Venner

Det der terapi #2


Havde jo lovet at skrive et skriv om det der terapi. Og det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft lyst. Skulle bare lige have styr på tankerne. Og styr på hvor meget jeg vil dele..

Jeg har jo aldrig været fan af terapi, vel? Det er et noget mudret område, og det er et emne der kan få langt de fleste til at trække sig sammen, som var de en penis i meget kolde omgivelser. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg er penissen. Der fryser og forsøger at slippe væk!!

Men! Så var det jeg mødte Cykelmanden. Og han fik terapi til at lyde som om det var en rigtig god ting. Haha, ja,ja tænkte jeg. Men den slags virker ikke på mig. Sagde jeg både højt og indeni mig selv. Men han fik det nu til at lyde ret godt.

Så han anbefalede mig at kontakte hans terapeut, Lisbeth.

Fik ret hurtigt flashbacks til den der episode af ‘Sex and the city’ hvor Carrie dater Jon Bon Jovi, fordi de mødes i samme konsultation. Begge i terapi for det de begge prøver at slippe væk fra. Og så må man lige være lidt opmærksom, ikke?

Men jeg endte nu først ude hos Lisbeth efter Cykelmanden havde lavet en komplet ‘douchebag’ så det var vel egentlig meget passende (yet ironic) at jeg kunne sætte mig i den bløde stol og tale om hvor svært jeg har det med når mænd er røvhuller. Brugte nu en del timer på at tale generelt i forhold til mænd – men den sidste session jeg havde, der måtte jeg jo kapitulere og sige ‘Ok, Lisbeth, du VED jo godt hvem det er’.

Og så snakkede vi ikke mere om det!

Til gengæld har vi snakket om rigtig meget andet!

Fra første sekund jeg trådte ind ad Lisbeths dør, der lagde jeg alle mine nederen tanker omkring terapi fra mig. For jeg vidste godt, at jeg kunne bruge nogle timer i en stol. I en stol hos et menneske, der er dygtig til at arbejde med mennesker. Og det er lige præcis dér forskellen ligger. At man skal være i trygge hænder, når man sætter sig i en (nok så blød) stol, og lader et andet menneske trænge ind i ens indre på den måde.

Først og fremmest vil jeg lade Lisbeth fortælle lidt om, hvad det er hun laver – og hvad det er hun kan.

Jeg hjælper med at lære folk at bruge bremsen – det parasympatiske nervesystem. I vores liv bruger vi mest speederen (det sympatiske nervesystem). Derved stresser vi os selv og har svært ved at mærke, hvad der er rigtigt for os. I det hele taget har vi svært ved at være indeni os selv – vi får problemer med at sove, føler os angste og bange… Stressede.

Jeg vil gerne hjælpe de mennesker jeg arbejder med, til at kunne håndtere og rumme deres indre liv og deres følelser. Selvfølgelig mest med fokus på de mere svære følelser som angst, vrede og sorg. 

Mange af dem der kommer hos mig kommer, fordi de føler sig forkerte og ikke gode nok. Måske har de angst når de skal fremlægge noget på deres arbejde. Måske har de fobier. Det kan være fobier for edderkopper, højdeskræk, tandlægeskræk. Eller også er de bange for de særeste ting som balloner eller dinglende smykker. Men langt de fleste fobier kan behandles med en enkelt behandling eller to. 

Det vigtigste for mig når jeg arbejder med mennesker er, at at de går ud ad døren i en mere resursefuld tilstand end da de kom.

Jeg tror ikke på, at man skal lide mere end højest nødvendigt. Når vi har gamle traumer, så har vi jo allerede lidt masser af gange. For hjernen gentager/repeterer vores oplevelser igen og igen. Gang på gang. 

Så det jeg er mest optaget af, det er at hjælpe folk med at stoppe den psykiske smerte. 

Fair nok, Lisbeth – for det lyder jo alt sammen helt great. Men hvordan går det så, når man lukker en terapi-skeptiker ind og skal hjælpe? For det er jo præcis det jeg er! Eller i hvert fald HAR været.

Så jeg spurgte Lisbeth ind til, hvad vi har arbejdet med i de timer jeg sad i hendes stol!

De gange du har været hos mig, der har vi arbejdet med at finde metoder du kan bruge til at stoppe/heale smerten. Desuden har vi arbejdet med at lære dig at bruge det parasympatiske nervesystem mere og mere. Så du dermed kan få mere ro i dit indre. 

Vi har også arbejdet på, at give dig værktøjer til at stoppe dine tanker når de atter kører i ring. Vi tænker omkring 90.000 tanker hver eneste dag. Og kun 6 % af dem er nye tanker. Så der er ingen grund til at køre i ring. 

Ok, så blev jeg lidt klogere. Men det sjoveste var nu at høre Lisbeth fortælle om, hvordan JEG egentlig er som ‘patient’

Du er fint modtagelig! Og det er desuden mit indtryk, at du bruger de metoder vi arbejder med derhjemme. Dog kan det mærkes, at man ikke skal tro at man kan binde dig noget på ærmet. (Det vælger jeg at tage som et kompliment, Lisbeth!

Og det er jo en fornuftig måde at passe på sig selv på. At man vil mærke om noget hjælper, før man overgiver sig helt. 

Der er endnu ikke nogen konklusion fra mit vedkommende. Jeg har stadig en ny tid i kalenderen ude hos hende. Jeg ved bare, at de værktøjer jeg har fået med mig hjem er uvurderlige. Om jeg bruger dem lige så ofte som Lisbeth kunne tænke sig? Nok ikke. Men det er heller ikke det vigtigste lige nu. Det vigtigste er, at man har værktøjerne hængende til når hjertebanken og tankerne stikker helt af. Derudover, så har jeg altid en følelse af, at det KUN kan være en god ting at arbejde lidt med sig selv. Og sommetider kræver det bare et menneske der ved noget om noget. Og det gør hun.

Som hun selv sagde: Trine, jeg kan jo læse at du skriver rigtig meget. Du har mange tanker. Og du snakker for meget. Du skal arbejde med dig selv – for dig selv. Du bliver forvirret når du snakker med venner og veninder om alt hele tiden. For så skal du ikke alene snakke – du skal også rumme deres svar og deres råd.

Og det er nok det vigtigste jeg har lært indtil videre. At man ikke skal snakke med andre om alting hele tiden. For det skaber et værre rod.

Om aftenen når jeg skal sove, og ikke kan, så lytter jeg til Lisbeths youtube kanal, og de første par gange var jeg skeptisk. Men efterhånden sover jeg hurtigere og hurtigere. For hun kan bare et eller andet.

Nu havde jeg skrevet en masse klogt her… Men så var det at serveren pludselig fuckede op og nu har jeg glemt det igen.

Men det var noget med, hvad jeg selv har fået ud af det indtil videre. Først og fremmest, så har jeg lært, at det ikke er en svaghed at have issues med nogle ting. Det kan godt være tungt at dykke ned i ens gamle bagage. Men når man mærker, at ens gamle ting og sager de har en betydning for hvordan man reagerer i nutiden, så synes jeg at man skal arbejde med det. Det har taget mig mange år at mærke (og opleve) hvordan gamle traumer de æder sig ind på én. Og det er ikke fedt.

F.eks er jeg rigtig god til katastrofe-fantasier – hvilket også er noget af det vi skal tage fat på næste gang. Jeg er nemlig verdensmester i at tænke dem. Faktisk er jeg så ‘god’ til at tænke dem, at jeg ofte ødelægger gode oplevelser. Fordi når noget føles godt, så føler jeg ikke at jeg fortjener dem. Ergo straffer jeg mig selv – og ofte skynder jeg mig væk fra bekendtskaber. For hvis noget føles godt, så må der være et eller andet galt. Og så må jeg hellere fucke det op inden det bliver alt for godt. For jeg ved jo hvor ondt det kan gøre, hvis ting går i stykker.

Faktisk har jeg mestret at skræmme mange væk lige præcis derfor. Fordi jeg bilder mig selv ind at det er bedre at slippe væk før noget gør ondt. Ergo tvinger jeg mig selv ind i en situation, hvor selvom ting er godt, så får jeg lynhurtigt vendt det til noget dårligt. For mine tanker tager over og siger ‘get out, før det kommer til at gøre nas’. Så jeg snyder mig selv for ting der potentielt er rigtigt gode.

Men på den måde så er intet jo godt. Vel?

lisbeth-2

 

 

4 kommentarer

  • Christina

    God indlæg. Jeg tror du sætter ord på noget mange kan genkende.
    Jeg følger din blog fordi du er så god og åben omkring mange af de ting som er svære her i livet 😊.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fedt skriv. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Godt og ærligt skrevet.

    Tænker også – helt uden at kende dig, blot baseret på, hvad jeg har læst her på bloggen – at du har oplevet så mange sorgfulde, hårde, stressende, uforudsigelige ting de sidste par år, at du måske er emotionelt er i en permanent tilstand af alarmberedskab. Alt for mange ukendte faktorer på samme tid, svære ting. Du har selv skrevet, at du trængte til lidt ro på. Det kan være, at din tilværelse vil være lidt uforudsigelig nogle år endnu, og derfor vil det tage dig lidt tid at finde den ro og balance i dig selv. Der er nok ikke nogen universel løsning på det, men jeg føler virkelig med dig, når jeg har læst din historik. Det ville slå de fleste i jorden. Find dine egne faste ståsteder jf. Svend Brinkmanns “Stå fast”

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Konstant alarmberedskab pga. tidligere dårlige oplevelser. Stress. Tænker jeg. Stress af alle mulige slags. Tilværelsens ulidelige uforudsigelighed kan drive enhver ud på kanten af sig selv. Mænds ofte kujonagtige adfærd kan også stresse, for den understreger, hvor lidt indflydelse man reelt set har på andre mennesker.

    Prøv at læse Svend Brinkmanns “Stå fast” og “Ståsteder”.

    Det lyder lidt banalt, men der kan opstå megen ro og zen og lykkefølelse ved at fordybe sig i det, man brænder for, og relationer til andre og arbejde er ikke nok.

    God påske.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Venner