På det seneste

Venner

Har tilbragt en del af sidste weekend med promiller i blodet. Og i godt selskab! Fredag aften tog jeg forbi Michala, som var hjemme med Molly. Det er faktisk pisse upraktisk – for vi har nemlig vores unge forskudt. Så når jeg har Alfred, så kan hun danse på borde og hælde vin indenbords. Og mig omvendt. Så det skal der laves om på. Hun er nemlig ikke den eneste single-mommy jeg kender, der har frihed når andre (læs mig) er fængslet indendøre, fordi de der børn.

Men, jeg tog forbi med en flaske vin under armen, og så havde vi et par hyggelige timer med lige at catche op og sådan. Da klokken nærmede sig de 23, og det var på tide at tage hjem, der ringede min telefon.

Det var min guttermand, Tue – han ville høre hvor jeg var og hvad jeg lavede. For han mente at jeg bestemt skulle komme forbi ham. Der var nemlig fest. Fuck, jeg var virkelig træt. Og uniformen bestod af noget joggingbuks og fedtet hår. Men jeg skal nu ikke være den der siger nej, selvom jeg ligner lort.

Michala stak mig en flaske whiskey med under armen, og så gik turen forbi McD på Kgs. Nytorv. Efterfulgt af en tur i metroen, herefter s-tog ud til Sydhavnen. Hvor jeg lige måtte ringe Tue op, så han kunne tale med mig i telefonen på vejen. Gik ad en mørk sti, og der var sådan en creepy gut, der havde siddet og gloet på mig hele vejen og stod af samme sted. Og han gik lige i hælene på mig.

Men jeg nåede frem til destinationen. Og blev mødt af en noget tilrøget hybel, udelukkende med mænd i. Men de var glade! Og whiskey’en blev vel modtaget. Det samme blev jeg.

De næste par timer er lidt slørede. For whiskey har en sær effekt på mig. Der sker én ud af tre ting: enten bliver jeg virkelig kærlig og glad. Eller også bliver jeg rørstrømsk og føler alting lidt for meget. Eller også bliver jeg træt. Og det var det sidste der skete den her gang. Så i mit stive sind, på vej ud på toilettet, hvor jeg tænkte at seng kunne være en rar ting og nu skulle jeg også til at gå hjemad. For jeg bor nemlig ikke mere end 400-500 meter væk. Men på vej ud fra toilettet spottede jeg en seng. Og tænkte at jeg da liiiiige kunne lægge mig i 5 minutter. HAH! Jeg gik helt ud. Og pludselig vågnede jeg, og så var det morgen.

Lyset var lige lovligt lyst, tænkte jeg. For mit hoved var ved at eksplodere. Men Tue sov som et lille barn. Tilsat voksen-snorken, som kun store mænd kan. Så jeg stod op lidt, og mødte så hans ven inde i stuen. Han havde sgu også lidt ondt i håret. Han havde sovet på verdens tyndeste liggeunderlag med nogle jakker over sig. Så han var også lidt træt og øm i sjæl og krop.

Jeg lagde mig ind i sengen igen og efter en times tid fik Tue øjne – og så var det at lysten bredte sig i os begge. Den lyst man kun mærker, når man kender hinanden rigtig godt – så vi blev enige om, at vi begge to havde lyst til noget.

FRENCH TOAST!

Så han gik i Fakta og købte ind som man kun kan købe ind når man er ramt.

Mens jeg tog opvasken, lavede han morgenmad og kaffe, og så spiste vi, og drak rigtig meget kaffe. Og snakkede.

Og så stenede vi en eller anden dokumentar om fortidens dyr, og så faldt vi sådan lidt i søvn igen – med åbne vinduer og den der forårs-brise der stille rammer ens fjæs og gør en helt afslappet. Min puls har sjældent været så lav.

Det er en helt særlig følelse at have et venskab på den måde. Som er ukompliceret – altså, det er det NU. Men inden det blev til et venskab, der var det smadder ubehageligt og trist. Faktisk ved jeg, at jeg har sagt og skrevet nogle af de mest forfærdelige ting til den her mand. Og at han, i frustration har sagt, at jeg AAAAARLDRIG skulle kontakte ham igen. Men på en eller anden sindssyg måde, så sidder vi her i dag. Hvor man har et fint og rart venskab. Baseret på respekt, kærlighed og en masse GIFS.

Det kan man kun opnå, hvis man hver især besidder en masse forståelse og empati (hvilket ikke er min stærke side, når jeg er presset. Altså det med forståelse) MEN! Jeg har det lidt som om, at han er den storebror jeg aldrig fik. Og jeg har trods alt 3 af dem i forvejen, og Tue har 3 søstre – så det er ikke ligefrem fordi vi går ned på søskende. Men han er min hjemmedreng og han er rar!

Han er en af de øverste på listen, når lokummet brænder. Alfred elsker ham, og det samme gør jeg – og jeg tror ikke at der er en eneste ting vi ikke kan snakke om. Han holder hårdnakket på, at jeg skal arbejde lidt med at værdsætte mig selv. Og jeg kaster med spejl for at han skal gøre præcis det samme. Det er en glimrende dynamik. Når jeg ser på ham, så ved jeg at han kan så mange ting. Han har gjort så mange ting. Han er dygtig, kreativ og følsom i alt hvad han foretager sig. Jeg er glad for at have en som ham i mit liv. For han gør det samme for mig. Og vigtigst af alt, så får han mig til at grine som ingen andre kan. Sådan helt ned i maven – og helt ind i sjælen.

Venskaber er så vigtige for mig. Og for mig ligger magien i, at man ikke behøver at ses så ofte. Men at man kan holde kontakten. Og pludselig sende en besked med ‘mayday’ – og så er man på pletten. Og det er det, jeg til enhver tid vil gøre for dem jeg har på mit hold.

Mit hold er ikke på 12 mand. Nok nærmere en lille håndfuld. Men det er også rigeligt.

Faktisk er jeg overrasket over, hvordan ting kan udvikle sig til andet end hvad udgangspunktet var. F.eks mødte jeg Tue på Tinder for et pænt stykke tid siden. Og selvom det var rigtig hyggeligt og fint – så var det først langt senere vi rigtigt blev tætte. Det var først efter jeg havde drevet ham til vanvid, og efter jeg havde sagt nogle grimme ting i afmagt og frustration – og efter en mindre pause – at vi pludselig gik hen og blev hinandens venner. Jeg indså, at den mand der havde skuffet mig og gjort mig ondt, at han rummede langt mere end hvad jeg kunne se på det tidspunkt. Og han kunne måske se, at jeg ikke udelukkende var det følelsesmæssige vrag jeg gik rundt og var.

Tiden er gået. Og Tue har bygget på mit køkken, kastet rundt med mit barn, drukket mig stiv i portvin og røget enormt mange cigaretter i mit selskab. Vi har krammet. Nogen har grædt (mest mig, tror jeg) – og så er han den eneste jeg ville lukke ind i mit hjem uanmeldt, selvom det ligner en junkie-bolig. For han har set mig når jeg er værst. Aller, aller værst.

Han har fulgt mig, på sidelinjen mens jeg prøver at få styr på alle de ting jeg ikke har styr på. Og han griner med mig når jeg griner. Og tager pis på mig når jeg hyler over ting der (i hans optik) er ligegyldige. Hvis jeg skulle vælge mellem få, jeg gerne ville sidde i en kørestol sammen med om 40 år – så vælger jeg ham. Men jeg vil også gerne have andre med, bevares. Men jeg håber vi når dertil, ham og jeg. Helt gråhårede og med høreapparater og evige råbe-skænderier om, hvor meget man må irritere sig over at ens kateter ikke bliver skiftet hurtigt nok. Og mest af alt, så håber jeg at vi stadig må ryge og høre Eddie Vedder.

tue

 

 

 

 

 

 

 

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På det seneste