At sutte op fra slap....

Hello from the other siiiiiiiide…….

Jamen hej! Jeg lever stadig. Domænet lever stadig.

Tror det her er den længste pause i hele bloggens historie, og hvor har det været vigtigt. Naturligvis nyder jeg ikke at se mine nyeste statistikker, ej heller nyder jeg, at mit seneste indlæg er fra midt februar. Men altså. Sådan er det bare.

Som jeg allerede vidste, så ville det gå ud over bloggen at jeg startede i nyt job. Og selvom jeg på daværende tidspunkt hverken ejede spåkugle eller evne til at se ind i fremtiden…. Så vidste jeg, at det trækker tænder ud, når der sker nye ting i ens liv. Plejer at sige, at jeg, ligesom mennesker med autisme, har brug for at have et overblik over hvad fanden der sker i mit liv.

Jeg tog lige et dyk rent mentalt for tre uger siden. Sådan helt ‘low-point’ agtigt. Men low point er ofte et godt sted at nå hen, for så kan det kun gå fremad derfra. Der er enormt mange ting jeg har skulle vænne mig til. Og det er ting, som det ‘normale’ menneske ofte tager som en selvfølge. Jeg har ikke været dér, hvor jeg ikke kunne stå op og tage strømper på, men tæt på. Med angst, der kommer der en masse andre uhyggelige og utrygge ting og sager. F.eks har jeg virkelig skulle vænne mig til offentlig trafik. Måske sidder nogen og tænker: ‘Hvor svært kan det være?’

Men den offentlige trafik i København og omegn er fucked. Jeg kan ikke huske et eneste tidspunkt hvor der ikke har været forsinkelser, sporarbejde, køreledninger der falder ned og komplet nedbrud af alt hvad der hedder metro og tog, fordi der i løbet af natten er faldet sne. Der er simpelthen ikke nok tog eller metro-tog til alle. Og når man har det lidt presset med større menneske-mængder, så er metroen i sandhed et skide skidt sted at være. Mængden af mennesker der skal med metroen fra Nørreport station – der er SORT af mennesker. Og togene er så fyldte, at folk ikke engang kan nå ud på de rigtige stationer, før dørene lukker. Det skaber en form for agressivitet – and I don’t do agressive. Hvis man er så heldig, at man kan få presset sit korpus ind, så står man som sild i en tønde – og stresser over om man overhovedet kan komme ud når man skal af.

Når man lider lidt af angst, eller angsten for angst, så er det virkelig noget der tærer på ens kræfter – ikke at vide om man kan nå frem til målet i tide. MEN! Jeg har gjort det i nogle uger nu, og jeg har fundet på et genialt trick der gør, at jeg med ro og mag kan føle roen i de 4,5 minutter det tager at køre med metroen. Når jeg står af på Nørreport med s-toget, så tager jeg (på de slemme dage) metroen ét stop den modsatte vej – så jeg ender på Forum station. Der kan jeg i ro og mag gå ind i toget mod Christianshavn. Så kan jeg indefra se, alle de frustrerede mennesker, der atter og atter kommer for sent på arbejde, fordi kapaciteten bare ikke lever op til det som Københavns kommune prøver at få sat i spil: Færre biler! Mere offentlig transport! Haha, det er nærmest en joke.

Nå, så da jeg fik sat hak-tegn ved ‘Operation overlev offentlig transport’ så lettede det også lidt. Men jeg måtte stadig erkende, at forandringen i hele min måde at leve på, ikke kun handlede om trafik. Men også om, at jeg pludselig skulle bruge mit hoved på en ny måde. Og så faldt jeg sammen. For min hjerne er sgu ikke hvad den har været. Og det gør mig pisse ked af det. Min ellers så glimrende hjerne, som jeg altid har været stolt af, den kørte bare virkelig på lavt blus.

Sindssygt træls, når man gerne vil imponere og brillere med alle ens kundskaber og kunnen… Men heldigvis har jeg gode venner, en mega sød kæreste og en bad-ass chef – som alle trådte til, da der var allermest brug for det. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg har gjort, for at gøre mig fortjent til hjælpsomhed og forsåelse på den måde, men noget må jeg have gjort. Så det bedste jeg kan gøre for at takke dem, det er at blive ved med at have det som jeg har det nu. For jeg har det godt. De sidste to uger har jeg, hånden på hjertet, haft de bedste arbejdsdage i hele mit voksne liv. Jeg har taget ja-hatten på, og den kommer ikke af igen. Nogensinde. For hvis jeg kan samle mig selv op fra dét, så kan jeg også sørge for, at jeg ikke falder i igen.

Det har trukket tænder ud, at sige farvel til medicin, dårlige vaner og offer-rollen. Men jeg fandt ud af, at offer-rollen ikke klæder mig synderligt meget. Men lige nu, der er der bare så meget glæde og lettelse. Og jeg står op, for første gang i årevis, og er frisk. Sådan har jeg ikke haft det i meget, meget lang tid.

Kort sagt, så er jeg lidt forelsket i mit liv lige nu. Der er stadig mange, mange ting der skal styr på. Men det er langt nemmere at få styr på det, når man ikke lider af kronisk kvalme, hjertebanken og en manglende evne til at kunne overskue sit liv. Jeg kan godt overskue det nu. Livet kan sådan cirka bare komme an. For jeg kan endelig se en fremtid jeg er spændt på. Fremfor det modsatte: Hvor længe skal jeg mon overleve det her?

Lettelsen er stor. Glæden er stor. Jeg dur! Jeg kan noget. Jeg føler ting. Jeg er bare sådan helt almindeligt i live.

P5120020

 

27 kommentarer

  • T

    Har sgu lyst til at knibe en tåre af glæde på dine vegne. Har håbet og glædet mig til dette indlæg i flere år. Har fulgt med siden Alfred var 2 måneder og min egen blev født. Du reddede mig fra en total nedsmeltning i barselshelvede og nu har du hevet dig selv i land! High five til dig, Trine 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Uh, den kommentar er da bare skide rar at få. Tusind tak! Og fedt at du kunne bruge mine skriverier <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Det er SÅ dejligt og livsbekræftende at læse, Trine. Hvor er jeg bare inderligt glad på dine vegne.
    Jeg kæmper også selv og glæder mig til en dag at nå dertil, hvor du er nu. Hvis du på et tidspunkt har mod på, lyst til og overskud til at skrive lidt om, hvad du har gjort/hvad du tror, der har hjulpet dig dertil, hvor du er nu, kan du tro, det ville være værdsat.
    Rigtig god weekend!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natascha

    Du er gået fra at overleve – til at leve! Jeg håber du er så vanvittig stolt af dig selv. Og giver dig selv den rigtige anerkendelse, sådan virkelig! Som hvis du var en veninde eller søster til dig selv. DU kan!!! Hvor er det godt gået! Hvis det ramler igen – så ved du, at du kan. Du har gjort det før. Det er stort! Tillykke! Med livet <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Altså jeg ØVER mig i at klappe mig selv på skulderen. Det bliver bedre for hver dag der går. Men man skulle jo nødigt få blå mærker 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg kommentere sjældent, men nu har jeg lyst. Hvor er det dejlig læsning! Jeg hænger selv lidt i bremsen i øjeblikket, og har brug for der snart sker noget nyt rent arbejdsmæssigt. Jeg er efter lang tid kommet til erkendelsen, så er det bare at gøre noget. Men hvad og ikke mindst hvordan? Som trykhedsmenneske er det altså det nemmeste hvis tingene bare kører. Men hvor er det dog dejligt at læse at du er på rette vej. Det inspirerer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Uh, den er også svær. Jeg sad jo ikke i en situation hvor jeg skulle vælge et arbejde fra – blot sige ja til et. Men det i sig selv, kan også være mega skræmmende 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    ❤❤❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sisse

    Dejligt at have dig tilbage! Jeg har været forbi bloggen et par gange og var faktisk blevet lidt bekymret for dig. Så er det rart at læse det her indlæg! Du har fortjent alt det gode 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Dejligt at høre ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare sejt – og dejligt for dig!
    Min bedre halvdel fik, efter næsten 5 års kamp, sit flexjob sidste måned. Og hold op, hvor gør det en forskel, når man (han) pludselig sådan rigtigt kan holde ud at være i live.

    – K

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor skønt at høre fra dig. Du lever istedet for at overleve – sådan læser jeg det! Og der gør mig glad.

    Jeg nåede lige at tænke, om jeg mon havde trykket unfollow til din blog, men heldigvis ikke. Og hver ting til sin tid. Hvis du får overskud til bloggen oftere, er det fedt – og hvis ikke, håber jeg bare, at det er fordi, du har for travlt med at leve livet.

    Kram fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Der skal nok komme overskud til bloggen igen. No worries! Det skal bare være brugbart for alle, når jeg sætter mig ved tastaturet 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone H

    Wauw hvor er det fedt at læse dette indlæg. Du har fundet ud af hvad fungerer og der er nogen der har din ryg. Og pyt så med der har været lidt stille på det sidste😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Kommenterer normalt ikke, men det her fortjener SÅ meget en kommentar! Hvor er det helt og aldeles fantastisk for dig, du er virkelig sej, livsbekræftende og skøn!! Hvor er det dejligt at høre om din glæde og at livet smiler til dig igen, eller måske omvendt, at du smiler til livet fordi du har kæmpet for det og valgt det. Alt godt til dig, du har fortjent det!!
    Og vi er her skam endnu, smutter ikke sådan lige:-D
    Hilsen Linda

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Fucking megasejt og inspirerende! Jeg er selv samme sted, og alligevel slet ikke. Det er røvhårdt, men du gjorde det!

    Men jeg er fandeme nødt til at vide: hvorfor hjælper det at tage metroen den anden vej? Kommer du så ikke forbi Nørreport? Jeg kan ikke få det til at gå op!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Jo, jeg kommer forbi Nørreport, og så tager jeg metroen ét stop den forkerte vej – for så er jeg sikret at jeg kommer med. For det ved man ikke om man kan, når der er så proppet på stationen 🙂 men på Forum er der altid plads!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • E

      Det er seriøst virkelig smart! Det vil jeg helt sikkert begynde at gøre. Bor selv ved en af de travle metrostationer og det er til tider umuligt(!) at komme med når man har barnevogn med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Jeg gør det samme så vidt muligt.Undgår at skifte på Nørreport. Jeg får panikangst af den station, både med og uden børn. Og uanset og jeg skal videre med bus eller tog. Det er små ting der skal til 🙂 Ps. Jeg har så sygt optur over at læse den tekst, altså det du skriver Trine. Jeg er faktisk ret god til at glæde mig på andres vegne generelt, men jeg glæder mig særligt meget over det går godt for dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Velkommen tilbage

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda J

    Dejligt at glæden er kommet tilbage 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At sutte op fra slap....