Redebygning i savnets navn!

Kan man hjælpe? Og må man overhovedet blande sig?

Det første af indlægget fjernet, da flere søde læsere har været så søde at minde mig om, at jeg potentielt har udleveret mere end hvad fair er. Det tager jeg til mig 🙂

 

Men da jeg så hende i dag, der kunne jeg ikke genkende hende. Jeg var faktisk chokeret.

Hun er på to måneder gået fra at være en livsglad og rødkindet dame, til at ligne en der er alvorligt syg. Udmarvet, bleg (ved godt at det er vi alle i denne tid, men altså) og så har hun tabt sig helt enormt meget. Chokerende meget. Og hendes øjne var tomme for alt hvad der bare mindede om gejst eller liv. Det eneste liv der var, det var de to drenge, der lige havde taget i mod en kavalkade af råb og skrig, fra en mor der bare var kørt fucking i sænk.

Normalt ville jeg tænke, at man ikke skal lægge for meget i situationer oplevet for en kort stund. At alt kun er et øjebliksbillede. At man ikke ved, om det bare skyldes at hun har sovet ad helvede til i en uge. Been there, done that.

Men sandheden er, at råbene og skrigene – fra hende, ad børnene – ikke børnene selv – de har stået på over længere tid nu. Og i dag var tredje eller fjerde gang jeg oplevede, at jeg kom ud og var vidne til det. Og at hun alle gangene har kigget på mig og undskyldt og peget på de her unger og sagt at det bare er fucking hårdt. Som om jeg havde taget hende på fersk gerning. Og i dag spurgte hun mig (fordi at Alfred er et år ældre end hendes ældste) hvornår det mon bliver nemmere.

Jeg har aldrig gjort andet end at give hende en klemmer på armen og fortælle om, hvordan Alfred er. At det bliver nemmere. Men what the fuck do I know? Jeg har jo kun én at slås med? Hvilket hun så også påpegede i dag, og det kan man jo ikke sige noget til. Ja, jeg har kun én! Og det er simpelthen også fordi, at jeg ikke ville kunne overskue at deale med to børn på én gang, medmindre at jeg havde 100 bedsteforældre og en kærlig og overskudsagtig mand. But that is just me.

Og jeg har hver gang lyst til at tage de der unger under armen og sende hende i seng med en flaske rødvin og Netflix.

Hun er ikke alene, men hendes mand arbejder og han er faktisk rigtig sød og rar. Og lige nu går mine tanker på, om han godt ved hvor slemt det muligvis står til – eller om hun slår det hen med et forceret smil når han kommer hjem fra arbejde. Præcis som hun gør med mig, hver gang hun finder ud af, at man sagtens kan høre hende græde og råbe ude på gaden.

Spørgsmålet er, om man burde blande sig. Og om man overhovedet må. Det er svært at se folk gå op i limningen, og så bare gå sin vej. Og det var lidt det jeg gjorde her til morgen.

 

23 kommentarer

  • Tine

    Tilbyd din hjælp, hun kan sige ja eller nej… det er skide hårdt, men hun lyder til at være kørt træt. Min mand er rejsemontør og er selv alene med så på samme alder i hverdagene og ih hvor kunne jeg godt bruge en rådvin/netflix stund ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, Ja og ja. Som pædagog og som indehaver af Naturligopdragelse.dk synes jeg, at vi alle har en pligt til at blande os i børns sundhed. Både den fysiske og den mentale.
    Det er hård at være forældre. Vi har alle ønsker og drømme. Men virkeligheden kan nogle gange overrumple os. Og nogen gange kan vi blive blinde for at se løsningen der er lige foran os.
    Derfor er det så vigtigt at vi dem der står udenfor blander os.
    Men det er vigtigt at gøre det på en ordentlig måde.
    Der er ingen der ønsker at få at vide at det er forkert at råbe af sine børn. Det ved de godt.
    Men derimod er en kærlig tilgang til det vigtigt. Tag udgangspunkt i det du ved(at der bliver råbt meget, at hun ser træt ud osv.) Og så spørg ind til hvordan det går. Måske mangler hun en at tale med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Jeg er så glad for at du skriver det der med at det er forkert at råbe ad sine børn. Jeg kommer sgu også til det nogle gange – og jeg må understrege, at jeg faktisk ikke er nervøs for hendes børn. Jeg er nervøs for hende. Jeg tror sgu at jeg inviterer hende ned på et glas vin en af dagene. Og måske en redt seng og rolige omgivelser.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Er den omtalte kvinde okay med at du udstiller hende på din blog?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Jeg kan godt forstå at du spørger. Og jeg havde faktisk startet indlægget ud med at skrive en tekst omkring lige det samme. Men jeg har efterfølgende rettet enormt meget i teksten, så det netop ikke fremgår om hvorvidt hun overhovedet bor i min opgang, overfor eller bare i nærheden. Naturligvis har jeg taget højde for, at det er en mulighed at hun læser med. Uanset hvad, så synes jeg egentlig at det er at færdes på en særdeles snæver grænse. Det er jeg udemærket klar over. Men jeg har faktisk brug for at høre, hvad andre ville gøre i denne situation. Og jeg skriver intet om at jeg synes hun er en dårlig mor – hun er faktisk det helt modsatte. Og jeg har brug for hjælp her – det er derfor jeg i sin tid overhovedet oprettede min blog. For at sparre – og for at få en second opinion.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • J

      Jeg synes det er fint at du gerne vil diskutere emnet, men det er altså ikke den rigtige måde at gøre det på. Kvinden har ikke bedt om at blive udstillet på den måde. Jeg tvivler på, at du selv ville synes det var særlig rart, at nogen skrev sådan et indlæg om dig. Det er upassende, og jeg synes virkelig du bør slette indlægget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Jeg er helt med på hvad du mener. Og jeg forstår det godt. Egentlig har jeg ingen intentioner om at lade det ligge online ret længe. Ville bare så gerne have nogle meninger fra andre, før jeg gjorde noget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Eller måske bare læg lidt sødt og et kort om at du kan se hun har det hårdt og du gerne vil snakke/tage fælles på legepladsen eller hvad du orker. Tit gør det alverden bare nogle lægger mærke til en.
    Sig evt noget henkastede hvis du møder manden. Jeg tror ikke altid de forstår hvor hårdt det er

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ano

    Hvis jeg var dig, ville jeg straks fjerne dette oplæg.
    Det vil da være helt ubærligt hvis der er nogen der genkender hende eller hvis hun selv læser med – det lyder til, at hun har nok st slås med i forvejen.
    Jeg synes det er fint, at du skrivet om dit eget liv – det er dit valg, men andres liv og problemer synes jeg ikke man skal stille til offentlig skue.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Jeg forstår godt at du skriver som du skriver! Den risiko har jeg taget med i mine overvejelser. Bestemt. Og jeg kan potentielt overskride nogle grænser her, det er jeg udemærket klar over. Tror bare, at jeg lige nu har brug for flere meninger udefra, før jeg gør noget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg synes kun du udviser omsorg ved at spørge hende, om der er noget hun har brug for – bare sådan helt henkastet, som en anden også nævner. Når du beskriver, at du har set hvor radikalt hun har ændret udseende giver det mening, at du udtrykker bekymring. Og helt ærligt, det er næstekærlighed – ikke snagen. Hun KAN jo bede dig fise af, hvis hun opfatter det anderledes.

    I forhold til råberi og børn, så bliver jeg selv lidt bekymret. Jeg er kommunalt ansat og har indberetningspligt og jeg mener oprigtigt, at det er noget alle over 18 burde være forpligtet til når det handler om børn. Afviser hun dig og råberiet fortsætter bør du selvfølgelig træde varsomt, men jeg ville overveje at kontakte din kommunes børne-/familieafdeling. De har pligt til at undersøge omstændighederne og det er YDERST sjældent, at de gør andet end at tilbyde hjælp i en eller anden udstrækning.

    Men mit råd er at tale med hende – stille og sødt, i første omgang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Slet slet slet det her indlæg! Jeg forstår dig 100%! Men tag affære og tilbyd din hjælp – og skriv så om det bagefter. Tror hun vil blive så ulykkelig hvis hun læser det her og allerede er kørt helt i sænk 🙁
    Jeg ville have det helt ligesom dig, men jeg ville blive uendelig ked af det hvis jeg læste sådan noget om mig selv offentligt. Ellers hvis andre genkendte at det var mig. Giv hende en krammer og tilbyd din hjælp – hvis du selv har overskuddet. Rigtig god dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, det er altså hårdt at se på, når der er børn involveret :/

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Vi snakkede om det da jeg havde sundhedsplejerske. … tilbyd noget helt konkret – skal jeg ikke handle for dig – har du brug for jeg laver lidt ekstra lasagne i morgen – for hvis man er helt kørt ned er det for uoverskueligt at gennemskue h ad man præcis har brug for … plus du kan give den hjælp du selv har mulighed for ♡♡ pøj pøj med det … jeg var ovenud lykkelig over de dage vores venner hjalp med maden eller opvasken (vi var to om det første barn)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Werge

    Hjælp hende – og du hjælper børnene!
    Ja, tilbyd konkret hjælp (fx mad og/eller pasning af børnene).
    Jeg er selv i en udmattelsesfase og stressen pumper afsted:-(

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Werge

    Hjælp hende – og du hjælper børnene!
    Ja, tilbyd konkret hjælp (fx mad og/eller pasning af børnene).
    Jeg er selv i en udmattelsesfase og stressen pumper afsted:-(
    Synes det er et superrelevant indlæg, som får os til at tænke ….& måske handle.
    Syns du handler næstekærligt ved at skrive/den måde du formulerer det på❤️
    Det er slet ikke at udlevere hende ….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Jeg vil sige det samme som er gældende i tilfælde med depression, spiseforstyrrelser etc. Spørg ikke HVAD du kan gøre eller OM du kan hjælpe, det er så skidenemt at sige nej, fordi man enten skammer sig, ikke kan lide at skulle ligge andre til last etc. Gør noget konkret, gå forbi og sig at du skal ned og købe ind, hvad hun mangler? Eller bare køb noget du ved hun har brug for, og som vil gøre hendes dag nemmere. Inviter hendes børn over og lege med Alfred, så hun får noget fritid. Gå forbi med aftensmad (færdigmad er helt ok)/inviter hende og børnene over til aftensmad etc. etc.
    At invitere hende over til vin er bestemt også en fin idé. Det er det andet aspekt, fortæl evt. om din depression og hvor dårligt det fik dig til at føle dig at du ikke kunne være den mor, du gerne ville. Fortæl hvad der hjalp, uden at give færdige løsninger – aller er forskellige. Og få det ikke til at fremstå som om at “nu er alt godt, så jeg ved hvordan man skal gøre, og jeg skal redde alle andre”; igen, vi er alle forskellige. Men giv rum til at hun kan åbne op, HVIS HUN VIL.
    Vi kan ikke andet end være der for hinanden, på den måde folk omkring os har brug for. Jeg forstår tydeligt på dig, at dette ikke handler om at være dømmende eller at du synes hun ikke klarer det godt – nok nærmere det modsatte. At du kan genkende elementer, hvor det at være mor pludselig kommer før det at være menneske og individ, og at du blot bekymrer dig om hende og ønsker hende det bedste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Synes det er et fantastisk vigtigt emne du tager op. For lige netop det der med at blande sig i andres liv (uanset om det er naboer, familie etc.), så er det et område hvor rigtig mange har en kæmpe berøringsangst. Jeg synes du super cool i dine overvejelser – og håber du “gør alvor” af “handle aktivt” og give hende et konkret tilbud 🙂 Og hvis hun takker ja, så del gerne din oplevelse – som inspiration – engang efterfølgende. Rigtig god weekend 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg synes, dit indlæg er ok og virker ikke udleverende men omsorgsfuldt. Nu har jeg ikke set det oprindelige indlæg, så det kan jeg ikke udtale mig om. Jeg ser det, som at du spørger om gode råd. Og det kan jeg se, du får. Vis omsorg og spørg ind, inviter hende ned, hvis du har overskud. Så længe det er omsorg og ikke fordømmelse hun mødes med, så er det godt (og jeg er sikker på, du tager omsorgsvinklen men vær mega obs på sprogbruget alligevel)
    knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    Du skal tilbyde dig selv, gerne lidt insisterende, da det er svært at tage imod hjælp.
    Jeg er en af dem, der har haft brug for hjælp og det er svært ikke at glide af, når man bliver adspurgt.
    Er sikker på, at hun bliver glad for det, selvom det kan virke privat.
    Vi kommer generelt hinanden alt for lidt ved i dette land…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg er den mor. Måske ikke lige hende du skriver om og er måske heller ikke helt så langt ude som kvinden her… men mine reserver er opbrugte, jeg kan ikke genkende mig i spejlet og livet er bare ikke særligt sjovt lige nu – og ja det mærker mine børn desværre også. Hvorfor spørger jeg ikke om hjælp? Jeg ved helt ærlig ikke hvordan.
    I sidste weekend havde vi besøg af svigerfamilien. Min (ellers søde og dejlige) svigermor kom med mere eller mindre direkte hentydninger til min korte lunte og hængt-kat look. Årh, jeg havde bare lyst til at råbe af hende; så hjælp mig dog i stedet. Men jeg kunne ikke..
    Det jeg vil sige er egentligt bare; Hvis du har overskud så tilbyd din hjælp – hun har ikke overskud til at bede om den…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Der er efter min mening slet ikke noget galt med dette oplæg. Det er ikke på nogen måde udleverende! Og hvis vi skal ændre på den diskurs der hedder at det er skamfuldt eller unormalt at have brug for hjælp, er vi da først helt ude at skide. Jeg synes ikke der er noget galt med indlægget, men tværtimod med de kommentarer, der skriver at det skal slettes og at man først skal skrive når alt igen er rosenrødt. Det synes jeg faktisk er et større problem. Tænk på alle dem der læser det og kan genkende sig selv i det der beskrives og tænker: “næste gang nogen spørger om hjælp, vil jeg sige ja-tak”. Eller omvendt: “jeg vil hjælpe min nabo”. Det er en vigtig pointe at der ikke på NOGET tidspunkt bliver hentydet til eller sagt at kvinden er en dårlig mor. Det synes jeg til gengæld de negative kommentarerne lugter lidt af. “Slet det” “tænk hvis hun så det” (underforstået SÅ måtte hun jo skamme sig helt vildt)
    Pointen er jo netop at vi IKKE skal skamme os. Og at det ikke er skamfuldt at få hjælp til at løfte den kæmpeopgave det er at være mor. Og at vi skal prøve at naturliggøre det at hjælpe hinanden i hverdagen.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Redebygning i savnets navn!