Børn der vokser ud af alt...

En slags kærlighedshistorie.

“Du ved det sikkert allerinderst inde, 
Selv om jeg sjældent bruger store ord. 
Du ved, at du er den der gennem livet 
og stadig i mit hjerte bor

Jeg ved, at al min sidste tid skal leves, 
jeg ved, at tiden tæller hjertets slag,
at alt, det vi har grædt igennem livet,
det svinder på en forårsdag.

En forårsdag hvor solen bare skinner, 
Som da jeg mødte dig den første gang
og hele verden svandt, kun solen så os 
og lavede en stille sang”

Kan stadig huske et hvert sekund. Kan huske natten inden. Aftenen inden. Hvor jeg dramatisk ringede rundt til mine veninder, fordi jeg skulle have råd og advarsler med i lommen, da jeg næste dag skulle boarde hele to fly. For at flyve ned til én jeg aldrig havde mødt. Og det endte med, at jeg sad det meste af natten og hørte høj Metallica og drak vin og spiste frysepizza. Og kiggede på min lånte rullekuffert, fordi jeg ikke selv ejede den slags. 

Efter at have set mit liv passere revy to gange – fra Kastrup til Frankfurt – Frankfurt til Zürich – så kunne jeg forsøge at finde en billet til min endelige destination. Det lykkedes mig at miste mit dankort på vejen, så det var jo bare super og ikke spor akavet. Men jeg fandt frem, trods alt. Og i sekunderne i sporvognen inden jeg stod af på pladsen, der havde jeg flere gange lyst til at forsvinde, men nu havde jeg trods alt overlevet to potentielle livstruende situationer – så det ville være synd.

Stod ud, og der stod han. Helt forfrossen, og klar til at modtage en københavnerdame han kun havde snakket med på Skype. 

Det tog cirka 5 minutter. 

5 minutter om at tænke ‘det her skal nok gå godt’. Især efter jeg bad ham om at lave mig en kæmpe drink. 

Klokken var kun 12 – men jeg havde ikke sovet, så efter en juice med noget alkohol i, som jeg ikke ved hvad var, og udsigten til at lægge mig i blød i hans badekar mens han tog tilbage på arbejde, den virkede ret velkommen. 

Han vinkede farvel mens jeg sad i det varme vand. Og derefter lagde jeg mig i seng og sov et par timer. Da mørket langsomt kom, der vågnede jeg let ved at døren gik op og han kom ind og lagde sig i sengen til mig. Varmen og armen føltes rar og god. Og jeg tænkte, at det helt sikkert var både søvnløse nætter, flyture og mistede dankort værd. 

I dag er det langt over et år siden jeg tog turen til Zürich første gang. Der er gået så lang tid. Alt er anderledes nu. Derfor kan jeg skrive om det nu. For når ting lander et godt sted, så kan man mærke hvor stor kærligheden var. Skal nok skrive mere om den historie. Den er værd at fortælle. Den er så fin, sød, ærlig og smuk.

simon-mig

 

4 kommentarer

  • Fine fine dig, jeg kan godt huske den dag du tog afsted. OG da du ringede og sagde at du havde mistet dit dankort! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Og JEG kan huske hvordan jeg panikkede max. Og hvordan du hjalp! Forevigt tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det tegner allerede fint her, ovre eller ej – og billedet ligeså.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Sikke en fin fortælling <3 Glæder mig til at læse mere.
    Jeg er også en af dem, der føler meget, når jeg indgår i relationer med andre. Og selvom jeg har en dejlig kæreste i dag, så kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på fantastiske stunder med tidligere flammer… Er det mon forkert? Jeg mener bare… Selvom man ikke er "noget" mere, så gav man noget af sig selv til et andet menneske. Man delte noget sammen og det synes jeg, man skal værne om. Også selvom det er forbi.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børn der vokser ud af alt...