Ingen titel.

Hjemme igen.

sol-over-frankrig

Et sted over Frankrig, d. 8/1-2017.

Det var bestemt ikke sådan jeg havde forestillet mig 2017 skulle starte.

Faktisk følte jeg, at jeg havde de bedste forudsætninger for at dette år skulle være det år, hvor jeg endelig kunne give afkald på nogle af alle mine forbehold. At jeg kunne læne mig lidt op ad det gode liv, hvor man føler man må slappe lidt af, fordi man udretter så meget ellers.

Nu, et sted over Frankrig, der føler jeg, at jeg nok måske har fejlfortolket året der kun lige er begyndt. Måske er det et af de hårdeste jeg kommer til at opleve?

Tanken i sig selv skræmmer livet af mig. Fordi omstændighederne atter røvpuler mig. Og det er ikke udelukkende på den der blide måde, hvor man ved det kommer – og man i situationen blot skal tage dem med ro og slappe godt af, for så gør det ikke så ondt (ja, beklager billedsproget, men….. ) nej, faktisk er det snigeren der er sket. Tacklingen bagfra, man ikke ser komme. Og derfor lander langt hårdere end normalt.

Dog har jeg overhalet mig selv og mine normale tendenser indenom. Fra det mørke hotelværelse i Malaga, med et glas vin i hånden fik jeg skrevet til en håndfuld veninder om situationen. Ikke noget med ’Hej damer! Schweizeren er en kæmpe nar, og i morgen kommer jeg hjem og så er der lagt op til Jeff Buckley og Blå Kings på repeat.’

Nej, jeg har prøvet noget nyt.

Jeg skrev ud til en lille håndfuld, hvor jeg for første gang fortalte dem, at jeg var på vej hjem, og at jeg havde brug for deres hjælp. Denne gang var det helt specifikke ting jeg bad om. Hvilket gør det enormt håndgribeligt for modtageren, tror jeg. Så de netop ikke kunne lave den der vi alle sammen laver fra tid til anden: ’Jeg er her, sig til hvis du har brug for mig’.

Jeg tvivler ikke på, at folk mener det når de siger det. Jeg siger det alt for ofte selv, men det er sjældent at jeg følger det til dørs. Det er bare så satans sjældent at man fører det ud i livet når det kommer til stykket.

Nej, i stedet skrev jeg nogle helt specifikke ting til dem hver især, fordi mine veninder er så stærke på hver deres måde. Og de har alle deres styrker. Eksempelvis skrev jeg til min roomie, at Alfred vender hjem i morgen – og at det jeg havde brug for fra hende var, at jeg godt måtte ryge cigaretter hvis det var, men at jeg ikke måtte indtage ret meget alkohol det næste stykke tid. Og at jeg for alt i verden skulle huske at spise.

Det lyder enormt stort, at lægge sådan et ansvar over på andre, men i virkeligheden handler det om, at jeg ikke kun lægger det over på hende. Jeg fortæller hende blot hvad mine behov er, så bliver de også nemmere for mig selv at leve op til.

En anden veninde har jeg f.eks bedt om at tage med mig, når der er nogle praktiske og lidt ubehagelige ting der skal styr på i de kommende dage. Det gør en kæmpe forskel. For så slipper jeg for at bekymre mig om, om nu jeg begynder at flæbe en eller anden voksen, professionel type direkte ind i hovedet, bare fordi jeg skal fortælle hvad mit problem er, eller hvad jeg har brug for hjælp til. Jeg er nemlig ret god på den måde. Ikke alene hader jeg at tale i telefon, f.eks – og hvis der bare er snerten af ubehagelig samtale over det, så er jeg allerede ved at vande høns når jeg taster nummeret ind. Jeg har aldrig tænkt så meget over det, men vidste I, at det faktisk er noget mange har det svært med? Jeg kryber gerne udenom at være den der bestiller pizza eller ringer op til noget praktisk hvis jeg kan slippe af sted med det.

Selv de mest simple gøremål kan virke uoverskuelige, når man er presset og ked af det. Og sådan en som mig, der har oplevet hvordan det føles at være stresset og depressiv – min største frygt er, at jeg skal derhen igen. Ergo må jeg fjerne nogle af de ting der gør mig søvnløs om natten, og gør at jeg ikke er den bedste udgave af mig selv. Og på ingen måde er den bedste mor – og det er lige så vigtigt. Hvis ikke mere.

Faktisk fik jeg hulkende fremstammet, ned i skulderen på Schweizeren, at jeg var mest ked af, at jeg nu skulle til at være rigtig ked af det igen. For jeg kan sgu godt leve med at være netop det, hvis jeg bare er mig. Det er naturligvis ikke fedt, men det går an. Men at jeg igen, igen skal til at være triste og sure mor, overfor en lille dreng, der kun fortjener det bedste – det er så smertefuldt.

Så det var også noget af det jeg skrev ud til folk. At jeg havde brug for deres hjælp. Så jeg kunne vende hjem og stadig være en god mor. Men at jeg bare havde brug for lidt hjælp til nogle specifikke ting.

Og ved I hvad? Der var ikke en eneste af dem der sagde, at de ikke havde tid og lyst. Så jeg glæder mig til, at Alfred vender hjem i morgen, og at jeg er omgivet af mennesker der altid står klar til at hjælpe.

Håber at jeg selv bliver en af dem igen snart.

Sydhavnen, mandag kl. 9.00

Her til morgen vågnede jeg klokken 5, og det med den tungeste kvalme og tristhed, der bare slog ned i mig i samme sekund jeg slog øjnene op. Det er som om, at søvnen er et frirum, hvor man i nogle timer ikke mærker de udfordringer der er i de vågne timer. Kan ikke forklare det ret godt, men jeg kan fortælle, at det er rigtig ubehageligt.

Om lidt skal jeg i bad, men lige nu sidder jeg med en kop te, min computer og lys på bordet. Gråden presser på konstant, og det er ikke fordi jeg ikke må græde, men det tærer så enormt på mine kræfter, og jeg har svært ved at stoppe igen, når det først får lov at gå i gang.

Jeg tænker over, hvad jeg skal lave i dag, inden Alfred kommer hjem.

Det var ubeskriveligt rart at komme hjem i aftes, efter en lang dag i går. Og det er ubeskriveligt rart at komme hjem til et kram og en roommate der havde ryddet op på mit værelse, sat friske blomster på mit bord og lavet et ’break up-kit’ til mig i en kasse på min seng. Den bestod af tomatsuppe, ost, cola, blå kings osv. Hun kender mig godt.

Jeg ved godt, at det lyder som den rene elendighed lige nu – men det er nok også meget rammende. Jeg må forsøge at vende skuden, så det ikke ender som sidste år på denne tid. Der vejede jeg 10 kilo mindre, og levede af drikkeyoghurt. Der vil jeg simpelthen ikke hen igen.

Men jeg er sådan en der taber mig når jeg har det skidt. Og det er ikke spor godt, når man i forvejen er lille. Det hverken føles, eller ser særlig pænt ud.

Shit, jeg er ked af det.

17 kommentarer

  • Line

    Åh hvor er det røv lige nu 😥 Vi kender jo alle dine følelser og har selv været der…..og ved desværre også at man ikke rigtig kan gøre andet end at læne sig op ad gode veninder og lade tiden gå. En el anden dag er tristheden i maven der ikke når du vågner – og så ved du at du er på vej opad ❤ Hurra for gode veninder!!!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Åh altså hvor er det røv lige nu 😥 Vi har jo alle været der….og ved desværre også at man ikke kan gøre så meget andet end at læne sig op ad gode veninder og lade tiden gå. En dag når du vågner er tristheden ikke så stor og så ved du at du er på vej op igen ❤ Hurra for gode veninder 👏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Det gør ondt helt inde i maven at læse det her, fordi jeg tror de fleste har prøvet at have den følelse når man vågner.
    Det jeg egentlig bare vil sige er at jeg synes du er sej du beder om hjælp! Sådan helt specifikt. Det burde man gøre noget mere, inklusiv mig selv.
    Jeg har tit også stået på den anden side hvor man gerne vil hjælpe men egentlig ikke ved hvad man skal stille op. Hvis mine veninder bad om hjælp på den måde, ville jeg gøre det de bad mig om 100% og med 50% ekstra oveni, fordi det er det der gør dem glade. Lang smøre af rod, jeg synes du er sej, og at jeg håber at tiden som skal hele dig kommer til at gå hurtigt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Årh manner, hvor kan man bare mærke din smerte helt her ud på den anden side. Det gør mig trist at du har det sådan, selvom jeg slet ikke kender dig. Depression er en bitch, hende kender jeg også. Desværre. Jeg håber du bliver glad igen snart

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • En million varme tanker til dig, søde Trine!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg plejer aldrig at kommentere, men jeg ville bare lige fortælle dig, at jeg synes du er megasej! Det er så godt at du er opmærksom på hvordan du håndterer din sorg og gør noget anderledes end du plejer. Det er lige så snart man får brudt de uhensigtsmæssige mønstre, at tingene bliver bedre.. Hilsen en, der selv har kæmpet med hjertesorg, depression og (nu) stress.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie

    Ville sådan ønske at jeg kunne give dig et kram! <3

    I mangel på den mulighed, vil jeg sige at jeg synes du er en kæmpe inspiration. Jeg synes det er så mega sej at turde at være åben omkring, at livet ikke altid er let – måske aldrig helt. Jeg ville ønske jeg kunne formulere mig så fint som dig! Du er pisse sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor vidunderligt at du bad om hjælp fra dine veninder. Det skal jeg selv blive bedre til.

    Kæmpe, kæmpe kram til dig Trine <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Æv for en 2017 start. Dejligt du har en flok gode veninder! Du skal nok komme ud på den anden side, nogle gange tager det bare uoverskuelig lang tid. Op med humøret, med afsæt i det vi kan læse os til, er du en skøn person og du skal nok lande på dine ben. Knus til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Årrrh hvor er det synd fro dig, jo det er, det må man gerne skrive, når det er sådan ❤. Men hvor er det flot og godt tænkt at sprøge om noget konkret hjælp! Den kunne man godt gøre brug af at huske. Også i andre ked-af-dermed situationer! For vi gør vist alle, SM du gør normalt eller reagerer med den “jeg er her” og mener det. Og uha ja den med gråden der trænger på hele tiden. Igen mit er ikke kærestesorg for tiden ,men reaktionerne er sgu meget de samme
    Så mange krammere til dig ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Sender varme tanker…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Det gør mig virkelig trist, at du skal det igennem det igen.. Håber virkerlig at dine veninder og roomie er der gele vejen igennem – set fortjener du..
    Mange tanker herfra..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna M

    Spurgte en ven om man kan have sympati-hjertesorg med en man ikke kender.. fordi sådan har jeg set med dig. Håber du får det bedre snart! Godt at du har så mange mennesker omkring dig der ønsker at hjælpe. ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Hvor er du bare modig at du kan dele dine tanker og følelser på denne måde. Du skriver så godt at man får ondt i maven på dine vegne, og ønsker at hjælpe dig også. Hvor er det godt, at du tør bede dit netværk om hjælp, for selvfølgelig stiller de op. Sender dig mange varme tanker og virtuelle kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Fra én der selv har stået i din situation. Nu har jeg fulgt med længe, og det er tydeligt at fornemme på dine indlæg, at du er stærkere end nogensinde. Jeg sender dig en masse tanker. Hyg dig, spis usundt, grin med veninderne og tænk på, hvor heldig du er – du har en fantastisk dreng og ikke mindst så mange fantastiske mennesker omkring, der passer på dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ingen titel.