Sene tanker

Mørke og lyse hjørner

Er lidt feberramt, lidt forkølet og så har jeg så ondt i røven, at det halve ville være for meget. Tog mig en glidetur ned ad en trappe i aftes. I dag er jeg to store blå mærker, et par sår og en anelse armod rigere. Kæft hvor gør det nas.

Går også rundt og er lidt klodset for tiden. Det er som om hovedet ikke helt virker. Og så giver det nok meget god mening, at motorikken følger niveauet. De to ting har altid haft tendens til at rotte sig sammen.

Har tænkt helt enormt meget på livet på det seneste. På venskaber, forhold, familie og på alle de ting der fylder i ens liv. Nu er det ikke så forfærdeligt meget jeg går i detaljer herinde, og med rette. Har lært, at det er mit ansvar at skærme mine nærmeste. Mit liv influerer også på andres – ergo har jeg et anvar for, at deres privatliv ikke sendes ud i cyberspace, bare fordi jeg har brug for at lufte ud. I get that now. Og jeg respekterer det.

I det nye år kommer jeg også til at dyrke begrebet ‘respekt’ meget mere. Jeg har ikke nogen forventning om, at jeg kan beslutte mig for at nu skal alt bare være pisse godt. På den måde har et nyt kalenderår ikke megen magt over mig. For mig er det blot en dato. Og ikke startskuddet til et nyt og sundere liv, hvor sorg og afmagt forsvinder når klokken slår 12. Men jeg vil alligevel gerne være mere målrettet i forhold til mange ting. Det kan ikke passe, at jeg hvert år skal tro, at problemer forsvinder af sig selv. Kloge hoveder påstår nemlig, at det er mig der skal tage ansvar for mit eget liv. Og i meget, meget lang tid – der har jeg lagt det ansvar over på andre. At DE skulle hjælpe mig. At DE skulle komme med den magiske løsning på, hvordan man gør fra sorgramt, traumatiseret kvindemenneske – til en hel og velfungerende frue, hvor de eneste bekymringer hun har, er at botox ikke er nok til at fjerne alverdens bekymringer over og under øjnene.

Jeg gør mit bedste for ikke at dømme andre. Faktisk er det en af de eneste styrker jeg føler jeg har tilbage. Uanset hvor usselt jeg har haft det, så er det aldrig gået ud over fremmede i kassekøen. Til gengæld er det ofte gået ud over mine. Mine mennesker. Der ofte har stået og prøvet på at fylde mig med selvtillid og flotte komplimenter. Og det er blevet skudt ned på klos hold. For jeg kan ikke bære det. Hvorfor bilder de sig ind at give mig komplimenter, når jeg egentlig bare gerne vil bekræftes i, at jeg er en kæmpe fiasko, der ikke formår at hænge ordentligt sammen?

I går aftes sagde jeg til én, at jeg ikke trives med at have det godt. At når noget føles rart og fint, så gør det faktisk ondt. Og svaret til det, det skal nok findes i forskning og sådan noget klogt noget. For sandheden er, at når man har levet med sorg og smerte i årevis, så begynder man at føle en tryghed i den. Er det ikke uhyggeligt?

Især når jeg er hende der, der som regel dukker op på første date og er mega nice. Så de kære mænd tænker, at nu har de virkelig skudt papegøjen. Og så alligevel ikke. For jeg er også hende der er hurtigt væk igen. Både fordi jeg mestrer at fortælle dem, at jeg bestemt ikke er kærestepotentiale. Og oftest er de det heller ikke. Men så er der bare lige nogle enkelte, der faktisk bare er rigtig søde og gode – og så flygter jeg med lynets hast. For jeg har ikke et grundlæggende selvværd, der kan tage toppen af ubehag. Ergo burde jeg bare lade være med at date nogen som helst.

Men jeg er kun et menneske – og mennesker har behov. Jeg har et behov for at komme ud og tilbringe timer eller nætter. Jeg har også et behov for nærvær og kærlighed. Og det er ikke så længe siden, at jeg sad i et badekar med en person jeg holder så vanvittigt meget af. Hvor der rent faktisk blev sagt, at mine begrænsede evner for at give folk ro – de gjorde, at så gør man andre ondt.

Så nytårsfortsættet må vel egentlig være: giv folk ro. Tro på, at når der gives komplimenter – så er det fandeme fordi de mener det. Lær at rumme at andre kærer sig om én – og for guds skyld: sig tak og vis dem hvor meget man værdsætter at de er i ens liv.

Nytårsfortsæt, my ass. Måske det bare starter allerede nu. Yes. Lortemor tyvstarter.

Tak fordi I læste med så langt. I er bad-ass. Og btw – så er der stadig rig mulighed for at bidrage til ‘projekt lortemor’ – det kan gøres her.  Intet er for lidt. Til gengæld much needed.

PS: Hvem har gode råd til ondt i ryggen pga slag?

 

 

5 kommentarer

  • Trine

    …. Jeg elsker forsat dine skriverier, omend du på en måde ikke “deler” helt på samme måde, forstå mig ret.
    Du er så fin en stjerne!!!
    Husk Nytårsforsæt er som ofte til for at blive (brudt igen)
    Jeg sender dig kram og kærlige tanker & krydser fingre for din jobsituation også, er ikke helt up-to-date.
    Hav en dejlig aften

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • AM

    Jeg tror ikke på nytårsforsæt. Jeg tror på hverdagsforsæt.
    En proces starter ikke fordi datoen eller klokken siger noget bestemt, men fordi hverdagen sker.
    Så, lad det ske🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg ELSKER dig! ❤️ Store ord at sende én man ikke kender, men alt hvad du skriver kan jeg relatere til og det giver på en eller anden måde en mærkelig ro at vide at man ikke er alene, om at gå med de følelser du beskriver.
    Jeg ønsker dig alt det bedste- det fortjener du!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Så fint og ærligt et indlæg 🙏🏼… men jeg er nysgerrig på hvad du mener med at give folk ro?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Hurra for dig, din ærlighed og din dybde❤️ Du er som folk er flest – usikre og ensomme! Nogle er bare trænede i, ikke at forholde sig til det. Det gør du og jeg hepper altid på dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sene tanker