Så skal der satme bores i vægge igen!

Et brev til dig, der står lige midt i det.

Det seneste års tid har jeg løbende modtaget mails fra folk, som sidder i situationer der gør enormt ondt. Det er langt fra altid jeg har svaret tilbage. Måske har jeg været bange for at svare, fordi jeg på ingen måde føler mig som en ekspert på området.

Jeg har vidst, at ord og sætninger som ‘det skal nok gå, du kommer ud på den anden side’ ikke hjælper ret meget, når man sidder og har det som om hele ens verden vælter. Og hvad skulle det dog hjælpe, at en fremmed svarer tilbage og fortæller dem, at jeg udemærket godt ved hvordan det føles, når hele ens fundament styrter sammen om én, og man kun kan se på, front row, at ens familie går i stykker?

Langt de fleste henvendelser har været fra kvinder, der er eller er ved at blive forladt. Det har været sørgelige historier om mænd, der har knaldet udenom og har forelsket sig i andre. Og derfor har pakket sine kufferter og gået direkte ud ad døren, og ikke set sig tilbage.

Der har også været nogle, der har handlet om ovenstående, men hvor han har pakket sine kufferter igen, i en fremmed lejlighed og vendt tilbage til den første dør – den hvor der stod ulykkelige børn og en kvinde, som naturligvis lukkede ham ind igen – i troen om, at alt kan repareres, fordi det skal man jo. Især når man har børn sammen. Men hvor der så til slut i mailen altid har stået…. ‘Men jeg stoler jo ikke på ham…. Hvordan kan jeg nogensinde komme til det igen?’

Jeg kan ikke helt beskrive hvordan det føles når de tikker ind. Det er på en måde en kæmpe tillidserklæring at nogen sætter sig ned og skriver til mig. Det får mig til at indse, at jeg på en eller anden måde har formået at nå ud til folk med mine historier. Det gør mig glad. Rigtig meget.

Indlægget her er nok min måde at samle alle de henvendelser – og få svaret én gang for alle. Men den eneste måde jeg kan gøre det på er, at fortælle om hvordan jeg selv har haft det. Jeg har skrevet om det før – både før, under og efter  – og det jeg kan konkludere er, at jeg har rykket mig enormt meget.

Fra at sidde i en situation, hvor der intet lys for enden var – situationen hvor folk virkelig bare skulle lukke røven med deres ‘du bliver mere lykkelig og stærk af det her’ – ‘du fortjener bedre end det du sidder i nu’. Den slags kan man ikke kapere at høre når man sidder i det. Det svarer til at spise hardcore chili, og føle at det brænder – og at der så er en der siger, at det holder op med at brænde på et tidspunkt. Men i øjeblikket, der brænder det altså bare ad helvede til.

Jeg var så edderspændt rasende over, at der kun fandtes historier om folk, som VAR kommet ud på den anden side. Og som samtidig var så frække at påstå, at de slet ikke ville have været foruden den forfærdelige proces. Når jeg læste det, så havde jeg det som om at de sked direkte ned på en, og faktisk havde glemt alt om hvor ondt det gjorde. Deres historier handlede altid om, hvor glade de var NU – nu hvor de havde fundet kærligheden på ny, og boede i store herreskabslejligheder på Frederiksberg med alle deres sammenbragte børn og at alt bare var så skide skønt det hele.

Aldrig var der nogen der fortalte om at det fucking praktiske lort der skal ordnes, som man på ingen måde kan overskue – aldrig meldte historierne noget om, hvordan det var at skulle trøste børn der var ødelagt af savn – på trods af at man selv havde svært ved at holde tårerne tilbage.

Aldrig var der nogen der sagde, at skilsmisse rent faktisk godt kan føles som om man dør, bare uden at man dør af det helt.

Man må godt sige, at det var bedst at det gik sådan. Det er sådan set også der jeg er på vej hen med dette indlæg – for sådan har det også været for mig. Jeg HAR det bedre nu, og jeg er gladere end jeg har været i årevis. Der findes intet værre end at være sammen med en der ikke elsker én tilbage. Og alle ens primitive sanser sætter ind, i forsøget på at holde familien sammen – men jeg vil bare være så venlig at sige, at man er en hel del stærkere end man lige går rundt og tror. Og at man godt kan komme ud på den anden side. Det bliver umenneskeligt hårdt, og man skal armere sig med de bedste mennesker man har – og man skal lade dem se de skrækkelige sider af en, der pludselig kommer frem.

Kan man det, så er der rigtig gode odds for, at du pludselig står og kigger dig i spejlet en dag, og tænker på hvor langt du er nået. Og at din mund pludselig kaster sig ud i et lille smil, der fortæller dig, at du er en væsentlig bedre udgave af dig selv, når du ikke konstant går rundt og er ulykkelig i noget, hvor du slet ikke hører til.

Du har nemlig fortjent bedre end det <3

20160418-170346-61426930.jpg

 

 

13 kommentarer

  • Sus

    Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kaya

    Tak for de ærlige ord:) men hvordan tilgiver man ? Jeg kan stadig ikke tilgive næsten 2 år efter og jeg har faktisk heller ikke lyst til at tilgive for at ha ødelagt vores familie??

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Den er rigtig svær 🙁 Personligt er jeg ikke sikker på at jeg kunne.. Tror jeg ville bruge alt for mange (af de i forvejen sparsomme) kræfter på at tænke på hvornår det skete igen. Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janne

      Du behøver ikke tilgive. Men du kan vælge at leve med livet med de vilkår du nu har til rådighed. Jeg kan aldrig tilgive min eks for at vores børn skal deles og jeg skal undvære dem. Men jeg lever med det fordi jeg ikke har andet valg og giver børnene det bedste jeg kan med hvad jeg har. Og det handler ikke om at jeg er bitter eller savner for jeg er videre i mit liv. Men tilgive for mig ville være som at sige ok det er i orden. Og det er det ikke, at pådrage så meget smerte med fuld overlæg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor fint skrevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Tak for dine ord! Jeg blev skilt for 14 dage siden og står netop i alt det praktiske rod og med en trist søn,og ja lige nu er det som om jeg dør lidt hver dag.. Jeg håber jeg en dag kan se det på samme måde som dig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Og tak for dine! 14 dage inde er godt nok ikke lang tid, men alene det at du har overlevet tiden op til da, er ret sejt. Det starter jo længe før man egentlig giver det det endelige dødsstød. Det bedste råd jeg kan give er, at lade sig selv være ked af det – uden at give sig selv lov til at synke helt ned. Jeg hepper på dig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe O.

    Hvor er det her et fint indlæg. Egentlig overhovedet ikke relevant for mig, men; livet kan jo være noget lort på nærmest uendeligt mange måder, og jeg tænker egentlig, dette indlæg kan være folk til hjælp i mange situationer.
    Det er et virkelig fint indlæg – du er en modig kvinde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Du rammer virkelig noget rigtig der! Man får altid historierne om, at man er mere lykkelig nu.
    Min skilsmisseramte mor sagde noget klogt til mig for nyligt: Nej, jeg bliver aldrig mere lykkelig, end jeg var før. For jeg har slæbt mine børn igennem en tsunami af savn og sorg, som de skal lære at leve med, men jeg er lykkelig, hvor jeg er nu. Jeg har det godt, og mine børn har det godt i det omfang en skilsmisse altid vil tillade det.

    Det ramte mig. For jeg har altid nogensinde kunne se meningen med at man kan være endnu lykkeligere selv, til trods for det er børnene, der betaler prisen. Det har jeg virkelig savnet, at man italesætter noget mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Filmatiseret

      Din mor rammer hovedet på sømmet!

      I øvrigt har Bine Madsen skrevet en utrolig smuk og barsk artikel til Information om de barske følelser, man som delemor skal tackle. Der skal fandeme sluges mange kameler! Uretfærdig mange.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Tak for din blog og dine ærlige ord! Jeg står nemlig lige midt i det, midt i en skilsmisse, midt i hele lortet! Vi skiftes til at bo her sammen med vores to børn en på 5 og en på 2. Det er så hårdt og gør så ondt i mit hjerte. Imorges da jeg kom ud i køkkenet lå min datter på 2 med hovedet på bordet og en tåre trillede ned af kinden på hende, jeg spurgte hende hvad der var galt og hun sagde “jeg savner far”(på sin 2årige talemåde) og mit hjerte gik lige lidt i stå og føltes som om at det eksploderede en lille smule. Den havde jeg ikke set komme fra en 2 årig! Tænk, jeg troede ikke det var muligt at være så ked af det, jeg kunne græde hele tiden over alt det jeg byder mine børn. Jeg har egentlig ikke kærestesorger, for vi er enige om ikke at skulle være sammen mere, for vi gjorde ikke hinanden glade mere, men det jeg og mine børn går igennem lige nu er godt nok ulideligt! Jeg glæder mig så meget til at jeg finder mit eget sted og kan begynde at starte på en ny tilværelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Tak for din kommentar – det gør så ondt alle vegne i kroppen når jeg læser den.. For jeg ved hvordan det er, det der med at skulle bære børnenes sorg oveni sin egen. Det er så smertefuldt! Sender god energi jeres vej! Man kommer virkelig langt, hvis mor og far er sammen om at få børnene videre derfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så skal der satme bores i vægge igen!