Life as it is!

Jamen så forklar mig lige hvordan det føles.

Nåh, så jeg skal prøve at forklare hvordan det føles at leve med angst? Eller taler vi mere angsten FOR angst? For der er rimelig stor forskel, at du ved det. 

Antallet af gange jeg er blevet bedt om lignende, eller andre gange hvor jeg ikke bliver bedt om det, men selv føler at jeg er nødt til at forklare, er mange. Mange, mange gange.

For på én eller anden måde, så lever man med en evig skyldfølelse – især fordi at alt er så usynligt, når det hele foregår oppe i hovedet. Hvad jeg dog ikke ville give, for at slås med noget mere fysisk. Stik mig knysterne fra helvede, en forstuvet fod eller bare pletskaldethed. Det kan man i det mindste vise frem og sige “SE!!! Her er de/den – enjoy the view”! Og det er på ingen måde for at nedgradere lige præcis de lidelser. Overhovedet. Det kunne også have været grå stær eller en indgroet negl. Og det skal man skam heller ikke gøre grin med.

Én ting er at HAVE angst. Det har jeg ikke længere. Det kan jeg mærke. Men dét jeg til gengæld har, som i HAR-HAR, det er angsten for angst. Og hvordan føles det så lige? Jamen det er som at gå på listetæ’r. Konstant. Hele tiden veje og måle ens færden, gøren og doing. Fordi man er så satans bange for at ramme forkert. Fordi man udemærket godt ved hvad konsekvensen er. Det er en skygge der følger én, en klam mare der sidder og venter på, at skam-ride én, i ens vågne øjeblikke. En konstant prikken på skulderen. Nogle gange som en lammer. Andre gange som et forsigtigt pust fra oven eller forneden. Fra højre eller venstre.

Lad os tage i dag, f.eks. Hvor jeg vågner med hovedpine og en enorm trang til kaffe. Skyller enorme mængder vand ned, fordi jeg ved at jeg skal holde min krop hydreret med vand. Jeg står op, tager tøj på. Lidt langsommere end andre gange. For jeg VED og jeg MÆRKER at det her er en af de dage. 

Jeg går ud ad døren. Klar til at tage på arbejde. Og jeg sætter mig tålmodigt ved stoppestedet og venter de 10 minutter på bussen. Bussen stoler jeg altid på. Førhen havde jeg tiltro til, at s-togene kørte fra Sjælør Station hvert 10. minut. Det gør de ikke i weekenden. Især ikke om søndagen. Og det betyder, at der er proppet med mennesker og deres cykler. Og de 8 minutter det tager at komme til Nørreport er ulidelige. Man føler sig som en beruset type, der ikke kan holde balancen, fordi toget følger de bølgende jernskinner hele vejen fra Sydhavnen til centrum. Nej tak. Bussen er langt mere stille og rolig.

Men ikke i dag. To stop efter jeg er stået på, så sætter en mand sig ned på sædet foran mig. Og frem hiver han sin telefon. En Ajfown, der har rigeligt med 4G tilovers til, at han sætter japansk musik på. Til glæde for HELE bussen. Og ikke nok med, at musikken er dominerende, så synger han også skingert med. Min hovedpine når en 5’er på en skala fra 1-10.

Samtidig sidder manden bag mig og føler at hans ben er alt for lange til at kunne krydses eller vendes. Så kunne tælle mig frem til, at sparkene i min ryg nåede omkring 15-16 stykker op ad Enghavevej alene. Indtil han selv fattede, at det ikke er vildt fedt at få rygspark bagfra, mens japansk musik/karaoke kører som soundtrack.

Ånder lettet op, da bussen lander på Hovedbanegården. Måske kan jeg fange en rolig bus til Christianshavn. Og ganske rigtigt, så ser jeg 2A og spurter mod den og er klar med min billet og et lettet sind. Lige indtil en flok indiske turister kommer løbende. Omkring 25 entusiastiske indere penetrerer 2A mod Christianshavn. Hårdt. Og de er ellevilde og ikke spor bange for at lade alle andre høre det. Der bliver råbt og skreget – flyttet sæder og sunget løs. I am in the middle of a fucking Bollywood-film.

Min hovedpine når en 7-8 stykker på skalaen.

Så hvordan føles det at have angst for angst? Jamen de fleste ville jo mene, at jeg bare kunne have taget høretelefoner på. Lukke al lyd ude. Men sagen er, at jeg har fundet ud af, at hvis jeg skal kunne tøjle angsten, så skal jeg kunne leve med omverdenens støj. Ikke lukke mig inde i min egen verden. Jeg SKAL kunne rumme indere, japanere, karaoke og alle de lyde og lugte der følger med når man deler planeten med andre. Og selvom det er svært, ik? Så er det vejen frem for mig. Og naturligvis havde jeg lyst til at sætte mig ned og hyle da jeg kom hjem. Fordi jeg var så udmattet at det halve kunne være nok.

Men angsten fyldte engang. Det får den ikke lov til længere. Nu er det kun på dage som denne, hvor jeg mærker udfordringen. Og den tager jeg gerne. For det er vel et skridt i den rigtige retning – at man kan omfavne karaoke, entusiastiske indere og flyvespark på en ganske almindelig tur fra Sydhavnen til Christianshavn. Så længe man ved, at der er kaffebønner, mælk og maskine klar til at tage i mod én på en solrig søndag.

Og måske skal jeg bare have klargjort cyklen, så jeg atter kan komme ud på de københavnske cykelstier igen. Der skal jeg i det mindste kun høre på mit eget åndedrag og enkelte “Så kør dog oooornligt, spasser” og sørge for ikke at iføre mig noget som helst i koks-grå. For alle ved, at svedskjolder bliver sorte når man ifører sig gråt.

bollywood

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Life as it is!