Pip.

Provins-perks, tanker og nedtrapning!

Holla!

Tænkte at jeg ligge ville pippe en gang mere, da jeg netop er landet i Sydhavnen. Har været oppe nordpå de sidste to dage. Og selvom det er dejligt at komme hjem, så har det også været rart at kigge ud over Øresund og se månen være helt lyserød, rund og fin.

Alfred er hos sin far indtil torsdag, hvilket betyder at sommeren laver lidt om på ugerne. Hvilket også betyder, at jeg har mulighed for at lægge lidt ekstra billet ind på dén der søde mand jeg kender deroppe. Senere lander han i Sydhavnen, og så kan vi have hele tre aftener uden børn. En kæmpe luksus, da vi faktisk har vores børn forskudt. På tre måneder, der har vi haft to dage – TO dage hvor der ikke har været små mennesker omkring os. Det er både skønt og fint, men det er godt nok også et pres.

Egentlig ville jeg slet ikke involvere mig i mænd med børn – det var alt, alt for meget. Kald mig egoist, men jeg kender bare mig selv godt nok til, at jeg umuligt kunne være en person der bare kunne gå ind og ud af små menneskers liv. Men det viste sig, at det nok måske er det hele værd alligevel. For selvom jeg var ved at gå død i langt lyst hår, tilsat komplet manglende evne til at lukke r….. når de voksne prøver på at føre en hel samtale, så savner jeg dem allerede.

Man har vel et standpunkt, indtil den slags ændrer sig?

Jeg går stadig og brygger lidt på hvad der skal ske med bloggen. Om den skal fortsætte i samme dur, eller om jeg skal ommøblere på hele lortet. Men jeg synes der er så mange ændringer i blogland nogle gange. Jeg kan faktisk godt lide, at siden her bare er min. Og så er jeg egentlig ligeglad med, om designet ikke er top-lækkert – så længe det er brugervenligt.

Jeg har ikke mere spons i vente det næste stykke tid, og jeg undgår at lave indlæg der er proppet med affiliate eller reklame. Det er mest bare mig.

Det næste stykke tid, der tror jeg at jeg kommer til at dele brudstykker af den bog jeg skriver på. Er lidt i tvivl med forlaget lige nu, om hvilken form den skal tage. For 20.000 ord, som alle er mine inderste bogstaver, det skal altså præsenteres på bedst mulige måde. Orv, det er tough business lige pludselig.

Nu her er jeg trappet max ned på noget af den medicin jeg har taget den seneste måned. Mit problem var, at jeg faktisk ikke havde sovet i flere måneder. Og der er en årsag til, at søvnberøvelse bruges som tortur mod mennesker der er locked up. Det får selv den stærkeste ned med nakken. Derudover, så fik jeg også noget, der kunne tage toppen af de angstanfald jeg har haft på det seneste – men dem har jeg heller ikke haft så meget brug for, egentlig.

Jeg kunne ikke nå ind i den dybe søvn. Og det var det, der udløste anfaldene. For man har brug for at sove – for at kunne leve. Min hjerne fik simpelthen ikke ladet op, og så bliver man sensitiv over for alt. Lyde, berøring, stimulans – og jeg kan næsten ikke beskrive hvor ubehageligt det er, ikke at kunne gå en tur i Irma, uden af hyperventilere på vejen hjem. Eller forsøge at planlægge en sølle rejse mod nord, der kun tager en time – men fordi der er sporarbejde, så føles det som en tur på tre døgn. For tænk nu hvis der var andre mennesker med toget. Det er helt tosset, og man skal nok have prøvet de her anfald for at kunne forstå meningen med galskaben. Man skal nok have prøvet at føle at man dør lige om lidt. Det er ikke rart.

Men jeg er taknemmelig over, at jeg gik til min læge og sagde: nu er det nok. Det her holder ikke i længden. Og jeg er taknemmelig over, at han lyttede og gav mig ret. Og så er jeg taknemmelig over, at han var enig med mig. Og endnu mere taknemmelig over, at han gav mig en kur, der er kortvarig – som jeg selv kan styre. Som gør, at jeg på DE dage, har hjælpemidler der får min krop til at slappe af – og får den ind i den dybe søvn når solen går ned.

Og så er jeg taknemmelig over, at vi begge havde ret i, at jeg ikke er syg – blot presset på søvn. Så jeg sover. Når jeg kan. Når jeg skal. Trygheden er rar! Og endnu rarere er det, at jeg netop er begyndt at kunne sove helt uden den blå pille.

Og jeg har ikke haft brug for den anden lille pille, mod panikangst længe….

Man skal ikke undervurdere hvor meget det gør, at man søger hjælp. Sommetider er det en lettelse, uden lige, blot at gøre det. Så er man nået virkelig langt. Så hvis der sidder nogen derude, der bakser med bekymringer, dårlig søvn, en krop der ikke virker eller andet (endnu værre) så skal I vide, at I IKKE er alene. Jeg er bare glad og lykkelig for, at min læge lyttede og kiggede på mig – og IKKE sagde ‘Trine, du er fucked og NU får du elektrochok’. Næh, han vidste præcis hvad der skulle til, og det har hjulpet. Skriv til mig, hvis I har nogle spørgsmål. Vil gerne hjælpe hvis jeg kan.

Fremtiden bringer noget med at jeg skal finde mig et arbejde. Har cirka nok til at leve den næste måneds tid, men så heller ikke mere. Mit INDLÆG HER  gjorde, at jeg kunne sikre Alfred og jeg vores hjem, men det gjorde mig ikke rig. Og selvom onde tunger mente, at det svarede til at være tigger på gaden, så må jeg erklære mig dybt uenig. For som jeg skrev:

“Hvis I har nydt at læse med og fortsat ønsker at jeg skal kunne skrive og gøre det jeg er bedst til, så kunne det være mega (fucking-fucking) fedt, hvis I ville overveje at give et bidrag til mig – så jeg ikke (om 8 dage siger de) skal flytte mig, Emilie, katten og Alfred ud i skoven i et telt. Jeg ved godt at årstiden ikke er så slem igen. Man kan godt bo på gaden fra nu af og til slut september. Men det går jo ikke, vel?

Måske er det her et socialt eksperiment – men jeg har ikke flere kort på hånden.

Mit nummer er 26818286 – og alt er velkomment. Man er også velkommen til at give intet. Men nu har jeg i det mindste forsøgt.”

Og det var jo en ny måde at bede om hjælp på. En hjælp jeg fik, og som fik mig til at trække vejret helt ned i maven igen. Og jeg sværger: jeg kunne SLET ikke rumme den hjælp. Måske fordi det kom bag på mig, at så mange mennesker havde min ryg. Og at jeg åbenbart havde gjort mig fortjent til det. Min selvtillid kunne slet ikke holde til det. Men der var også noget magisk over det. For det fortæller lidt om, hvor stor en glæde både I og jeg har, at de ting jeg skriver ned. Uden jer, intet mig. I hvert fald ikke i den virtuelle verden.

Kærlighed ud til alle jer og jeres. Nu vil jeg muge ud i hjemmet i Sydhavnen. Alfred legede med toiletpapir og LEGO sidst. Og så er der vist også nogle kaffekopper der trænger til at hilse på opvaskemaskinen <3

Og om tre timer lokker jeg en sød mand med ud i det københavnske. Jeg ved præcis hvor turen går hen her til aften!

mig-i-sengen

9 kommentarer

  • Laura

    <3 <3 <3 <3 <3<3<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rart at se dig tilbage.
    Ang bloggen design elsker jeg dens enkelhed og ro.
    det er så svært at bede om hjælp, du er stærk fordi du gjorde det (og jeg ved godt det ikke er sikkert du føler dig stærk)
    mangel på ordentlig søvn gør også min angst slem, utroligt så meget søvn betyder, det tænker man ikke over før den mangler…. jeg gjorde ihvertfald ikke.
    Håber du og manden får nogle dejlige dag først uden børn og siden med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • x

    HÅBER HÅBER håber, at du finder en løsning med at forblive blogger – for du er sådan en fin en af slagsen, der tør sætte ord på det der er svært og gør ondt – det som man har brug for at høre, så man ved man ikke er alene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Såååå dejligt du er tilbage!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Hej Trine. Dejligt gensyn med dine tanker. Jeg elsker din ærlighed. Hvad jeg også synes voldsomt godt om er, at der netop ikke er så meget spons, og tænker på, om du kunne lave det til en permanent løsning a la POV, hvor man smider et beløb til skribenten, hvis man er happy med det det man læser. Jeg ville nok læse nogle af dine indlæg uden, at smide penge din vej, og måske lige samle lidt sammen, måske fem læsninger eller noget i den stil, og så sende en “hund”, eller noget i den stil, din vej, ligesom jeg gør nu. Så kan du sgu give en bajer til ham den søde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bina

    Trine, bliv ved.. find dit format og hvordan det fungere bedst for dig. Du er så vanvittig dygtig til at skrive og fortælle… Den bedste sommer til dig og Alfred.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Da jeg mødte en fyr med barn, var mit eneste krav, at jeg måtte involvere mig i barnet også selvom vi måske ikke ville være kærester for evigt.

    Jeg læste engang Iben Hjejle, der udtalte sig omkring, at hun stadig deltog Casper Christensens børns liv, efter de gik fra hinanden med sætningen “Børn har krav på de voksne, der melder sig ind i deres liv”

    Og hvor har hun ret <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • may

    Hej Trine. Jeg håber du holder ved og blive ved med at skrive om det er på blog eller bog udgivelse. For jeg har brug for nogen som er så hudløs ærlig som dig. Jeg har selv været i meget stræk søvn underskud. Og tilsidst havde jeg det så dårligt at jeg næsten ikke kunne rejse mig fra sengen. Jeg troede jeg havde en fødselsdepression – men det viste sig at min “tilstand” kom af søvnunderskud. Så jeg kan kun tilråde at du for din søvn – om det kræver piller eller ej.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pip.