Nyt år, nye muligheder.

Angst vendt på vrangen

Kære alle jer <3

Tror måske det her kommer til at blive et af de sværeste indlæg jeg har skrevet herinde. Ikke fordi det er svært at skrive – men mere fordi jeg godt kan frygte, at jeg ikke kan skrive det, så det forstås korrekt. Hvis jeg før har hevet violinen frem, så kan man vel sige, at jeg i aften hiver et dusin frem, men at de så til gengæld spiller en helt anden melodi.

Det var egentlig meningen, at det skulle have været ude i går – men så kom der lige noget feber og hoste hos Alfred, og måtte derfor smide ambitionerne væk og i stedet være der hvor jeg skulle være: Med ham, i sengen og sidde og holde i hånd, og snuse og kysse hans varme nakke og bare holde ham tæt – til, hvad der svarer til 1000 afsnit af Backyardigans. Se, det er en anden snak. Hvad SKER der for, at man fylder en serie op med sære figurer, der i skinger falset synger sig i gennem afsnit efter afsnit. Alfred elsker det. Jeg fik snerten af angstanfald efter tre episoder. Så syng dog rent, små underlige dyr!!!

Nå, anyways. Overskriften skal uddybes, tænker jeg. For nu har jeg jo skrevet side op og side ned, om alt det der har været lort gennem længere tid. Stress, angst, søvnløshed, ensomhed, manglende selvværd og ditto selvtillid. Og det sidste rammer plet. Min tillid til mig selv, den har været sådan cirka nul så længe jeg kan huske. Jeg ved, at det ikke altid har været sådan. Og ergo, så ved jeg også, at jeg kan rette op på den igen.

Årsagen til, at jeg kom på overskriften var, at jeg ikke vidste hvordan jeg kunne forklare hvad der sker i mig lige nu. Og som har været i mig de sidste par uger. Det er også årsagen til, at der har været tyst fra min side. Mange af jer ved, at jeg har kæmpet med angsten i lang tid. Og jeg har virkelig forsøgt at gøre mig klog på den. Men den har slået mig hjem hver eneste gang. Det har været som at spille bordtennis mod Michael Maze – I am never gonna win. Så vil jeg hellere spille en solid omgang stangtennis mod mig selv.

Så i stedet for at lægge mig ud mod en modstander der ikke kan slås – så forsøgte jeg at dulme så godt jeg kunne. Min læge havde allerede advaret mig i sin tid, da han sagde at mange med angst, stress og depression i desperation forsøgte at dulme symptomer og episoder med alkohol og stoffer. And boy, I get it. Min bekymring i forhold til medicin var så stor, at jeg nærmest fik endnu mere angst ved tanken. Det var blandt andet fordi jeg for mange år siden, da Alfred var helt lille, gik med til at tage antideppressiver – og det var et sandt helvede. Aldrig har jeg oplevet at have det så dårligt. Og jeg havde det jo dårligt nok i forvejen. Så gik der lang tid, hvor jeg lærte at leve med stress og depression. Så længe, at jeg nåede til det punkt, hvor jeg accepterede at sådan skulle mit liv bare være. Accepten af, at det var bedre at leve mit liv på halvt blus, end slet ikke. Og sådan levede jeg længe. Kan på nuværende tidspunkt sige i flere år.

Jeg kæmpede mig igennem dagene i årevis. 1460 dage, hvor hver dag var en kamp.

Naturligvis stod jeg op. Var mor. Var ansat. Var nogens ven. Nogens kæreste. Nogens et eller andet. Men jeg var aldrig min egen. Jeg havde virkelig mistet enhver form for følelse af, hvem jeg egentlig var. De sidste 4 år har været én lang døs. Men på en eller anden mirakuløs måde, så har jeg stadig, selvom jeg har levet på halvt blus, fået gode venskaber og været den bedste mor jeg kunne. Jeg har i hele 2017 kæmpet med den der forpulede panikangst. Og jeg har, i frygt for medicin, haft dage hvor min krop og min hjerne har været ukontrollerbare. Og jeg har, som min læge også advarede mig omkring – dulmet de svære dage med rødvin. For man sover godt efter en halv flaske. Og det tager toppen af den puls der kører i et tempo, hvor det føles som om overboen kan høre mit hjerte slå som en fucking bas. Jeg har også røget pot. Og her må jeg så sige, at jeg virkelig godt forstår, hvorfor det bruges i medicinske sammenhænge. For hold op hvor er det effektivt. Og nu skal jeg lige skynde mig at påpege, at jeg aldrig selv har købt pot – med undtagelse af engang jeg skulle på Roskilde i 2004 – jeg har aldrig gjort det alene – og det kommer jeg heller ikke til. Og må naturligvis også påpege, at jeg ALDRIG har rørt det, eller andet, for dén sags skyld, når jeg har Alfred i min varetægt. Så er det på plads. Men når man lider, så søger man svar. Og lindring. Og whatever der kan tage en væk fra den ubehagelige følelse der er i kroppen. Pot var det tætteste jeg kom på, at sortere det dårlige væk. Men jeg er alt for bange af mig, til at det skal være en ting.

Sagen er så, at jeg kunne sætte hak-tegn ved, at alkohol kun lige dulmede for en kort stund. For så at give mega tømmermænd dagen efter. Pot var en anden sag. For det resulterede i, at jeg havde det himmelsk. Men af alt jeg kan komme på, så er afhængighed min støste frygt. Og min respekt for mig selv og mine behov gør, at jeg ikke skal dykke dybere ned i det. Så jeg måtte jo bare bide i det skide sure æble, og æde de piller min læge havde ordineret til mig. Og grunden til min manglende tilstedeværelse på bloggen nu her, skyldes, at jeg har droppet pillerne mod angst. Jeg har taget tilløb over længere tid. Prøvet, men faldet i. Ignoreret min læges råd, som handlede om, at min søvn og min angst skulle tøjles – men i så lille en grad, at de ting han ordinerede, var en kur – og ikke en langsigtet løsning. Taget kuren op igen – hvor det har været effektivt, og jeg har været i stand til at lægge min skepsis og stædighed til side. Haft abstinens lignende symptomer, der skyldes at angsten for angsten ikke kun er i hovedet – men viser sig på kroppen også. Jeg rystede, havde en puls der var alt, alt for hurtig. Mit hjerte kunne mærkes helt fra Sydhavnen til Malmø – stuff like that. Og de sidste par uger er jeg trappet ned. Og det har været en kamp. Pludselig kunne jeg mærke alt. Fucking alt. Det har taget cirka 14 dage at vænne mig til at være mig igen. Uden sutteklud. For det er dét pillerne gør. Ikke at man tager dem – men alene det at de er der, det er en sutteklud. Har siddet og kigget på pakken og tænkt, at jeg godt kunne bruge noget til at tage toppen af det hele – men har så forsøgt at trappe ned. Først med halv dosis og til sidst med ingen.

Deraf overskriften.

Angsten for at være sig selv igen. At føle alt – uden filter. For det er det jeg gør. Pludselig ser jeg alt. Mærker alt. På godt og på ondt. Kan ikke forklare det på anden vis, end at det føles som om man træder ud af noget, og iklæder sig en helt anden form for panser. Det er fucking skræmmende. Min angst, stress og depression har længe handlet om, ikke at have et safe space. En fast indtægt. Og rigtig mange af jer har spurgt om, hvorfor jeg ikke bare søgte om kontanthjælp. Hvorfor jeg ikke bare flytter. Og jeg forstår godt tankerne. Men måske, et eller andet sted, havde jeg en tanke om – et ønske om, at jeg kunne dykke op til overfladen igen. Min frygt var, at sidde og være syg – og fanget i systemet – som på ingen måde omfavner det faktum at jeg har en blog. Og uanset hvad, så kunne jeg ikke leve af den absurd, latterlige mønt, der bliver sendt til kontanthjælpsmodtagere. Og når man er syg – så er det sidste man har behov for, det er at være i systemet. Jeg har prøvet at være på sygedagpenge. Og det var et fuldtidsjob i sig selv. Næh, jeg har skrevet. Jeg har haft min platform her – og den skal ingen tage fra mig. Og det ville de gøre, hvis jeg havde meldt mig ind i systemet. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de havde taget det sidste og den eneste værdighed jeg havde tilbage. Ergo søgte jeg hjælp hos jer. Og ved I hvad?

Havde jeg ikke haft jer, så kunne jeg ikke have siddet her i dag. Min sidste aften som arbejdsløs. I har været min redning. Både tyste, medvirkende, bidragende, heppende, elskende og forevigt i mit hjerte, for alt det I giver til mig, fordi I gider læse mit shit, gang på gang.

Min vrangvendte angst handler nu om, at jeg er oppe over vandet. Og er pisse bange for, om jeg nu også kan gøre det godt nok.

Hvis det var muligt, havde jeg budt jer alle sammen på chokolade-fondue og champagne ad libitum. I har ingen anelse om, hvor meget I betyder, og har betydet for mig gennem tiden.

image

20 kommentarer

  • Bettina

    Du er sej!!! Har en kæmpe respekt for dig. A har en rocker sej og modig mor😍👌🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Stochholm

    Meget rørende at læse <3 Du er en sej pige, Og vi er mange som hepper på dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ork, alle ord lyder dumme, men mange mange tusinde tanker, kram, sværd med skarp klinge, godt selskab, gode tanker, vilje, overskud og lys for inden alle tænkelige tuneller, sender jeg dig i kamoen mod angsten 💗💗. Det er en sej kamp, er der ingen tvivl om, men hvor gør du dig bare umage, i kampens hede. Jeg hepper hvertfald 👏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • June

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Årh Backyardigans. Jeg tænker på, hvem der har lavet de absurde oversættelser og fundet de uduelige børnestemmer. Uniqva? “ih du milde”. Jeg forstår ikke, børn er vilde med det.

    Men jeg følger dig, og synes du er så sej – jeg håber, du ved, at det er derfor, vi følger med, har gjort det i mange år og fortsætter med det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Viberg

    Du gør det rigtigt rigtigt godt ❤
    Og tak fordi at du deler og skriver Aså helt fantastisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kære dig
    Jeg har vist kun kommenteret her en enkelt gang før (noget med avocadoer fra Nemlig…), men nu vil jeg lige igen.
    Jeg aner ikke, hvordan det er at have angst eller tage antidepressiver. Men når man tænker på al den backlash du har fået for din ærlighed tidligere (meldt til kommunen for at være en dårlig mor, samtaleemne på div. debatfora), så synes jeg sgu, at det er så sejt, at du skriver om din kamp her. Respekt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tusind tak fordi du skriver dette, Og ditto til dig; du har ingen anelse om hvad det betyder at kunne spejle sig i din ærlige og rørende tekst og høre hvor meget du kæmper med humøret, for jeg kender det. Som et livsvilkår. Og trangen til at dulme smerterne.. men hvor gør du det godt, jeg synes du er helt vild kompetent og er rimelig på talefod med din angst, på den måde at du ikke lader den fængsle dig (du skriver, du viser dig, du er mor, du er et produktivt menneske), og du har overskud til at sige fra overfor systemet og ikke lade dig styre. Du er så sej! Hvis det nu skulle gå værre, så findes der heldigvis stadig i landet en psykiatri der kan hjælpe. Jeg ved det, for jeg går i gruppeterapi med en række andre voksne “lorte mødre og lorte mænd”, og symptomerne er de samme, behov for at dulme angsten og sorgen over ikke at leve i frihed for sine straffende budskaber til een Selv (din stangtennis). Tak fordi du minder mig om, at man godt kan være derude og have en stemme selv om man ikke er “miss sunshine”. Du fik mig og dig til at skinne Alligevel, og det er dyrebart. Håber min Lange CREDIT giver mening. Du er ikke alene, bliv ved og hæng i. Alt skal nok gå ❤️ Bless you

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hvis du bare kunne se hvad jeg ’ser’, når jeg læser din blog. Hvor uendelig sej du er! Du er den vildeste fighter. Alfred er utrolig heldig, at du er hans mor ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Du er så sej og stærk! Jeg har også lidt af panikangst og hele min hverdag blev vendt på vrangen og hovedet og man kæmper og kæmper hvert sekund. Jeg ved hvor udmattende og hvad det gør ved en. Så jeg vil bare sige at jeg synes du er så ovenud sej. Og så vil jeg sige at man kan komme ud på den anden side, ikke nemt. Men det kan man. For mig var det pillerne der gav mig roen og styrken til at kunne kæmpe uden angsten lige fældede mig hver gang jeg gjorde det mindste. Idag er jeg uden piller og uden angsten – den er derinde. Men jeg ved hvordan jeg skal holde den beskæftiget med alt muligt andet end mig! Tusinde kys og hep fra mig til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte Loving

    <3 Du rører mig altid.
    Tak for ærligheden.
    Fortsæt -skriv.
    kærlige tanker
    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    Kære dig!
    Først og fremmest en kæmpe respekt herfra. Som tidligere angstpatient kan jeg sætte ✔ ud fra mange af de så fint beskrevet udfordringer som angsten medfølger. Angsten er en finurlig størrelse, ukontrolerbar og uforudsigelig-for mange kan ikke se den,men os der har været i angstensbaggård mærker den med 180 i timen og et hjerte kunne mærkes helt fra Helsingør til Malmø . Da jeg levede i baggården var det som at trække vejret halvt,-ønskede tit at jeg var “rigtig”fysisk syg, så det kunne ses eller at få en splint i fingeren for, så havde jeg da noget håndgribeligt bevis på at jeg havde det SKIDT! Dagbogslog,samtaler og gruppeterapi hjalp mig igennem mit angstforløb. I dag ser jeg angsten som min ven og hjælper den er der, men det er mig der styre de og ikke omvendt …Angsten kommer en sjældent gang frem for lige at sige HEY jeg er her stadig og hvis du ikke passer på dig,så skal jeg nok hjælpe dig til at huske du skal (derfor angsten som min ven og hjælper)
    Tak for dit ærlige indlæg og et for nogle tabubelagt og meget undervurderet emne- Du er mega sej og jeg er i virkeligheden mere pjattet med stangtennis end bordtennis 😍Du er ikke alene, bliv ved og hæng i. Alt skal nok gå ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du er sejere end sej.Modigere end modig. Jeg har været der hvor du er. Jeg lover at du vil få det godt igen. For nogle er løsningen minimum dosis SSRI ( antedepressiv), i mange år, simpelthen fordi hjernen ikke formår at producere nok serotonin, til at holde gejsten og humøret oppe. Og det er ingen skam, men til gengæld en holdbar løsning❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Nu vil jeg også lige kommentere noget for første gang herinde, fordi det fortjener en særlig applaus og taknemmelighed fra os der bruger vores tid på at læse blogs, at der stadig findes dig derude <3 Jeg har på fornemmelsen, at der ikke kan gå ret lang tid før horden af ligegyldige OOTD-blogs med kähler-vaser, sponsorerede hårkur, underbukser og youghurtskåle, og korrekt vinklede filter-billeder der får dit liv til at ligne lort, jeg har på fornemmelsen at verden snart ikke kan klare dem længere, og at kun de ærlige blogs, der rører os og har noget ægte på hjerte, vil overleve. Det du skriver kan noget tidsløst og meget mere vigtigt, nemlig gøre os opmærksomme på, at det at kæmpe med noget er menneskeligt. Og at vi skal være der for hinanden og tale med hinanden og forstå hinanden, for så kan vi alle gøre en forskel for nogen.
    Så det her en en tak fordi du bruger dine kræfter på at skrive til os. Du skriver smukt og ærligt, og man kunne ønske sig samme nærvær i en blog-verden, der for længst er stukket af i kampen om den bedste spons-deal og det hellige lys over en croissant på en marmorplade. KH

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du sej

    Og ja angst kan få en til at overveje meget forskelligt for at “slukke” for skidtet.

    Bedste ønsker for fremtiden

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • TH

    Dine ord er så smukke, og så sørgelige på en og samme tid. Tak for at du deler, du er det modigste og sejeste menneske jeg endnu ikke har mødt. Det er en gave og en forbandelse at mærke alting så meget. Jeg er endelig ved at finde overfladen efter et helt liv med generaliseret og social angst. Jeg hviler endelig næsten fuldstændig i mig selv. Og jeg har også dulmet det med alkohol – alt alt for meget. Det er en fantastisk følelse af være nået hertil. Det kan godt lade sig gøre. Det ved jeg. Jeg har gjort det.

    Tak for at du deler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Du beskriver det så godt, at mit hjerte begyndte at hamre af sted. Stort tillykke med dit job. Det bliver fantastisk. Flot, at du har trappet ud af medicinen. Virkelig flot. PS. Du kender i øvrigt godt “nyt job-reglen”, ikke? For den første løn må man købe uhyggeligt meget lækker sushi og et stykke lækkert tøj. Og legetøj til Alfred. Det er en universalregel, der gælder alle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er sej Trine 💜 Tillykke med det nye job og med at du har klaret dig på egen hånd uden systemet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jaaaaaa! Du er så sej! Virkelig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt år, nye muligheder.