det kan man ikke blive på så kort tid. Men han åbnede alle mine sluser, og nu kan jeg ikke få dem lukket igen. Jeg går mere eller mindre rundt i en døs af forvirring og ubehag, for pludselig ser jeg mig selv så klart:

Jeg er hende, der vil så meget, men kan så lidt. Hende, der serverer sig selv på et sølvfad – en fucking buffet – som værdsætter sig selv så lidt, at hun opfører sig helt vanvittigt og endda undskylder bagefter. Tanken om, at han måske heller ikke var helt fair i sin måde at være på er, for mig, utænkelig.

Og så alligevel ikke. For det kunne da have været gået anderledes, hvis han havde været åben for at han dén aften lukkede et reelt menneske ind i hans lejlighed. Så havde jeg nok haft nemmere ved at være i mig selv lige pt.

To be continued…..

24 kommentarer

  • Charlotte

    Wow… Du satte lige ord på en masse følelser, jeg ikke selv har kunne italesætte, siden jeg kom tilbage på dating-markedet for et halvt år siden. Jeg kender alt for godt til den usikkerhed blandet med en trang til omsorg, der fucker så meget med ens hjerne, at man ender med at terrorisere hvert et mandligt bekendtskab. Tak fordi du delte det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har virkelig lyst til at kramme dig nu. Men måske vi skulle starte med kaffe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    For helvede. Det er så meget mig, det der! Åbne sluser, der ødelægger det hele og efterlader en helt tom. Man brænder sig så meget. Men du kommer til at gøre det igen. Og det er okay.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Får helt ondt i maven af det her indlæg.
    Masser af kram til dig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Been there! Håber du finder ro og tryghed ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna M

    Det minder meget om mig selv.. du er ikke alene. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Tror vi er rigtig mange der kender til lige præcis den mandetype, og de følelser og tanker du er i lige nu. Det er super godt beskrevet, og SÅ fedt at du skriver om ALLE detaljerne (og ikke kun overfladisk).
    Men ja, du vil sikkert prøve alt dette igen (inden du finder din nye kærlighed) – og det vil sikkert komme til at “brænde” lidt igen – MEN kan love dig, at du lærer en masse for hver gang det sker, og du vil blive så meget bedre til at tackle det med tiden. Fat mod og håb. Cyberkram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhhh min skat. Jeg tror helt seriøst at de fleste har været der, inkl. mig selv. Du skal bare finde den rigtige, ham der ikke smutter, ham der sagtens kan rumme dig og han ER derude.

    Ps. du er lækker, klog, dejlig, smuk, skøn og meget meget mere!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Tror vi er rigtig mange der kender til lige præcis den mandetype, og de følelser og tanker du er i lige nu. Det er super godt beskrevet, og SÅ fedt at du skriver om ALLE detaljerne (og ikke kun overfladisk).
    Men ja, du vil sikkert prøve alt dette igen (inden du finder din nye kærlighed) – og det vil sikkert komme til at “brænde” lidt igen – MEN kan love dig, at du lærer en masse for hver gang det sker, og du vil blive så meget bedre til at tackle det med tiden. Fat mod og håb. Cyberkram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Jeg kunne skrive så mange trøstende og opmuntrende ord, men jeg sidder og tænker på, at skolen for psykoterapi har forløb med sidste års studerende til en meget fordelagtig pris. Det gav mig så meget at nå i dybden i mig selv: ro i mit liv og accept af mit væsen. Kan anbefales!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    TAK fordi du deler – hvor er du en modig og stærk kvinde <3. Og svag og håbløs og alt det andet, du beskriver! Men allermest så er du modig: Modig fordi du turde gå gennem SV (begge veje), og modig fordi du tør at se på dig selv. I min optik er det den eneste vej til at ændre egne "jeg plejer"!!! Jeg forestiller mig at det må være ekstra svært og ensomt fordi du ikke kun er dig, men også skal give til ham den lille gut. Men han vinder også ved at hans mor lærer mere om sig selv – det må han gøre. Ham, der ender med at turde tage chancen med dig, skal nok have lidt mod også – men wauw en kvinde han så også får!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisi

    Det der er the story of my social life! Du er ikke alene <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Åhhhh det kunne lige så godt være mig utroligt så godt du beskriver det men hvor er det trist at vi er flere der tænker så ufatteligt dårligt om os selv!

    Tak for din dejlige blok, der er håbe der ude og massere af værdi Tro på lortet!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Wauw. Jeg tror det er de færreste kvinder der ikke har været lige præcis der, men de tanker og følelser. Jeg kan hvert fald huske det hele. Og man tror, at fordi man er blevet mor (og voksen) at man så er ude over det, og at det kun var i teenageårene og tyverne man var så åndssvag (ja, altså det synes jeg jo ikke DU er, men håber du forstår…). Kram herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Hold nu op. Dine følelser er præcis mine følelser. Eller du beskriver hvertfald mine følelser spot-on!
    Jeg er nu single og 2-fucking-30 år! Uden børn- uden en skid at kunne vise frem. Og jeg vil det bare SÅ meget at det skriger fuldstændigt igennem ved første Hej på Tinder, i byen, where ever.
    Får jeg bare den mindste tilkendegivelse er jeg der med det samme.
    Bruger den undskyldning at jeg jo aldrig kommer ud (da mine veninder er satte)- så når der endelig er den mindste reaktion fra modsatte køn bliver jo nødt til at spille med.
    Også selv uden at overhovedet mærke efter om hvad jeg egentlig selv vil.

    Fortæller mig selv at jeg ikke gider lede, men falder i gang på gang.

    Du får hermed et KÆMPE kram. Du er KÆMPE sej og slet ikke så dum endda!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Farudenfilter

    Du er vild nok Trine <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denandenmig

    Hej Trine.
    Det lyder PRÆCIS, som mit møde med min første “wild thing” lige efter jeg blev skilt. Jeg stod pludselig i døren, hos et menneske jeg slet ikke kendte, vi hyggede os fantastisk, og jeg kom til live igen. Jeg var aldrig forelsket, men jeg ville på en eller anden syg måde, SÅ inderligt gerne have ham og det kunne jeg ikke få.. Alt var imod os, men jeg ville bare ikke miste den følelse jeg for første gang i meget lang tid , i flere år, havde mærket igen. Det hele endte ud i noget der sendte mig endnu længere ned, end jeg havde været før, jeg ramte bunden totalt! Men der gik det op for mig, at jeg var min egen værste fjende nummer 1. Jeg følte ikke jeg havde ret til at blive elsket, og fandt gentagne gange, hele tiden, hele mit liv, mig selv i et forhold, hvor jeg pleasede. Turde ikke sige hvordan jeg ville have det, fordi jeg nok ikke havde ret til at have den mening.
    Gik i kæmpe selvværd kampzone og besluttede mig for at, nu skulle det fandme være nok! Mor til to, så stopper festen, jeg vil satme vise mine børn, hvad kærlighed er, og hvordan det bør være… Den kamp tog et år, men frem kom hende jeg engang var, hende jeg var, inden skuffelserne og kærestesorgerne viste sine grimmeste ansigter, fjernede tillid og selvværd, og med det kom kærligheden, i en ny og ren form, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg ER elsket inderligt, og GUD hvor jeg også fortjener det!!
    Kæmpe kamp knus fra en “søster ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Trine Maria Larsen

      Åh. TAK. Lige det jeg havde brug for at læse <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Denandenmig

      – Har lyst til at kramme dig og fortælle dig, at alt det du føler, er du slet ikke alene om at ha følt. Det fjerner ikke knuden i maven, eller følelsen af slet ikke at kunne trække vejret. Og nu hvor jeg læser din sidste del, så kan jeg i den grad nikke genkendende til lige præcis følelsen af, at man bare så gerne vil elskes. Putte sig ind i dén armhule man troede man havde fundet og forsvinde væk fra alt dét der har gjort ondt…
      Jeg tror, at når man kæmper i et forhold , der af den ene eller anden grund ikke er sundt, så gemmer man sig selv så langt væk, gemmer følelser og overskrider egne grænser, så mange gange, ubevidst. Tiden efter en skilsmisse, er fokus på at overleve og i det mindste kunne trække vejret, uden at bryde sammen. En dag kan man pludselig smile og lidt efter lidt begiver man sig ud i den verden, man nu er blevet en del af. Og når man så pludselig står i sit første møde med “kærligheden”, så bliver al sårbarhed slynget tilbage i hovedet på en igen, alt det man ikke har haft tid til at finde ud af og alt det man har savner så inderligt, at være elsket og blive holdt om. Men i en hverdag som alenemor med arbejde og børn der skal have omsorg og underholdes, er den sidste på vægtskålen, os selv. Det er så hårdt at være “omsorgssvigtet” voksen, at mangle kærligheden og følelsen af at man har ret til at blive elsket. Men det har man, det er en menneskeret, og det har du – du er helt perfekt og helt som du skal være. Alle dine følelser er vigtige og de er ikke mindst rigtige! Brug alle dem du kan, tud og føl dig som en lille pige der for første gang er blevet forladt, dét må man gerne, det gør ondt og det er skide svært at tackle, også selvom man ikke har været forelsket, men “bare” har været en forsømt kvinde der inderligt ønskede at mærke livet lidt igen..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du beskriver nøjagtig de følelser jeg også har været igennem. Man føler sig som et pjok,værdiløs og latterlig. Jeg hader stadig mig selv lidt for at tro, at jeg ikke er fem potter pis værd, uden min kæreste. For hvordan kan man være “så godt” et menneske og så lykkeligt et menneske, blot fordi man har én ved sin side? Og så føle sig så ufuldkommen og uden nogen som helst værdi, bare fordi man er alene? Min største trygt er at miste. Eller faktisk er min største frygt at være alene og i selskab med inden andre end mig selv. Sad but true!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg tror langt fra, at du er den eneste med den slags tanker om dig selv!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Trine! Du er modig og klog og sej og sød og sårbar og ærlig og rodet og et menneske med alt hvad det indebærer! Jeg respekterer dig SÅ meget for at føle, tænke, fortvivle, turde og dele!
    Af hjertet tak!
    Mvh. Nanna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thilde

    Wow, det er som om det er alle mine tanker du beskriver i indlægget. Jeg har haft et lignende bekendtskab, reageret på samme måde – fucket det op på samme måde, fordi jeg virkelig gerne ville det, ville ham. Vi ses ofte fordi vi studerer sammen. Det er irriterende, fordi jeg så igen trækkes ind på samme glidebane. Vi sås ikke kun nøgne, vi var ofte i kontakt. God kontakt. Hvorfor kunne han ikke indse, at det faktisk fungerede?
    Pisseirriterende type. Men ligesom dig fralagde jeg ham al skylden. Det var jo mig der var too much, for usikker, for meget på dét sølvfad. Eller var det?

    TAK for indlægget, du er sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I knæ.