Har ingen ord.

Det passer jo slet ikke….

…. Der har været så meget snak om, at vi kvinder ikke støtter op om hinanden. At vi er sådan nogle kællingetyper, der med spidse albuer spænder ben for hinanden og stjæler hinandens mænd og jobs. At vi konkurrerer, og helst gerne tramper på dem der ligger nederst. Eller øverst for dén sags skyld.

De sidste to uger har jeg set, mærket og oplevet, hvordan rummelighed, medmenneskelighed og kærlighed har nået helt nye højder. Jeg har slet ikke kunnet være i mig selv, over al den omsorg jeg har fået fra nær og fjern.

Jeg er gået fra at hyperventilere over stress og praktik. Og ikke mindst økonomi – som jo var den overordnede årsag til, at jeg rakte ud som jeg gjorde – til at hyperventilere af overvældelse. I forstår slet ikke hvordan det føles, når andre mennesker hjælper én, når man sidder med følelsen af at man slet ikke fortjener den slags. Ja. Jeg er god på den måde. Føler på ingen måde at jeg fortjener det når der sker mig noget godt.

Jeg har været godt og gammeldags træt i sind og sjæl – i alt for lang tid. Og den slags sætter sine spor. Det kan måles i min puls. Og det kan måles i mit sind.

Jeg har brugt det sidste stykke tid på at restituere. Sidde i køkkenet og tale med Emilie. Siddet på min kærestes altan, krammet min mor og krammet Alfred allermest. Mængden af kommentarer der er tikket ind på det seneste, de har været overvejende positive og kærlige – og jeg tror det slog mig en anelse ud, at mit ‘opråb’ blev taget så godt i mod. Der har naturligvis også været enkelte, der bare mente at jeg skulle tage mig fucking sammen og stoppe med at tude – men det er sådan cirka 5 ud af flere hundrede.

Det er svært at stoppe med at tude, når man føler at hele ens fundament er ved at smuldre under én. Det er heller ikke sjovt at fylde 32 og føle, at man slet ikke har opnået det man gerne ville på nuværende tidspunkt. Fakta er, at jeg har levet utrygt i så mange år nu, at det begyndte at sætte sine spor. Pludselig følte jeg mig som én på 75 – og ikke en der stadig er ung og stærk. Måneder med dårlig søvn sætter også sine spor. Pludselig kunne jeg ikke kende mig selv i spejlet om morgenen – mit ansigt var helt hævet og forkert. Min cyklus var fucked up. Hele min krop var klar til at lukke ned – og pludselig tager psyken over. Seriøst, ikke? Man er jo helt gal på den, når man glemmer at man har sat sin menstruations-kop op, og en uge efter undrer sig over hvorfor ens underliv stinker af muggen ost. Og man er pænt bange, når man så går på toilettet efter at have haft sex og kan mærke at der sidder noget gummi-agtigt MEGET langt oppe – som i øvrigt har lavet et vakuum så man ikke kan få lortet ud.

Min første reaktion var, at tænke ‘nu dør jeg! Der sidder verdens største kræft-svulst oppe i kussen og jeg kan lige så godt få startet på det der testamente’. Hvem skal arve mine planter? Og hvordan skal min gravsten egentlig se ud?

Alt det her er jo tegn på, at rationaliteten er blevet overmandet af det irrationelle. Og det er noget af det der skal styr på.

Enkelte har været kritiske og har rullet med øjnene og haft den der ’så tag dig dog sammen-mentalitet’.

Men for én gangs skyld, så ved jeg at de ikke har noget at have det i. Flere har påpeget, at jeg jo har levet et mega luksus-liv de sidste par år. Ture til Schweiz, dyre restaurantsbesøg, designer-tøj og økologisk mad.

Sandheden er, at det er så nemt at tro. Noget andet er at vide.

For jeg har, hånden på hjertet, ikke betalt for et eneste restaurantbesøg i evigheder. For jeg melder klart ud, at hvis nogen ønsker at gøre sig i dén slags – så må det være på deres regning. For jeg ved præcis hvor meget mad jeg kan få for dé penge. Og det er meget. Og Schweizeren vidste udemærket også godt, at hvis jeg skulle besøge ham hyppigt, så var det også ham der måtte spytte i kassen, for det var ikke en mulighed jeg havde.

Onde tunger mente også, at jeg da bare kunne sælge ud af tøj og alt sådan noget – men sandheden er, at jeg faktisk ikke har mere at sælge. Langt det meste af mit tøj, det er købt brugt. Jeg lever ikke over evne på den måde som nogle har beskyldt mig for. Og det var svært at sidde og forsvare noget der ikke skulle forsvares. Som jeg sagde til kæresten: ‘Folk sidder og kigger på min Verner Panton lampe og tænker: Så sidder hun og brokker sig, men har stadig en lampe til 6.000 kr.

Men det som folk ikke tænker over – eller for den sags skyld ikke ved – det er at den er købt i min lokale genbrug. Og at jeg selv har spraymalet den så den står rimelig skarpt. Men det er kun mig der ved at den er sat sammen med tape oppe under skærmen. Og ofte blinker i tide og utide.

Jeg hylede på min fødselsdag, fordi Emilie havde købt den fineste kjole til mig. Kan nemlig ikke huske hvornår jeg sidst har købt nyt tøj, medmindre det var på et loppemarked. Kan kun huske hvornår jeg har købt el, internet, gas, vand og varme. Jep, der er ikke meget luksusliv over livet her i Sydhavnen. Men her leves – og det er det jeg gerne vil blive ved med.

Jeg kan ikke takke nok for al den støtte jeg har fået de sidste to uger. Det har været så overvældende. Hvis det var fysisk muligt, så ville jeg gerne troppe op og snave hver og én af jer i gulvet som tak for jeres bidrag. Jeg er ikke blevet rig. Jeg løber ikke grinene ned i banken. Men det hjalp gevaldigt på det hele. Og så har jeg oplevet den største værdi af alle: Nemlig at de findes enormt mange mennesker, der er villige til at hjælpe når lokummet brænder.

All you have to do is ask.

img-thing

 

12 kommentarer

  • Karen

    Du er mere end god nok. Og du fortjener hver en krone du har fået og, vigtigere endnu, hver en sød kommentar…

    Det er sgu de bedste penge jeg har brugt længe. Er kun glad for, at vi allesammen sammen har kunne give dig lidt luft og ro.

    Ha’ en dejlig pinse!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tenna

    Jeg gi’r en halvtredser mere, hvis du lover du IKKE snaver mig i gulvet – jeg er bare ikke til det 😜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Trine – da jeg for år tilbage opdagede din blog, begyndte jeg at føle at jeg ikke var alene. Jeg sad med efterfødselsreaktion og følte ikke længere, at jeg kunne stå på mine egne ben! Det gik der stadig længe før jeg kunne – men dine indlæg og ikke mindst alle kommentarerne gjorde, at jeg fik en bevidsthed om, at jeg ikke var alene!
    Fra en kvinde til en anden – tak❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Du er sød, ærlig, smuk og skøn. Og jeg besøger din blog flere gange dagligt. Dejligt at høre noget, og skønt at læse hvordan dit indlæg blev taget imod 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Jeg vil bare gerne vide om Alfred, Emilie og dig kan blive i lejligheden en måned mere?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lejla

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    Hvor er det dejligt at høre! Altså, at dit indlæg blev så godt modtaget. Der ér sgu også en særlig plads i Helvede, til kvinder der ikke hjælper hinanden! Nu ved jeg ikke, hvor meget vi fik skrabet sammen (og har egentlig heller ikke behov for at vide det). Jeg håber blot, der er til flere måneders husleje 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Glæder mig også til at høre mereom fremtidsplanerne, men tak igen for en dejlig blog.
    kh Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie

    Jeg er normalt et meget privat menneske, som aldrig kunne finde på at give en hjemløs en 5’er, men du rørte mig, og jeg ville ønske nogen ville gøre det samme for mig, hvis jeg stod i samme situation .. Du fortjener det ! Og tak for lige at aktivere mine lattermuskler mht mensturationskoppen .. Haha 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Hov, du får lige et loppetip. Gentofte Loppemarked bag Charlottenlund Station findes hver søndag, og der er ofte tøj-kup at gøre til næsten nul kroner. Jeps, næsten nul kroner. Man kan få ret mange klude for 200 kr i alt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg er vild med din hudløse blog, og du fortjener hver en mønt. Jeg synes du skal skrive dit telefonnummer nederst i alle indlæg, så man har muligheden for fortsat at bidrage uden at skulle tilbage til det gamle indlæg – det for sådan en som mig bare ikke gjort, og vil så gerne!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har ingen ord.