07.01.2016

En håndsrækning

Jeg synes selv jeg har oplevet svære ting. Men jeg vil være ekstra hurtig til at indskyde, at jeg aldrig før har stiftet bekendtskab med så svære ting som på det seneste.

Når det kommer til børn – især ens egne, så får man et ekstra lag af bekymringer, der rammer én på en helt særlig måde.

Forleden, da jeg skulle lægge Alfred i seng, så lå vi og puttede og hyggede. Og pludselig kigger han på mig og siger: Jeg savner min far.

Jeg har aldrig – som i ALDRIG, oplevet noget, der rammer mig så hårdt. De her små mennesker. At skulle rumme deres følelser, samtidig med at man måske slås med nogle virkelig barske ting selv, det gør edderøvme ondt. At få børn er den største gave, den største oplevelse og langt den fedeste følelse i hele verden. Men man er også virkelig sårbar. Man er på en måde tvunget til at lægge alle sine egne bekymringer til side, fordi man ved, at det er deres ve og vel der kommer i forreste række.

Som regel trækker han mor eller far-kortet, når han ikke får sin vilje. Hvis der er noget han gerne vil have, og han får et nej – så prøver han at fucke med os og påstå, at han helt sikkert godt må få både vingummi og chokolade til morgenmad hos den anden. Her er vi heldigvis klogere end en 3-årig.

Men når den kommer ud af det blå, så er man ikke i tvivl. Og det gør så latterligt ondt, helt ind i hjertet, at man har sat ham i en situation, hvor han ikke har sin mor og far samlet under samme tag.

Der er ingen tvivl om, at vi, de voksne, har det langt bedre uden hinanden. Men det er jo ungerne der betaler prisen. Og det gør helvedes ondt.

Børns Vilkår har netop lanceret en helt ny side, hvor der er rigtig meget hjælp at komme efter. Det trækker tænder ud, når ens familie går i opløsning. Selvom man (som vi) faktisk er helt afklarede – og trives ret fint med at være deleforældre og delebarn, så er det langt fra det samme hos andre.

En skilsmisse er aldrig – ALDRIG smertefri, og det kan være svært at finde hoved og hale i, hvad der er helt basale og primitive reaktioner. For trust me – dem er der mange af. Man kan i og for sig, ligge i fosterstilling og være bitter i rigtig lang tid, hvis ikke man har nogen at gå til. Eller noget at spejle sig i. Det kan være enormt svært at vide, hvilke følelser der er normale, og hvilke følelser der ikke er.

skiltmedbørn.dk kan måske hjælpe os på vej, i forhold til samarbejde, terapi, sparring, rådgivning og meget, meget mere. Det er en unik håndsrækning, jeg i dén grad synes der har været brug for. For man slås altså med rigeligt, når man står midt i et brud. Og jeg kan godt forstå, hvis mange af os har svært ved at sætte børnenes behov øverst på listen. Og det er det, Børns Vilkår gerne vil hjælpe med.

I vores tilfælde har tingene langt fra været perfekte. Men alt i alt er jeg mega stolt af, at vi på ingen måde, hverken har duftet eller så meget som overvejet Statsamtet – Statsforvaltningen eller andet i den dur. Vi har nok egentlig en grundlæggende respekt for hinanden – samt det vi har skabt. Nogle dage er det den ene af os, der er positiv og trækker den anden i den rigtige retning, andre gange omvendt. Alfreds far er et af mine bedste og mest nære bekendtskaber – også selvom tingene er svære.

Og jeg har den dybeste respekt for alt det vi har opnået. Og jeg er så mega stolt over, at vi har formået at nå til der hvor vi er nu.

Man har i dén grad brug for sparring og gode råd, når man er ved at bryde sin familie op. Og det er derfor jeg har skrevet dette indlæg. Jeg kan på alle måder relatere til de ting, som Børns Vilkår gerne vil række ud efter. Så jeg håber blot, at der sidder nogen derude, der kan bruge det også.

Det skal sgu nok gå – men husk på, at det er de små i huset der betaler den højeste pris. Og vi har et kæmpe mega – uoverskueligt ansvar for, at de kommer igennem det hele på bedste vis. Også selvom det gør ondt på os voksne.

Indlægget her er skrevet i samarbejde med Børns Vilkår.

Skærmbillede 2016-01-04 kl. 10.25.16

1 kommentar

  • Anja

    Virkelig brugbare råd og fine videoer. Også selv om det er 3 år siden jeg blev skilt så er der stadig ting man skal være opmærksom på. Og så husker jeg nærmest det første år som en lang rejse for at få mine børn igennem. Det ER svært når man selv er i krise men man har en forbandet pligt til at sætte børnene først når man står midt i skilsmissen. Og ja jeg havde det som om nogen stak en kniv i hjertet på mig når mine tre børn græd fordi de savnede deres far. Og det var vel og mærke min skyld at mine børn var kede af det!Men til jer der oplever det lige nu for første gang så tag en dyb indånding. Kram børnene. Vid endelig at det er helt ok at savne. Fortæl også gerne at man godt forstår at de savner far for far er også virkelig en dejlig far. Tro mig, det bliver nemmere at rumme børnenes sorg, men man har ‘desværre’ ikke noget valg. Man skal rumme det med det samme.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

07.01.2016