Indbrud

Hvad skete der egentlig med Schweizeren?

Orv, hvis jeg havde fået en krone for hver gang dét spørgsmål er blevet stillet, så havde jeg haft kroner nok til en flot middag på en pæn restaurant! Og jeg kan godt forstå spørgsmålet – for han eksisterer jo stadig i min verden. Big time. Bare ikke på samme måde som før.

Jeg kan huske da jeg kom hjem fra Spanien i starten af januar. It wasn’t pretty, lad mig sige det sådan.

Til dem, der ikke har fulgt slavisk med i mit liv, fordi de måske har andet at se til, udover at læse random posts fra random bloggere, så var Schweizeren min første rigtige kærlighed efter alt det der skilsmisse-halløj. Og guderne skal vide, at det var en sær konstellation.

For helt tilfældigt havde vi matchet på Tinder en random dag i december 2015 (shit, det er lang tid siden) men jeg havde ikke rigtig svaret så meget. Han var cute og alt det der, men jeg var på ingen måde hooked på den invitation der kom fra hans side om, at jeg da bare kunne joine ham til den nytårsfest han var til i København den aften. Så jeg sagde pænt og høfligt nej tak.

En uge senere lå han stadig dér og spøgte. Så jeg skrev til ham en aften i det nye, spæde år – og han var yderst begejstret. Så begejstret at han kaldte mig for Tina. Fail.

Kunne godt se, at han pludselig var rigtig mange kilometer væk – men tænkte da bare, i mit eget naive sind, at det kunne være fordi han var på ferie eller skulle arbejde et eller andet sted. Men turns out: manden boede i Schweiz.

Her burde alle mine alarmklokker have ringet. Men samtalerne var så hyggelige og sjove. Og de fortsatte i dagevis til langt ud på natten. Og en aften havde vi aftalt, at vi skulle Skype. And so we did. I 8 timer. Fra kl. 20 og frem til kl. 4 om natten. Og undervejs var billetterne allerede købt. Jeg skulle simpelthen rejse 1000 km for at komme på en fucking Tinder-date. Alene.

Aftenen inden blev brugt på at høre høj metal, drikke rødvin og have seriøst kolde fødder. Schweizeren havde fundet mig en glimrende tur, hvor jeg skulle mellemlande i Frankfurt. AKA den største lufthavn, jo. Og jeg hader at flyve – og jeg er sygt dårlig til at finde rundt. Faktisk opgav jeg at gå i seng den aften, for jeg vidste at jeg alligevel ikke ville kunne sove. Så selvom min afgang fra Kastrup først var ved 7-tiden, så kastede jeg mig selv ind i en taxa kl. 4 om morgenen fra Sydhavnen. Og endte i en helt øde ankomsthal, hvor folk bare lå og sov.

Ved check-in var der problemer med mit boardingpas i Frankfurt – og det pillede lige lidt ekstra ved al den stress der ellers var i omløb i min nervøse krop. Jeg hader ikke bare at flyve. Jeg troede rent faktisk at jeg var på vej ud i den visse død. Heldigvis er jeg blevet mere hærdet med tiden. Har fløjet mere i 2016 end hvad godt er.

Jeg nåede frem i Zürich om formiddagen en torsdag, og jeg skulle så lige finde ud til hvor han boede. Og trods gode guides og alt det der, så endte jeg naturligvis med at fare lidt vild. Endnu federe var, at jeg mellem lufthavnen og den endelige destination mestrede at miste mit dankort. No worries, tænkte jeg! For jeg havde hævet psykopat mange Euro. Problemet var bare, at Schweiz ikke en skid er medlem af resten af verden.. Så mine Euro var bare udskældt valuta, som ingen tog i mod i det her selvstændige og underlige land.

Men jeg fandt til sidst den rigtige sporvogn – og Schweizeren havde taget en langt frokostpause så han kunne hente mig og installere mig i sin lejlighed inden han tog på arbejde igen. Og jeg sværger: de 4 minutter, hvor man skriver jeg er der om 4 minutter – de er sindssyge!!

Men han var sød, og jeg kom op i lejligheden – og selvom klokken kun var halv 12, så bad jeg om verdens største drink og et bad. Fik begge dele og meget mere til i løbet af den weekend. Faktisk endte jeg med at hyle ham op i ansigtet den morgen jeg skulle hjem igen. For jeg havde sådan håbet at det ikke havde været så hyggeligt.

Men skriverierne fortsatte. Uendeligt lange telefonsamtaler. Mange ture til Zürich – og enkelte besøg i DK.

Sådan fortsatte det i hele 2016 – og det var godt. Og det var skidt. Vi holdt sommerferie sammen i Danmark, fiksede ting i lejligheden og tog på cykelferie på Samsø. Drev hinanden til vanvid og havde alt i alt bare gode stunder, som vi begge kan kigge tilbage på og tænke ‘KÆFT hvor var det hyggeligt’ selvom vi også bare kolliderede med hinanden pisse meget. Altså: Københavner-dame møder frilufts-vandre-typen. Jeg kan ikke engang tænde et gasblus. Og jeg bliver pisse sur når jeg er sulten. Og mine ører gør ondt når jeg cykler i modvind – han var mildest talt ikke imponeret over mine evner som campist på dén måde.

Men det sjove er, at han tænker tilbage nu, og husker de ting med sådan en kærlighed og omsorg. Men sådan føltes det ikke for mig på dét tidspunkt. Jeg var ved at choppe mine fingre af ad flere omgange, fordi knive i Schweiz ikke bare er almindelige knive. Man kan seriøst partere et menneske med en Victorinox kniv. Jeg siger det bare. Jeg mærkede bare min egen utilstrækkelighed, fordi jeg var en bangebuks når det kommer til åben ild – men jeg synes fandeme alligevel det var fedt at være på tur. Endnu federe var, at vi havde tænkt at vi skulle være afsted i et par dage. Tror det endte med at blive til 5.

Vi tog også på Roskilde Festival sammen. Sammen med to af hans bedste venner. Det er nogle af de bedste dage jeg har haft.

Men sommeren forsvandt, og hverdagen indfandt sig igen. Og i løbet af efteråret blev det sværere og sværere. For os begge to. Mit savn var for stort. Jeg vil ikke gå ind i, hvordan han havde det. Jeg ved det godt – men det er alligevel for meget at skrive om hvordan andre har det. Men naturligvis gik tankerne på, om han ville hjem til DK igen. Det skete bare ikke – og så er det svært at se en fremtid i noget som helst. Så da vi nåede til julen, der gik det ikke pisse godt.

Men vi endte med at tage på ferie sammen efter nytår – og det er det bedste vi nogensinde kunne have gjort. Og som beskrevet, så tog vi hjem hver for sig med visheden om, at nu var det ikke længere os to.

Men boy, der er sket meget siden da. Jeg tog lige et par uger i fosterstilling, og jeg tog naturligvis også en tour de Tinder i månederne efter. Mine venner – og ikke mindst Emilie var enorme støtter i dén tid. Kan huske at jeg vendte hjem fra Spanien – og Emilie havde ryddet op på mit værelse. Og hun havde samlet en hel kasse med de bedste break-up sager: der var en halv liter cola, noget instant-suppe, en pakke Blå Kings og nogle andre ting jeg ikke længere kan erindre. Men tanken var smuk og fin. Og det varmer, når man kommer hjem og er helt krøllet sammen.

En anden veninde kom også forbi med to liter suppe, friskbagte boller og to liter vin. På dén måde forstår kvinder altså virkelig hinanden. Og årsagen til, at det også var lidt hårdt at komme hjem fra dén ferie, det var at det jo var en ferie jeg havde fået via bloggen. Så der skulle jo skrives anmeldelser og alt det der. På et tidspunkt hvor man bare har lyst til at smide sig under dynen og have ondt af sig selv. Jamen altså. Det var mildt sagt hårdt.

De gyldne ord kom fra min gode ven Tue, der en dag spurgte mig, om ikke jeg kunne forestille mig at Schweizeren og jeg måske kunne gå hen og blive gode venner. Og jeg var mildest talt arrig over at han overhovedet spurgte. Hvem fanden gider være venner med indbegrebet af kuldsejlet kærlighed? Hva? Ikke mig, i hvert fald.

Men som tiden gik, så var det nu alligevel det der skete.

Den første gang han var i København mødtes vi, og jeg kan huske at jeg hørte høj Rammstein lige op til minuttet inden vi mødtes på Nørreport Station.

Måske virker det enormt dramatisk. Men man skal huske på, at når man har haft et langdistance-forhold, så er der INTET der hedder spontane aftaler. Så vi havde ikke set hinanden siden afskeden i gaten i Malaga. Og lige dér, der flød der så meget snot at det nærmest var ulideligt at tænke på. Og så gik månederne. Og pludselig skulle vi ses igen.

Men det gik så fint. For det er også det magiske ved langdistance-forhold. De fungerer ikke, medmindre der er en eller anden form for venskab også. Ingen har langdistance-forhold udelukkende for sexlivets skyld. Der findes penisser nok i verden. Og det modsatte også. Så man bygger ikke den slags på god sex ene og alene.

Så vi tilbragte en dag i København, hvor vi spiste frokost, gik tur og kiggede på alt det som ham der landskabsarkitekten gerne ville se. Og vi var på Charlottenborg. Og så sluttede vi af på en øl-bar på Vesterbro, sammen med hans bror og dennes kæreste.

Men jeg var opsat på at komme videre med mit, og der gik en rum tid før vi sås igen. Det var først et par måneder efter, hvor han mestrede at brække sig ude i min have og gå totalt kold i min seng som en stinkende teenager. Han fik selv lov til at spule haven dagen efter. Og på dét tidspunkt havde jeg faktisk mødt en anden. Som var rigtig sød og dejlig. Så det var ikke spor nemt at manøvrere rundt i. Men vi sås i de dage, og vi gik ud som vi plejede med venner og hans familie. Og den slags er svært at give slip på.

Atter gik der et par måneder, tror jeg. Jeg var i, hvad jeg troede var et fast forhold – men da han atter besøgte Danmark og altid havde haft mit hjem som base hvis han var i København – så var det ganske naturligt at han kom og sov i Alfreds seng og vi bare sås. Vi mødtes, spiste, drak og hyggede os – og han var en vigtig brik i mit liv, i forhold til alt det rod der var. Han har jo kendt mig i lang tid, og har også fulgt mig og været vidne til samtlige kampe.

Og sidst jeg sagde farvel til ham i lufthavnen var i juni måned. Den værste måned i år. Måske endda i mit liv. Og jeg er taknemmelig for, at det var lige præcis ham der holdt mig i hånden den dag. Af alle dage. For Schweizeren holder sjældent i hånd. Men det gjorde han den dag.

Og vi fik snakket om rigtig mange ting, mens vi gik langs søerne i formiddagssolen. Og vi gik ned mod Torvehallerne og spiste frokost. Og jeg fulgte ham ud i lufthavnen, hvor jeg lovede ham, at nu skulle jeg nok snart få styr på det der liv.

Så man kan sige, at vores forhold består af lige dele lufthavne og lige dele afstand. Men han er heldigvis aldrig længere væk end en sms eller et telefonopkald. Og der findes ingen i hele verden, der passer så godt på mig som han gør. Og jeg savner ham hver eneste dag. Både når der skal sættes lamper op, eller når min have ikke en skid gider at gøre mig så selvforsynende som jeg gerne ville. Men jeg savner ham mest, når man bare har lyst til at snakke og diskutere med nogen. For han er den eneste jeg har mødt, hvor det slet ikke gør noget at man bliver pisse meget uvenner over en samtale om et eller andet politisk. Eller om livet generelt.

Han siger at han kommer til Danmark i efterårsferien. Det tror jeg at jeg glæder mig til!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

2 kommentarer

  • C

    Ejjj for fanden, Trine, du skriver så flot og godt. Jeg er i hvert fald ramt og mine øjne er helt fyldt med tårer. Du fortjener det bedste!
    Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Åh, hvor jeg ønsker mig sådan en mand. Troede at jeg var på vej til det i sommers. Men han var der ikke, da jeg virkelig fik brug for ham. Han fik en del af mit hjerte. Den mangler jeg nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Indbrud