Hjemme igen.

Jeg vil så gerne skrive

Jeg vil så gerne skrive, men jeg føler ikke rigtigt at jeg kan være bekendt at sende denne her strøm af armod ud på bloggen. Kan forestille mig, at man som læser godt kan blive en anelse træt af det i længden?

Men bloggen har nu altid været en ventil. Det var sådan den blev til. Og den har altid fungeret som et redskab, hvor jeg kunne få luftet tankerne og dele og fortælle. Måske tager jeg endda fejl, når jeg tror at det er trættende for jer. Måske ikke.

I dag har været en tung dag. Men igen er jeg blevet reddet af samtaler, hvor jeg også får luftet ud.

Jeg har ikke grædt så meget i disse dage. Måske fordi jeg ved, at gråd bare er tegn på at kroppen, sjælen og hovedet er ked af det. Det behøver jeg ikke strømmen af tårer til at fortælle mig.

I går, da Alfred sov havde jeg en kort sms korrespondance med en af mine gode venner – som lynhurtigt endte ud i, at han sprang på cyklen og kørte de 500 meter der er mellem os og troppede op. Ergo blev mine aften vendt 180 grader, og jeg endte med at være i selskab med ham og Emilie – min roommate i mange timer – til langt ud på natten. Vi hørte musik og drak lidt vin – og så snakkede vi. Om alt muligt. Forholdsvis lidt om det jeg sidder i – og ret meget om alt muligt andet. Det var et frirum og det var rigtig dejligt.

Han er sådan en af dem, der bare er godt selskab. Og han kender mig utrolig godt. Og jeg har brug for at omgive mig med mennesker, der kender mig og ved, at jeg ikke bare kan rejse mig og beslutte mig for at NU er jeg ikke ked af det længere. Brug for at jeg kan sidde og ligne lort, og ikke er nødt til at tage opvasken og rydde op inden de kommer. At jeg ikke skal sætte en facade op og virke glad, når jeg mest bare har lyst til at lægge mig i fosterstilling og glo ind i en væg.

For det har jeg – men det duer bare ikke.

I dag kom tvivlen så – må man egentlig godt være så ked af det, når det ‘bare’ har været et underligt forhold, der kun har strakt sig over et år? Kan jeg tillade mig, at være så ked af det, når der aldrig blev lovet mig noget? Når jeg hele tiden har vidst, at risikoen var der – for at det ikke gik i længden?

Det er dybe tanker på en tirsdag. Men jeg vil gerne høre jeres mening.

Hvor ked af det må man være?

20151219-145354-53634062.jpg

 

 

31 kommentarer

  • Luna

    JA, man må så! Har man været glad for et andet menneske, så er længden af bekendtskabet underordnet. Også selvom der ikke blev lovet noget.Græd, græd og græd. Græd og vær sikker på, at det går over:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne Emilie

    Man må være så ked af det som der er behov for! Der er INGEN regler. Når man åbner sit sind og hjert op for et nyt menneske og en ny mulighed og derefter bliver nødt til at lukke i igen, så gør det ondt – uanset hvor længe og hvor dybt det man har åbnet op for har varet og været <3 Og du skal desuden ikke holde tilbage med dine tanker. Du har har nogle seje læsere og vi vil gerne læse dine ord uanset om de er glade, lykkelige, eftertænksomme eller triste. Desuden så er vi mange der har kæmpet med sårede egoer og knuste og triste hjerter og det er altid rart at høre at man ikke er alene og have mulighed for at bakke hinanden op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pl

    Selvfølgelig må du være ked af det! Du fortjener masser af kærlighed og lykke, efter alt du har været igennem. Og det mig dig der inviterede på ferie og så slår han op?! Bare ikke iorden! Håber du snart møder en der bare er perfekt og behandler dig så godt! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Kan godt se, at det ser ud som om han bare tog med for sin egen skyld for så at dumpe mig på hjemvejen. Sådan hænger det heldigvis ikke sammen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Hvis bare livet fordelte lort og lagkage lidt mere ligeligt blandt folk, så havde det nok ikke været dig, der havde behøvet at få slået luften ud igen igen igen. Men sådan er det desværre ikke (tilhører også selv lortegruppen lidt mere end lagkagegruppen…..). Du må gerne være ked af det, for sorg skal UD! Også når det er grimt og ubelejligt og trættende. Men når det så er kommet ud, er det op til dig, hvor meget det skal med ind ind i fremtiden. På dit indlæg lyder det til, at du håndterer det, så det ikke får lov at knække dig igen. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, selvfølgelig må du det 🙂
    Det er jo ikke antallet af dage, en person har været i vores liv, der er afgørende for, hvad de har betydet for os og for det.

    Følelser kan man ikke styre, og du må for den sags skyld også græde over, at der ikke er mere mælk at spilde af i køleskabet, hvis det er tilfældet. Synes jeg.
    Jeg er også overbevist om, at man bedst kommer gennem sorg ved at acceptere den og være i den. Man behøver ikke svælge, men man MÅ gerne. Særligt hvis det hjælper 😘😘😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Jeg læste lige på Frejamay Novembers blog – og så din bagefter, og hun berører det samme emne! I min verden må man være ked af det lige så meget og længe man vil! Jeg synes den største styrke ligger i de der er blevet såret mange gange og alligevel tør være sårbare igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • p

    Man kan ikke gør for hvordan man føler, og det er altid okay. Der er intet mærkeligt i være ked af det over at miste noget, at det slutter. Aldrig. Du skal nok komme igennem det, og indtil da er det okay være ked af det.
    Sender dig en virtuel krammer med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Du må være ked af det, lige indtil du ikke er det længere. Lige pludselig, så letter den. Den der følelse af at han var den rigtige. For så får du lyst til at en anden skal være den rigtige.
    Åh mand jeg blev ramt da jeg læste dine indlæg. Jeg har været i en lignende situation. Intentionerne er de bedste. Men enderne vil ikke mødes. Som du så fint beskrev det skal man finde et sted at parkere den kærlighed der var. Den forsvinder ikke. Men den bliver til noget andet. Og det er ok, ligesom du vil blive det.
    Mange mange kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Jeg ved ikke, om der er regler for, hvor ked af det man må være. Jeg tænker man må være ligepræcis så ked af det som man føler sig.
    Men jeg ville bare sige, at jeg på ingen måde er træt af, at du skriver om du er trist – tværtimod. Som en der også er trist og det nok primært er pga. én mand (eller manglen på samme) er det enormt rart at høre, at man ikke er alene i sine følelser. Så tak for din ærlighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna M

    Der er nemlig ingen regler for hvor længe og hvor ked af det man må være!
    Jeg har altid lyst til at læse det du skriver!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Du må være lige så ked af det, som du har brug for! Og i den tid du har brug for det! Og du må gerne hælde “armod” ud så længe du har brug for det! Som du selv skriver, din blog er en ventil og det, at du er ægte, gør jo bloggen til det specielle, som den er ❤. Jeg håber meget, at du snart får næsen lidt opad igen, for det er utrolig hårdt at være så ked. Er glad for, du har gode folk omkring dig knus ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Man må være lige nøjagtig så ked af det som man er og lige så længe man er det ❤
    Giv dig lov og lige pludselig en dag er du glad igen ❤

    Kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Du har sikkert hørt det før, men det der med at sætte ord på de virkelig svære følelser er du så ualmindelig god til!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Forholdets længde er jo ikke ligefrem proportional med mængden af kærlighed og håb for fremtiden. Så man må være lige så ked af det, som man føler sig. Det er også meget bedre at få det ud, end at lade som om, man har det godt. Og du skal ikke holde igen på bloggen for min skyld. Det bliver ikke en “brokke-blog” blot fordi du skriver om dine følelser. Det gør bare bloggen meget mere ægte. Gode tanker din vej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Der er absolut ingen regler for hvor ked man må være – og hvor længe. Du tager lige præcis den tid du har brug for. Jeg har før oplevet at være mindst lige så ked af det som dig, selv om forholdet kun varede 5 mdr….
    Og nej, jeg bliver altså ikke træt af at læse dine indlæg – og hvis nogen skulle blive det, så står det dem jo frit for at scrolle videre 🙂
    Så når nu det er én af dine ventiler, så skriv, skriv og skriv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Ja, man må gerne være ked af det, når kærlighed er gået i stykker 💔❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Åh, jeg synes altså at det er så smukt at du kan rumme alle de følelser. Jeg ved godt det lyder mærkeligt, når du selv lige nu føler at du slet ikke har plads til dem i din krop, men alt for mange (undertegnede inkluderet) parkerer deres følelser og gemmer dem væk.

    Derfor er det så smukt at du lader dig mærke dem, rammes af dem, omfavner dem for så en dag at blive glad igen. Nogle af os lader som om vi kun har en del af følelelsesregistret, og det skal du ikke spejle dig i – hurra for at åbne op for “tabuet” 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Søde Lortemor
    Du må jo være ligeså ked af det som du har brug for – jeg synes kun din blog blir endnu bedre når man hører om hvordan dit liv i virkeligheden er.
    Og jeg står selv midt i et brud med min kæreste og det er sq lidt rart at høre man ikke står alene med triste følelser!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Ja det må man. Længe. For du har mistet og så ville det være underligt andet. Kram til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Selvom man ikke bliver lovet noget så er jeg sikker på der er en snert af håb i hjertet til at det skal fungere. Uanset hvad. Man er ikke herre over sine egne følelser, så tag den tid du har brug for, og læs af på os læsere… vi er her jo på godt og ondt! Og et år er et år. Uanset hvor meget man har set hinanden så har hjertet og hjernen været der dagligt. Tag dig tid! Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Du må være lige så ked af det som du har behov for og specielt herinde. Det er dit frirum og dit domæne, dine regler. Hvis det hjælper dig at skrive her så gør det endeligt. Jeg sender i hvert fald masser af kram

    Og tror overhovedet ikke at forholdets varighed eller omstændigheder som fx langdistance har noget at sige for hvor ked af det man må være eller er. Snarere tværtimod da forholdet i dit tilfælde jo netop ikke har fået lov at folde sig ud og I har ikke fået lov at finde ud af hvad det kunne være blevet til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Man må være akkurat så ked af det, som man føler sig! Der er fandeme ingen regler. Heller ikke herinde! Det er DIT sted – det er derfor vi læsere er her. Fordi vi godt kan lide DIG. Ked af det eller ej. Man skal ikke have kendt hinanden i 10 år før det er okay at føle sorg over at miste. Der kan gå én dag og det er stadig okay. Punktum!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gustavo Woltmann

    Du må være så ked af det, som du overhovedet har løst til. Bare få det hele ud af systemet – det skal nok gå.

    Gustavo Woltmann

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • du må være alt det ked af det du vil, det var et forhold, du nød det et år, og fik en masse oplevelser ud af det. Selvfølgelig må du være ked af det,.
    Kram Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Nej, det står i de ti bud, at man kun kan tillade sig at være ked af det, hvis forholdet har varet mere end to år.
    Gu må man da så! Der har jo været mange drømme og længsler involveret. Dem kan man ikke bare ryste af sig uden videre. Sidder i øvrigt selv i præcis samme situation. Jeg har vedtaget over for mig selv at de næste tre måneder er dedikeret til sorgen. Med andre ord vil jeg ikke have en forventning om at få det bedre indenfor de næste tre måneder, og det er okay.
    Fat mod! 2017 kan godt nå at blive vores år alligevel 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Jeg er enig med alle andre: man er og må være så ked af det, som man nu er! Uanset forholdets længde, bruddets karakter – hvad som helst!
    Og så skal man nok ikke underkende sin fortid. Man reagerer jo ikke som et blankt blad, men med hele sin historie og sine vanlige reaktionsmønstre. Og det kan sørme tage røven på en – også selvom det man nu er ked af måske er en lille ting (det er hjertesorg nu ikke).
    Noget helt andet; har du tænkt på at tale med en præst? Ikke om tro, men om alt det sjælelige. Præster er i sagens natur ikke terapeuter, men rare mennesker, der er vant til at tale om følelser og menneskeliv – og vant til at lægge øre til lidt af hvert. De har tavshedspligt, de er udenforstående, det er gratis og nemt. Og gode at vende livet med. Måske en ide…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lige så meget som man vil. Det er dine følelser. Det var dit forhold. Kæmpe, kæmpe kram til dig. Og et smækkys. Og et kram mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg kunne sagtens skrive en længere smøre, men for at gøre det kort: Man må være lige præcis så ked af det som man selv har behov for at være. Bum. Det er der ingen andre der kan svare på. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Løvemama

    Jeg kommentere egentlig aldrig, men du skal vide at jeg føler med dig..
    Den måde du sætter ord på alt det der er svært er fantastisk. Tak fordi du tør!
    En lille note til dig; kærlighed skal ikke valideres af tiden den er strakt over, huskøb eller timer delt. Når kærligheden er rigtig gør det ondt når det ikke lykkedes! Det er okay <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena

    Kære dig❤️ Heldigvis findes der ingen regler inden for kærlighed. Din seje modige kvinde, din styrke vender tilbage, når du er færdig med at græde. Vær stolt over at du turde kærligheden igen, selvom det ikke blev for forventet. Jeg håber dine venner og familie passer godt på dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemme igen.