Knep mig i røven, Tinder!

Ensomhed, katte mellem benene og fremskridt.

mig-i-sengen

Følelsen af at blive behandlet pænt og ordentligt, den kan jeg næsten ikke rumme.

Av, den er grim og dum. Følelsen.

Så kan det godt være, at jeg personligt hader læderjakker til mænd, hurtige solbriller og at folk er påståelige og altid vil have ret. Og jeg behøver slet ikke nævne noget om, at jeg på ingen måde finder det frækt at folk dyrker både bræt og rollespil (dog minus kostumer) men hvad kan man stille op, når man på en eller anden måde bare kommer godt ud af det med hinanden på flere planer?

Det var ellers lige ved at gå galt, for jeg var nemlig ikke til at tale med på det tidspunkt – jeg har kørt en anseelig mængde af mænd ind på enormt kort tid, og selvom de alle startede ud med at virke som om de ikke var idioter, så var vægtskålen alligevel altid ujævn. Til den negative side. Jeg siger ikke at jeg har fortrudt at jeg har swipet mig gennem 2017 i håb om at finde noget der bare lugtede en smule af det modsatte af idiot. Lige indtil jeg mødte én ude i den virkelige verden. Som er lidt sød. Og som jeg ikke lige havde regnet med at møde på nuværende tidspunkt.

Har dog været lagt ned de sidste par uger. Uden at gå i detaljer, så ligger man vel som man har redet – har i hvert fald haft lidt forskellige infektioner, der har givet både feber og kløe som aldrig før. Ville ønske at folk bare var ærlige når man spurgte dem om de fejlede ting og sager. Især når man selv er typen der udemærket godt ved at man ikke bare kan tillade sig at knalde løs uden at blive testet for ting. Har sjældent haft sværere ved at gå. For ikke at nævne, hvor dårligt man sover når ens skræv bare klør, som var man blevet til en fucking voksen-udgave af en myretue.

Emilie er i LA, så jeg hygger mig med at se på billeder der ser alt andet end ubehagelige ud, alt imens jeg styrer slagets gang i hytten med unge og kat, der skiftevis råber moaaaaaar. Sværger at katten har det ord i sit ordforråd.

Alfred og jeg tester atter ’sov i egen seng’ konceptet. Han blev simpelthen for dominerende på sengefronten. Og når man har et barn der ligger på tværs og en kat der elsker at ligge mellem ens ben, så er kvalitets nattesøvn ikke det jeg får mest af. Nærvær, ja. Men søvn nej. Og søvn er vigtig.

Derudover så kæmper jeg lidt (meget) med forskellige typer der gerne vil have mine penge. Problemet er bare at jeg ikke har nogen, så jeg søger jobs indenfor stort set alt – men det er godt nok op ad bakke.

Ellers har jeg brugt tid sammen med gode venner, og så har jeg været i gang med at ordne haven. Har tålmodigt ventet på at nattefrosten forsvandt, så vi kunne få forspiringen ud fra køkkenet. Ikke fordi det ikke er hyggeligt at kigge på, men mere fordi det kunne være rart at høste noget om et par måneder.

Schweizeren kiggede forbi for et par uger siden, og det var rigtig dejligt at have besøg – især når der lige er en lampe der skal sættes op, tekniske problemer og man ligger med feber. Så er det godt at have nogen på hånden der kan lege med Alfred og tage en opvask. Mange har spurgt mig om det ikke er underligt at vi stadig ses når det er muligt, og om det ikke er dumt at bruge tid sammen. Men jeg har erfaret, at der er en særlig årsag til, at jeg så godt kunne lide ham. Og det er fordi jeg fra første sekund har holdt af hans selskab. At tingene så ikke gik i længden i forhold til et reelt forhold, det er en anden snak. I vores tilfælde handler det nok om, at bare fordi man ikke kunne få enderne til at mødes, så behøver man ikke at cutte al kontakt og opgive alt. Sådan fungerer det bare ikke, når man har det som vi har. Venskab.

I weekenden tog Alfred og jeg turen til Nørrebro. Og armeret med iPad og madpakke, så glædede vi os til at have folk at lege med. Alfred leger med børn, jeg leger med de voksne. Det var SÅ godt. Og solen skinnede noget af tiden. Ergo var det opskriften på en helt rar weekend!

I dag er det mandag, og en ny uge er startet. Sov helt selv i min egen seng i nat, og Alfred dukkede først op lidt over seks, så projektet går jo egentlig ret godt!

Jeg er dog ramt af en enorm ensomhed. Men der er jeg nok også anderledes end flertallet. Jeg har altid følt mig mest ensom i de uger hvor Alfred er under mine vinger. Stilheden er enorm, når man er fanget i sit hjem hver eneste aften. Jeg ved godt, at det også handler om at Emilie er ude at rejse. Men faktisk har det altid været sådan. Og alle punker mig, og siger at jeg skal være bedre til at invitere folk over når Alfred er puttet. Men sandheden er, at jeg er så fucking træt når klokken er over otte om aftenen. Og jeg nyder ikke rigtig selskabet, fordi jeg så stresser over at jeg skal op kl. 6 dagen efter.

Så i virkeligheden er det en dårlig cirkel, jeg ikke ved hvordan man bryder. Måske skal den slet ikke brydes. Måske skal jeg bare lære at acceptere, at når det er Alfred-uge, så er det sådan det er. Så kan jeg lege løs resten af tiden.

Gode råd modtages med kyshånd. Det kan f.eks være madaftaler, et lille glas vin i aftensolen i haven. Det kan være meget. I hvert fald har jeg masser af tilbud. Det er bare at tage imod dem. Men tænker at jeg næppe kan være den eneste der har lyst til at kapitulere efter afhentning, madlavning, underholdning, tisning, tandbørstning, læsning og godnatsang. Veeeeel?

Måske handler det også om, at der står en opvask, en tøjvask og alt muligt andet og venter når man går ud og ligner (og føler sig som) en zombie. Der kunne det nu engang være rart at have en reel arbejdsfordeling. Men nu har det nu engang set sådan ud i et par år. Men det er irriterende at jeg stadig ikke har vænnet mig til det. Det er svært at være den primære. Til alt.

Nu må Emilie godt snart komme hjem. Ikke fordi hun vasker mit tøj, laver min mad eller rydder op efter os – men glæder mig til, ikke at være den eneste med uglet hår i køkkenet om morgenen. Og så er det rart at have én at kramme, som ikke har 4 ben og kløer. Og som fælder i ens seng. Én ting er at have fået Alfred ud af min seng – katten er en anden sag. Og sådan én er ikke skide nem at opdrage på. De har lissom deres egen mening om hvordan alt skal være. Og de giver ikke en skide for hvad vi andre synes.

I mit næste liv skal jeg være en kat.

19 kommentarer

  • Line

    Jeg kan 100% genkende følelsen af ensomhed, når mine unger er blevet lagt, men jeg er, som du siger, også helt smadret… Jeg sørger for at have noget hyggeligt jeg selv skal lave og prøve at nyde det uden at være på Facebook/blogs osv samtidig. Fx se en god serie og spise lidt chokolade, få læst i en god bog eller ligge mig i badekarret. Det er en svær øvelse at være den, der står for det hele og jeg tror det bliver ved med at være sådan…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Du er ufrivilligt morsom i “så ligger man vel, som man har redet”. Det skal bøjes til “redt”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Det ved jeg da godt! Men man har vel altid lov til at lege med ord <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Josephine

      For satan, hvor er jeg sløv i dag! Hjælper det at skrive, at det skyldes mandagstræthed?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Ikke for at agere korrekturlæser, men du mangler også et “ikke” i din første sætning. Man kan jo godt regne ud, at nægtelsen mangler, men det er lidt synd, for du er så velformuleret, og jeg nyder personligt at læse din blog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Sorry! Men har ikke kræfter til korrektur lige nu 🙂 håber det kan forstås alligevel!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Men jeg tror måske du har læst forkert.. for jeg skriver jo faktisk at jeg oprigtigt har det svært med at blive behandlet pænt… så jeg har det ringe når jeg bliver behandlet skidt.. men jeg er også en person der har det svært når tingene er gode. It hurts in both ways

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Josephine

      Den tolkning overvejede jeg også. Det giver god mening. Misforstod lidt ift. afsnit om ærlighed. Det er bare ikke min dag hvad angår at læse og forstå.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Kan rigtigt godt lide din blog, så selvom jeg ikke har børn, forsøger jeg mig med et forslag. Har da venner med børn, og véd, hvad der har fungeret for dem: At man aftaler med venner, at de kommer forbi ganske kort til kaffe eller aftensmad (spis-og-skrid-konceptet). Har faktisk selv lavet mad og taget med ud til venner, der har små børn. Så gav jeg mad – hos dem. Bare nemmere. Vil også tilføje, at med fuldtidsjob af den slags, hvor der er tryk på, korte deadlines og sjældent en heads-up, så kan man selv uden børn faktisk mangle energi til at være længe oppe på en hverdagsaften. Jeg tror ikke, at du er den eneste, der falder i søvn på sofaen 20.30. Kender også par uden børn, heraf faktisk en del kolleger, men med to stk. krævende stillinger. De har sjældent aftaler om aftenen på hverdage. Man er træt, og måske er de sociale behov også opfyldt på arbejdspladsen og dels af partneren, selvfølgelig. Der også falder hen på sofaen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan

    Ahh dejligt der er nogle der sætter ord på de tanker man selv går med om at føle sig ensom med børn. Er selv alene med to børn på 2 og 5 år og kan sagtens følge dig så meget i det med at være alene om ALT og være så smadret om aften at man ikke kan overskue at skulle være sammen med nogle selvom det nu kunne være rart med lidt selvskab…Så nej du er ikke alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så godt et indlæg! Jeg synes du er super sej og klare det så flot med dig og Alfred. Jeg tænker også at selvforkælelse er kodeordet, eller kan være. Find noget du kan hygge dig med som du nyder, men ikke får gjort så tit som at starte på en ny serie, starte på den der bog man aldrig fik læst, ansigtsmaske og vin, you name it! Du skal nok finde ud af det! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg har hverken børn eller fuldtidsarbejde, men er “bare” kandidatstuderende, og jeg kender absolut til det med manglende overskud. Jeg har efterhånden erkendt, at jeg bare ikke har overskuddet til at have de vilde planer i hverdagen, så det er jeg faktisk holdt lidt op med, for det er sgu for hårdt i længden at prøve at presse citronen når overskud, studie og arbejde skal hænge sammen. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Manglende overskud tilhører ikke kun os med børn! Det er en individuel ting, der afhænger af så mange ting 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • RFVH

    Har du overvejet hvorfor det er så svært at være alene med dig selv? Og hvad det ville give dig af permanent ro, styrke og kærlighed at kunne være det? Vi søger ofte en masse i de ydre ting, for at fylde vores tomrum. Men du vil aldrig finde det. Kun flygtigt. Du er nødt til at vende dig ind ad – evt ved at være ærlig overfor dig selv og stille dig selv en masse spørgsmål – og svare hudløst ærligt. Forestil dig en hverdag, hvor du ikke behøver tonse efter mænd, for at føle indre kærlighed og føle dig noget værd, en hverdag, hvor du vælger fordi du har lyst og ikke fordi du har et tomrum der skal fyldes op. Vi fylder og fylder os med vin, tobak, mad, skærmtid osv for at “holde os igang- for der sker noget”. Men alt vi behøver er at turde være alene med os selv, turde mærke ALT det der er indeni os, alle følelser. Det er selvfølgelig en proces og den kan godt trække tænder ud til tider, men gevinsten er kolonorm og den indre glæde, kærlighed og styrke er permanent. <3
    Hilsen en single-mom 365 dage om året til en nu 6-årig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Hihiiiii, får sådan et indre billede i mit hoved, hvor jeg bare løber efter mænd på gaden 🙂 Tak for en fin kommentar, jeg læser og forstår alt hvad du skriver. Men tror jeg kæmper med, at jeg faktisk er et socialt menneske, og at jeg især altid har nydt selskab og også den der tosomhed der er i f.eks et forhold. Jeg trives ikke med at være alene. Jeg arbejder dog på det der med at kigge inas og jeg kan også sagtens nyde mit eget selskab. Men det kommer nok an på hvordan man er som menneske. Jeg finder stor glæde i både alene tid og i sociale sammenhænge. Igen, vægtskålen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Josephine

      Dit svar vinder genklang hos mig. Det er lige så stor en gave at kunne finde ud af og glædes over være i sit eget selskab, som det er at kunne indgå i sociale relationer og være sammen med andre 24/7. Nogle lader bedst op alene, andre henter energi hos andre. Eller en kombination. Jeg tror, at evnen til at kunne “lege for sig :selv” er noget, der er delvist forankret i ens opdragelse, delvist et spørgsmål om dna.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • ” Men sandheden er, at jeg er så fucking træt når klokken er over otte om aftenen. Og jeg nyder ikke rigtig selskabet, fordi jeg så stresser over at jeg skal op kl. 6 dagen efter”

    Det er PRÆCIS sådan jeg også har det. Og jeg synes det er i de øjeblikke det er sværest at være alene-mor. Når man godt gad at der var nogen. Nogen der bare var der. Og sad i den anden ende af sofaen uden at sige ngodt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg er ikke alene-mor, men ret meget alene, så jeg kender også godt til den der; “nå nu gik der lige en uge igen hvor det eneste jeg lavede efter putning var at glo i min skærm og/eller arbejde”. Så hanker jeg op i mig selv og laver en “spis og skrid” aftale med andre med børn, og så føles “ensomheden” efter puttetid faktisk som en gave 🙂 Og man har (forhåbentlig) haft en hyggelig eftermiddag/tidlig aften. Det må være mit råd 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Knep mig i røven, Tinder!