Søndag, legedate og man-strolling.

RO PÅ..

Hovsa! Så gik der lige pænt lang tid, hvor jeg ikke lige kiggede forbi bloggen…

Jeg er blevet ramt af tvivl af dimensioner. Ægte blogger-tvivl – den rigtigt irriterende og belastende slags. I ved, den hvor bloggere altid hiver violinen frem og bræææææger: Det er SÅ hårdt at have en blog, altså!

Det er ikke det der sker….

Det der rent faktisk sker, er, at jeg er blevet ramt af en vaskeægte tvivl, om hvorvidt jeg egentlig kan lide at leve så meget af mit liv gennem de sociale medier. Misforstå mig ikke, jeg elsker at jeg har skabt noget – også selvom det er noget der kun eksisterer i den virtuelle verden. Jeg synes godt om blogmediet, det skal bare ikke have lov at fylde for meget.

Tror det hele faldt sammen med Børn i byen-prisen. Som jeg jo i øvrigt vandt!! Kæmpe mange tak til alle som stemte på mig. Jeg er virkelig glad og stolt. På selve dagen, som jeg virkelig synes var ægte fed – lige i min ånd – glædede jeg mig enormt meget til at komme ind til Glyptoteket og være omgivet af alle mine dejlige bekendtskaber.

Da mit navn blev råbt op, så hørte jeg hvin og hyl – mest fra hende her og hende her. Og jeg blev mødt af ægte og varme krammere fra både dem og de andre i mit følgeskab. Jeg var så stolt, at jeg næsten ikke kunne bære det.

Aftenen fortsatte med en lækker og rar middag på Sticks i Istedgade, hvor vi spiste os godt mætte og drak et par drinks. Fik et lift hjem af hende her som i øvrigt er et vildt dejligt bekendtskab!

Men her stopper festen så også.

De efterfølgende uger har simpelthen været så sære. Jeg har haft ægte tvivl om, hvor grænsen mellem mit virtuelle jeg og mit ægte jeg starter og slutter.

Det hele kolliderer med at den artikel jeg medvirkede i, i Alt for damerne. En artikel jeg på alle måder er stolt af, men som også har vist sig at være rigtig svær for mig at kapere.

Når man laver den slags interviews, så går der jo ekstremt lang tid fra selve interviewet laves, til det udgives på tryk. Og i mit tilfælde online også. Og det havde jeg ikke tænkt over dengang. Dengang var det bare vigtigt for mig at få min historie ud, hvis nu det kunne hjælpe andre i min situation. Turns out, at jeg slet ikke var klar over at det ville rippe op i alle mine issues. Slet ikke når man føler at man er kommet videre.

Og det er det, min nuværende tvivl går på. KAN jeg virkelig komme videre i mit liv, når jeg har 4 års skriblerier liggende – helt offentligt – som jeg virkelig føler holder mig fanget i det. For det er jo det min blog handler om, ikke? De svære ting og det lidt mere upolerede billede?

Jeg er nødt til at sætte hælen i gulvet her… For jeg er så tæt på at holde mig selv som gidsel i denne her rolle, som hende der ALTID har det svært. For faktisk er det blevet sådan, at det er det mærkat jeg tager med mig ud i den virkelige verden. Og det er synd! Jeg er meget mere end Lortemor der er blevet skilt. Og jeg er meget mere end Alfreds mor. Jeg er også bare mig – og det kommer nok egentlig til at influere på bloggens indhold i fremtiden. Jeg orker ikke mere skilsmisse, og jeg orker ikke mere af det svære. Bevares, I kender mig nok godt nok til at vide at alt ikke bliver lut og lagkage, men jeg er nødt til at få enderne til at mødes.

Jeg kan jo se, at min trafik øges drastisk når jeg skriver om alt det svære… Men jeg har ikke lyst til det længere. Det holder mig som gidsel. Jeg håber, at I stadig vil følge med, selvom jeg ikke længere har lyst til at dele nær så meget. Beklager. Men prisen er simpelthen for høj!

20150206-200011-72011917.jpg

 

26 kommentarer

  • Jeg forstår dig, til dels. Jeg har jo aldrig prøvet at værr en stor blogger.. men havde engang en blog, hvor jeg hældte alt mit lort ud, midt i en eksistentiel krise. jeg følte at det at skrive holdt mig fast i et dårligt mønster, og bare gav følelserne mere liv. En dag stoppede jeg med at skrive, og slettede senere bloggen, og det hjalp faktisk! Så al respekt for at du har erkendt, hvilken betydning bloggen har for dig, og for hvad end du vælger. Du er meget merr end Lortemor! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Forståeligt!!! Og fra der hvor jeg sidder, ser jeg det sådan her: jeg følger ikke din blog pga dét, du skriver om, men måden du skriver på. Du er pisse dygtig til det med sproget, Trine. Og du er en kvinde med meninger, som du formår at formulere og holde ved uden hverken at undskylde eller træde folk (for meget) over tæerne. Det er dét, der gør din blog fed! Ikke dit liv og dine problemer, men dig. Giver det mening? Jeg bliver i hvert fald hængende – med eller uden personlige detaljer.
    Kram på dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg skal nok blive hængende.
    Jeg elsker din blog, for meget af det du beskriver i indlægget her. At du sætter ord på alt det svære og har turdet at give lidt af dig selv.
    Men respekt herfra- at du nu også har modet til at sige stop.
    Du skriver fantastisk, virker som et dejligt menneske, med den fedeste indretningstil. Så jeg er bare spændt på hvad du så vil skrive om. Jeg bliver hængende

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sanne nielsen

    Hvor fedt at du har brugt tiden på at overveje hvad du vil, hvem du er og hvad du ønsker skal fylde i DIT liv, for det er bare så vigtigt. Og jeg tror det er nemt at leve i de sociale medier, men vi går bare glip af så meget lige omkring os hvis vi altid er begravet i Facebook mm.
    Stort kram og held og lykke med at vende det hele. Glæder mig til (forsat) at følge med

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg følger dig ikke fordi du skriver om de svære ting, men fordi jeg kan lide din skrive-stil. Har ærligt ikke fulgt dine “skilsmisse-indlæg” og vil glæde mig til at læse om de gode ting 🙂 og fedt du mærker efter!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Du var et sted hvor det var vigtigt for dig at ventilere dårligdommene. Der er du ikke længere. Hvor er det dejligt for dig. Det er dit liv jeg følger – som bevæger sig i en anden retning – en lettere retning. Jeg snupper hvad der kommer, bare det er dig. Glæder mig til fortsat at følge med og denne måde at være ærlig og kendes ved er netop grunden til jeg følger med. Befriende at slippe for filtrene, og fantastisk at det går bedre. Sådan skal livet også gerne være.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Al respekt herfra. Mig slipper du heller ikke af med 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Har du tænkt på at kalde bloggen noget andet? Jeg har nogle gange haft det sådan, at når jeg læser din blog, så bliver jeg lidt irriteret. Altså misforstå mig ikke – jeg bliver ikke irriteret på hverken dig eller bloggen som sådan (så kunne jeg jo bare lade være med at læse med) men egentlig på navnet Lortemor. Du er jo ikke en lortemor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Kæmpe respekt herfra for din enorme selvindsigt. Det er så passe godt skrevet det, du skriver her. Jeg bliver hængende:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Kære Trine,
    Jeg er en af dem der først for nylig har fundet vej til din blog. Jeg har læst en masse af dine tidligere indlæg – og fundet rigtig meget hjælp til selvhjælp i dine fantastiske skriblerier. Tak! Faktisk har jeg fået min mand til at læse med, da vi i den grad kan nikke genkendende til både fødselsdepression og massive økonomiske problemer. Og selv om vi er nogenlunde på den anden side nu, så fandt vi masser af inspiration og nye samtaleemner efter at have læst med hos dig. Tak igen!
    Jeg er netop gået i gang med at skrive brudstykker fra vores sidste 4 (hårde) år ned, og det har givet mig lidt mere ro indvendigt, at få skrevet tingene ned – sådan som JEG husker dem (og det er ikke lige “pænt” det hele).
    Jeg håber virkelig, at du har mod på at fortsætte din blog – med bare lidt af dine egne erfaringer 🙂
    De allerbedste hilsner herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for at være dig! Respekt for et fedt indlæg. Et ærligt indlæg. Og jeg kan fanme os godt li´ dig! Pisse tak for super sød kompliment. Jeg bliver os´ hængende:-).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. Christensen

    For mig handler det ikke om, hvorvidt det er gode eller dårlige ting du skriver. Men jeg må tilstå, at jeg mister lysten til at læse din blog, idet jeg oplever at der kommer flere og flere “tvivls” indlæg, hvor du skriver at du er i tvivl, om du vil fortsætte på bloggen eller ej. -og søger et svar fra læserne.
    Jeg synes, du har meget godt på hjerte, men jeg bliver ærlig talt træt af jævnligt at skulle læse ovenstående type indlæg.
    God vind fremover

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Det er ret sjældent jeg kommentere, men i dag kan jeg ikke lade være.
    Jeg vil ikke sige jeg forstår dig, for jeg har ikke været ude for de ting, som du har og jeg har ikke en blog, som måske(?) holder mig fast i det dårlige. Men jeg acceptere fuldt ud, at det er din blog, og det er dig der bestemmer!
    Som du selv siger om interviewet i Alt For Damerne, så kan det være at din historie kan hjælpe nogen i sammen situation, men jeg synes også det er okay at stoppe det, når det bliver negativt for dit liv.
    Jeg følger dig ikke, fordi du skriver om de hårde ting, jeg følger med fordi du skriver så pisse godt! PUNKTUM. Det er næsten lige meget hvad du skriver om – jeg læser det fordi det er spændende, og det er godt skrevet.
    Til sidst vil jeg bare sige at “Lortemor”, for mig, lige så meget handler om de sjove episoder med Alfred, som man måske ikke altid ellers fortæller, fordi man “frygter” speltmødrenes korrekte måde at gøre alt på. Fx hvis han får hvidt brød til middag, eller to is på en sommerdag :lion:
    Jeg bliver, også selvom det kommer mere om den gode hverdag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    KÆMPE til lykke med prisen – hvor er det bare rocker-sejt og klap lige dig selv på skulderen over den store anerkendelse.

    Jeg tror du tager fejl når du tror, at den større trafik på din side skyldes, at folk finder det mest interessant når du skriver om de lidt tungere emner. Jovist er det sgu da interessant, men kun fordi så mange af os kan nikke genkendende til dine følelser. Og så er der ikke mange bloggere, der er så hudløst ærlige som dig & det i sig selv er SÅ befriende.

    Livet er bestemt ikke lutter lagkage, men det er heller ikke lutter skilsmisse og ondt-i-livet følelser og jeg er ret overbevist om, at dine mange læsere ikke forventer daglige triste updates, men vi ønsker for dig, at du kommer videre når du er klar til det og indtil da, så er jeg mindst lige så interesseret i DIG, indretning, konkurrencer, Alfred, skilsmisse og bla bla bla.

    Det er jo DIG, der er bloggen – både det søde og det sure… ligesom livet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mere Marie Lei Lange

    Sååååådan, Trine!! You go, girl! Det dejligste indlæg! Claim yourself! Tag dig selv med videre! Jeg vil meget rene læse med om alt det gode, der venter dig! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det blev jo så et bræge-indlæg alligevel og hvad afholder dig fra bare at gøre det? At lade de triste indlæg blive i pennen, mens de positive får lov at komme frem og ad den vej definere dig. Det er jo ikke os læsere der fasthoder dig i dit negative syn på dig selv – i så fald giver du dine læsertal alt for meget magt. Just do it uden at forsvare at du gør det – dét er for tungt at være vidne til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte Jungbloot

    Forståeligt !
    Din ærlighed i både det svære og det gode er det der gør, at jeg læser med. Det synes jeg nemlig vidner om styrke – at stå frem selv når det er/har været mildest talt pisse hårdt.
    Jeg vil se frem til at følge lidt med i alt det skønne du med garanti har i vente. kh!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Altså, min blog jeg skrev i sin tid i to år i træk, omkring mit hårde og svære stress forløb, ligger stadig på nettet.
    Lige pt skiver jeg nærmest ikke på bloggen, fordi jeg ikke lige nu har behovet for det. Men de skrevne ord er en del af mig, fra den periode.
    Så måske du sku gøre op med, hvad DU får ud af din blog. Hvad er hensigten med din? Det er dit valg. Dine ønsker. Dine behov. Man skal ikke vise noget, man ikke selv lyster, for andres skyld. Eller for “øgningens” skyld.
    Man skal gøre det der føles rigtigt. For en selv. Og vigtigst af alt, så ved du jo, at du indeholder mere, end de skrevne ord her.
    Kh. Pernille

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kit

    Kære lortemor

    Som helt ny og meget grøn læser i lortemors univers vil jeg blot fortælle dig at jeg synes dit valg er mere end forståeligt!
    Jeg vil blot fortælle dig at det jeg synes er så mega fedt ved din blog ikke er alt det svære du skriver om (forstå mig ret) men den ærlighed du skriver med! Dette er sådan set underordnet om det omhandler hverdagens små problemer eller glæder med det at du får sat ord på det uperfekte er for mig fantastisk!

    Jeg håber du vil blive ved med at skilter hverdagen for hvad den er om end måske ikke i alle detaljer!

    Tak fra en glad og grøn ny trofast læser ☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu er jeg bare helt ærlig. Jeg har jo fulgt med på din blog i noget tid. Et lille år vel sagtens. Jeg fik skabt mig et billede af dig som en person der måske lidt havde “nej-hatten” på. En person der var lidt hård i filten og måske også en smule drevet af det negative. Dog har jeg også været meget fascineret af dig. For det første fordi du har været ærlig omkring dét, at det er hårdt at være mor. Og hvordan det påvirker parforholdet (osv.osv). Der ud over gennemgik du den frygt som jeg alle dage har haft: at parforholdet ikke fungerer. Det har været en “fornøjelse” at følge dig og se hvor relativt hurtigt, du virker til at være kommet ud på den anden side. Bevares, der er med garanti ensomme aftener m.v., men det virker til at du har accepteret situationen og trods alt er nogenlunde optimistisk for fremtiden. Og det synes jeg er meget beundringsværdigt. Meget meget beundringsværdigt. For jeg ser mig selv som værende i et godt parforhold. Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke godt kan forestille mig, hvordan et familieliv også godt kan knække parforholdet. Vi har jo udfordringer som alle andre. Og netop dét har været/er min skræk. Nå, nu til pointen: Jeg havde som sagt nogle forestillinger om dig. Jeg fik dog fornøjelsen af at hilse på dig til Børn i Byen. And I must say…den person du er IRL er en helt anden, end den person jeg har lært at kende via cyber space. Jeg havde måske et billede af dig inden, som en kvinde hvor det var svært at logge et smil ud af. Men da jeg mødte dig, fremstod du aldeles positiv, venlig og var én stor ja-hat. Jeg mødte også en del andre med-bloggere og det er altid sjovt at se hvordan de er IRL. Men jeg har faktisk tænkt en del på dig siden, netop fordi jeg blev så (positivt) overrasket. Den trine jeg mødte til Børn i Byen. Den glade Trine, der kontant smilede med øjnene når man talte til hende Den Trine der kom med sjove kommentarer m.v. Den Trine vil jeg sgu gerne læse en blog fra. Jeg tror at bloggen har været en ventil for alle de negative følelser (som rigtig mange kan sætte sig ind i – deraf dine sidevisninger som du selv nævner!). Måske er det sjældent at man bruger bloggen som en “positiv” ventil. Jeg kender det jo fra mig selv. Jeg har nogle gange brugt bloggen som et magisk sted, hvor jeg har kunne forfatte vanvittige og grænseoverskridende situationer, men tryllet dem om til noget sjovt. Det har været min måde at bearbejde nogle oplevelser. Vi bruger nok bare alle bloggen forskelligt. Jeg vil anbefale dig at afvente med at stille blogger-træskoene. Du er ikke færdig endnu. Jeg tænker man kan sammenligne det med, at læse en rigtig god bog. Nu er vi midt i bogen hvor “krisen er størst”. Jeg vil sgu læse lidt mere Trine. Se hvad der sker. For jeg VED at hvis du fortsætter – så vil der en dag komme et blogindlæg om “Da Lortemor mødte manden i sit liv”. Og det vil jeg glæde mig til. Tiden er ikke inde til at stoppe nu. Den stopper med garanti en dag, men du skal have en positiv slutning på din Lortemor-roman. (Fuck det blev langt!) Vh Tina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sigrid

    Gad vide, hvorfor du ikke bare beslutter dig for at gøre det og så gør det? – uden at inddrage dine læsere. Hvis du nedtoner det triste, får du vel hurtigt feedback på, om læserne hænger på eller ej. Og bliver i værste fald tvunget til at lære noget nyt om, hvordan man gør det interessant for læseren på en anden måde end du plejer. Det er selvfølgelig lidt interessant at følge din ambivalens og splittelse, men også lidt hårdt at du så hyppigt ytrer ubehag ved din egen blog. Dealen med en blog er vel at der skal være en fælles oplevelse af at begge parter er glade ved henholdsvis at “dele ud af sig selv” og være et interesseret vidne. Du må “sætte hælen ned”? Overfor hvem? Det er jo din egen indre kamp.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg forstår godt hvad du mener. På et tidspunkt kan det føles som et åg og en ond spiral at man defineres af noget hårdt og negativt. Jeg har selv været der – dog længe længe inden jeg begyndte at blogge, men lige pludselig kun at være hende der havde det sådan og sådan var ved at kvæle mig. Og så er det okay at begynde at smide nogle andre vibes ud. Jeg bliver hængende. For når jeg læser din blog er det fordi du skriver så man føler man er der.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Hvor sjovt Trine, jeg tænker lige præcis over det samme for tiden… Jeg kan mærke at jeg får energi når jeg IKKE skriver #wtfreaks Det er sgu svært…
    KRam

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Hej Trine!
    Jeg synes det er nogle SÅ gode overvejelser du gør dig. Jeg lever selv efter at man skal forsøge af holde sig i de positive tanker osv for ikke at falde ned i en søle af negativitet. Jeg har som en anden læser også tit tænkt over hvorfor du lige skal hedde lortemor. Det navn hører jo en anden tid af dit liv til, den tid FØR Alfred og den tid før vi alle sammen gang på gang kan bekræfte at du jo i virkeligheden er en pisse god mor.
    De læser der læser fordi du skal skrive i gamle “lortemorstil” er jo ikke de trofaste læsere! Vi andre gider sgu godt læse om Trine der lige har været igennem noget pisse hårdt men faktisk så småt er ude på den anden side.
    Jeg gider sgu godt læse om lækre Alfred, livet som cool singlemom kattedame og livet i Sydhavnen..
    Virkeligheden er jo bare at dit navn er pisse misvisende – du er ikke en lortemor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Trine
    Jeg forstår dig fuldt ud og jeg har selv haft tvivlen som faktisk er stået på i en del år efterhånden. Men tror desværre også jeg har rigtig svært ved at stoppe, man er lidt afhængig og så elsker jeg det også… det kan være en meget svær balance og forstår godt dine tvivl.
    Jeg elsker du er så åben på din blog, det er jeg nemlig ikke så meget på min egen. Men det gælder om at finde den rolle man kan leve med og så ved man at man selv at man har meget mere at byde på irl.
    Da jeg så dig til et arrangement i Illum for nogle år siden, kunne jeg godt fornemme du havde en skøn personlighed, selvom du beskriver svære tider som vi alle har, så kunne jeg dengang fornemme en meget stærk person også og det kommer også til udtryk på bloggen.
    Håber du finde dig tilpas her igen og når rampelyset måske har lagt sig lidt, så er du tilbage igen.
    Håber du forstår hvad jeg mener:)
    Hilsner Vicki

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndag, legedate og man-strolling.