Julehjælpen <3

Ingen titel.

Malaga, Spanien

Sidder i Malaga lufthavn og drikker rødvin direkte fra flasken. Heldigvis er det kun en af de der helt små, for selvom jeg den seneste uge har erfaret, at Spanien er et land der er glad for vin – så er klokken stadig kun 11:30.

Jeg sidder så jeg kan se alle flyene lette. Og for en time siden vinkede jeg farvel til det orange EasyJet fly, der fløj af sted med min rejsepartner. Schweizeren.

Oprindeligt skulle vi have fløjet sammen tilbage til København, men han skal være på arbejde i morgen tidlig, så han lettede dermed 5 timer før mig. Så nu sidder jeg her.

Jeg har så mange tanker. De står nærmest i kø for at komme til. De fleste af dem er tanker om utryghed og uvished. Som altid. Dem er jeg vant til. Men i dag er der også en enorm tristhed og en form for ondt i maven, jeg kun føler når noget gør rigtig ondt.

Da jeg vinkede farvel til ham, betød det nemlig, at jeg højest sandsynligt ikke kommer til at se ham igen. Og det bliver næsten ikke mere kliché, end at sige farvel til hinanden i en lufthavn. Det er som om omgivelserne passer til situationen. Afstand. Afrejse. Afslutning.

Noget smukt begyndte for præcis ét år siden, og det endte her i Malaga – og nu skal jeg finde ud af, hvorhenne man parkerer kærlighed, der slet, slet ikke er forsvundet. Som stadig er der, selvom enderne ikke mødes. Det har aldrig været dømt til at dø. Men jeg tror ikke på, at det er en sund måde at leve på. Hverken for ham, eller for mig. Savnet har, fra min side været for stort, og det har fået mig til ikke at kunne nyde det jeg havde – og bidrage med alt det gode jeg har at give. Savnet har i stedet vist sig som en frustration – og det er stressende for et andet menneske, der bare gerne vil være til stede der hvor han er.

Jeg har aldrig følt, at der ikke var plads til mig i hans liv – og jeg håber ikke, og tror heller ikke at han har haft det sådan med mig. Der har naturligvis været mange overvejelser i spil gennem det seneste år – og der har været flere gange, hvor håbet også har levet. Håbet om, at kærligheden var stærk nok til både det ene og det andet.

Jeg er stolt af, at jeg kender en mand, der er så omsorgsfuld og empatisk, at han godt kan se at jeg ikke kan leve med savn og frustration i længden. At jeg, selvom det er så kliché og lyder som en dårlig undskyldning, jeg fortjener at leve mit liv der hvor jeg er. Fuldt ud. Og selvom jeg lige nu kæmper lidt med de tanker der råber til mig, at han er en kæmpe pik, der sgu da ikke skal bestemme hvad jeg kan leve med eller ej, så ved jeg – dybt inde i en eller anden lille bitte celle i min krop, at han har ret.

Jeg tager hatten af for dem der trives med langdistance-forhold – og jeg tror på dem, faktisk. Men jeg tror ikke på, at man kan starte fra nul – og så køre den videre med tusindvis af kilometer i mellem sig. Man lærer ikke hinanden at kende over FaceTime – og de mange kilometer af sms’er der er i spil, de kan sjældent give det nærvær eller den tryghed man har brug for.

Hvis noget skulle have lykkedes i denne konstellation, så skulle en af os have været flyttet – og eftersom jeg ikke kun har mig selv at tænke på, så har meget af alting hængt på ham. Og det er fandeme heller ikke fair. Der har været reelle overvejelser om, hvorvidt han måske egentlig gerne ville hjem til Danmark igen. Men sådan noget skal ske helhjertet, og ikke halvt. Ingen siger, at vores situation ville have været anderledes hvis han havde gjort det. Men jeg forstår godt hans beslutning om at blive. Han har gang i så mange gode ting i Zürich, og det gør mig helt vildt ked af det, når jeg tænker på at jeg ikke længere skal hoppe på sporvognen og rulle op ad hans gade med min grimme kuffert igen.

Faktisk kan jeg mærke, at det virker helt unaturligt bare at tænke på, at jeg ikke skal se ham igen. Som jeg sagde til ham, så er jeg da helt vildt glad for, at han bor så langt væk. For så slipper jeg i hvert fald for at rende ind i ham med en eller anden skidedum blondine med store bryster under armen. Men omvendt, så er det altså også et alvorligt break-up, når man skilles ad på denne her måde. Det er jo meningen at man får nogle dage hist og her, hvor man dukker halvstiv op ved den andens dør og er helt sølle – og tigger om break-up sex og hår-nusseri, fordi det er helt biologisk unaturligt at tage en kold tyrker på denne her måde. Man går virkelig fra alt til intet.

Og det i sig selv, fanger egentlig ret godt hvordan hele konceptet langdistance-dating foregår. Man går fra intet til alt – og det er meget koncentreret. Der er ingen sporadiske kaffe-dates eller ’skal vi lige ses i et par timer, inden jeg skal….’ Næh, det er en uge hvor man er sammen HELE tiden, efterfulgt af en måned hvor man ikke ses. Det er hardcore.

Ville jeg gøre det igen?

Med ham, ja. Helt sikkert. Jeg fortryder intet. Overhovedet. Han er et af de bedste mennesker jeg nogen sinde har mødt. Og jeg har lært så meget af ham. På så mange planer. Men jeg gør det aldrig igen.

Gud, hvor jeg dog havde håbet. Og følte kærligheden. Shit, jeg følte mig set, hørt og elsket – og det gør helt vildt ondt, på så mange måder, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Men vi havde verdens bedste ferie. Og selvom de sidste to dage også blev brugt på at hyle, så er jeg glad for, at vi havde hinanden tæt på. At der var skuldre at græde på, utallige krammere og kys at få – samt smukke omgivelser, der på en eller anden absurd måde gjorde det hele lidt nemmere at absorbere.

Jeg vidste godt, at denne tur ville ende ud i det her. Jeg havde håbet at min mavefornemmelse ikke holdt stik, men jeg har lært at den sjældent tager fejl. Vi gav hinanden en gave, tror jeg, ved at tage på denne her tur sammen. For shit hvor har det været dejligt. Også selvom det har gjort ondt.

Han har en meget særlig plads i mit hjerte, som kun er hans.

malaga

 

 

25 kommentarer

  • Sandra

    ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Fuck man, det er sku hardcore shit❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Føler så meget med dig og sender masser af varme kram din vej. Er ked af på dine vegne, at det ender sådan ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kære lortemor,
    Så sidder jeg så herhjemme i min sofa med tårer i øjnene. Stakkels, stakkels dig.
    Tabte selv engang mit hjerte i Schweiz, men det gik heller ikke. Tiden gik (og min situation var slet ikke den samme, som din).
    Bare en masse varme tanker her fra sofaen til dig, Kom godt hjem til Danmark.
    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Therese

    Kram, bare kram ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    ❤❤❤❤❤masser af kram til dig – kæft det er hårdt det der 💔💔💔. Har helt ondt i maven med dig! Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • 🙁
    Havde sådan en eller anden fornemmelse af, at det var det her, der skulle ske, da jeg læste dit forrige indlæg, men tænkte, jeg bare læste forkert mellem linjerne.

    Øv, det gør helt ondt at læse 🙁
    Kæmpe kram til dig ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne Emilie

    Åh det gør helt ondt i mit hjerte for dig. For det er så svært at lukke en dør til noget der stadig er fyldt med kærlighed. Min ekskæreste og jeg var også ude for at vi måtte gå fra hinanden på grund af udefrakommende faktorer og så absolut ikke pga af manglende kærlighed. Han var mit min bedste ven og helt store kærlighed, men i sidste ende gik det simpelthen. 1 år efter gjorde det næsten ikke ondt længere, og nu to år efter gør det slet ikke ondt og jeg kan endelig forestille mig at en anden mand kan gøre mig lige så lykkelig. Jeg hepper på dig og dit knuste hjerte, på en eller anden måde lykkedes det altid at få det lappet sammen igen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • For fanden noget øv. Virtuel krammer din vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    ❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja N

    Kram til dig ❤
    – og hvor er du bare go til at sidde ord på også når tingene er svære. Stærkt skrevet

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Et kram til dig ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puhhh Trine.

    Det gjorde ondt at læse.

    For 18 år siden stod jeg i dine sko. Og jeg har aldrig set ham siden. Det var også et lang distance forhold. Som var dømt til at mislykkdes trods uendeligt meget kærlighed. Længere væk end dit og end da med en fra en anden kultur og religion. Det trak tænder ud, og hvis jeg mærker rigtig meget efter, så føler jeg stadig den sorg jeg følte i Tel Aviv lufthavn for snart 18 år siden.

    Det indlæg bragte alle mine minder frem.

    Jeg har ikke så meget andet at sige end at tiden læger alle sår, men det ved du jo udemærket godt.

    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cath

    Først et virtuelt kram. Det lyder forfærdeligt.

    Men så til min egen historie. I 2004 var jeg 17 år og faldt hovedkulds for en amerikaner på en bar i Barcelona. Blot 14 timer senere tog han videre til Berlin. Udover navne, kys mm udvekslede vi email adresser. Jeg modtog blot en enkelt, hvorefter kontakten stoppede brat. Jeg var dog 100% overbevist om, at jeg havde mødt den eneste ene.
    2 år senere, da jeg var blevet student og pakkede mine ting sammen for at flytte til Kbh, fandt jeg det billede, vi havde fået taget sammen i en fotoautomat. Og jeg skrev til ham. Denne gang med svar. En meget lang email, som sluttede af med håb om, at jeg en dag kunne tilgive ham. Han havde valgt at stoppe kontakten, da alt andet var for uoverskueligt. Men nu var han klar. Han havde fået en lovende stilling i et stort firma, og vi kunne besøge hinanden. Så det gjorde vi. Efter 7 mdr flyttede jeg til USA. Velvidende om at det var for en begrænset periode. Vi skulle teste forholdet inden, at han opgav alt for os.
    Nu er vi i år 2017, vi bor i Kbh, og vores ældste barn starter i skole til sommer.

    Det jeg prøver at skrive er, at man kan starte fra 0 til alt – og at det kan lykkedes. Du er i anden situation med barn, men hvis det er ham, du skal være sammen med, så gå efter det. Med så stærke følelser, kan det næsten kun være gengældt.

    Jeg ved, at det nok overhovedet ikke er den kommentar, du havde håbet på, men du virker overhovedet ikke færdig med ham…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Kæreste Trine❤ Først et stort cyberkram herfra ❤ Er ked af på dine vegne, at kærligheden skal svigte dig igen – MEN, når det så er sagt, så var min første tanke efter at have læst dit, sindsyge gode, velformulerede og lige spot-on indlæg, at du sgu er kommet helt vildt langt i forhold til at håndtere og beskrive dine følelser og samtidig være objektiv og realistisk (når man ser tilbage på dine indlæg fra bruddet med Alfreds far, som EN OVERGANG bar præg af så meget vrede og fortvivelse fra din side – OG GANSKE FORSTÅELIGT❤). Det jeg egentlig bare vil sige med det her, så har du, set herfra – lært en HEL MASSE om dig selv i det der sket i dit liv – og du er helt sikkert i stand til at bruge det konstruktivt fremadrettet ❤ Lige nu skal du bare gøre som du føler for, men er sikker på, at du kommer MEGET stærkt videre (selv om det måske ikke føles sådan lige nu)❤ Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra askegren

    Åh stort kram til dig… det lyder som en kæmpe mavepuster at skulle leve uden… men når det er sagt så håber jeg en dag på den anden side af alle sorgfaserne du går igennem at du kan se tilbage og tænke at det var en skøn måde at ende forholdet på. Hvor mange forhold ender ikke med det modsatte, skrig, råben, skuffelse, uvenskab… alt godt til dig❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tenna

    Søde Trine… Øv, jeg heppede på konstallationen med Schweiz/Danmark. Heldigvis bliver ens hjerte ikke mindre af, at have en lille plads reserveret for evigt… ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nans

    ❤️ Hvor er det fint skrevet. Jeg sender dig en masse tanker og en stor krammer 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • kimi

    Kæreste dig. Det gav mig en stor klump i halsen at læse dine seneste blogindlæg. Selvom jeg ikke kender dig, så kan jeg forestille mig hvordan du har det. Selvom starten af året ser sådan ud for dig, så håber jeg at læse dine indlæg senere på året, om det stik modsatte <3 mange hilsner herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæreste Trine, så fint beskrevet, at jeg sidder her med tårer i øjnene. Langdistance ER hårdt og uvished omkring fremtiden er endnu hårdere. Det er så tydeligt at du elsker ham og at det ikke er mangel på kærlighed, men mangel på en fælles retning, som har spillet ind. Jeg håber, at hjertet fint omkring den plads han har, og at du virkelig ender med at kunne nyde dit nu uden ham. Langdistance sutter mås (siger hende der desværre gå endnu en distanceperiode i møde, fordi konstellationen Danmarkdame + ikke-EU-borger er en svær en at navigere i i dagens Danmark).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Sender dig lige et virtuelt knus fra én, der dater en australier på 4. år. Det er hårdt, det med distance – men det er ikke værd at kæmpe for det, hvis ikke den anden part er indstillet – så er du meget bedre tjent med en anden 🙂 kram!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julehjælpen <3