Første år med en julekalender!

I knæ.

2015 er bare ikke rigtigt mit år. Vægtskålen tipper klart for meget til den ene side, når det kommer til gode ting vs. de dårlige. Og her mener jeg at den er tung i den sidste kategori.

Synes det er ret vildt at jeg stadig fungerer.

Det gik ellers lige så godt, synes jeg! For bare 5-6 uger siden havde jeg fundet mig til rette i min hverdag som den ene part af et sæt deleforældre, som faktisk klarede hele situationen meget godt. Det er heldigvis heller ikke dér skoen trykker.

Jeg har nok haft lige travlt nok med at udforske mulighederne når det kom til mænd. I hvert fald endte jeg med at løbe ind i en farlig en af slagsen. Farlig for mig, that is.

Det var Tinder der var synderen, og jeg fortalte jo herinde tidligere, at jeg havde slettet den satans app’. Hvilket også er sandt nok. Men faktum var, at jeg havde nået at finde ham mens den stadig var der. Og at det vist var helt tilbage i sommer vi matchede. Men med min skepsis over for Tinder generelt, matchet med at han var typen der spørger ud af det blå om man giver en kop kaffe om 5 minutter, og mine alt for små nosser i forhold til at være spontan, så løb det lidt ud i sandet. Jeg var på ingen måde klar til at møde folk irl.

Så blev det efterår, der kom mere styr på hverdagen and so on… Og så lå han der og spøgte. Så jeg fandt ham på Instagram og lagde op til den der kaffe jeg vist nok skyldte. Alene det at jeg turde, var en sejr.

Han var hele tiden lidt åben, men der skete ikke rigtig noget, hvilket drev mig til vanvid. For enten vil man, ellers vil man ikke. Ikke noget med ‘jeg har travlt’. Men den virkede ikke på ham. Jeg serverede ellers ret mange muligheder for en afvisning, men fik den aldrig. Det var mere sådan noget med ‘back off lidt’ – Så til sidst tænkte jeg, at nu hører jeg aldrig fra ham igen.

Hvilket var en rar tanke. For så var der ikke det der støj – I kender det…. Hvorfor svarer han ikke? Det er så dumt at gå rundt og spilde sin tid med, jo.

Ugerne gik, og han spøgte mindre og mindre. Jeg havde forliget mig med at jeg slog koldt vand i blodet omkring dating og mænd generelt. Igen, støj. Unødvendigt når man skal passe sit arbejde og være nogens mor. Det sidste kræver enormt meget fokus. Og de sidste par uger har jeg oplevet, hvor uhyggeligt jeg synes det er, at mit fokus har været på så meget andet end mit barn. Og det er rigtig svært for mig at bære.

Nå, tilbage til det andet. Jeg var sikker på at jeg aldrig hørte fra ham igen. Lige ind til jeg en aften kommer stiv hjem fra en hyggelig middag, smider mig ned i min seng og slukker lyset.

Ind tikker noget ala:

Jeg ved det er sent.. Og måske også for sent til at mødes i det hele taget. Men har du lyst til at drikke et glas vin og snakke en time eller to?

Jeg fattede det ærligt talt ikke. Men jeg stod op, tog joggingtøj på og den tykkeste strik jeg kunne finde. Det var lidt nu eller aldrig, ikke? Og så gik jeg gennem SV med en flaske cava i den ene hånd. På vej op til en komplet fremmed mand jeg aldrig før havde mødt. Trykker på dørtelefonen. Går med rystende ben op på 2. sal og står pludselig ansigt til ansigt med verdens højeste mand. Sådan er det når man er 1,60. Og han var noget helt særligt. Og han slog benene væk under mig. Mig, der havde været i underskud og savnet fysisk nærvær så forfærdeligt meget.

Jeg gik derfra igen kl. 7 om morgenen.

To be continued….

8 kommentarer

  • Daniella

    Det er noget af en cliff hanger! Du kunne leve af at skrive manuskrifter til tv serier (ment som kompliment!).
    Ps… Den der fortsættelse – kan vi ikke sige at den blivet uploadet om 5 minutter ish? Jeg er ved at dø af nysgerrighed!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg har det på præcis samme måde som Daniella! Jeg. Må. Vide. Mere. NU! Du er SÅ dygtig til at skrive, sætte ord på følelser, og man lever sig fuldt ind i det. Stor stor klapsalve til dig! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamille

    Noooo no no no, sådan må du ikke afslutte den fortælling….
    Nu. Skriv. Videre!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det var da en super flabet måde at afslutte på! Nu sidder jeg her i bar-røv og ingenting og mangler afslutning! … Så er der vel ikke andet for end at sætte alarmer til, så jeg kan følge dine posts! HA!
    Glæder mig! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna M

    Kan. Ikke. Vente. :p

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uh la laah!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna Kallehauge

    Nej endelig ikke…eller alligevel jo.
    <3 i bund og grund har jeg det mest perfekte liv som enhver kvinde vil drømme om, nemlig at jeg bestemmer over hver en lille ting jeg fortager mig. Der er ingen begrænsninger for alt det nye der er der ude vi kan lære, og så længe lysten er der, så bliver vores liv mere og mere spændende. Jeg elsker mig selv som kvinde og mit perfekte liv<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] var med, vandt forresten prisen i denne weekend, for årets indlæg – hendes føljeton “I knæ” – anbefalelsesværdig […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første år med en julekalender!