Søndags-omg.

Indbrud

image

I nat drømte jeg, at jeg havde indbrud i mit hjem.

De tog runden, og det første de pakkede ned i deres tasker var min computer og mit kamera.

De hånede mig, mens de gik igennem alle mine ejendele og ignorerede mine stille protester om, at hvis de tog min computer, så kunne jeg ikke arbejde. Og hvis de tog mit kamera, så kunne jeg heller ikke.

Jeg tog min telefon og ringede 112.

Damen sagde, at de ikke kunne hjælpe mig, fordi jeg selv havde lukket dem ind i mit hjem.

Langsomt gennemgik de alle mine ting. Shamede mig, og sagde, at jeg havde mere end hvad andre havde.

Forsøgte at fortælle, at forsikringen ikke kunne dække måneders arbejde. Endnu mindre dække de billeder og videoer der findes af min søns barndom. Tusindvis af billeder, tabt for evigt.

Minder om mig, og mit liv. Tabt. De pegede på alt i mit hjem og sagde, at jeg ikke var værdig til at eje de her ting. Og at jeg selv havde sat mig i situationen, hvor folk stjæler ting fra én, fordi jeg fortjente ikke at have dem. 

I min drøm, der håbede jeg på at det bare var en drøm. Hvem ville stjæle fra nogen der allerede har det slemt nok?

Da jeg vågnede var jeg nødt til at skrive drømmen ned. For selvom den var rigtig ubehagelig, og selvom jeg ikke tror på, at drømme betyder en skid, så fangede den alligevel ret meget af den virkelighed der foregår omkring mig for tiden. Ting der kæmpes med bag kulissen. Følelser der skal placeres og have en plads hvor man kan stille dem hen, når de fylder for meget. Har følt mig berøvet på et personligt plan i meget lang tid nu. Og når det begynder at vise sig i drømmene – der hvor man helst skulle koble af i hoved og i sjæl – så virker det enormt voldsomt!

Jeg har alt for ofte ladet mig selv blive røvet. Giver meget, men bliver frarøvet langt mere. Sådan er det, når man er født pleaser. Pleasere tager ikke iltmasken på før vi hjælper andre. I mit tilfælde, så begår jeg ofte den fejl at jeg sørger for at alle andre har det godt. Og så må jeg selv komme i næste række. En cirkel der er virkelig svær at bryde.

Når man er pleaser, så sætter man sig selv i sidste række. Hvilket kan være virkelig smukt og flot, så længe at man udelukkende møder mennesker der er gode. Eller mennesker der kan læse ens tanker.

Men en pleaser har også en langt større risiko for at møde folk der virkelig udnytter én.

Endnu værre: At møde folk der ikke har intentionen om at udnytte én, men hvor man lader dem gøre det, fordi det er så indgroet en vane.

Jeg var heldig at jeg først mødte mennesker med psykopatiske træk da jeg blev voksen. For selvom jeg altid har set mig selv som en god menneskekender, så er mennesker med psykopatiske træk enormt dygtige til at manipulere med andre.

Det er ikke rart at sige højt, at man faktisk ikke har været lykkelig i rigtig mange år.

For hvordan kan man ikke være lykkelig, når man f.eks er mor til verdens dejligste barn?

The proudest moment of my life. Har ingen ord for, hvor stolt jeg er over at have groet så smukt et barn. Ej heller ord for den smerte det var, at få ham ud af min krop da den dag kom. Har ej heller ord for, hvor stort et ansvar man står med. Et ansvar jeg ikke har kunnet give slip på siden. Fordi man vil børn det bedste.

Jeg har brugt årevis på at lægge mine egne behov til side. Indtil det sidste, og stadig indtil nu, der har jeg forsøgt at give mit barn den tryghed der skulle til, for at man kan blive et ordentligt og smukt menneske. Han skulle ikke have den opvækst jeg havde.

Utallige terapitimer senere viser det sig, at det er en kamp jeg kæmpede alene. Og en kamp der slet ikke skulle kæmpes. Når festen er slut, så er den altså slut. Og så begynder oprydningsarbejdet. For mig har det bare taget enormt lang tid.

Og så må man jo begynde at se sig om efter et liv.

Jeg var 25 da jeg mødte Alfreds far. 27 da jeg blev gravid. Det passede pisse dårligt ind.

Jeg var 28 da jeg fødte ham, og jeg var 29 da jeg fik af vide af min læge at jeg var udmattet.

Jeg var 30 da jeg vågnede op den morgen, og ingen havde tænkt sig at synge fødselsdagssang.

Jeg var 30, da jeg indså, at jeg var alene i båden.

Og så var jeg 30,5 år gammel, da jeg indså, at livet virkelig ikke spillede den samme tone som jeg ønskede at synge i.

Så jeg var 30 og et halvt, da jeg stod og skreg ud i intetheden og spurgte hvordan i alverden det kunne ske, at mit liv skulle se sådan her ud.

Men så var jeg også 30 og et halvt, da jeg stod i Silvan og købte en slagboremaskine og et vaterpas. Og et kæmpe arsenal af rawplugs. For nu skulle jeg fandeme nok klare mig selv. Så soveværelset blev lyserødt. Stuen blå – og gangen blev grå – bare fordi.

Men så kom ensomheden. Turns out, at man ikke kan løbe fra ensomheden ved hjælp af værktøj og høj Metallica. Eller et seriøst overforbrug af mænd.

To år senere, og en masse erfaringer rigere – så er jeg landet et sted, hvor folk ikke længere kan bruges til at give mig det vigtige frikvarter jeg har brug for i mit liv. Nærhed, sex eller sgu da bare nogen der vil holde en i hånden.

Har prøvet fast, løst og det evige ’nu ser vi lige’. Har kørt flere mænd ind i 2017 end hvad godt er! Men kan (og må) man i virkeligheden bebrejde sig selv, at man har nogle helt basale behov når det kommer til den fysiske del af livet? Nej, vel?

Naturligvis kan der også komme et tidspunkt, hvor man begynder at føle sig lidt klam, eller føle at man ikke rigtigt kommer nogen vegne. Og jeg tror måske at jeg er nået dertil.

Kærlighed kommer i så mange former. Og jeg har ikke manglet kærligheden de sidste par år. Det der med, at de siger det tager to år, fra man bliver skilt til smerten og sorgen har lagt sig, det passer ikke helt. I hvert fald ikke hvis man har børn.

Jeg har indset, at der nok altid vil være en lille smerte forbundet med, at Alfred skal være dele-barn. Og det har taget mig mange terapi-timer ude hos Lisbeth at acceptere, at der intet som helst er at gøre, udover at acceptere den kroniske sorg – og så komme videre.

Er på vej til at kigge mod fremtiden, fremfor at sidde fast i smertelige minder, offerrollen og min egen usikkerhed. Og for første gang i lang, lang tid – så savner jeg faktisk den der kærlighed. Årevis hvor jeg har punket mig selv i hovedet med, at jeg på ingen måde var kærestepotentiale – og år, hvor mine bedste venner har skældt mig ud i frustration over, at jeg ikke selv mener at jeg fortjener den slags kærlighed de fleste af os drømmer om, de skal rystes af. For naturligvis fortjener jeg den. Og måske skal det (lidt) til at være slut med at opsøge de her korte konstellationer, hvor man mest af alt bare mødes og knalder et par gange.

Ikke fordi det ikke har været sjovt. Vil anbefale de fleste at prøve det en dag – men jeg vil også opfordre til, at man stopper mens legen er god. Og tror det er ved at være der jeg er! Er så heldig en satan, at jeg kan få lov at kalde nogle af de her dejlige mænd for mine venner dén dag i dag. Så det er en lille perk ved dating også. Måske var man ikke det bedste match på den ene måde, men nærmere på et andet plan.

Måske har jeg det bedst med mine venskaber. Og måske kommer der en saftig og veludrustet (både fysisk og psykisk) mandetype dumpende ned fra et træ en dag. Who knows.

Noget andet nyt er også, at det arbejde jeg endelig havde landet mig, de desværre ikke kunne tilbyde timer nok til mig – så jeg er atter i gang med at lede og søge. Så kommer nok også til at tage lidt spons ind hist og her. For der er seriøst lavvande i kassen. Det håber jeg er all right med jer derude 🙂

Har dog fået flere opfordringer de sidste par måneder, fra læsere der gerne vil bidrage til at holde mine skriblerier i live – og som gerne vil se bloggen fortsætte uden alt for meget spons og reklamelinks. Jeg har været lidt i tvivl, men jeg giver nu muligheden for det hvis man klikker HER. Som altid er det ganske frivilligt, og helt op til én selv om man har lyst <3

2 kommentarer

  • Line

    Kære Trine. Har bare lyst til at sende en hilsen til dig. Blir rørt af dit indlæg. Synes du er sej. Du lyder som en dejlig person. Det hjalp mig meget at læse dine skriv, da jeg for lidt over tre år selv blev mor. Til en anden dejlig Alfred. Tilfældigt, men symbolsk på en eller anden måde. Så dig også en dag i Valby parken, du virker som en skøn mor og et ligeså menneske. Alle gode tanker fra mig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Hej Line! Tusind tak for din søde kommentar 🙂 Det varmer helt ind i hjertet <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndags-omg.