Jul... kan vi spole over den?

Sene tanker


Hvor kan jeg bare ikke sove! Kender I det? Der er gået en rum tid, siden jeg sidst skrev. Sådan er det nogle gange. Har flere gange tænkt, at nu skulle jeg også lige skrible lidt ned – og lysten har bestemt været der, men sommetider er der langt fra tanke til handling.

Nu er det søndag nat. Officielt mandag. Og jeg kan ikke sove. Der er alt for mange tanker i hovedet. Lige om lidt er det 2018. Ret vildt, ikke? Har tænkt enormt meget over året der er gået, og selvom det har været det hårdeste år i mit liv (ja, troede det toppede sidste år, men nej) så er jeg blevet klogere.

Og en del lettere. Ikke fysisk. Har taget små 10 kilo på i år. Hvilket kun er klædeligt. Men rent mentalt, der har jeg været på lidt af en rejse. Jeg værdsætter venskaber, kærlighed og familie så meget. Jeg værdsætter pipfugle der synger i min have. Sætter pris på de der små ting.

Der er stadigvæk ting og sager der gør ondt – og som skal bearbejdes. Men jeg står fast og kæmper løs. For mig. For pipfuglene, for alt det jeg har. Også selvom jeg savner at have mere.

Altid værdsæt fuglene. De synger ikke for sjov, jo.

 

3 kommentarer

  • Henriette

    Ligesom fuglene pipper – og det sætter jeg virkelig pris på – så sætter jeg også stor pris på, at du pipper en gang imellem. Tak for det og for dine kloge livsbetragtninger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    De fleste mennesker oplever lidt weltschmerz i deres liv. De små glæder står måske i skyggen af de store, men ikke desto mindre viste en undersøgelse for nogle år siden, at hvis man søger at måle lykke ud fra definitionen at nyde livet, så er der overordnet set tre vilkår, der gør sig gældende, nemlig levevilkår, det genetisk medfødte lykkeniveau og bevidste handlinger. Det genetiske lykkeniveau tegner sig for 50 procent af det generelle lykkeniveau, 10 procent levevilkår og intet mindre end 40 procent bevidste handlinger, dagligdagen, hvad der i flere sammenhænge er en blanding. Her taler vi om den daglige lykkefølelse. Blandt andet hæftede jeg mig ved, at lykkefølelsen ved at være nygift svarer til en årlig lønforhøjelse på 900.000 kroner, men efter 5 års ægteskab var lykkefølelsen hos deltagerne tilbage på samme niveau som før ægteskabet blev indgået. I de 10 procent under levevilkår hører ægtefælle og øvrige livsbetingelser, og den relativt lave procentandel kom noget bag på mig, må jeg tilstå. De 50 procent er genetisk betinget, og dem kan man som bekendt ikke gøre så meget ved. Men de 40 procent….det er kaffen, at lytte til fuglene i haven, at tænde et kalenderlys for at jage morgenmørket på flugt, det er gåturen, det er den gode bog, følelsen af de bløde pyjamasbukser, den gode aftensmad. Uhyre interessant, synes jeg, at så megen glæde faktisk stammer fra noget, som vi selv har mulighed for at påvirke. Det er indiskutabelt, at vi alle føler lykke ved kærlighed og venskab og trygge levevilkår, men det trøster da mig, og jeg synes også, at jeg genkender det, at selv i mere vanskelige tider så kan man bevisligt finde glæde og lykke ved de små, daglige og bevidste handlinger. Og så er det tæt ved, at jeg hellere ville have en lønforhøjelse på 900.000 end være gift, for det lader sgu da til, at dampen går af de fleste ægteskaber efter år 5, mens glæde over penge i banken aldrig visner hen, ha ha.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jul... kan vi spole over den?