Et helt nyt liv

Venner?

Tavsheden på bloggen har ikke været med vilje, men mere fordi der har været så meget at se til. As always. Jeg har gjort plads til ny logerende, og det er gået ganske gnidningsfrit. Godt nok, har vi ikke fået overdragelsesaftalen i hus endnu, men har fået lovning på, at det sker i denne uge. Jeg gør mit bedste for at holde sammen på mig selv på bedst mulige måde – men det er svært. Der er mange opgaver, og selvom jeg har sat mig et mål der hedder “En ting om dagen” så kommer der altid overraskelser. Og jeg løser dem. Og efterveerne kan mærkes. Men jeg ved også, at det ikke nytter noget at udskyde, for det giver dårlig nattesøvn. Bekymringer og høj puls. Alt i alt en dårlig cirkel. Er enormt træt af, af jeg ikke bare kan fungere normalt. Træt af, at jeg ikke bare kan ringe og tjekke op på mine forsikringer uden at føle, at jeg ringer til døden selv. Heldigvis så gør jeg det, og jeg får det bedre bagefter. Så er der sat hak-tegn ved dét.

I virkeligheden, så har jeg lyst til at råbe, sparke og lægge mig fladt ned og kapitulere. Men jeg er så tæt på det første og største mål. Og jeg nægter at udvandre fra dén kamp. Fire måneders kamp er ved at nå til vejens ende. Og jeg er mega stolt af, at jeg har holdt mig oprejst til at kunne sætte mig ind i overdragelsesaftaler, økonomi og alle mulige former for jura. Lille mig. Uden hjernekapacitet til at huske om jeg nu også har puttet balsam i håret, eller ej.

Så mangler jeg det største mål af alle. Men det kommer senere.

Schweizeren er flyttet ind, som jeg skrev. Og det betyder, at jeg ikke er alene om alle mine ting. Han kender mig som ingen anden. Og bedst af alt, så kender han mig, fra før mit liv ramlede sammen omkring mig. Så han ved, at der findes et virkelig nice menneske bag den krumryggede og usikre eksistens jeg føler mig som lige nu. Naturligvis kan han ikke sætte sig ind i alt, men han har alligevel siddet på forreste række, mens hele revyen udspillede sig. Og han har aldrig tvivlet på mine evner. Aldrig. Heller ikke selvom jeg selv har. De færreste jeg har haft i min vennekreds har hængt på som ham. Og med få undtagelser, så kan jeg med hånden på hjertet sige, at han spiller en stor rolle i, at jeg stadig er i live i dag. Ikke fordi det handler om selvmord og den slags. Men mere fordi, at der er forskel på, om man FØLER sig i live eller ej. Og hans ankomst har fået mig til at rejse mig endnu mere.

I går var vi i haven og give den en ordentlig omgang. Jeg har ondt i alle muskler i kroppen i dag, men resultatet er ganske glimrende. Har endda fået ros fra flere i ejendommen. Så ved man bare, at man havde en grim have før. Men altså, haven har nok ikke haft en særlig høj prioritet på det seneste. Men i dag er den helt rar. Sidder i en havestol og skriver dette her.

Jeg forsøger ihærdig på, ikke at tænke for meget over at jeg har mistet mennesker undervejs i denne her absurde nedtur – jeg føler en vrede der når en decibel der er alt, alt for høj når jeg giver mig selv lov til at mærke efter – og det er fordi jeg simpelthen ikke forstår, hvordan man kan have mennesker i sit liv, som kun vil være med til en vis grad.

For mig, så handler venskaber og forhold om, at det er de mennesker man selv vælger til. Og der er en pæn håndfuld som jeg er decideret skuffet over. Mennesker som jeg ville gøre alt for, men som forholder sig tavse når det kommer til mig lige pt. Og jeg kan godt forstå det. Tror jeg. Jeg ved det ikke. Måske finder jeg aldrig ud af det. Mon de vender tilbage, når tingene ser lysere ud? Mon de sidder og tænker, at det er hun NØDT til at klare selv, det her. Og når hun har gjort det, så er vi der naturligvis. Måske kan de bare ikke holde ud at være omkring et menneske, der lider så meget. For det gør jeg. Men jeg er jo stadig et menneske der har brug for at tale om alt muligt andet også.. Egentlig. Som f.eks om jeg skal klippe mit hår kortere, eller om jeg ser tyk ud i de her joggingbukser. Eller bare om Schweizeren har ret i, at det er aldeles uacceptabelt at jeg går så meget rundt i klip-klappere som jeg gør.

Hvad tænker I? Gør det for ondt at være venner med nogen, der har det ad helvede til? Vil gerne høre jeres tanker om det!

 

 

33 kommentarer

  • Line

    Kære Trine
    Ja nogen gange gør det for ondt for andre mennesker at være omkring er menneske der lider. Magtesløshed og at det kan være svært ikke at kunne fikse et problem der er så stort for et menneske man holder af, kan være årsagen. Er det fair og i orden – nej! Kan man blive venner igen – måske.
    Når man er aller længst nede er det meget få der kan bære at være sammen med en.
    Prøv at slippe vreden og sorgen over svigtet selvom det er tæt på umuligt. Og glæd dig i stedet over dem, der har klaret at være sammen med dig.
    Hvor er du heldig at du har schweizeren – han lyder som guld.
    Kram fra Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Han er guld. I sin pureste form, synes jeg! Tak for dine tanker omkring det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Du skal vide at jeg virkelig føler med dig og håber alt lykkes for dig. Jeg tjekker herinde stort set hver dag om du har været her – og jeg har savnet dine skriv. Jeg ved du var i gode hænder ved Stinna ( min fætters kone), så det var rart at vide i den periode hvor du ikke har skrevet så meget. Alt alt det bedste til dig. Kram Line

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Kære Trine. Jeg har fulgt med hos dig i mange år, og måske er det bare fordi jeg synes jeg kender dig, og undskyld hvis jeg er upassende, men jeg har sådan lyst til at sige til dig, at jeg gerne vil give dig en krammer. Og at jeg er her for dig. Og at du altid er velkommen hos mig. Det er ret åndsvagt ikke, for jeg kender dig ikke og du ikke mig. Men jeg har haft lyst til at skrive det til dig i 100 år, hver gang jeg har læst dine indlæg. Ikke fordi jeg tror du mangler gode venner. Jeg ved ikke helt jeg vil sige, det blev noget rod. Nu trykker jeg send. Knus Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Det er da bestemt ikke noget rod! Det er da helt fantastisk. Send mig endelig en besked på 26818286 – hvis du tænker det er mindre rodet <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Kære Trine
    Jeg har selv oplevet på egen krop, at mange jeg troede var venner kun ville være med, når mit liv var rosenrødt. I mange år har det bestemt ikke været det, og det har virkelig kostet på venskabs fronten. Jeg har nok sluttet lidt fred med det, selvom jeg i en årrække forsøgte at gøre mit liv mere lyserødt og lokke dem til igen, fordi tabet gjorde for ondt. Men i sidste ende kunne jeg bare ikke holde det ud. De må simpelthen tage sig sammen og tage det sure med det søde, præcis ligesom jeg ville gøre for dem, ellers kan de bare holde sig væk. Men det er svært, og til stadig stor undring for mig også, at nogle vælger at krybe i flyverskjul i stedet for at være der for andre❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Et venskab er som en elastik. Alt kan rummes. Det gør altid ondt at se ens nære og kære have det svært, uanset årsag, men det er ikke for svært, synes jeg. Det giver en dybde og en ny dimension, at man får mulighed for at støtte og trøste. Det sværeste er nok at finde en balance mellem rådgivning og indblanding. Når det så er sagt……når venner har partner og børn, vil det ofte være den nærmeste familie, der er tættest på, og det er jo naturligt nok. Så er man der i det omfang, det nu er ønsket og nødvendigt. Man finder en balance ift. hvad der forventes og ønskes. Man kan give en portion mad og en skulder at græde ud ved, men man kan selvfølgelig ikke leve vedkommendes liv, og ej heller tage stille til, om vedkommende gør det rigtige, f.eks. ifm. langvarig arbejdsløshed, hvor man måske kan have en holdning til, om vedkommende søger de rigtige stillinger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Hej Trine,
    Der er stor forskel på mennesker og hvordan de tackler andres nedture og sorg.
    Jeg selv for eksempel – min far fik kræft sidste år og i den periode snakkede jeg nærmest ikke med ham og besøgte ham sjældent. Ikke fordi jeg ikke tænkte på ham – det gjorde og det gør jeg hver dag. Men fordi jeg simpelhent ikke vidste hvad jeg skulle sige – jeg løb tør for ord, og hver gang jeg prøvede blev det akavet og jeg kunne grave mig selv ned.
    Måske nogle af dem som du har mistet, simpelhent ikke har vidst hvad de skulle sige eller gøre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Jeg er ganske enig. Altså, du har ret i, at det kan være rigtig svært at rumme andre mennesker. Hvad skal man sige? Hvad skal man gøre? I virkeligheden kan man jo ikke sige noget der gør tingene værre. Tavshed, til gengæld – den er faktisk ret slem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Dit skriv om venner og den første kommentar får mig til, at tænke på en mand der hedder Yalom. Han taler om, at vi mennesker har 4 eksistentielle grundtemaer i vores liv: døden, mening(sløsheden), isolation og frihed.
    Han taler egentlig til sygeplejersker, som skal hjælpe i de allersværeste somatiske sygdomme – her skal sygeplejersken egentlig ikke hjælpe eller løse problemet, men blot være en ‘fellow traveller’. Blot lytte og være til stede når tankerne bliver for store til, at de kan rummes indvendigt. For alle mennesker har de samme 4 grundtemaer, og kan derfor være lyttende.

    Men desværre kan det for selv venner være hårdt, at rumme en andens spekulationer om de fire temaer. For det kan ramme noget i dem selv, noget skrøbeligt.
    – jeg er glad for du har nogle omend få, omkring dig der kan være med, være en fellow traveller. Det fortjener alle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Aj, hvor er det en fed kommentar. Det sætter noget i gang i de fleste, tror jeg <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Viberg

    Ja og nej.

    Jeg tror nogen kan have svært ved at forstå Det, og svært ved at rumme at forstå det.

    men.. Jeg forstår ikke at man så ikke melder det ud… Altså.. Jeg tænker at man sagtens til en ven kan sige at det simpelthen er for hårdt for en selv personligt at overvære at vennen ikke har det godt, men at man fortsat vil være der. Blot have brug for et pusterum indimellem…
    Jeg er typen der har det bedst med at kalde en spade for en spade, og det har jeg det også bedst med at dem omkring mig gør!

    Tak fordi du skriver igen. Det er en fornøjelse!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Jeg er helt enig. Vil også helst være ligefrem. Men kan også mærke en helt ny skrøbelighed hos mig selv. Tør simpelthen ikke konfrontere folk længere. Desværre. Nok fordi jeg frygter svaret.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Therese

    Hvis man er en rigtig, ægte ven – så holder man ud og holder ved. Også når det er rigtig rigtig svært, og gør allerhelvedes ondt! For det gør venner – de har din ryg, de har en skulder man kan hulke ved. De holder ved.
    Og selvom det kun er med en lillefingernegl, så holder man ved. Og man bør altid vide, hvor man har sine venner. Man bør kende sine folk. Og hvis de ikke er der, midt i verdens største nedtur – så er de ikke venner!
    Jeg har det som Rikke – har enormt meget lyst til, at give dig verdens største kram, ae dig på håret og dige st det nok skal gå. For det skal nok gå. Med tiden.
    Pas på dig! Sådan rigtigt! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lou

    De to tidspunkter i mit liv, hvor jeg har mistet dem jeg troede var mine bedste veninder gennem mange år – 1). Var da mine forældre døde, med 1/2 års mellemrum. 2). Da jeg fødte min første søn. Hvad helvede sker der for at folk forlader en i sådanne situationer!? Hvis man ikke har brug for sine gode veninder der, ja så ved jeg altså næsten ikke hvornår man så har… Folk er min sommetider en gåde engang i mellem. Godt du har din gode Schweizer og en håndfuld andre, som passer på dig og som kan rumme det hele. Og husk din Mor, mødre er guld værd – jeg ville give ALT for at have en enkelt dag med min Mor. Bare en lillebitte dag <3 Pas på dig! Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      For helvede da også – det gør mig så ondt at høre at du har mistet dem. Nu har jeg egentlig altid ‘kun’ haft én – men hun er også noget af det dyrebareste jeg har. Min mor. Hun er også en af årsagerne til, at jeg stadig står oprejst. Ville ønske at man kunne dele hende ud i bidder – jeg kender i hvert fald flere der kunne bruge en som min mor. Ved ikke om det er en tåbelig tanke, men jeg håber at du kan bruge savnet på at være den aller bedste mor selv. Give det videre som hun ikke nåede – til dine børn. Kæmpe kram til dig. Og tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • isa

    Jeg har aldrig skrevet en kommentar. Men må sige at det ramte mig. Jeg har et lille dreng på 5. Han har et meget svært psykisk handicap og han har ikke nået sprog. Jeg mistede også veninder jeg troede der ville støtte mig. Tror folk bliver bange, når det er nået de ikke kan se. De ved simpelthen ikke hvordan de skal håndtere det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Her kunne man jo så ønske sig, at folk bare sagde DET! “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige”. Så kan man sige, at det forstår man. Og så tager man den derfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Som en af de trofaste følgere, må jeg sige at du formår at formidle så fint. Du er på forunderlig vis ofte i mine tanker så som “bare du har skindet på næsen” Tænk jeg kan tænke sådan om et menneske jeg ikke har mødt, men dybfølt føler, man har lyst til at række-ud-efter……
    -Det er lidt forunderligt!!!!
    Venskaber kan være svære, mange venner kommer og går, noget medfølger livets cyklus og andre brud, er sværere at forklare, de sker bare. Husk blot, at man også senere i livet kan knytte nye venskaber. Det tager bare lidt længere tid, end da vi var 20 år….. (Er selv lige blevet 40 år!!)
    Jeg hepper på dig nu – og for altid fremadrettet! ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katharina

    Jeg har mistet mine to allerbedste venner, to som lærte hinanden at kende gennem mig og som nu er bedste venner, uden mig.
    Jeg valgte en (manipulerende) mand til så meget i en årrække, at de til sidst følte at de var nødt til at vælge mig fra. Fordi det gjorde for ondt at se på.
    Da jeg endelig valgte mig selv til og ham fra var de væk. Jeg har forsøgt at række forsigtigt ud, men nogle gange er det bare for sent med hjertemassage, åbenbart.
    Jeg er et helt andet sted i dag, med verdens sødeste mand, børn, plus på min konto og jeg tænker på dem og savner dem hver eneste dag. Hver. Eneste. Dag.
    Ikke alle sår heler, det har jeg erkendt. Jeg lever med det, for det er det man gør. Men jeg ved ikke hvad det gør mest ondt, savnet af dem, eller visheden om, at jeg aldrig ville have valgt dem fra. Aldrig. “Only a Sith deals in absolutes” – Siths og naive kvinder fra Jylland åbenbart. Som mig.
    .Personligt synes jeg at mennesker der har snuset lidt til livets skyggesider har meget mere at byde på, det mener jeg at jeg selv har pga af det, og sådan vil der også være nogen der ser dig.
    Som Tove sagde:
    Jeg gav dig de vagtsomme øjne
    på dem skal du kendes igen,
    og møder du en med det samme blik
    skal du vide han er din ven

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Tove! Gotta love her! Er faktisk på en måde i familie med hende. Altså, hun var gift med min farmors fætter. Kigger ofte forbi hendes grav. Selvom den er svær at finde. Men hun kunne virkelig sætte ord på ting. På en helt særlig måde. Tak for din kommentar. Kan godt sætte mig ind i hvad du skriver <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen

      Sidder med tårer i øjnene, for jeg kan virkelig genkende mig selv i det du skriver. Jeg har også det savn hver eneste dag – og det gør ondt! Jeg håber jeg en dag når over på den anden side, som dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak for, at du skriver igen. Det betyder bare så meget for mig der selv har ondt i sjælen til tider.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg vil bare sige dig tak, fordi du skriver igen. Jeg læser alt, hvad du skriver. Tak <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • LORTEMOR

      Tak for dig også! Og sikke et smukt barn du har lavet <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lizette

    Jeg har muligvis misset nogle indlæg hist og pist, men faktum er er at inderligt har lyst til at give dig et kram og lade dig vide at trods nedtur, så er du god nok, og tingene skal nok blive bedre, det tager ‘bare’ tid 🙏🏻❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Fantastisk indlæg! Kan så godt forstå dig i forhold til at miste. Jeg har desværre været hårdt ramt psykisk det seneste år. Der hvor man bare er helt nede og bide i græsset og hvor livet insisterer på at stille sin på hovedet af en.. Og det har også kostet venskaber. Mest ondt gør det at miste en veninde jeg har kendt siden vi var 2. Hun stoppede med at svare på beskeder. Så var den ligesom bare ikke længere. Av!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Jeg har en teori om at de mennesker der forlader andre når de rammer kriser, er mennesker hvor krisen tricker noget i dem. Det gør simpelthen for ondt på dem selv, deres eget følelsesregister tager over, og så er det nemmere at gå fra smerten.
    Trine, jeg kender dig ikke. Men du er en af mine favoritbloggere. Jeg har fulgt dig altid. Du er så sej, klog og inspirerende. Jeg VED bare at dit liv en dag bliver som du ønsker. Det ved jeg bare. Og så vil du kigge på den periode i dit liv og tænke: Fuck! Jeg overlevede og nu i en stærkere version. Alt godt til dig❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et helt nyt liv