Ondt i maven

Dage i mørke.

I dag er det onsdag. Og det er ikke en særlig dag, men alligevel lidt.

Har haft en ganske fin weekend, men den stod også på ekstraordinært meget samvær – og selvom godt samvær er godt for sjælen, så er det også noget af det der kan gøre, at jeg lige får brug for tid til at trække mig tilbage og lukke ned for lys, larm og alt hvad disse ting indebærer.

Alfred landede hos mig torsdag, og jeg havde sådan glædet mig! Tanken om, at se hans smukke og glade ansigt igen, fik mig til at løbe en smule ned i børnehaven. På vejen hjem, der havde jeg arrangeret, at vi skulle hente en cykel til ham. I Sydhavnen har vi nemlig sådan en fin gruppe på Facebook, hvor ting og sager ryger videre i systemet hvis ikke man bruger dem. Og ergo kunne vi kvit og frit hente en cykel, lige i hans størrelse.

Vi skyndte os ned til vores cykelhandler på hjørnet af hvor vi bor – og så kunne vi hente den igen dagen efter. Med luft i dækkene og en kæde smurt ind i tyk olie. Det er endnu en af årsagerne til at jeg elsker Sydhavnen. I skrivende stund, er jeg ved at finde ting på hans værelse, der ikke længere skal bruges. For jeg er sikker på, at der er andre unger i 2450, der ville blive rigtig glade for de pakker der pakkes nu her.

Ellers havde vi en mega dejlig weekend. Vi lavede ikke så meget andet end at hygge indendørs – det regnede big time, og jeg havde lavet det åndssvage move at vaske hans flyverdragt – og sådan en tager mega lang tid om at tørre. Så den stod mest på indendørs hygge med tegnefilm og leg i lange baner. Har stadig ikke fået ryddet op efter det.

Det er længe siden jeg har talt om Alfred på bloggen. Og han er blevet så stor, så stor. Hans nærvær, hans væsen og hans evige spørgsmål om alt fra drager og lego-mænd – til spørgsmål om jorden og universet – det er så vanvittigt at være vidne til. Hans hjerne er parat til at eksplodere. Han vil vide alt. Hele tiden. Jeg er ret fokuseret på, at han kommer ned i gear når vi rammer aftenerne. For han har en helt særlig rytme.

Det første vi gør, når vi kommer hjem er, at han får en snack af en eller anden art. Og så vil han bare gerne trække sig lidt tilbage og se Ramasjang. Hvilket er så fint, for så kan jeg gå i gang med aftensmaden. Det fleste gange lukker han selv ned for det, og kommer ud til mig i køkkenet og spørger om ikke han må hjælpe. Igen, en sund og empatisk unge, der bare gerne vil være der hvor vi er.

Naturligvis må han hjælpe. Og oftest handler det bare om at han grab’er mælk eller smør i køleren. Eller doserer pastaen. I fredags lavede vi suppe. Så der var en del der skulle forberedes. Og at se en knapt 5-årig partere en porre, det var priceless. Selvfølgelig tog det ham længere tid. Fordi de der unger for fanden skal have lov til at udforske de madvarer de har mellem hænderne. Men det blev den dejligste kartoffel/porre/løg/alt grønt suppe jeg længe har smagt. Tilsat enorme mængder bacon.

Det bedste var, at Emilie spiste med. Og næsten katten også. Alle aftener tænder vi levende lys, og lytter til børne-meditation inden sengetid. Senest har vi lyttet til ting og sager om kroppen og dens funktioner. Og han lytter løs, mens vi føler os frem til de punkter på kroppen, og hvad de hver især betyder. På de skyfri aftener, der tager vi tøj på, snupper en dyne under armen og indtager vores bænk ovre ved Karens Minde. Og så kigger vi på stjerner og finder planeter.

Jeg laver nærmest aldrig aftaler mandag, når Alfred er afleveret. For jeg ved, at efter dagevis med ‘moar, moar’ så har jeg brug for at akklimatisere og lukke ned for yderligere indtryk. De fleste tænker nok bare ‘aj, mandag er mega shitty for os alle’. Og det kan jeg godt forstå. For mandag ER shitty for langt de fleste af os!

Men min mandag var booket totalt op. Unormalt i min verden, fordi jeg altid ved, at jeg har behov for at trække stikket.

Men mandag stod på ‘op kl. 6, hygge, lave morgenmad, få et bad, i tøjet og afsted til børnehaven’.

Og så skulle jeg nå at være ude i FN Byen kl. 11.

Var nemlig blevet inviteret til Børnenes Dag, som er et årligt arrangement stablet på benene af UNICEF. Og jeg havde glædet mig i lang, lang tid. Allerede lørdag aften kunne jeg mærke, at jeg havde booket mig selv ind til alt for meget. Søvnløse nætter og bekymringer om hvorvidt jeg nu også kunne tage til det arrangement, eller om det potentielt ville være roden til alt ondt – forstået på den måde, at når man presser citronen, så er det endelige resultat mest bare en rynken citrusfrugt, hvor man nærmest ikke kan presse mere væske ud af den. And then it dies.

Men Alfred kom afsted. Jeg kom afsted. FN Byen er et stort og uoverskueligt sted at være på sådan en dag. Men heldigvis kender jeg bygningen. Så jeg havde taget min computer med – og jeg vidste at der var flere steder, hvor jeg kunne trække mig tilbage, når følelsen af 300-400 menneskers tilstedeværelse blev for meget.

Og nu tænker I nok, at det da er helt enormt sært, at man ikke bare kan tage til sådan noget og nyde det og være lige præcis dér. Men jeg har også været en kæmpe idiot på det seneste. Deltaget i for mange ting, hvor jeg egentlig burde være blevet hjemme. Men mit stædige væsen, er også noget af det der fælder mig for tiden. Jeg har været ekstraordinært dum, når det kommer til mine egne begrænsninger. Jeg har bildt mig selv ind, at to uger med dårlig søvn bare var noget der kunne løses med sådan noget her

Og det har også hjulpet. Men jeg kæmper stadig med ikke at kunne sove. Det har været en længerevarende diagnose. Når det er værst, så får jeg angstanfald. Når det er okay – så er jeg ‘bare ualmindeligt træt’. Når det er hverdag, så er jeg bare træt. Og mit stædige jeg, er en kæp i hjulet. For jeg bryder mig ikke om medicin.

Til dem der ikke kan huske det, eller ikke har læst det tidligere, så producerer jeg ikke nok melatonin. Melatonin er er et søvnhormon, der produceres i hjernen. Producerer man ikke nok, så resulterer det i søvnforstyrrelser. Melatonin kan derfor indtages som medicin, og det kan hjælpe til, at man kommer ind i en dybere søvn. 

Men så gik det op for mig, at det ikke er spor skamfuldt at lide af noget. Især ikke hvis det er håndgribeligt. At jeg har brug for en lille pille hver aften, som hjælper mig ind i den dybe søvn, vi alle har bruge for at nå for at opretholde et almindeligt liv. Det er ikke for sjov, at man bruger søvnberøvelse som torturmiddel i fængsler. Ens hjerne nærmer sig rosin-stadiet, hvis man ikke får sovet. Den når ganske enkelt ikke at regenerere og lade op, så man kan agere som et gennemsnitligt menneske.

Jeg har mærket det på mange planer. Min hukommelse er som en si. Jeg har vænnet mig til at sige ‘det tror jeg også at vi har talt om’ – og det er fordi jeg igen og igen gentager ting. Jeg kan ikke huske hvad der er blevet sagt. Jeg kan ikke gengive ting der er sket. Miriam har (i min optik) skrevet et latterligt flot indlæg om det. Måske er det ikke helt det samme som med mig, og måske er ingen ens når det kommer til følgerne af alle mulige ting. Men jeg kan i dén grad fyre hånden op og joine koret. For træthed og dovenskab, det er ikke en folkesygdom. Det er måske bare efterskælv. Årevis hvor man har prøvet at passe ind, selvom man har været usynlig syg. Søvn har naturligvis ikke været det eneste der har været min fjende. Men jeg har svært ved at sætte ord på, hvad jeg helt fejler. For tror ikke det er helt på plads endnu.

Og det værste af det hele er, at man har verdens dårligste samvittighed. Samtidig med, at langt de fleste bare beder én om at tage sig sammen. ‘Rejs dig nu op!!’.

Nægter at tro på, at man ville sige det til én der led af en langt mere håndgribelig sygdom.

Angst, PTSD, depression, stress, borderline – you name it. Det er mindst lige så visuelt som diabetes, gigt, psoreasis eller pletskaldethed. Men de fysiske ting er ikke til at spotte. Og det bliver de heller ikke, før det bliver okay at fortælle om dem. Og det gør man ikke, så længe at man risikere at møde skepsis og den der ‘tag dig nu sammen-mentalitet’. At bede mennesker, der gennem længere tid har lidt af efterveer – fordi de har lidt af de her pisse nederen psykiske mén – om bare at rejse sig? Det svarer til at bede et lammet menneske om bare at rejse sig og gå. Løb et maraton, din svækling!

Nogle gange, så tager det bare så lang tid at binde snørebåndende. Men jeg kan love jer for, at vi ønsker at binde dem. Og vi vil så gerne løbe. Og også gerne hurtigere end de fleste.

 

street-lights-at-dusk-543709

 

3 kommentarer

  • Line

    Dejligt at høre fra dig 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg synes du er sej.Mega sej.
    At skrive det som det er og som mange går rundt og har det.Jeg er sikker på du hjælper andre ved at være så åben og ærlig omkring dig selv og din hverdag❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Dejlig fortælling. Vil du fortælle hvilke meditationer I lytter til? Kan du anbefale nogle?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ondt i maven