Jeg har fået nye bryster!

Nyt år, nye muligheder.

Det var titlen på en mail jeg modtog, tidligere på måneden. Jeg troede ikke mine egne øjne da jeg læste den. For afsenderen var en kvinde der gerne ville ansætte mig i hendes nyopstartede virksomhed. Mig. MIG! Kan huske, at jeg læste den rigtig mange gange. Bare for lige at fatte det. At nogen mente at jeg måske havde kvalifikationerne til at bidrage til noget. Med noget. Det er dét angst og stress gør ved én. Får en til at tvivle på egne kompetencer og talenter.

I årevis har jeg kæmpet med tanken. Tanken om, at jeg er u-uddannet. Ubrugelig. Talentløs. Jeg ved det findes derinde et sted. For når jeg sætter mig ned og skriver mit CV – så har jeg lavet mere end de fleste. Jeg var hende der afsluttede min 10. klasse med at flytte hjemmefra. Og ergo betød det, at jeg jo skulle finde mig et job. For penge hænger naturligvis ikke på træerne. Selvom det ellers ville være klædeligt. Men jeg fandt mig et job, der sikrede mig min husleje. Sådan fortsatte det i et stykke tid. Indtil jeg besluttede mig for, at det der med en studenterhue nok var en meget fin idé.

Da hatten var på plads, så ansøgte jeg om en elevplads. Og jeg fik den. Men først skulle jeg lige runde handelsskolen. Imens arbejdede jeg i døgndrift på et diskotek, og derefter kunne jeg starte som elev. Efter endt elevtid flyttede jeg til København. Hvor jeg arbejdede i forskellige virksomheder. Med meget ansvar. Men kærligheden bragte mig tilbage til Jylland, hvor jeg pludselig blev gravid med Alfred.

Og siden da, der har jeg haft enormt svært ved at være mig.

Bloggen blev født. Og det blev min ventil. Og mange af jer har fulgt med i tykt og tyndt. Jeg selv har forsøgt også at følge med. Jeg smagte på freelance-livet. Jeg forsøgte også at leve af bloggen. Jeg flyttede og flyttede. Jeg blev skilt. Jeg fik angst. Og depression. Og stress. Og jeg har aldrig benægtet, at jeg synes at det har været hårdt. Hårdt med hårdt ovenpå. Og endnu mere hårdt ovenpå hårdt. Og så tilsat et fucking højt og tungt bjerg af hårdt ovenpå det.

Det er på ingen måde en løgn, hvis jeg siger at grunden til at jeg stadig er i live, skyldes lige dele Alfred og lige dele lyst til at leve. For der HAR været tider, hvor jeg har overvejet om det ikke bare var bedre for alt og alle at trække stikket. Men det er heldigvis kun i de situationer hvor angsten har taget over. Og på en eller anden måde, så er jeg så stædig, at intet får mig helt ned på knæ. Intet kan få mig til at fyre en løkke om halsen og vinke farvel.

Jeg har, på dårlige dage, ligget og fundet sange der skulle spilles til min begravelse. Men det er også ret normalt når angsten tager over. For når den rammer, så er alt umuligt. Tanken om en ny dag – den er uoverkommelig. Heldigvis fik jeg hjælp. Og jeg har også været god til at mærke hvornår og hvilken hjælp jeg havde brug for.

Der er mange, mange ting der aldrig kommer på bloggen. Jeg er nødt til at værne om mit privatliv og også om andres. Ergo kan det synes, at jeg bare er en doven person, der sidder med hænderne i skødet og laver ingenting. Men kan hilse herfra og sige, at det slet, slet ikke er sandt. Men må ærligt sige, at jeg synes det er rigtig svært at have det svært – uden at have en wing-man. Jeg har naturligvis gode mennesker i mit liv. Men shit, jeg savner at have én der har min ryg.

Men ryggen er min egen. Og mit ansvar alene. Og jeg har vænnet mig til, at når jeg går i seng om aftenen, så er det oftest alene. Og jeg vågner også op til mit eget fjæs. Igen og igen. Jeg mangler ikke kærlighed i mit liv. Ej heller gode venskaber. Det eneste jeg mangler, det er kærligheden til mig selv. Så når jeg starter på nyt arbejde om en halv måned – så ved jeg at jeg får bygget lidt på mit skelet. Men der er stadig lang vej igen.

Jeg er dér, hvor jeg ikke åbner postkassen. Ikke åbner døren hvis nogen banker på. For måske er det nogen der vil lukke for strømmen. Sådan har det været længe. Og jeg glæder mig til den tid er forbi. Og i morgen skal jeg ringe ned til ejendomsadministrationen og høre, om de mon kan lade mig afdrage på sidste måneds betaling. Men jeg glæder mig til at have en fast indtægt. Og jeg glæder mig til ikke at have kvalme hver eneste morgen, fordi jeg kun har 150 kr til resten af måneden.

Tak fordi I læste med så længe. Det var dybe og tunge søndagstanker herfra. Husk at man altid kan støtte bloggen via mobilepay: 26818286 – alt kan bruges. 

Jeg ved, at I havde min ryg på et tidspunkt. Og at det krævede rigtig meget fra min side at bede om hjælp. Spørgsmålet er, om I vil gøre det en enkelt gang mere. Så jeg slipper for kvalmen. Slipper for koldsved og hjertebanken. Så jeg igen kan lukke op, når der bliver banket på døren.

img_3793

5 kommentarer

  • Freja

    Hvad er det for et arbejde, du starter i?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Skal helt sikkert nok fortælle om det når jeg starter op her til februar 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Jeg har været hvor du var da jeg var i starten af tyverne … Det er fucking forfærdeligt. Jeg fik massiv hjælp med medicin og kognitiv terapi i et par år. Jeg er 40 år nu og har været rask længe. Angsten dukker nogle gange op, som den kælling den er. Men jeg håndterer det. Det kan du også komme til, kære Trine. Det ved jeg. Har overført et par dask. Håber det hjælper

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Jeg har tidligere bidraget til dig via Mobilepay, den første gang du bad om penge. Dit indlæg fremkaldte medlidenhed, og hey alle kan have brug for en hjælpende hånd. Men jeg synes at hånden forbliver fremstrakt og uden harmoni med hvad der ellers bliver lagt op på bloggen. Det jeg vil sige er, at jeg synes det virker på mig som læser som om at formålet med at blogge for dig er at vi som læsere skal donere dig penge. Dermed ikke sagt at det er sådan det er, men jeg mister lysten til at læse med når det er fornemmelsen der efterlades. Bare et input.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Megastort tillykke. Det er stort! Man kan ikke uden videre sammenligne forskellige former for lykke, dog er økonomisk stabilitet bare lykken, fordi det eliminerer så mange bekymringer. Man kan undvære ret meget her i livet, men ikke et sundt fundament.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har fået nye bryster!