What a wonderful world!

Ondt i maven

Går rundt med sådan en sær følelse i maven. Kigger på min telefon hvert 5. minut – fordi alt står mellem en mail eller et opkald. Var jo til samtale i mandags, til et job – og det er vildt nervepirrende at gå rundt og vente på det ene eller det andet. Samtalen gik godt. Var naturligvis pisse nervøs i dagene op til, og da dagen kom – der blev det kun mere intensivt!

Ellers er ugen gået med at forberede til nogle kampagner, samt at skimme rundt efter andre jobs, hvis nu dette her glipper.

Jeg er ikke træt af at blogge

Jeg fortsætter naturligvis som hidtil, men jeg trænger i dén grad til at lave noget andet også. Nogle af jer har spurgt ind til hvorfor i alverden jeg fortsætter bloggen når der de sidste par måneder har været nogle ting der har haft en kraftig negativ indvirkning på privatlivet. Og jeg er da også blevet klogere med tiden. At forvente at man kan skrive sine inderste tanker ud, i korte indlæg – som er et enkelt udpluk af en langt større virkelighed, uden at nogen reagerer på det, er illusorisk.

Hvorfor så fortsætte?

Jamen hvorfor ikke?

Internettet er en sær skabning. Internettet er et farligt, farligt våben at være i besidelse af, og lad os bare slå det fast – man skal jo ikke ligefrem have tilladelse til at benytte sig af det. Men man kan såre og såre – man kan ved hjælp af ondsindet og dårlig energi ødelægge både folks gode humør – eller i andre tilfælde – drive andre mennesker i en alvorlig knibe. Bare spørg Monica Lewinsky om, hvor nemt hendes liv har været de sidste 20 år.

Som hun selv har beskrevet i flere interviews de sidste par år, så bredte skandalen sig som en steppebrand i slutningen af 90’erne – og det var i de første spæde år af internettets udbredelse. Kort sagt, så fik hun ødelagt alt hvad der mindede om en reel chance for at leve et normalt liv. Hun havde ingen mulighed for at stoppe historierne. Og hun blev frarøvet muligheden for at stable et tåleligt liv på benene, eftersom alle vidste hvem hun var og hvorfor hun var jagtet vildt. Hun forblev selvmordstruet i årene efter skandalen. Men hatten af for hende – for hun begravede sig i bøger og flyttede over Atlanten. Og nu er hun vendt tilbage til offentligheden, hvor hun har stablet en habil karriere på benene. Og som hvad? Som aktivist mod internetmobning.

Det er nemlig ikke en skrøne, at der findes mennesker der ude, der har valgt at stille træskoene som resultat af online mobning. Det sker hver eneste dag. Og personligt, så synes jeg, at folk der driver andre mennesker ud på sammenbruddets rand med dét resultat at de tager deres eget liv – ved hjælp af noget der minder om en reel personlig hetz, burde få skåret hænderne af med sådan én her. Det gør det immervæk lidt sværere at komme til tasterne.

Det er så usmageligt og ondt. Og det er ondt, fordi mange sidder og gør det under aliasser og bag en skærm.

Og dét der er ondt, det er at ingen bryder sig om at blive bagtalt. Og ingen ønsker at sidde på forreste række til det. Men det er dét internettet kan. For normalt ville man vælge at bagtale folk uden at de er til stede, men når det foregår online, så kan alle læse med. Og man har få muligheder for at forsvare sig selv.

Jeg ønsker ikke at stoppe med at blogge

Ligesom politikere heller ikke stopper med at ønske at være i politik – bare fordi de bliver svinet til og kaldt for de grimmeste ting på Facebook og alle mulige andre steder, hvor størstedelen af pøbelen bruger enorme mængder af tid og kræfter, på at have en mening om alt fra vind og vejr – til andre mennesker generelt. Meget kan man sige om mine skriverier. Og de emner jeg har taget op gennem tiden – men debatter orker jeg ikke. Jo, tager gerne en debat med en bekendt face-to-face – men jeg har fuldstændigt opgivet at nærme mig noget der minder det mindste om en debat på internettet.

Der er ellers så rigeligt at tage fat i for tiden. F.eks måtte jeg i dén grad le højt, da jeg læste, at DF’s spidskandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden ytrede, at han havde i sinde at forbyde læger at have et stort skæg.

Så kan man, udover at rulle gevaldigt med øjnene, fastslå at ikke alene er det forrykt – men også at jeg så nok ikke kommer til at knalde en læge i fremtiden.

Som en person der lægger ting op offentligt – så ved jeg udemærket godt at man har meninger og holdninger til det. Og jeg ved også godt, at risikoen for at være samtaleemne er høj. Det kræver ikke en kandidatgrad at gætte sig til det. Men jeg vil nu opfordre til, at man opfører sig ordentligt. Tal pænt. Det er både god skik og god karma.

Nu vil jeg gå på weekend. Hav jer en dejlig én af slagsen, derude – og tak for støtten til mit forrige indlæg!

image

 

 

 

 

 

7 kommentarer

  • Skæg over uddannelse og fed hyre, any day 😉
    Og hey, jeg krydser fingre for dig x mange.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Det der indlæg er satme god karma!!! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Trine, sammenligner du dig selv med Lewinsky og den form for hetz hun er blevet udsat for hele sit liv?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Nej, overhovedet ikke. Slet ikke. Brugte eksemplet for at understrege at man skal opføre sig ordentligt og tale pænere online.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Krydser fingre for jobbet og sender dig et kram. Du får ofte en hård og ufortjent medfart, og jeg håber, at jeg en dag støder ind i dig, så jeg kan fortælle dig ansigt til ansigt, at du er pissesej og gør det godt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Kære Trine. Jeg har fulgt med hos dig siden bloggens start. jeg har et barn på samme alder som Alfred. Jeg savner du skriver mere om forældreskabet og livet med en næsten 5 årig. For For tiden drukner de hyggelige og sjove historier desværre i den modvind du er i. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

What a wonderful world!