Hello from the other siiiiiiiiiiide!

Når man ikke føler sig god nok.

Det er nok en af det mest uklædelige tilstande, synes jeg. Ikke at føle sig god nok.

Det kan være helt ødelæggende, især hvis man egentlig har en slags indre ro, når man tænker på sig selv. At man egentlig sagtens kan stikke sig selv en mental high five, fordi man har overlevet visse ting. At man er ret velfungerende, med forbehold for det der hedder almindelig ‘blues’ over småting.

Tror egentlig at jeg altid har haft snerten af utilstrækkelighed, og det stammer helt sikkert fra da jeg var ganske lille. Jeg har egentlig ad flere omgange overvejet at skrive lidt om min barndom herinde, men jeg kan mærke at jeg ikke er helt klar til det – at jeg er usikker på, om jeg vil have det liggende online – for i modsætning til hvad jeg før har skrevet om og delt, så er barndom et ømtåleligt emne for mig, og det sidste jeg vil have er, at jeg (eller andre for den sags skyld) skal defineres ud fra ting der er sket for 25 år siden.

Jeg har heldigvis haft en ok barndom, men der er helt sikkert ting jeg godt ville have været foruden. Fordi det er ting der stadig stikker i min bevidsthed her så mange år senere.

Det har aldrig været noget jeg har arbejdet særlig meget med – jeg har dog forsøgt at være åben omkring hvordan det er, hvis man f.eks vokser op med en forælder som havde et misbrug. Den slags sætter sig dybt, og man skal desværre ikke være ret gammel før den slags påvirker én resten af livet.

For mig har det betydet, at jeg altid har haft en grundlæggende følelse af utilstrækkelighed, et enormt behov for tryghed og stabilitet – samt en klar definering af, hvilke kvaliteter folk omkring mig skal have. Eller måske nærmere hvilke personlighedstræk de ikke skal have.

Men én ting er, hvad jeg ihærdigt forsøger at styre udenom, en anden ting er hvem man møder. Der vil altid være nogen – uanset hvor gode mennesker man møder og lukker ind i sit liv – som får åbnet op for ens sluser. Det tror jeg er en meget naturlig ting.

Jeg er sådan et menneske, der aldrig har haft mange tætte venner. De er virkelig nøje udvalgt. Det samme gælder for de ganske få kærester jeg har haft. De har alle sammen haft nogle menneskelige kvaliteter, som jeg i dén grad værdsætter.

Men det ændrer nu ikke på, at jeg aldrig helt slipper af med nogle af de traumer som ligger og ulmer under overfladen. Det vigtige er dog, at jeg selv lærer (og det er jeg ved at være god til) at de mennesker jeg møder i mit liv, og som bliver lukket ind, ikke skal bøde for hvad jeg har liggende af dårlige erfaringer. At de ikke kommer til at betale regningen for en ‘fest’ de aldrig har været med til.

Efter jeg er blevet ældre har jeg dog erfaret, at langt de fleste af os har ar på sjælen – det, der dog er ret fascinerende er, hvordan folk tackler dem. Hvordan nogle virkelig lader sig definere af dem – mens andre har lært at leve med deres eksistens, accepteret dem. Men ikke lader dem fylde ret meget.

Den sidste opskrift er den jeg følger. Vejen dertil kan være lang og hård. Og man kan snildt få lyst til at give op på halvvejen. But I won’t 🙂

image

7 kommentarer

  • Du har så meget fat i det rigtige. Det med at der er de folk, som lader sig definerer af de ting, der er sket for dem, og så er der dem, der har lært at acceptere og leve med dem. Dejlgt at høre, du er én af de sidste. Og jeg kan godt forstå, du synes det er lidt svært at dele for meget ud af din barndom. Men selv hvis du en dag vælger at åbne helt op for det, er jeg sikker på, der nok skal være mange folk, som tager godt imod det.
    Med venlig hilsen, Louise.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annemette Klit-Nygaard

    Så rigtigt. Vise og kloge ord fra dig – Tak til dig og vid at du mødes med kærlighed uanset hvad.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for et skønt indlæg.
    Jeg tror på, at når vi tør at være i det sårbare, der hvor det er svært, så lære vi noget om os selv og andre. Kan rigtig godt lide din vinkel

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Flot skrevet om nogle svære følelser.
    Tak for en dejlig blog og nogle gode og ærlige indlæg.
    Kan godt forstå at du er i tvivl om, du skal dele ud af din barndoms historie. Hvis du en dag vælger det, skal det nok blive modtaget på en god måde.
    Venlige hilsner fra en trofast læser 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg læste dagens indlæg og det ramte mig lige i mellemgulvet. På mange måder har jeg haft det lige omvendt af dig. Min barndom har i den grad været tryg, da jeg altid har været omgivet af en kærlig og støttende familie. Så grundlæggende har jeg altid vidst, at jeg var god nok. Problemet opstod, da jeg startede i skole. De andre børn sagde altid nej, når jeg spurgte om jeg måtte være med til at lege i frikvarterne. Så til sidst indså jeg, at det nok var klogest ikke at spørge dem. Og hvordan er det så lige, at man bliver ved med at huske sig selv på, at man er så god som ens familie altid siger, når omverdenen gang på gang modbeviser det?
    Jo, jeg havde/har nogle skønne venner, men det var først, da jeg blev voksen, at jeg lærte de sociale koder, det kræver at møde nye mennesker og blive lukket ind i flokken. Den dag i dag kan jeg stadig gå helt i baglås, hvis nogen spørger mig, om jeg vil være makker med dem til en aktivitet, og de så kommer i tanke om, at de allerede har en makker. Sagt på en anden måde – mit selvværd er helt oppe under skyerne, men min selvtillid befinder sig 5 cm. over gulvet. På ni ud af ti dage vinder selvværdet, men når jeg får the blues, tager den dårlige selvtillid over.
    Det blev en lang kommentar! Jeg ville blot dele min historie i respekt for, at du tog (endnu) et tungt emne op…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg læste dagens indlæg og det ramte mig lige i mellemgulvet. På mange måder har jeg haft det lige omvendt af dig. Min barndom har i den grad været tryg, da jeg altid har været omgivet af en kærlig og støttende familie. Så grundlæggende har jeg altid vidst, at jeg var god nok. Problemet opstod, da jeg startede i skole. De andre børn sagde altid nej, når jeg spurgte om jeg måtte være med til at lege i frikvarterne. Så til sidst indså jeg, at det nok var klogest ikke at spørge dem. Og hvordan er det så lige, at man bliver ved med at huske sig selv på, at man er så god som ens familie altid siger, når omverdenen gang på modbeviser det?
    Jo, jeg havde/har nogle skønne venner, men det var først, da jeg blev voksen, at jeg lærte de sociale koder, det kræver at møde nye mennesker og blive lukket ind i flokken. Den dag i dag kan jeg stadig gå helt i baglås, hvis nogen spørger mig, om jeg vil være makker med dem til en aktivitet, og de så kommer i tanke om, at de allerede har en makker. Sagt på en anden måde – mit selvværd er helt oppe under skyerne, men min selvtillid befinder sig 5 cm. over gulvet. På ni ud af ti dage vinder selvværdet, men når jeg får the blues, tager den dårlige selvtillid over.
    Det blev en lang kommentar! Jeg ville blot dele min historie i respekt for, at du tog (endnu) et tungt emne op…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kender godt til det med at have misbrug tæt på. Og det er meget rammende, som du beskriver det der med, at folk i ens liv nu ikke skal betale for en fest, de ikke har deltaget. Men hold nu op, hvor kan det være svært, når man kommer tæt på et andet menneske. For der kan være så meget lort i ens rygsæk.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hello from the other siiiiiiiiiiide!