Hvad jeg har lavet i dag, og noget om penisser.

I’m still here!

Så gik der lige en rum tid hvor jeg ikke har tjekket ind. Det beklager jeg.

Men nogle gange så sker der så meget ude i det virkelige liv, som gør at man ikke bare sådan lige sætter sig ned ved tasterne og krænger det hele ud.

Battler lidt med alt det der selv-censur – ved ikke helt hvordan jeg skal manøvrere rundt i det – og så længe jeg er i tvivl, så er det nok bedst at jeg ikke råber op omkring alle de ting der sker i mit liv lige pt. Prisen for at have delt inderste tanker og problematikker blev jo ganske enkelt for høj. Og jeg har på alle måder skulle forsøge at stable et solidt fundament på benene igen. Sluge kameler i massevis. Prisen for at være ærlig og fortælle om de lidt mere sårbare sider af livet (som jeg ellers med stolthed har gjort) betød bare, at det var ekstra brænde på bålet i privatlivet.

Hvem skulle også have vidst, at de underretninger der kom min vej, de bare banede vejen til, at man pludselig lander i noget så usselt som Statsforvaltningen. Så må på den mest sarkastiske måde sige tusind tak til de tre anonyme mennesker. I har virkelig gjort livet let og dejligt når det kommer til hele situationen. Ikke kun for mig – men også for resten af den familie-konstellation vi forsøger at få til at lykkes. Al den uro og utryghed det skaber, når folk udefra ‘blander’ sig, det kan have massive konsekvenser. Og de sidste par måneder er gået med brandslukning og ubehagelige konfrontationer.

Heldigvis så har jeg arvet min mors sind. Det følsomme menneske, introvert og dog. Indehaver af så stort et hjerte at man ikke fatter hvordan der er plads til det i en normal krop. Jeg har intet filter. Jeg føler alt – og jeg tænker enormt meget over de ting der bliver kastet min vej. Men med dét, der er der også et ukueligt menneske, som aldrig lægger sig fladt ned, hvis uretfærdigheden viser sit grimme, grimme ansigt. Jeg tager gerne slag efter slag, hvis jeg kan mærke at det er det rigtige. Sommetider tager jeg også slag, selvom det ikke føles rigtigt. Men aldrig mere end ét enkelt. Benefit of the doubt, you know.

Flere har sagt til mig, at de ikke forstår hvordan jeg stadig kan stå oprejst.

Men det er så simpelt i min verden. Jeg værner om dem jeg holder af. Også selvom de ofte kan være roden til en helvedes masse tanker og problemer. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft det rigtig svært siden min familie gik i stykker. Og at jeg har været et fucking vrag i perioder. Forsøgt at flygte fra alt ansvar med whatever der kunne lindre den smerte det er, når ens familie går itu. Har dog aldrig sværget til hverken coke eller heroin, ej heller netshopping eller cutting.

Næh, jeg er primitiv nok – så jeg gik naturligvis til min egen læge og sagde:

Der er noget helt galt. Jeg kan ikke sove, og jeg er begyndt at få de her anfald – og ærligt talt har jeg det som om jeg er ved at dø. 

Så spurgte han mig, hvornår jeg sidst havde sovet en hel nat. Det kunne jeg ikke svare ham på. For kunne ærligt talt ikke huske det. Men jeg kunne fortælle ham, at jeg faldt i søvn – men altid vågnede 5-6 gange hver nat – og aldrig sov til længere end kl. 5. På fucking slaget. Og på slaget 5, der vågnede jeg med kvalme, uro og utilpashed. Som ofte varede indtil om eftermiddagen,

Så snakkede vi lidt videre omkring andre ting, og jeg fik den obligatoriske test – den hvor man skal sætte hak-tegn ved en masse ting, så man på den måde kan finde ud af lige præcis hvor fucked man er.

Heldigvis har min læge arbejdet med psykiske patienter i mange år. Så jeg blev så lettet da han sagde at jeg slet ikke var kandidat til psykofarmaka – jeg havde bare brug for at sove. Og at mine panikangst-anfald skyldes manglende søvn og ydre omstændigheder.

Ergo lagde jeg mit mind-set om. Omfavnede at jeg havde brug for at tage medicin, der kunne få mig ind i den dybe søvn. For det er jo ikke for sjov at man benytter sig af søvnberøvelse som tortur. Til sidst stopper man med at eksistere. Og allerede den første nat kunne jeg mærke en kæmpe forskel. Mest fordi jeg følte mig tryg, da Phenergan ikke er vanedannende – og derfor anses som en kortvarig kur. Dernæst fik jeg ordineret noget, der kunne tage toppen af de anfald jeg havde af panikangst. Dem har jeg ikke haft så meget behov for, for jeg kan tage toppen af det meste ved hjælp af meditation.

Men tænk engang, at man ikke kan fortælle om den slags – uden at folk laver underretninger til kommunen. Der findes så utroligt mange mennesker der dealer med det her hver eneste dag – men det er kæmpe tabu at snakke om det. Og hvor er det bare ærgerligt. Især fordi, at jeg netop kan skrive under på, at der kan sidde mennesker ude på den anden side og sige ‘SÅ kan hun ikke tage sig af sit barn’.

Og så tænker jeg bare… der er forskel på at fornægte den virkelighed man sidder i – til at man så gør noget ved det. Det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv – og for Alfred og hele møllen omkring  – er at tage problemer alvorligt. Gå til lægen. Gå i terapi. Få løsnet op. Få sorteret mennesker fra, der alligevel mest bidrager med dårlige ting. Alle de ting har jeg gjort. Og jeg kan skrive under på, at det gør ondt at sortere mennesker fra. Det gør pisse ondt. Men når smerterne har lagt sig, så mærker man også, at ens overskud bliver langt større. Der er ikke nogen grund til at have mennesker i sit liv der dræner én.

Og sådan én har jeg også været. Så shoutout til dem der har valgt mig fra, fordi jeg ikke kun kom ind med gode ting. Sådan er verden nu engang indrettet. Vægtskålen skal helst være i vater det meste af tiden. Om det gør ondt? Ja, gu fanden gør det ondt!

Fremadrettet, så handler størstedelen af mit liv om at arbejde (har fået nyt arbejde, mere om det en anden gang) og så handler det om, at værne om alt der gør det hele værd at være. Jeg kigger mig ikke længere tilbage og lader fortiden fylde. Min lille verden handler om, at Alfred skal have det godt. Det handler om at glæde sig over, at hans far har skabt en dejlig base hos sig – og jeg har min base her. Det handler om, at kommunikationen som familie skal kunne fungere, og så handler det om at fylde alle huller ud. Nogle gange betyder dét, at jeg ser Dexter to dage i træk – non stop. Andre gange tager jeg på en Tinder-date. Men intet, INTET er uden værdi, når blot man vælger sin tid, ens verden og ens udskejelser med omhu.

img_3009

28 kommentarer

  • Dorthe

    Jeg håber bare på karmaloven smækker dem sådan én på singadusen..eller hvad det nu hedder. Godt skrevet❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja Skovbo Rønnebro

    Hvor er det godt skrevet ❤️ Jeg håber karma bidder dem i røven! En skilsmisse hvor der er børn involveret, er altså tough shit. Jeg er selv typen der også hakkede min sindstilstand ned på Facebook, da jeg havde det allerværst efter min skilsmisse, og hvor man bare står uendeligt meget alene, midt i noget som rigtig mange vælger ikke at spørge ind til, men som jeg havde brug for at få ud! Og da jeg ikke kunne finde en anden forløsende vej, fik min facebook-side af og til hele smøren. De fleste responderinger var positive, og jeg mødte en form for kommunikation, som gjorde mig godt, men som rigtig mange alligevel ikke forstod hvorfor jeg delte med alle. Jeg KAN IKKE holde mine følelser inde, jeg kan ikke skjule dem, jeg kan ikke bare lade som om at alt er DRØN HAMRENDE fantastisk, når jeg er ved at bryde sammen indeni. Og jeg ELSKER at læse andre (dig) der tør at sige alt det højt, som er en del af alles liv,før eller siden, men som tilsyneladende helst ikke må nå overfladen af vandet, som mange er så skide bange for at erkende – erkende at deres liv ikke altid er det billede de helst vil vise på Facebook, Instagram og Twitter.
    Du er så sej ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Wau. Jeg er rørt på et dybere plan. Hvor er det dog helt absurd vigtigt, at der findes mennesker som dig, der på trods af idioter, der gør sig selv til dommere over andre mennesker (som de ikke engang kender!) – stadig tør være så ærlig og åben. Du er jo så langt fra alene, og alle os, der sidder rundt omkring og er lige så rundt på gulvet over livet – ja til tider helt fucked – har brug for mennesker som dig. Som viser os, at vi ikke er alene.
    Så tak! For at du stadig tør være ærlig. Og for at sætte ord på, hvor sindssygt livet nogle gange kan være, og hvordan vi så alligevel kan finde en slags mening i det hele og endda overleve og måske endda udvikle os i det. Og hvor er jeg dog enig. Der er så meget mere ansvar – som forælder og som menneske – i at TURDE tage tyren ved hornene og udvikle sig, gå i proces (også selvom det er svært), opsøge hjælp, stå ved når det er svært. Det er i min optik dér, man viser, at man er et stærkt menneske og et forbillede for sine børn og medmennesker.
    …Jeg vil så afgjort(!!) hellere være dit barn end dem, der “stikker” andre uden at kende dem 🙂

    Mvh Ditte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg er helt sikker på de tre mennesker har haft de bedste hensigter, og gjort det af oprigtig bekymring for et barn.
    Vi kan sagtens diskuterer om det var nødvendigt i dette tilfælde, men jeg synes det er så vigtigt at man handler når det gælder børn – hellere én gang for meget end én for lidt.
    Jeg kan ikke forestille mig andet end at de har underrettet med andre hensigter end hjælp og støtte til dig, og ikke et ønske om bål, brænd, tvangsfjernelser eller andet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Jeg kan kun tale ud fra mit eget. Og nej. Det har været totalt spild af tid i alle lejre. Jeg er enormt glad for, at vi lever i et samfund hvor der bliver handlet. Men underretninger der handler om ting man har læst på internettet? Der tror jeg at man kunne bruge sine ressourcer en del bedre. Forstår alt hvad du skriver – men man ved ALDRIG hvad der sker bag lukkede døre. Og i mit tilfælde, der var det bare med til at gøre alting værre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Maria

      Hvis man har de bedste intentioner, så går man direkte til ‘åren’ før man underretter. Det er min holdning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • mette

      Min holdning er at man skal handle når man er bekymret for et barn. Det er ikke bare noget man bør, det er noget man skal og har pligt til – Og så er det op til professionelle at vurdere om den bekymring er begrundet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Fuldstændig enig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stadig ordet i sin magt – dejligt at høre fra dig!

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Statsforvaltningen behøver ikke være ussel og bliver lidt ked af, at du beskriver den som sådan. Jeg har også været der. Og selvom det ikke var rart, at vi ikke selv kunne håndtere vores konflikter, så blev mødet med statsforvaltningen en mulighed for os. En mulighed for at trække en streg i sandet. Få sagt de ting der var brug for og lægge dem bag os. Og ikke mindst få lavet nogle aftaler vi aldrig havde fået lavet uden statsforvaltningens hjælp. I min verden er statsforvaltningen på ingen måde ussel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Forstår udemærket godt hvad du siger. Jeg havde bare håbet at vi aldrig nåede derhen. Men når det så er sagt, så ved jeg jo godt at de netop er til for at få samarbejder op at køre: for det er jeg taknemmelig. Men vejen dertil, det havde været sejere hvis ikke det var som udgangspunkt, at folk har lavet underretninger ud fra de ting jeg har skrevet på min blog. Som sagt, så er alt det skrevne øjebliksbilleder af en hverdag. Og omkring den hverdag, der eksisterer der så meget mere. Og indtil man har set og oplevet hverdagen hos andre, så er man i min optik slet, slet ikke i sin gode ret til at gøre den slags. For der gør bare, at ingen andre har lyst til at dele de sårbare sider af livet. I hvert fald ikke hvis konsekvensen er, at man skal stå ret og forsvare sig selv som mor.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sabrina

      Men det berettiger da ikke til at kalde statsforvaltningen ussel. Hvad enten du bryder dig om det eller ej er der nogen læser som er blevet bekymret ud fra det du har skrevet og handlet på det – det behøves nødvendigvis ikke at være af ondt hjerte, tværtimod!! (Har du tænkt den tanke??) Og ja metoden er ikke den smarteste, men jeg tænker at der er en grund til, at der den mulighed for at der kan underrettes anonymt og mon ikke det er for at sikkre at så mange børn såvel som forældre får den hjælp som der er brug for!! Tillykke med alt det gode der sker for dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nogens mor

      Jeg tænker heller ikke, at det er verdens bedste sted for at varetage et barns tarv. Desværre er det ofte forældrenes rettighed, fremfor barnets tarv, der tages hensyn til. Har selv oplevet det og kæmper med det. Men jeg giver ikke op.

      Og til dig Trine, du gør det skide godt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hej Trine. Jeg har fulgt med på din blog siden starten og er vild med din ærlige måde at skrive på! Jeg er socialrådgiver og arbejder i en Familieafdeling og ser underretninger af forskellig karakter hver dag. Vil blot fortælle dig, at jeg ikke én eneste gang har været bekymret for Alfred, men tværtimod beundret din evne til at beskrive følelser og er sikker på Alfred vokser op og bliver det skønneste menneske fordi han har dig som mor. Og tænk engang at han kan læse sin mors historie og få et uvurderligt kendskab til dig, som man aldrig ville kunne fortælle selv. Så al respekt og virtuel krammer herfra! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Hvor er du bare pisse sej og beundringsværdig! Mange knus til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg er selv mor til en lille dreng, og når jeg læser dine indlæg får jeg altid lyst til at gå til moderskabet på fuldstændig samme måde som dig. Vil så gerne lære min dreng at følelser er okay – både de gode og de dårlige, og vi må gerne føle dem allesammen. Du er rockersej og en daglig inspiration for mig. Det skal du vide!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hej Trine
    Hvor er det dejligt at høre fra dig. Og hvor er det skønt at du deler med os. Jeg kan slet ikke begynde at forstå din situation men er glad for at det ser ud til at det vender for dig lige nu. Alt godt til dig. Du er sej og skøn at læse med ved. Kh Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Tak for din ærlighed❤️Håber i sandhed alting løser sig for jer. Ingen er tjent med sådan en oplevelse, når du kun ønsker det bedste for fin familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Sender oprejsning og dyb, dyb respekt. Vi vil have lov til at dele med hinanden i åbenhed. Du er et sundhedstegn. Jeg er så ked af at du skal gå dette igennem. Tak for at dele ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Kærlighed til dig og kæmpe ros for dit ærlige indlæg – har så meget respekt for dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Kære Trine
    Jeg arbejder også i et familicenter og det er så vigtigt, at man ikke er bange for at sende en underretning til kommunen (anonym eller ej), hvis man er bekymret for et barns trivsel. Jeg ved godt mange anser en underretning som en anmeldelse af dig som mor eller far – nærmest på lige fod med en anmeldelse til politiet. Sådan er det ikke. En underretning gør kommunen opmærksom på, at et barn kan være i mistrivsel og det undersøger kommunen nærmere på baggrund af underretningen. Er der brug for hjælp eller støtte i familien, har kommunen mange tilbud og muligheder for at hjælpe og støtte. Også hvis man er kørt i sænk af andre omstændigheder end lige det at være nogens mor. Jeg kan forstå at det ikke har hjulpet dig i dit tilfælde og det er selvfølgelig ærgerligt, for det er hensigten med det hele og jeg er også sikker på, at underretterne har haft intention om at hjælpe jer. Du har mange læsere og jeg synes det er vigtigt, at de ikke sidder tilbage med, at det er dårlig stil, at sende en underretning, hvis man er bekymret! Det er det ikke!
    Jeg håber, det hele løser sig i jeres tilfælde, så I alle sammen kommer til at trives bedst muligt i det.
    Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Jeg er nysgerrig på hvor ofte i får en underretning der er grundløs og om der er nogen der har undersøgt hvor store konsekvenser det har for de familier? Kommunen kan meget vel have “en god vilje”, men I har saftsuseme også meget magt – og jeg forestiller mig at det har meget store omkostninger for de familier der grundløst bliver lavet underretninger om. Det burde socialrådgiverne have med i overvejelserne og det ville klæde jer med ydmyghed overfor den magt i har!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Trine
    Folk kan være så modbydelige, og hvor kan jeg godt forstå, at du har brug for en pause ind i mellem.

    Jeg har længe fulgt med herinde, sådan lidt on and off. Og jeg har ALTID nydt at komme forbi og lure med. OGSÅ når det går skidt. Jeg synes det er så fantastisk, at du tør åbne op om de emner, vi alle forfanden da bakser med ind i mellem – men som ingen tør sige højt.
    At der så sidder nogle (heldigvis få) idioter derude, der kaster om sig med underretniner gør det selvfølgelig ikke nemt. Og man stiller da også spørgsmålet, om det helt ærligt så er det værd?

    Jeg kan ikke svare for dig. Men jeg synes bare lige du skulle vide, hvor pisse sej en lortemor jeg synes du er. Og jeg har tit tænkt, at sådan en (lorte)mor vil jeg sgu også være!

    De kærligere hilsner Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    Et af dine bedste indlæg til dato <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Velkommen tilbage. Du har været savnet. Mht. anonyme henvendelser baseret på en blog om livet som mor i med- og modgang: jeg ville i hvert fald skrive privat til vedkommende først, indtrængende, hvis jeg havde en fornemmelse af, at der kunne være tale om brug for hjælp, tilbyde min hjælp. Derudover tvivler jeg stærkt på, at forældre, der gør sig skyldige i mistrivsel, ville være så åbne om livet, som du har været. Desuden er det jo ganske forståeligt, at du har været ked af det engang imellem, når man tænker på, hvad du har måttet stå igennem de sidste par år. Igen: hvis din søn mistrivedes og du ikke var i stand til at varetage hans behov, så tror jeg (sgu) ærligt talt ikke, at du havde valgt at råbe fra Sydhavnens tage, at du var ked af det. Den bevidsthed om egne følelser og stemningsleje har man nok ikke, hvis man virkelig er helt ude i tovene. Og få så sovet, Lortemor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorthe

    Hej Trine,
    Jeg vil bare skrive, at jeg udemærket kender til din situation. Jeg har selv været hele møllen igennem, men det var fordi min ex nedgjorde mig i statsforvaltningen, stalkede mig og mange mange andre ting. Og jeg er også introvert- og har det bedst når jeg har tid til at lade op. Selvom det er hårdt nu- kommer du igennem det, og bliver stærkere bagefter. Det er jeg- og jeg lader mig ikke sådan vælte længere. Håber det bedste for jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad jeg har lavet i dag, og noget om penisser.