Angst vendt på vrangen

Nørden datede Lortemor

Jeg har været single siden maj 2017, og kastede mig over det digitale kødkatalog få måneder efter bruddet. Min tilgang på det tidspunkt var den samme som den er i dag: jeg vil bruge Tinder til at finde noget ”sjov og ballade”, men skulle jeg snuble over en person, som slår benene væk under mig, så ville jeg da være en idiot hvis jeg ikke reagerede på det.

Der gik ikke mange dage fra Trine og jeg havde matchet på Tinder, til vi fik arrangeret en anledning til at mødes. Det kom egentlig også ret naturligt, da vi havde en del fælles interesser og værdier. Vi er begge kødædere, har en lille forkærlighed for nutids-r og har en overvejende kritisk tilgang til religion. What’s not to like?

Jeg var stadig uerfaren i datingverdenen, da jeg har været i fast parforhold stort set hele mit voksenliv. Jeg havde været på et par enkelte Tinder-dates i løbet af sommeren og efteråret, men uden held til at finde hverken ”sjov og ballade” eller noget der kunne klassificeres som ”potentiale” for noget længerevarende. Pigerne var sådan set interessante og kønne nok, men når kemien ikke er der, så virker det tarveligt og forceret at lægge op til mere end hvad det er. Sådan skulle det åbenbart ikke være med Trine.

Vi havde snakket rigtig godt over Tinder-chatten, og jeg var nysgerrig efter at lære hende bedre at kende, og i forlængelse af det, syntes jeg også hun skulle lære mig at kende. Jeg besluttede mig derfor for at vise hende et sted, som jeg på gode dage kalder ”mit andet hjem”. På Østerbro, ikke langt fra Svanemøllen st., ligger der et bunkerkompleks, hvor jeg og nogle kammerater leger rockstjerner en gang om ugen. Det er vores man cave, hvor musikinstrumenterne pryder indretningen, tårnet af indholdsløse dåsebajere indikerer at der sjældent bliver gjort rent og lugten af nikotin har for længst manifesteret sig i det rødglødende gulvtæppe. Set i bakspejlet er det jo virkelig vovet at præsentere sådan en slyngelstue, for en fremmed kvinde man i en eller anden grad prøver at imponere. Min angst blev da også yderligere fremprovokeret, af at Trine satte sig på en af de kongeblå kantinestole, og dårligt nok sagde et ord, mens jeg plabrede løs om Aerosmith, dårlige ordspil og det album vi glæder os til at indspille. Hun fik lov til at høre et par optagelser, og så sagde hun endelig noget: ”jeres forsanger lyder fuldstændig som Brandon Boyd fra Incubus”.

Jeg kan godt lide Incubus. Hvis du ikke er bekendt med bandet, så tjek især ”Drive”, ”Summer Romance (Anti-gravity Love Song)”, ”Stellar” og ”Wish You Were Here”. Det er fremragende pop-rock.

Nu snakker jeg vist udenom …

På en eller anden måde fik jeg afbrudt min talestrøm (eller også gjorde Trine – det husker jeg ikke helt), og besluttet at vi skulle have noget i skrutten. Jeg havde ikke planlagt noget som helst, fordi jeg er en utjekket klovn, der foretrækker impulsive beslutninger og har tendens til at lade vinden føre mig til nye steder. Vinden førte os denne aften på en slendretur ned af Østerbrogade, hvor vi endte på burgerverdenens svar på Ikea: Halifax ved Trianglen. Jeg havde oprindeligt forstået at Trine var en passioneret kødspiser, men hun skrev det åbenbart udelukkende i sin Tinder-profil for at skræmme vegetarer væk.

Jeg dømmer hende ikke – jeg swiper selv til venstre, så snart jeg ser en Tinder-profil hvor den bogstavkombination optræder. Jeg har det nok med bacon, som de konservative kristne i USA har det med skydevåben: en uansvarlig og infantil holdning, men fandeme nej om du skal pille ved min constitutional right og alt det der … Sig ”nej” til skydevåben!

Nu snakker jeg vist udenom igen …

Da vi gik ind på Halifax bemærkede jeg at Trine så sig over skulderen et par gange. Jeg spurgte om hun var ok, og hun fornemmede åbenbart at nogen havde genkendt hende. Keep in mind at jeg på dette tidspunkt ikke anede at Trine var blogger, og åbenbart har et mangfoldigt følge at dedikerede læsere, både i form af mennesker der vil hende det godt, men så afgjort også mennesker der sidder klar ved tasterne, og ønsker at pille hende ned, baseret på et øjebliksbillede som ikke stemmer overens med deres egne værdier. Jeg tænkte derfor umiddelbart, at det var en voldsom reaktion på at blive genkendt, og personligt synes jeg da det kan være skægt, når jeg pludselig støder på en gammel ven, som lige genkender mig i forbifarten.

Som sagt, I had no idea!

Vi fik sat os til bords, bestilt hver vores burger og fadøl, og forsatte der snakken. Endelig var det Trine der overtog samtalen, og derved gav mig mulighed for at indstille min kiksede nørdesnak. Jeg kan snakke passioneret om ting der interesserer mig i meeeget lang tid, men det er ikke altid emner der interesserer lytteren. Trine fortalte om sin familie, i særdeleshed om sit store idol, mor, og sine brødre, som døjer med nogle psykiske udfordringer i hverdagen. Vi kom ind på familierelationer og nogle af de højtider som oftest dedikeres til netop disse mennesker: Julen.

Jeg hader julen. Virkelig meget. Jeg kan ikke sætte en finger på en enkelt episode, som har opbygget dette voksenmandshad, til det hysteri der rammer den danske befolkning i december. Det er nærmere hele pakken: Gaveræset, nisserne, pynten, gløggen, musikken … I særdeleshed musikken. Jeg får bogstaveligt talt kvalme når jeg hører introen til Last Christmas.

Jeg blev derfor positivt overrasket, da Trine pludselig spurgte om det var ok, at selvom det ikke er særlig velanset at sige højt, så hader hun faktisk julen. Lige der fik jeg julelys i øjnene (I know, ironien er ikke tabt på mig), og jeg begyndte at fortælle hende om mit eget forhold til julens nederdrægtigheder. Her kommer jeg til gengæld til at lyde som en clickbait-artikel, for hvad der skete herefter, vil du tro er løgn. Mens jeg prøvede at opfinde nye bandeord og formulere mine forbehold for den tåbelige højtid, rejste Trine sig fra sin plads, gik over til min side, lænede sig ned og afbrød mit mundtøj med et kys som varede mindst et minut – sådan føltes det i hvert fald.

What … the … fuck?

Ikke nok med at Trine bliver varm indeni, når de danske traditioner sables ned verbalt, så vover hun også at suge al maskulinitet ud af mig, ved at være den der tager initiativet til et kys på første date – Hvad bilder hun sig egentlig ind? Jeg var nødt til at markere, og vise at jeg altså også kan mande mig op til den slags. Vi forlod derfor Halifax, med samme formålsløse vandring som da vi fandt dertil, og jeg stoppede derfor vores slendren på Østerbrogade for at prøve og kysse hende. Hun gjorde ikke modstand, så jeg tror det var et godt move. Eller også var det et akavet tegn på desperation. Trine ved det sikkert bedre end jeg, men jeg har aldrig spurgt hende om det. Jeg må lade tvivlen komme mig til gode.

Turen gik videre til en ølbar, som jeg faktisk ikke kan huske hvad hedder. Stedet havde omkring 10 forskellige haner, med hver sin variant af IPA, lager og stout. Jeg er hvad man vil kalde en amatør-entusiast når det kommer til øl, og jeg elsker at smage nye dråber fra den verden, så stedet passede mig helt fint. Trine lod også til at være tilfreds.

Samtalen fortsatte på beværtningen, hvor vi kom endnu tættere på hinanden. Ikke kun med flere kys af tiltagende varighed, men også i form af de emner der blev indført i dialogen. Trine spurgte hvordan jeg havde det med børn. Jeg fortalte hende at jeg har en femårig gudsøn, som jeg nyder at tage mig af, men at jeg som udgangspunkt er ret ligeglad med andre menneskers børn. Og så sagde hun det:

”Hvad nu hvis jeg fortæller dig, at jeg har en søn?”.

Jeg bemærkede det ikke selv, men Trine var lynhurtig til at påpege at min ellers dybe manderøst, pludselig gik op i en falset – flere gange. Shit, shit, SHIT! Jeg var ikke i tvivl om, at jeg lige havde jokket i spinaten, og at Trine nok ville storme ud fra stedet, og efterlade mig med min indre dialog om manglende situationsfornemmelse.

Hun gik dog ingen steder.

Jeg fortalte hende, at jeg følte hun havde lokket mig i et bagholdsangreb, og at jeg havde foretrukket at vide fra starten, at hun altså havde en lille knægt at tage sig af. Det havde ikke ændret på min lyst til at tage på date med hende, men det er noget som naturligvis fylder meget i hendes hverdag, og som i det lange løb kunne være relevant for mig at forholde mig til. Det kunne hun egentlig godt forstå, men jeg fandt så senere ud af, at hun havde sine grunde til at have nogle forbehold omkring mænd og deres forventninger til at date en singlemor. Hvad kan jeg sige? Mine kønsfæller har vistnok en tendens til at være douchebags nogle gange, og det er ikke altid lige let at feje den fordom af sine egne skuldre, uanset hvor hårdt man bestræber sig på at være en good guy. Ja, det er ikke altid lige nemt at være en heteroseksuel og hvid mand. Spørg bare Bo Burnham.

Jeg kom vist til at snakke udenom igen …

Klokken havde passeret 01:00, og jeg skulle trods alt på arbejde dagen efter, men jeg havde på ingen måde lyst til at afbryde daten. Det havde Trine åbenbart heller ikke. Hun spurgte om jeg havde lyst til at agere ”store ske” i nat, men at der altså heller ikke skulle ske andet end det. Den var jeg fuldstændig med på. Der kan være nok så god kemi på en første date, men den uskrevne regel dikterer at man altså holder sig på måtten, og tager en invitation om at ligge tæt under den samme dyne for hvad det er. Hun havde langt hjem til Sydhavnen, og min seng havde rigeligt med plads til at huse hendes lille korpus. Trine sendte derfor en sms til sin roomie, hvor hun lige oplyste den adresse jeg skulle eskortere hende til – forholdsregler, du ved. Jeg sendte i samme forbindelse en sms til min roomie, hvor jeg skrev at jeg tager min date med hjem – så var hun også forberedt på det.

Vi kom ind af hoveddøren til min bolig, hvor min roomie sad i tilsvedt træningstøj i sofaen, og spillede Skyrim på PlayStation 4. Stuebordet var rodet, og stedet bar præg af at min roomie havde haft en aften for sig selv. Hun havde åbenbart læst min besked forkert, da hun havde forstået at jeg tog med min date hjem. Bemærk forskellen på ”at tage sin date med hjem” og ”at tage med sin date hjem”. Hun svor at hvis hun havde læst beskeden korrekt, så havde hun sørget for en mild oprydning og måske endda også taget et mere anstændigt sæt tøj på. Vi fik alle tre et godt grin ud af det, og Trine og jeg fandt ind til mit sovekammer, hvor jeg så frem til at ligge tæt med en person, som jeg netop havde haft en fortryllende dejlig date med.

Jeg kan ikke huske om det var samme aften eller først dagen efter, men Trine fortalte mig at hun før vores møde, egentlig var klar til at lægge datinglivet på hylden. Den dag vi matchede på Tinder, havde hun åbenbart fem andre hun også havde matchet med. Som jeg kunne forstå på hende, så ville hun kun snakke med én af dem, og det skulle være den person der virkede ”mindst creepy”. Jeg kan kun gisne om hvilke freaks der ellers har vist interesse for hende, men jeg er trods alt glad for at hun lige gav sit datingliv en ekstra chance.

Ovenstående fandt sted for ca. 2,5 måned siden, og Trine og jeg har fået et utrolig nært bånd, som jeg ingen intentioner har om at give afkald på. Jeg har endnu ikke mødt Alfred eller besøgt hendes bopæl, og vi har faktisk blot haft en enkelt date mere siden da. Vi bruger nærmest absurd meget tid sammen, og vi er begge enige om, at selvom der ikke just er udsigt til at vi danner par, så har vi hver især fundet en person som vi er trygge ved, stoler på og føler vi kan dele vores udfordringer, glæder og sorger med – og den slags er værd at holde fast i.

Jeg burde vel egentlig også læse hendes blog en dag, men jeg har nok været lidt for god til at snakke udenom.

bunker

11 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Angst vendt på vrangen