Verdens trætteste moar.

Imponerende læsning!

Det er sjældent at jeg læser en bog fra start til slut. Når jeg endelig gør, så er det fordi jeg ikke kan slippe den igen.

Sådan havde jeg det med ‘De dage med dig’. Nok måske fordi jeg kunne mærke og læse, at vi havde mange tanker til fælles. Bevares, jeg har da læst andre bøger – men lige denne her, den rammer mig på så mange planer, at jeg ikke kan gøre andet end at dele den med jer.

Kærlighed og eksistens er altid et ømtåleligt emne, og det er ikke sikkert, at I vil føle det samme når eller hvis I læser den. Men jeg vil opfordre jer til at gøre det alligevel.

Jeg har jo altid været fortaler for, at man gerne må vaske sit beskidte vasketøj offentligt. I det mindste fordi, at jeg ved at der sidder andre i båden.

Med ‘De dage med dig’, der har Julie mestret at sætte ord på, hvad det er man gennemgår når man taber sit hjerte til et andet menneske. Og hvad der sker, når man ikke selv er herre over egne følelser og begivenheder. Ikke fordi jeg påstår, at det er en begivenhed, at man mister mennesker undervejs – mens man står og skal finde hoved og hale i egne følelser. Jeg ved bare, at jeg flere gange måtte lukke bogen sammen – og droppe at læse videre, fordi det mindede mig om så mange tidspunkter, hvor jeg selv har stået i samme båd. Skriverierne er udgivet på People’s Press, som i min optik er et kvalitetsstempel, når det kommer til udgivelser der kan røre ved andre mennesker. Så allerede dér, der vidste jeg, at det var noget der skulle læses.

Jeg har læst bogen halvanden gange. Jeg nærmest slugte den i første omgang. Og jeg sad med en klump i halsen, fordi hun mestrede at sætte ord på hvordan det føles at tabe sig selv – til et andet menneske. Mens livet uden om fortsætter. Hun sætter ord på, hvor svært det er at koncentrere sig om de mest basale ting, når man bare gerne vil være omkring et enkelt menneske, fordi det føles så naturligt at være lige præcis dér.

Det, at overgive sig til kærlighed, nærvær og tryghed – det er ikke en selvfølge. Det kræver nosser af dimensioner. Og det kræver, at man er klar til at stifte bekendtskab med de ting man har rigtig, rigtig svært ved. Som f.eks at overgive sig til andre. Det er især svært, når man har oplevet uheldige ting førhen. Den kan jeg godt nikke genkendende til. Det er jeg rigtig dårlig til.

F.eks fik jeg sagt til Cykelmanden, at han lavede for meget støj i mit hoved. Og det gjorde ham naturligvis ked af det. Og der ville jeg jo ønske, at jeg bare kunne sige at det er fordi jeg lider af daddy-issues og er seriøst bange for at blive forladt. Og at jeg er tilbøjelig til bare at lave ravage og gøre mig selv til max ‘drama queen’ – for så kan jeg da gøre mit bedste for at han løber skrigende væk først. Inden jeg når at gro de der følelser, og potentielt når dertil hvor det gør ondt. Men det kan jeg heller ikke finde ud af at sige højt (så nu siger jeg det på skrift….) men i virkeligheden handler det om, at jeg elsker at jeg tør.

Jeg elsker at jeg tør. Tør at blotte mig selv helt. Tør at invitere folk ind i mit liv. Tør at turde.

Og det er præcis det bogen også handler om. At turde. At der ikke lægges nogen fingre i mellem. Det er den smukkeste fortælling om, hvordan det føles at tabe sig selv til et andet menneske. Og Julie har verdens største nosser fordi hun deler det med os andre. Man kan klikke bogen hjem HER – og garanteret også andre steder. Det er en smuk og barsk fortælling om kærlighed, tab, sorg, mere kærlighed, tilgivelse, ét skridt frem – og to tilbage, håb, drømme, sårbarhed, håb, frygt, underkastelse. Alt i alt fortalt i det smukkeste sprog – og fortalt på blot 192 sider. Hver og én er en fornøjelse/smerte man mærker helt ind i sjælen. Det er en af de bedste bøger jeg har læst længe.

Jeg synes at hun er den sejeste og mest hardcore kvinde, fordi hun tør dele de inderste følelser med andre. Det kan godt være, at der er tale om en relativt fiktiv fortælling – men langt de fleste beretninger, dem kan mange af os følge. Og jeg kan KUN anbefale bogen til andre, der har stiftet bekendtskab med konceptet ‘ondt i sjælen’. Man møder følelser og tanker, der rammer plet på de helt rigtige steder. Også selvom det gør ondt.

ellos-seng-a

 

 

2 kommentarer

  • Hvor lyder den fantastisk den bog, hermed klikket hjem!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg strøg direkte ned i boghandleren og købte bogen, så snart jeg havde læst din indlæg. Nøøj, sikke en læsning. Jeg tudede også undervejs. Jeg tror mange, der er gået igennem et svært brud, kan spejle sig i mange af de mange tanker og følelser, hun så fint beskriver. Bogen virkede helt terapeutisk på det. Det var hård men god læsning. Den inspirerede mig faktisk til at skrive et brev til min ekskæreste. Et brev, som jeg ikke sender, men skrivet for min egen skyld.
    Jeg går stadig og tænker på bogens slutning.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verdens trætteste moar.